Profile
Blog
Photos
Videos
5. december: En våd tur til Franz Josef-gletsjeren.
Det regner. Rigtig meget. Og hele natten har tunge regndråber trommet på camperens tag. Vejrmeldingen siger, at det vil være regnfuldt de næste tre dage i Franz Josef, så det hjælper ikke at vente med at gøre en tur ud til gletsjeren. Hvis vi vil se den, må vi finde os i, at blive gennemblødte. Og gennemblødte, det bliver vi! Helt ind til skindet. Med undtagelse af Kristian, som vi som den eneste har regntøj med til.
Franz Josef er den største gletsjer på New Zealand. Men det særlige er, at man går i regnskov - og altså i dette tilfælde helt bogstaveligt talt regn-skov - derefter kommer man ud i et floddelta og så ligger gletsjeren der. Det var en meget smuk tur derud (sikkert endnu smukkere i solskin), ca. 5 kilometers gå-tur. Ungerne tog det fint på trods af, at det pis-regnede, og at vi ikke var ekviperet til den slags vejr - altså undtagen Kristian, der dog trods alt manglede gummistøvler og som vi andre fik våde fødder. Typisk os: Vi kommer til et land, hvor det regner rigtig meget, og så har vi ikke regntøj med. Nå, men vi har heldigvis også kun haft brug for det enkelte gange.
Egentlig ville vi gerne have været på helikopter-tur op på selve gletsjeren, men det er ikke en mulighed i det her vejr. Vi håber at få muligheden for at flyve ind over området fra Mount Cook og lande på gletsjeren den vejr fra, når vi forhåbentlig når over i det område.
Vi beslutter, at vi sætter kursen mod Queenstown. Det er en lang tur, men smuk. Vi kører et stykke langs kysten ned til Haast, inden vi drejer ind i landet, hvor vi kører langs Haast-floden og op over Haast-passet (som vi aldrig opdager er et pas). Efterfølgende kører vi langs Lake Wanaka og derefter langs Lake Hawea, to store betagende tyrkisblå søer. Man bliver aldrig træt af landskabet her. Eller landskaberne. For der er mange forskellige, og de skifter hele tiden.
Kl. 19.30 ankommer vi til Queenstown, hvor vi kører ind på en campingplads, der trods sine fem stjerner, som må være faldet ned fra himlen, er ret beskeden. Men det er prisen ikke: 100 NZ-dollars på overnatning (500 dkr). Og der er hverken pool eller spa eller legeplads. Tilgengæld er byen jo én stor legeplads. Det glæder vi os til.
- comments