Profile
Blog
Photos
Videos
2. december: Abel Tasman National Park.
I dag har vi booket en tur med båd, så vi kan blive se de smukke stranden og bugter og blive sejlet ind i Abel Tasman National Park. Det bliver en herlig dag, selvom vejret til at begynde med, da vi bliver hentet i en shuttle-bus ser gråt ud. Heldigvis begynder solen at skinne, da vi stiger ombord i båden, og den stævner ud på det turkisgrønne vand. Åh, her er simpelthen paradisisk. Vi ser sæler på en ø undervejs og får også et glimt af en enkelt pingvin på stranden. Vi bliver sat af i en af de fantastiske bugter med gyldent sand. Nu skal vi ud at vandre! 12 km. i meget varieret terræn venter forude. Vi har talt med ungerne om det på forhånd, men er alligevel lidt spændte på, hvordan det skal gå. Og så går det bare rigtigt fint. De er så seje, ungerne! Deres tempo er ganske vist meget forskelligt. Kristian skal undersøge alt undervejs. Han er som en lille hund, der lige skal snuse og stikke sin snude i det meste. På et tidspunkt er det ved at blive for meget for Esther. Hun vil gerne have det lange ben foran og få pulsen op, så nu er hun ved at eksplodere over Kristian, der skal pille ved hver en sten og kæp han falder over. Men skyen over hendes hoved forsvinder så snart pigerne får muligheden for at gå lidt i forvejen - og også slå et ekstra smut ud forbi Cleopetras pool. Vi fortryder bestemt ikke, at vi valgte at tage vandreturen! Det er simpelthen sådan en smuk oplevelse: Nogle gange går vi højt oppe i klipperne med udsigt over de smukke bugte med turkisgrønt vand og gyldent sand, andre gange går vi nede langs vandet og floder. Og vi kommer også over en hængebro.
Da vi kommer hjem til campingpladsen er ungerne stolte over deres seje bedrift, og vi er alle trætte på den gode måde. En tur i poolen gør sig godt inden aftensmaden.
- comments