Profile
Blog
Photos
Videos
Hermed en lille update fra de første par dage i junglen. Det bliver lidt mere dagbogsagtigt end de andre indlæg, da jeg ikke rigtig ellers ved, hvordan jeg skal gribe alle de nye indtryk an.
Dag 1: 25. oktober 2011
Jeg havde ikke ligefrem haft den bedste start på dagen. Havde haft kvalme i et par dage, og morgenen startede med en ørletur. Tror det skyldes al usikkerheden, og vidste ikke, om jeg havde mulighed for at komme i kontakt med nogen derhjemme i den næste måned. Det var lidt for overvældende. Ringede til Peter om morgenen for at sige på gensyn og troede, det nok skulle gå. Men knækkede helt sammen, da jeg hørte hans stemme og fik mig en tiltrængt tudetur. Det skal jo til indimellem.
MINI-van og coca
Turen til junglen foregik i en minivan, hvor der var "plads" til 7 passagerer. Andreas og jeg blev proppet ind i bilen sammen med 5 MEGET lokale. Vi kom til at sidde foran ved siden af chaufføren - en sød, lille, tyk bolivianer, der tykkede på Coca blade hele vejen fra Santa Cruz til Ambue Ari. Han stoppede munden med så mange blade, at han konstant lignede et marsvin, der gemte mad til senere. Det var vældig underholdende. Så da jeg kom til at grine af ham, troede han det var på grund af coca-bladene, hvorefter han med et stort smil viste mig som store pose fyldt med hvidt pulver, som han havde liggende i sidelommen. Efter en times tid stoppede han pludselig bilen - han skulle da lige have en kørebajer. Hmm.. Så en chauffør med bilen fyldt med dåser og coke? Fyringsgrund i DK? Det tror jeg. Coken viste sig dog bare at være bica.
Jeg sad på en lille "klapstol" mellem de to rigtige forsæder i seks timer. Min ryg og røv havde det ikke for godt til sidst.
The Clinic
Vi blev sat af midt i ingenting midt på eftermiddagen og modtaget med et stort smil af Koen - en af de langvarige frivillige her. Vi blev vist ind på kontoret til koordinatoren for de frivillige Gill, der sad med den sødeste lille abe på skulderen. Allerede der var jeg solgt. Lejren var hyggelig, og der var tørt og fint. Og ikke nær så slemt, som jeg havde forestillet mig. Troede jeg. Jeg blev hurtigt klogere. Hurtigt blev vi advaret mod rotter, kæmpe edderkopper, slanger og myg overalt. Jeg havde også kun været her i 10 sekunder, før jeg fik mit første stik. Efter en dag er jeg stoppet med at tælle. Jeg er ET stort myggestik nu.
Vi blev vist rundt af Koen og fik herefter aftensmad sammen med de andre, mens vi stadig afventede at blive vist hen til vores værelse. Når solen går ned her, bliver det mørkt- og ikke bare mørkt, men kulsort lynhurtigt.. Og selvfølgelig var det blevet mørkt, da vi blev vist hen til vores senge. I wonder why? Vi skulle bo 5-10 minutter væk fra lejren, der i forvejen er langt væk fra alt, i "The Clinic" sammen med tre andre nye frivillige - et engelsk par og en pige fra Alaska. Det første jeg så, da døren blev åbnet var madrasser med preseninger fyldt med støv, rottelort og spindelvæv. Jeg kiggede op i loftet og så verdens største edderkop sidde i loftet og hygge sig med en lige så stor natsværmer. Gulvet var fyldt med gammelt, muggent tøj, som ingen turde at fjerne - for gad vide, hvad der gemte sig der? Samtidig var det helt mørkt, så det var vildt besværligt at komme på plads. Jeg var helt ude af den og lige ved at tude. Jeg troede ALDRIG, jeg skulle overleve 30 nætter der. Jeg fandt dog en seng, og fik sat to myggenet op - de skide rotter, taranteller, myg og bugs skulle bare ikke have en chance for at komme ind til mig. Det gav mig lidt ro igen.
Aftenen gik i comedoren, hvor folk spillede kort, tegn og gæt og bare sludrede. Jeg glæder mig til at lære folk at kende. Da jeg først var kommet i seng, var jeg virkelig bevidst om, at jeg var omringet af så mange ting, som jeg virkelig frygter. Men på en eller anden måde fik jeg sagt til mig selv, at det var en del af oplevelsen, og heldigvis havde det været et par lange og udmattende dage, så jeg var dødtræt. Jeg smækkede et par love songs på iPod'en og sendte en masse kærlige tanker hjem til DK, inden jeg faldt i søvn med et brag.
Dag 2: 26. oktober 2011
Vækkeuret ringede kl. 6.30 - ligesom det vil gøre hver eneste morgen de næste 30 dage. Vi har kun en fridag hver anden uge, så det bliver vist kun til en enkelt for mig. Hver dag har man en opgave - det kan være alt fra at hjælpe med morgenmaden til at forberede kød og grønt til dyrene. Min opgave bestod af at cleane fællesområderne i campen. Efter det fik jeg valget mellem to permanente opgaver: Den første var at tage mig af en ocelot om formiddagen og tage mig af husdyrene om eftermiddagen. Den anden var at bruge formiddagene på at underholde jaguaren Sama, der desværre ikke kan komme ud af buret og være i karantæne-området om eftermiddagen, hvor de tager sig af dyr, der af den ene eller anden grund er i karantæne - eksempelvis de nyankomne "beboere" i parken.
På trods af min mindre begejstring for fugle, der er en del af husdyrene, så hev det i mig at tage af min egen kat gennem personlig kontakt og gåture gennem junglen, så jeg valgte den første mulighed. Søde lille OB Min ocelot hedder O.B. og er en sød lille dame, der har været i parken siden 2006. Ingen kan rigtig finde ud af, hvor gammel hun er. Hun er i Ambue Ari, efter hun og to andre ocelotter, Engine og Lazy Cat, blev reddet fra en gut, der ville sælge dem på det sorte marked.
Efter morgenmaden skulle jeg oplæres af Steff - en pige fra Australien, der kun har været hos O.B. i tre dage. Hende før Stef havde også kun været der meget kortvarigt. Det har betydet, at O.B. har været lidt stresset og halvaggressiv, og ikke er meget for at forlade sit bur. Stakkels lille pus. Det er lidt synd, at der bliver skiftet så meget ud blandt de frivillige, så min ambition er at blive hos hende hele måneden, så hun får lidt tryghed. Hendes bur er ca. en halv times gang fra campen gennem junglen. På vejen går man forbi ocelotten Lazy Cat og de tre puma-søstre Inti, Wara og Yassi opkaldt efter organisationen. Det er super fedt, fordi man ellers ikke får nogle andre katte at se udover den/dem, man selv arbejder med. Det er reglen for at give dyrene så meget stabilitet som muligt, så her ikke bliver som en zoo.
Vi nåede frem til O.B., som gik og gnubbede sig op og ned af buret. Hun var så smuk - fin og lille, men flere gange kom hun med mislykkede forsøg på at knurre som en løve. Stef fik hende (efter noget besvær) i snoren og lukket ud af buret. Målet er først og fremmest at få hende til at gå sin daglige rute - hun har en kort og en lang. Det er ikke lykkedes for de andre frivillige at få hende på den lange tur meget længe, desværre.
Man skal altid gå bag ved hende, og man må ikke trække i snoren, medmindre hun går for langt fra hendes sti. Så hvis hun ikke vil gå mere, så er der ikke noget med at hive hende i en retning. Derimod kræver det snilde og uanede mængder tålmodighed at lokke hende den rigtige vej. Efter ca. 20 meter lagde hun sig første gang til at sove. Og Stef forsøgte forgæves at lokke med det ene eller andet. I stedet satte jeg mig nær hende, hvorefter hun kom hen og gned sig op af mig, før hun hoppede op på mit skød og gnubbede sit hoved mod min hals. Hun var så sød. Indtil hun blev lidt for ivrig og snappede mig i hånden. Først stille og roligt og så bed hun til. Av for fanden, hvor kan sådan en lille kat bide til. Men så måtte jeg jo bare rejse mig stille og roligt og puffe hende væk.
Ulykkelig kærlighed
Et stykke længere inde i junglen er Engines - en han ocelots - bur. Hun er efter sigende lidt forelsket i ham, så hun forsøgte igen og igen at gå i den retning. Desværre for hende kan Engine ikke fordrage stakkels OB. Når man stoppede hende, gik hun bare tilbage mod buret. Sådan gik det den næste halve times tid. Frem og tilbage, og det var tydeligt, at Stef var ved at miste tålmodigheden. Så jeg sagde, at hun bare kunne gå tilbage og ordne tingene i buret, mens jeg forsøgte at lære O.B. lidt at kende. Så jeg snakkede med hende og fik hende til at gå omkring mig og snuse lidt. Ingen vilde bevægelser, og hun faldt hurtigt til ro. Efter et kvarters tid begyndte hun at gå - og i den rigtige retning. Jeg havde svært ved at styre min begejstring.
Jeg havde læst i hendes fil, at der ved tidligere frivillige var gået flere uger, uden det var lykkedes at få hende til at gå sin rute. Det var godt nok den korte, men stadig en stor succes på første dag. Jeg havde en skøn første dag med O.B., og jeg elsker hende allerede.
Taranteller
Det er virkelig et magisk sted her. Når man går gennem junglen, ser man vilde aber hoppe rundt mellem træerne, der er farverige papegøjer og de smukkeste sommerfugle. Men desværre er det også sæson for taranteller, hvilket jeg fik fornøjelsen af på min første tur med O.B. Pludselig vader en kæmpe fugleedderkop ud foran os og sætter sig på træet ved O.B.'s bur. Til mine store overraskelse var jeg faktisk ret rolig, mens Stef panikkede fuldstændig. En oplevelse var det i hvert fald.
Efter frokost var det tid til at fodre husdyrene, som består af et utal af mindre og større papegøjer, to strudser, to tukaner, en hjort og en tapir. Her skal man skære frugt og grøntsager til dyrene, feje borde og rengøre platforme. Det er en ret hyggelig opgave, som jeg nok skal komme tilbage til.
Gangsta' Wednesday
Onsdag aften er Gangsta' Wednesday i lejren. Folk klæder sig ud i gangster-agtigt tøj og tager til nabobyen Santa Maria for at få øl og drinks. Enten tomler man, ellers tager man bussen. Andreas var desværre blevet syg, så jeg tog alene med de andre. Det var så hyggeligt, og folk blev hurtigt mega fulde. Der er en meget striks alkohol-politik i Ambue Ari, så i hverdagene skal man tage den sidste bus tilbage kl. 22. De tolererer ikke, at man møder op med tømmerdrenge. Om fredagen er det "Party Night", hvor man må trække den helt til kl. 24. Dog var det ingen forhindring for folk, der hurtigt blev fulde. Tro det eller ej - teenageren her nøjes med en lille bajser. Jeg ville hellere være klar til O.B. dagen efter.
Efter en sjov aften fik jeg endnu en god nats søvn. Andreas havde heldigvis fået det bedre, da jeg kom tilbage. Jeg var super træt efter alle dagens indtryk, så på trods af rotter på værelset, sov jeg igen rimelig godt.
Dag 3 - 27. oktober 2011
Vejret har heldigvis været godt de første par dage. Tørt, men helt enormt varmt og lummert. Men så længe det er tørt, så er jeg glad. Kan slet ikke overskue flere myg - det er slemt nok i forvejen! Fordi det var gået så godt dagen før, skulle jeg allerede have O.B. for mig selv på min anden arbejdsdag. Normalt skal man ellers have tre dages oplæring. Ret fedt med et lille skulderklap fra teamet. På vej dertil så jeg den sødeste lille abe, og to sekunder efter der en hel flok aber, der hoppede rundt i trætoppene over mig. Helt utroligt, og jeg gik videre med det største smil på læben. Det stivnede dog hurtigt, da jeg to minutter efter var centimeter fra at træde på den største tarantel. OMG, hvor var det klamt. Velkommen til Amazonas kontraster. Hvis du vil have det ene, så følger det andet altså bare med. Så jeg måtte jo bare gå videre.
Min første dag alene med OB
Da jeg kom hen til søde O.B., fik jeg dagens første succesoplevelse, da jeg fik snoren på hende med det samme. Hun virkede ret begejstret for at komme ud af buret, og gik hurtigt den rigtige vej på ruten. Hun forsøgte kun at komme over til Engine to gange, før hun fortsatte videre af ruten. Mega succes! 10 minutter hos hende, og hun var godt på vej. Jeg var så glad. Da vi kom tilbage til buret, var det en træt og tørstig O.B., der førte for. Bagefter spændte jeg hende fast til hendes "runner" - en lang snor, hvor hun så kan løbe frem og tilbage. Men det dovne læs lort lagde sig bare til at sove :-) jeg ville nok have gjort det samme. I mellemtiden kunne jeg så fikse hendes bur.
Da jeg var færdig, vågnede hun og ville gå runden igen - stort set uden stop. Ifølge hendes fil er det ikke sket længe. Så jeg var så glad og stolt, og der røg mange "Bueno, chica" gennem luften. Den sidste times tid var hun igen doven og ville sove inde i sit bur, så jeg satte mig på en skammel med min nye fancy myggehat og læste i min bog. Da hun opdagede, at jeg sad der og hyggede, kom hun ud og gnubbede sig op af mig som en almindelig huskat. Jeg nussede hende bag øret, til hun faldt i søvn op ad mit ben. Total kvalitetstid, og jeg var så glad, da jeg gik derfra.
Min elskede Herbie
Husdyrene ventede igen - herunder også de irriterende fugle. Papegøjerne er dræbere, der kun venter på at angribe. Det eneste, der hjælper er at sprøjte vand på dem. Tukanerne er gudesmukke, men ondskaben selv. Jeg blev bidt af den ene lige på ballen, men heldigvis er den jo godt polstret :-) Mit yndlingsdyr er tapiren Herbie. Han er så sjov - han ligner en blanding mellem en elefant, myresluger og gris, og så er han så kærlig. Han slikker ens hænder med sin kæmpe tunge og elsker, når man krammer. Han er helt fantastisk, fordi han er så grim. Det er helt tydeligt, at man redder hans dag ved at komme med mad til ham - især mangoer. Jeg kan kigge på ham i timevis, når han spiser dem. Han gnaver og gnaver og spytter så stenen ud i hænderne på en. Det ser så sødt ud.
Hjorten Rudolpho ligner en sød lille Bambi, men er djævlen i forklædning. Ironisk nok havde han tidligere en ven kaldet Bambi. Og jeg skriver det i datid, da de fandt ham liggende død i buret en dag, efter Rudolpho havde stanget ham til døde. Og hvis han fik muligheden, led de frivillige samme skæbne. Det er virkelig svært at fodre ham, og når hans vand skal skiftes, gør han alt, hvad han kan for at stange en. Den lille satan. Men sød ser han ud.
Godnat strudse og Julle
En af pigerne taget ind til byen, men havde glemt sin opgave - nemlig at "lægge" strudsene i seng. Så under aftensmaden skulle de bruge et par frivillige, da strudsene angriber, hvis bolivianere kommer i nærheden af dem. Det skyldes, at de tidligere er blevet mishandlet af bolivianere, og det hænger fast. Andreas og jeg meldte os, og det var så sjovt.
De er nogle stædige sataner, og vi måtte skubbe dem med et kosteskaft for at få dem i nærheden af buret. "Min" struds var sød nok, men Andreas' kunne virkelig ikke lide ham. Måske troede den, at han var bolivianer :-) så den pustede sig rigtigt op og snappede efter ham. Men det lykkedes dog til sidst at få dem ind i deres "seng".
Om aftenen var jeg lidt træt og var virkelig presset på grund af hjemve. Jeg savnede Peter og var ved at blive idiot over den manglede kontakt med dem derhjemme. Synes, der er sket så meget på bare tre dage, og jeg havde brug for at dele det med nogen, jeg er tæt på. Og det er enormt mærkeligt at være så isoleret. Fordi jeg var så sentimental, kom jeg til at tænke på, at der i princippet kan være sket alt muligt forfærdeligt derhjemme, og jeg ville ikke ane noget. Men forsøgte bare at glemme de tanker og lægge mig til at sove.
Dag 4: 28. oktober 2011
Nu er man efterhånden ved at komme lidt ind i den daglige rutine i parken. Dagen starter som sagt kl. 6.30, da man har et par opgaver om morgenen. Man er altid på en daglig og ugentlig opgave, der skifter løbende. Nogle er om morgenen og andre om dagen. Min ugentlige opgave var at finde kakaoblade til Rudolpho og min skønne Herbie og fodre dem med dem. Det elsker jeg. Nogle af de frivillige tager også allerede af sted til deres katte ved 7-tiden, så de spiser, mens vi andre arbejder.
Herefter er der morgenmad omkring kl. 8.00 med efterfølgende fællesmøde, hvor vi snakker om de generelle ting - hvem af ledelsen er væk, ting der skal ændres, skideballer osv.
Min dag med OB og husdyrene
Ved 9-tiden går turen så gennem junglen til min lille O.B. Opgaven er at aktivere hende og sørge for de praktiske ting. Det betyder, at man forsøger at få hende på en så lang gåtur som muligt og aktivere hende gennem leg. Hvis hun falder i søvn, venter man og læser i en bog. Det er vigtigt at følge hendes rutiner og ikke tvinge hende til noget. Det stresser hende bare.
Derimod skal man lokke og gøre hverdagen lidt mere spændende for hende. Udover dette skal man rense hendes platforme i buret, feje i og omkring buret, fjerne hendes afføring og udskifte visne blade med friske, vaske vandskål og udskifte vand. Når man kommer lidt mere ind i rutinerne, er der også mulighed for at bygge nye ting til buret og tænke på nye måder at aktivere O.B. på.
Noget af det sjoveste er at fodre hende. For at udfordre hende lidt pakker jeg kødet ind i palmeblade fra junglen og gemmer det rundt i buret. Hun bliver så glad, når hun går på jagt efter de små gaver. Efter frokost tager jeg mig af husdyrene. Det betyder, at man henter forskellige frugter, grøntsager og frø. Man gør det klar i køkkenet og går herefter rundt til de forskellige dyr. Burene skal fejes, vandskåle og platforme renses og selvfølgelig sludrer man med dyrene - bortset fra de dumme fugle, der er mega aggressive.
Nå, nu har I vist fået rigelig info om mine første dage og arbejdet i Ambue Ari. Jeg vender tilbage med mere inden længe.
- comments