Profile
Blog
Photos
Videos
Hermed endnu update fra den første uges tid i Ambue Ari.
Party night
Som sagt er hver fredag aften Party Night, hvor hele lejren tager til Santa Maria for at drikke sig fulde. Jeg har spottet, hvor det kan betale sig at fedte, så jeg har fået charmet bolivianerne, der bor her fast. Det betyder, at de om morgenen ofte smugler lidt frisk frugt med til mig fra vores animal storage room. Det kan redde en hel dag, og jeg har proppet mig med bananer og mango fra junglen. Mmm.. En anden fordel er også, at især Jaime altid spørger mig som den første, om jeg vil have et lift bag på hans scooter/knallert/motorcykel (beklager - ved godt, det ikke er særlig "Randers" ikke at vide, hvad det er, men det at sidde bagpå må udligne det). På den måde slipper man for at tomle eller vente på bussen, og får samtidig lidt vind i håret i varmen. Skønt. Men jeg fik et lift til baren i Santa Maria. Der er tre barer, som vi veksler imellem hver fredag. Party Night er uden tvivl grundlaget for deres overlevelse.
Pis på en slave
Folk blev hurtigt mega stive, og der blev danset løs. Musikken kommer fra en jukeboks, der viser musikvideoerne. Fedt koncept. De har en ting kørende her, der består af, at man kan vinde retten til at have en slave, der gennem et døgn skal gøre alt, hvad man som slavemaster beder om. Det betød, at to af fyrene var mødt op i fine kjoler og den ene med hans lange hår og skæg farvet sort og pink - med permanent hårfarve vel at mærke. Undervejs skulle de gøre alverdens ting - danse dirty, hente ting til deres slavemaster - ganske enkelt skulle de bare adlyde enhver ordre.
Tingene tog dog lidt overhånd, da en af slaverne blev bedt om at sætte sig med en pige fra lejren ovenpå sig, så hun kunne tisse på ham. Jeg var færdig af grin, for det var da en meget sjov joke. Indtil jeg så, at hendes leggins blev helt våde, og slaven gjorde det samme. Hun havde faktisk pisset på ham. Det var så klamt, og den leg gik altså lidt for vidt.
Slaven havde vist ikke lige set den komme, og han skred i ren og skær ydmygelse. Men han kunne jo ikke få en taxa eller tomle hjem i sit tøj, der var helt vådt og klamt af en anden piges urin. Så han måtte gå otte kilometer i sit tøj, der var gennemblødt af en andens tis. Jeg var lidt rystet, og spurgte ind til det i løbet af aftenen. Mange af de "gamle" frivillige trak bare på skuldrene med kommentarer som "Så må man bare lade være med at melde sig som slave" og "Det er jo Amanda. Hun er kendt for at pisse på folk". Det var åbenbart ikke første gang, men noget hun er kendt for her. Kønt af en pige på 30 somre. Det var bare for meget.
Men festen fortsatte med dans og druk, indtil vi tog en taxa hjem kl. 01. I vores taxa var vi 13 mennesker - heraf seks på taget. Uforsvarligt, men super sjovt. Da vi kom hjem sad vi i furmadoren og hyggede et par timer, inden jeg røg på hovedet i seng. Vi skulle jo igen op kl. 6.30 dagen efter.
Endelig en halv fridag
Om lørdagen har vi en halv fridag, som virkelig er ugens højdepunkt. Om formiddagen tager vi os af vores normale praktiske og huslige opgaver og får herudover en ekstra. Det kan være alt lige fra grundig rengøring af badene til weekendfodring af dyrene. Jeg blev sat på et hold, hvor vi skulle lave construction work.
De har netop færdigbygget et nyt bur til pumaen Popular, så vores opgave bestod simpelthen af at hente alt værktøj, træ, overskydende hegn osv. langt inde i junglen og bringe det tilbage til lejren. Der var så meget lort, vi var virkelig langt væk, havde tømmerdrenge og Gud, hvor var det tungt. Det var den ultimativt varmeste dag hidtil, så vi var alle lige ved at dø :-) men det var fedt at bruge kroppen og få sved på panden (og alle andre steder for den sags skyld).
Efter lørdagens opgave skal vi hver især rundt og fodre kattene og lige hygge med dem en times tid, før den længe ventede halve fridag bliver en realitet. Jeg havde glædet mig som et lille barn. Trængte virkelig til at komme i kontakt med omverden igen og fortælle om alle oplevelserne her. Og vigtigst af alt; høre om alt var vel derhjemme, så jeg kunne slippe mine tanker om alt det forfærdelige, der potentielt kunne være sket.
Jeg fik talt et par timer med Peter og lidt tid med mine forældre. Det var så skønt. En trist nyhed hjemmefra satte dog lidt et dæmper på fridagen, og jeg tog tilbage til Ambue Ari ret ked af det og frustreret over den manglede mulighed for at være der mere for dem derhjemme.
Usædvanligt klamt besøg i min seng
Nu har jeg været i parken i en god uges tid. Lørdag nat havde jeg den hidtil mest skræmmende oplevelse i mit liv. Der var simpelthen så varmt den nat - den varmeste indtil videre. Og jeg lå samtidig og spekulerede på alt derhjemme, så jeg havde enormt svært ved at falde i søvn. Men det lykkedes efter nogle timer.
Jeg vågnede et par timer senere ved, at der var noget, der kravlede på mit ansigt. Som ren refleks tog jeg fat i det for at fjerne det. Og hvis jeg ikke var vågen før, så vågnede jeg i hvert fald der. Det var stort og behåret. Jeg fik famlet rundt efter min lommelygte, og da det endelig lykkedes mig at tænde den, fik jeg min dårlige fornemmelse bekræftet. Der var en f***ing rotte i min seng. Og den havde siddet på mit ansigt. Og jeg havde rørt ved den. Jeg panikkede fuldstændig. Den var stadig i min seng, som er omgivet af to myggenet. Hvordan den er kommet derind, er mig virkelig en gåde.
Utroligt nok skreg jeg ikke - jeg nåede lige at tænke, at de tre andre på værelset jo lå og sov. Men fik alligevel vækket Andreas, panisk som jeg var. Jeg prøvede at fange den i et hjørne af nettet, men så begyndte den jo at gnave. Og vupti - så var den væk, og jeg kunne ikke finde den igen, selvom jeg gjorde mange ihærdige forsøg. Jeg havde ingen idé om, hvad klokken var, men skulle op kl. 5 søndag morgen, så jeg bad en lille bøn til de højere magter om, at klokken var tæt på det, så jeg ikke behøvede lægge mig ned i rottesengen igen. Desværre blev jeg pænt skuffet, da klokken kun viste 24.00. Jeg skulle prøve at sove igen. Jeg rystede helt vildt, da jeg tog mig sammen til at give det et forsøg. Det blev til en søvnløs nat.
En "lille byge"
Søndag fik vi den første omgang regn. Og mage til "byge" skal man lede længe efter. Regnen startede under morgenmaden og i løbet af ti minutter var der vand overalt. Jeg havde selvfølgelig ikke noget regntøj, da jeg ikke havde kunnet finde noget i Santa Cruz, så jeg måtte gå min tur gennem junglen med en sort sæk over hovedet i forsøget på at holde bare noget af vandet ude. Det hele var en stor mudderpøl, og jeg var gennemblødt i løbet af 30 sekunder.
De forudgående dage havde været uudholdeligt varme, og vi havde alle håbet på lidt koldere vejr. Men under regnen var det virkelig koldt. Jeg sad bare i OB's bur og rystede af kulde. Heldigvis gad hun ikke gå så meget, men hun var mega legesyg i regnen. Det var til gengæld meget sjovt. Men varmen fik jeg ikke før sidst på dagen, hvor solen endelig kæmpede sig gennem skyerne.
Selv vores værelse havde ikke kunnet holde regnen ude. Rachels seng var helt våd. Det havde regnet ind gennem taget, og den ene væg er utæt. Vores ting var heldigvis i sikkerhed. Men man frygter da lidt for de næste gange med regn. Efter regnen havde vi et par nætter, hvor der var en behagelig temperatur, hvilket er lig med en bedre nattesøvn. Så på den måde var det meget godt. Jeg sender dog stadig dagligt en lille bøn til vejrguderne om tørvejr. Jeg ville aldrig klare en måned her, hvor alt er gennemblødt konstant.
En abe på min skulder
Til gengæld har jeg haft den skønneste oplevelse en af dagene. Jeg havde lige været i et tiltrængt koldt bad, og ville sætte mig og læse lidt. Men pludselig kommer Dean rendende, fordi en af aberne (Annie) sad fast i sit bur i monkey parken. Og han havde brug for hjælp. Jaime, en af bolivianerne, tog mig med, selvom piger normalt er bandlyst i parken, fordi der er en hidsig abe, der hader kvinder og angriber, hvis de er i nærheden. Men dette var jo en "emergency", så af sted med os.
Da vi kom hen til buret, var Annie heldigvis sluppet fri, men Dean var hurtig og tog mig med ind i buret alligevel. De skulle jo tjekke, om hun var ok. Det første, han gjorde, var at sætte en lille baby-abe på min skulder. Jeg var så lykkelig og et stort smil. Med den anden hånd legede jeg med en kæmpe abe, der var mega legesyg og tyggede på mine fingre. Da de ville fjerne den lille abe igen, græd den højlydt. Det var en skøn, skøn oplevelse, som ikke mange piger oplever her i parken. Endnu en grund til, at det kan betale sig at charme de lokale, og jeg takker virkelig Dean for at udnytte situationen og smide en abe på skulderen af mig.
Tirsdag aften var jeg i lidt dårligt humør og havde bare brug for en aften væk fra parken. Her er så mange mennesker, og det er svært at trække sig til tilbage og bare være sig selv lidt. Når man gør det, er der konstant nogle henne for at sludre eller for at høre, om man er okay. Jeg havde brug for alone time, og jeg savnede min kæreste helt vildt.
Så besluttede mig for at tage tomle til G-town sammen med Delana, Rachel og Adam, som havde fødselsdag. Vi tomlede derhen og endte på ladet af en bil sammen med tre lokale bolivianere. Det var en lang time med MEGET vind i håret. Mit hår lignede en stor fuglerede, da jeg endelig nåede frem, og kunne ikke rede det ud i flere dage. Jeg ringede og vækkede Peter midt om natten - den stakkel. Men det var virkelig tiltrængt og hele turen værd.
- comments