Profile
Blog
Photos
Videos
Endnu en update fra mine sidste par uger i parken.
Stakkels gamle Sama
Samas sår på hagen blev desværre ikke bedre, så jeg pressede dyrlægerne Felipe og Zandro til at gøre noget. Efter et besøg mere hos Sama, besluttede de sig for at bedøve ham for at kunne se nærmere på såret og sy det sammen.
Den formiddag, hvor de ville gøre det, var en noget stresset affære. Jeg fik lokket Sama ind i et lille bur, så de kunne komme til at bedøve ham. Imens skulle jeg være hos OB som sædvanlig om formiddagen. På den måde kunne jeg være der, når Sama ville vågne nogle timer senere. Satte virkelig pris på muligheden for at være der, når han vågnede helt forvirret og ude af den. Det var nogle meget lange timer, og mine tanker var nok lidt et andet sted end hos min lille ocelot.
Da jeg endelig kom tilbage viste det sig, at de ikke havde bedøvet ham. I mellemtiden havde Zandro ringet til en specialist, som havde vurderet, at Sama er for gammel til at blive bedøvet. Så i stedet havde de besluttet sig for at ændre hans medicin. Jeg var selvfølgelig lettet - al den bekymring for ingenting. Men jeg var også urolig, hvordan det så skulle gå med såret. Hidtil havde ingen anden medicin jo hjulpet.
I den sidste tid med Sama skulle jeg spraye noget flydende medicin på såret. Virkelig en svær opgave, men det lykkedes hver dag, og det gjorde mig glad. De sidste dage så det ud som om, at såret langsomt var begyndt at hele. Men det gik bare så ufatteligt langsomt.
En advarsel til teenageren
Efter den tredje party night, var vi en gruppe, der sad og hyggede i fumadoren en times tid. Reglen er egentlig, at man skal gå direkte i seng, når man kommer tilbage fra Santa Maria. Men vi har siddet der hver eneste fredag. Selvfølgelig var folk fulde, og nogle begyndte at larme lidt, mens de lå i hængekøjen. Det betød, at vi blev smidt i seng af Zandro og Gill - fair nok.
Morgenen efter fik vi alle en advarsel - på trods af, at de fleste bare sad der stille og roligt. Det var totalt som at være tilbage i folkeskolen og blive sendt til rektors kontor. Vi fik en laaang tale om, hvordan man opfører sig i parken. Advarselssystemet her er ret simpelt. Første advarsel er bare en advarsel. Ved den anden advarsel skal man forlade parken i en uge for at "tænke sig om". Ved tredje advarsel skal man forlade parken, og man er ikke velkommen her mere.
En af fyrene, James, fik den morgen sin anden advarsel, så han skulle forlade parken for noget så latterligt som at sidde og snakke med mig. Det var rigtig trist, for han var en rigtig sød fyr, som alle var helt vilde med. Ærgerligt at sige farvel til ham på den baggrund. Men teenageren her fik så også en advarsel.. Ups :-)
Øjenkontakt med en slange
I min sidste uge fik jeg endelig set en slange. Dog var det lidt af en skræmmende oplevelse. De fleste havde set slanger i forskellige størrelser, og indtil den dag havde jeg kun set en lille bitte en, og det brokkede jeg mig højlydt over ved flere lejligheder. En dag, på vej tilbage til lejren efter min formiddag med OB, stod jeg pludselig over for en kæmpe slange. Den var vel to-tre meter lang, dog heldigvis ikke så tyk, grågrøn og klam. Den stod bare der, og kiggede mig direkte i øjnene - nok i ca. fem sekunder. Mit hjerte hamrede af sted, men jeg stod så stille, jeg overhovedet kunne, mens jeg havde øjenkontakt med kæmpen. Endelig besluttede den sig for at fortsætte ind i skoven. Men hold da op, hvor føltes de sekunder som evigheder. Har ingen idé om den var giftig eller noget, men det var en ret fascinerende og lidt frygtindgydende oplevelse.
En af de frivillige havde en dag set en kæmpe klapperslange på omkring fire meter ved hendes jaguars bur. Felipe og Zandro var straks taget af sted for at finde og dræbe den - dog fandt de den aldrig. Hvis man bliver bidt af sådan en satan, så har man en time til at nå til et hospital. Ellers er man færdig. Dog er nærmeste hospital en time fra parken, og de har hverken nogen bil eller telefon her, så man har ikke en chance, hvis man bliver bidt. Ret skræmmende tanke.
En nat på jorden i junglen
Indtil videre har vi været relativt forskånet for sygdom, og to måneder i Sydamerika uden de mindste problemer med maven er vist mere end bare heldigt. Dog skulle jeg igennem den helt store tur. Jeg havde været i nabobyen om aftenen - godt dopet på smertestillende, fordi jeg havde problemer med ryggen.
Da jeg kom hjem var jeg tæt på at tude af smerte, og fik noget stærkere af Felipe. Røg på hovedet i seng, men havde det lidt skummelt, da jeg lagde mig til at sove. No wonder. Jeg vågnede en time senere og nåede knapt ud af døren, før jeg kastede op. Uden at gå i detaljer, så brugte jeg de følgende fire timer på jorden i junglen, hvor jeg skiftevis kastede op og andre knapt så lækre ting. Jeg var så syg, og havde knapt kræfter til at gå tilbage i seng efter den omgang. Det var en forfærdelig nat, og det var den værste følelse at ligge der og blive angrebet af myg, uden man kan gøre noget. Kunne knapt røre mig og havde myggestik overalt morgenen efter. Havde sikkert ikke engang opdaget, hvis rotter, taranteller og det, der er værre, havde kravlet på mig undervejs.
Tudefjæs
Den nat kostede mig en sygedag dagen efter, hvor jeg sov hele dagen væk. Både Adam, Rachel og Felipe havde været forbi for at tjekke, om jeg var ok, men har slet ikke registreret, at der var nogen der.
Da jeg endelig kom op, brød jeg fuldstændig sammen, da Felipe fortalte, at det måske var hans sidste dag i parken. Heldigvis blev det ikke sådan, men kombinationen af træthed, kvalme, overvældende smerte i ryggen, hjemveen, savnet til min kæreste og tanken om den næste uge i junglen uden min bedste ven der - det hele blev bare for meget, og jeg tudede som et lille barn. Flot Julle. De næste dage var alt fint igen, dog var jeg dopet for ryggen. Men det gik også i sig selv igen efter nogle dage.
Farvel Felipe
Fem dage inden vi skulle videre fra Ambue Ari, kom dagen så, hvor jeg måtte sige farvel til Felipe, der blev flyttet over i en af de andre parker, Parque Jacq Quisi, for en periode. Det var virkelig en streng aften. Han skulle med bussen kl. 3.00 om natten, og jeg blev oppe for at sige farvel. Det var så svært at tage afsked, fordi jeg ved, at jeg højst sandsynligt aldrig ser ham igen. Samtidig havde han slet ikke lyst til at tage herfra, så det gjorde mig ekstra trist.
En anden ting er, at jeg virkelig er bekymret for dyrene i parken, når Felipe ikke er der længere. Han bekymrede sig oprigtigt om dem, og han kom med det samme, hvis der var et problem. Den anden dyrlæge, Zandro, er derimod doven og har slet ikke samme tilgang til tingene. De tidligere frivillige, der arbejdede med Sama, gik til Zandro for flere måneder siden, da Samas sår på hagen begyndte at være synligt. Zandro blev ved med at blive væk og udskyde det. Hvis han havde gjort noget, havde det aldrig behøvet at komme så vidt. Jeg håber så inderligt, at han tager sig sammen. Så at sige farvel til Felipe var trist og frustrerende både af personlige årsager - han var min bedste ven her - men lige så meget pga. dyrenes ve og vel.
Generelt er det svært at sige farvel til folk her. Fordi man lever in the middle of nowhere, kommer man tæt på folk enormt hurtigt og skaber et bånd på en helt unik måde. Den sidste uge i parken var lidt tom, fordi mange af de mennesker, man havde talt mest med, forlod parken en efter en.
Kan man forberede sig på farvel?
De sidste dage i parken var meget underlige. Jeg skulle oplære Dawn, som skulle overtage arbejdet med OB og Sama. Det var meget svært at forberede sig på at sige farvel, så oplæringen var en udfordring for mig. At det var Dawn, der skulle overtage, gjorde ikke opgaven nemmere.
Vi var alle i Santa Maria den næstsidste aften for at sige farvel til en af de frivillige. Og Dawn drak sig så mega stiv, at hun hverken kunne tale eller stå på benene. På vej hjem blev hun helt vildt aggressiv og råbte og skreg. Da vi kom tilbage væltede hun ind i et af badene og brækkede sig og væltede rundt i sit eget lort. Jeg var virkelig rystet og ked af det. Hun vidste, at hun skulle igennem endnu en dags oplæring med vilde katte. Jeg synes, hun var så respektløs og kunne slet ikke overskue, at hun skulle ødelægge min sidste dag med mine smukke katte. Hun havde været i parken i fire dage, og havde været wasted hver eneste aften. Tanken om at hun skal passe mine katte, knuser mit hjerte. De fortjener så meget bedre end det!
På den sidste dag, blev hun væk fra vores morgenvækning af Sama, fordi hun sov over sig efter sin kampbrandert. Hun fik en advarsel og forbud mod at drikke i en uge, men hun fik stadig lov til at komme med ud til mine katte, selvom hun tydeligvis stadig var mega stiv - noget de ellers normalt er ret strikse med i Ambue Ari. Jeg var noget så indebrændt over det, og der blev ikke sagt mange ord på vores tur gennem junglen. Hun kunne vist godt mærke, at jeg ikke var tilfreds. Det værste er næsten, at hun er så ligeglad. Hun kommenterede ikke engang, at hun blev væk fra Sama, og havde sagt til min roommate, at hun da var ligeglad. Det gør lidt ondt indeni.
Mine kattes reaktion
På den sidste dag jumpede OB Dawn, fordi hun blev sur. Jeg har aldrig set OB sådan før, og hun har aldrig forsøgt at jumpe mig. Normalt er hun godt nok stædig, men altid kærlig. Det gør mig lidt nervøs, for Dawn mistede helt overblikket og kastede OB væk. Ikke den mest hensigtsmæssige reaktion. Prøvede at forklare hende det, men ved ikke, om hun overhovedet hørte efter i sin spruttåge. Men heldigvis havde OB og jeg en god sidste dag sammen, trods alt, hvor hun var legesyg, en puttetrold og bare rigtig dejlig.
Heller ikke Sama var helt tilfreds med min efterfølger. Han var så grumpy over for hende. Normalt er han ikke så glad, hvis der er to personer der. Så jeg ville ikke stresse ham, og derfor gav jeg ham og Dawn et par timer alene sammen den sidste eftermiddag. Så kunne han forhåbentlig vænne sig til hende og falde lidt til ro. Egentlig havde jeg allermest lyst til at smide hende tilbage i lejren og nyde min sidste dag med ham. For i det mindste kender han jo mig. Men jeg gik tilbage for at pakke og få styr på mit grej.
Da jeg kom tilbage, havde han fuldstændig ignoreret Dawn, og da hun havde nærmet sig buret, havde han jumpet det i aggressivitet. Han faldt lidt til ro, da jeg kom, så det lykkedes at give ham medicinen og få et par kys på hænderne, inden vi gik derfra.
Et farvel med blandede følelser
Mit farvel til parken var med meget blandede følelser. På mange måder var jeg parat til at komme videre. Jeg var træt af myg, kryb og kedelig mad. Hver eneste dag sad jeg i 35 graders varme i to par bukser, to trøjer og en skjorte, sokker, gummihandsker, regnbukser og regnjakke, hat og myggenet for at undgå myggestik. Og alligevel var jeg dækket af dem. Man gør det jo gerne for sine kattes skyld, og glemmer det hurtigt, men den del kan jeg godt undvære. Og vi har så mange fantastiske oplevelser i vente de næste par måneder.
Men det var så uoverskueligt at sige farvel til dyrene og de dejlige mennesker i parken. Det var virkelig svært at holde tårerne tilbage, da jeg sagde farvel til OB og Sama - især under de givne omstændigheder. Mit sidste farvel var til Herbie. Han gnaskede bare løs på mangoen, jeg havde med til ham og anede ikke, at mine daglige besøg nu var slut. Kommer til at savne ham helt ubeskriveligt. Min lille baby!
Mit ophold i parken fik en noget kedelig afslutning. Jeg havde ikke fået lov til at se baby Herbie, og jeg kunne ikke modstå fristelsen. Så jeg sneg mig hen til buret sammen med Rachel den morgen, vi skulle af sted herfra, og det blev selvfølgelig opdaget. Ups. Så Gill, den ansvarlige for de frivillige, var stiktosset og smed mig ud af parken med en lang række f-ord med på vejen. Det var lidt trist, men jeg havde vist fortjent det :-) tænk, at teenageren her blev smidt ud. Tror aldrig jeg er blevet smidt ud fra noget før. Så har man også prøvet det!
Ting jeg kommer til at savne:
- Sama, OB og Herbie. Hvordan jeg skal undvære de tre er mig en gåde!
- Felipe - min bedste ven i parken. Det var så svært at sige farvel til ham velvidende, at jeg højst sandsynligt aldrig ser ham igen.
- Marco alias Maradonas grin, som er noget af det mest smittende nogensinde.
- De dejlige mennesker i lejren: Især Adam & Rachel, Delana, Paula, Amy, de tre engelske chicas og Dean & Kylie har virkelig været fantastiske!
- De kolde, forfriskende bade efter varme og hårde dage
- De hyggelige aftener i Santa Maria - især på yndlingsbaren, hvor vores barmutter var fantastisk!
- Mine ture gennem junglen med alle lydene, vilde dyr, aber der svinger sig i træerne - og al den ro, der omgiver stedet
Ting, jeg sagtens kan undvære:
- Myg: Et myggestik mere, og jeg bliver sindssyg!
- Rotter, taranteller og andet kryb: Er overrasket over, at jeg har klaret det, men føj, hvor er jeg stadig ikke fan ad kryb!
- Maden: Jeg glæder mig så ubeskriveligt til at få noget mad, hvis bedste beskrivelse ikke er snask, og som altid smager ens - uanset hvad det er, og hvad der er i. Og nej tak, ikke flere retter, der består af kartofler, ris, pasta og æg blandet sammen!
- Madrasserne lavet af hø!
- The rainy days, der bare betød endnu flere myg og gennemblødt tøj. Dog var vi generelt heldige med vejret.
- Toiletterne. FØJ! Behøver vist ikke sige mere.
Jeg er så glad for, at jeg tog chancen og tog til Ambue Ari. Jeg har fået overskredet en masse grænser og holdt stand efter oplevelser, jeg aldrig havde troet, jeg kunne klare. Jeg har mødt en masse fantastiske mennesker, lært meget om mig selv og fået chancen for at udleve drømmen om at arbejde med eksotiske og vilde dyr. Det er en ubeskrivelig oplevelse. Ville ønske, jeg kunne komme tilbage en dag!
Nu har vi haft et par dage tilbage på Jodanga Hostel i Santa Cruz, hvor vi har fået god mad, nydt solen og livet ved poolen med bajsere og vin sammen med Rachel, Adam, Amy og Morten. Og desværre også været på hospitalet med Andreas, der har fået en ultra klammo infektion på benet i junglen. Heldigvis er det ikke noget alvorligt, så vi er taget videre til La Paz, hvor vi nu har siddet i en bus i 20 timer og ikke kan komme videre på grund af en vejblokade. Typisk! Skriver snart igen!
- comments