Hyggelige Copacabama

Copacabana ligger ved Lake Titikaka - verdens højest beliggende sø. Kontrasten mellem La Paz og Copacabana kan vist ikke være meget større. Fra den mest kaotiske storby til en lille, rolig og idyllisk by. Om eftermiddagen gik vi ned for at få lidt frokost og prøve den lokale specialitet - ørred (trout) fra søen. Det var så enormt lækkert, men mit system var stadig ikke helt velfungerende, og den første bid mad i to dage gjorde bestemt ikke noget godt for mig.

Solnedgang og ørl - what a combination

Selvom jeg havde den vildeste kvalme, besluttede vi os for at klatre op på toppen af Cerro Calvario for at se solnedgangen. Vi havde kun den eftermiddag i byen, og jeg nægtede simpelthen at gå glip af noget på grund af sygdom. Turen derop tager kun en halv times tid, men der er så stejlt, og det var virkelig hårdt. Jeg nåede dog toppen, men kun lige for at kigge ud over søen.

Herefter måtte jeg vende om og skynde mig nedad, da kvalmen blev for streng. Efter to minutter måtte jeg give op, og kaste op udover bjergsiden. En "oplevelse" jeg godt kunne have undværet. Men så kan jeg også sætte kryds ved det - at brække mig udover Cerro Calvario :-) Note til mig selv - at presse sit system på den måde, når man har madforgiftning, er nok ikke den klogeste beslutning. Så aftenen blev brugt i sengen, hvor jeg var virkelig skidt igen.

Isla del Sol

Morgenen efter havde vi booket en sejltur til Isla del Sol - en lille ø ud for Copacabana. Her skulle vi se inka-ruinen Chincana og trekke fra nord til syd på øen - godt 10 km i bjergterræn. Der var simpelthen så ufatteligt smukt og idyllisk. Stemningen var så afslappet, og langt det meste af øen ligger øde hen.

Trekkingturen var hård. Jeg kunne godt mærke, at min krop var træt efter de forudgående dage med sygdom og uden mad. Men er jo en stædig satan, så kom igennem og nød det virkelig. Det var en så god tur, og det var fantastisk at få en masse frisk luft og styr på tankerne efter kaotiske La Paz. Om aftenen var det to trætte, unge mennesker, der satte sig ind i bussen for at sige farvel (eller forhåbentlig på gensyn) til Bolivia og tage mod nye eventyr i Peru - først i Puno.