Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er der gået godt to uger i Ambue Ari. Det føles som år, men alligevel er tiden fløjet af sted. Nu har man efterhånden lært folk at kende og fået skabt en hverdag her, og det er rigtig rart. Selvom jeg dog sætter stor pris på, at det ikke er en permanent hverdag. Der er mange frivillige her, der har været her i omkring et år og har valgt at blive. Selvom her er fantastisk på mange måder, så kunne jeg det ikke. Især ikke når regntiden for alvor kommer. Nu er alt relativt tørt efter 4-5 dage med tørvejr. Men på de regnfulde dage går vandet mig til knæene, når jeg skal ud til OB. Og det er kun efter en dags regn. På de værste tidspunkter kan man rent faktisk risikere at skulle svømme gennem vandpytterne for at nå frem. Det kunne jeg simpelthen ikke. Der kan jo være slanger, igler og kæmpe edderkopper i det vand. Ellers tak.
Allerede nu er der insekter overalt, og kunne slet ikke forestille mig flere af slagsen. Hver eneste dag ser man et nyt slags insekt, og de er alle kæmpe store her. Edderkopper i Danmark - fremover kan I bare komme an. Jeg er egentlig overrasket over mig selv. Jeg har vænnet mig til insekterne, og den anden dag måtte jeg endda jage en fugleedderkop ud af Samas bur. Havde aldrig troet, jeg kunne klare det uden at panikke. Så jeg er lidt stolt af mig selv.
Solen og Felipe er mine bedste venner
Men lige nu værdsætter jeg hver eneste tørre dag. Solen er min bedste ven i øjeblikket, selvom her er uudholdeligt varmt. Men enhver solrig dag betyder en dag mindre med regn, vådt tøj og mudder overalt. Min anden bedste ven er dyrlægen Felipe. Han snakker kun få ord engelsk, men han er så sød og festlig. Så da der var rygter om, at han ville blive fyret, brugte jeg hele aftenen på at trøste ham. Men var faktisk også selv ret bekymret - jeg kan slet ikke forestille mig dagene her uden ham. Heldigvis fik han bare en advarsel, og fik lov til at blive. Det reddede min dag. Han er ved at lære mig spansk - er vist ikke den bedste elev i verden, men lærer da noget hele tiden.
Min jaguar Sama
Det største, der er sket siden sidste update, er, at jeg nu har fået ansvaret for jaguaren Sama. Han er en bur-kat, som desværre ikke kan tages ud for at gå tur. Dem er der nogle stykker af i parken. Sama har været igennem rehabilitering for at blive slippet fri, efter at være blevet holdt som kæledyr, indtil han blev for stor til familien, der havde ham. Han ankom til den anden park, Parque Machia, hvor han lærte at jage og blev holdt på afstand fra mennesker, hvilket er en forudsætning for at slippe en jaguar fri.
Efter et intensivt forløb var han endelig klar. Dog gik alt galt, og han endte i et lille bur i tre hele måneder, fordi myndighederne blev ved med at røvrende organisationen og blev væk fra aftaler om et sidste tjek, inden han kunne slippes fri. Hver dag gik der frivillige forbi det lille bur. Så efter den omgang var han nu blevet vant til mennesker og var ikke længere i stand til at klare sig selv i naturen. Desværre betyder det, at han skal være her i parken resten af livet.
I starten i Parque Machia blev han gået tur med, men efterhånden blev han aggressiv og skiftede fra glad til vred fra det ene øjeblik til det andet. Flere frivillige kom derfor til skade ved at arbejde med ham. Årsagen til det pludselige skift i hans temperament er ikke rigtig kendt. Det står ikke i hans fil, så måske er det noget, de ikke er særlig stolte af her. Men noget må der være sket.
Min Sama-tjans
Min opgave er derfor at berige hans hverdag ved at holde ham ved selskab. Man kan simpelthen høre ham græde, når der går for lang tid, hvor han ikke har selskab. Jeg skal gå ture med ham rundt om hans kæmpe bur, få ham til at stalke mig og løbe, så han får noget motion. Lave legetøj til ham. Gemme hans mad, så han får brugt sine sanser for at "overleve". Jeg skal snakke med ham, nusse gennem buret, læse højt for ham og bare være der, så hans hverdag bliver sjovere og mindre ensom.
Jeg har overtaget ham fra Delana - en frivillig, der ankom samtidig med os. Han var super aggressiv over for hende, og hun mistede tålmodigheden med ham efter en uges tid. Derfor er jeg blevet bedt om at tage over. Det er en super fed og udfordrende opgave. Han har svært ved at stole på nye frivillige, men hvis det lykkes at vinde hans hjerte, så kan man skabe et helt særligt bånd. Det bliver svært på under tre uger, men det er et forsøg værd. Han har allerede slikket min hånd flere gange og ligget og sovet ved siden af mig, hvor vi kunne mærke hinanden gennem buret. Det er store sager med Sama.
Hvordan Delana nogensinde kunne give slip på ham, er mig en gåde. Han er så smuk og fantastisk. Men han kunne virkelig ikke lide hende. Jeg var en dag med hende henne at fodre ham, da hun ikke ville gå igennem junglen alene på grund af den vilde jaguar, der render rundt omkring i junglen. Det første han gjorde, da hun nærmede sig buret, var at "angribe" og jumpe buret. Og hun blev virkelig bange. Det er meget normalt, at han gør det, men han mister respekten og tilliden, hvis han kan mærke, at man er bange og reagerer med hurtige bevægelser eller råber af ham. Så det lykkedes hende ikke at komme ind på livet af ham. Men det var jo godt for mig! Jeg glæder mig meget til resten af min tid med ham.
Farlig medicin
Desværre har Sama et stort åbent sår på hagen, der skyldes en kødædende bakterie. Han har fået medicin i en periode, men det hjælper desværre ikke. Så Felipe vil have, at jeg skal smøre hans sår med en creme. Jeg har på fornemmelsen, at han er ude på at slå mig ihjel. Det er kun lykkedes mig en gang, og der var Sama lige ved at bide armen af mig. Det gør jo ondt på ham, den stakkel. Er så ked af, det ikke kan lykkedes, men åbenbart er det ret stort, at det overhovedet kunne lade sig gøre en gang.
Jeg har et meget ambivalent forhold til den opgave. For på den ene side betyder det alt for mig, at staklen bliver rask. Men på den anden side er det farligt for mig at forsøge. Det er en ting. Den anden er, at jeg ikke vil ødelægge Samas tillid til mig. Det ville være så hårdt, hvis han gennem de næste tre uger skulle være stresset og vred, fordi han forbinder mine besøg med noget dårligt. Jeg må se, hvad jeg kan gøre…
HalloWEEn!
På vores anden party night fejrede vi Halloween, og alle var derfor klædt ud - mere eller mindre kreativt. Jeg mødte op som fugleskræmsel (jeg takker søde Marianne for inspirationen fra en udklædningsfest hos de gamle for mange år siden). Til det kostume kunne jeg finde alt, jeg skulle bruge i junglen og blandt mit arbejdstøj. Vi havde en så sjov aften og blev hurtigt fulde. Portable, din b****, siger jeg bare! Det er 96 % alkohol, og man bliver så fuld lynhurtigt. Møjborgenserne ville have været stolte af mig den aften. Nu er "Smæk og Drik" officielt også indført i Bolivia. Det var så sjovt.
Tilbage i folkeskolen
Ofte føler jeg, at jeg er tilbage i folkeskolen igen. De langvarige frivillige er meget rystet sammen, hvilket jo er naturligt nok. De er bare ikke så venlige og bestemt ikke åbne over for de nye frivillige, der ankommer. Alt er opdelt i kliker, og de er meget hårde, hvis folk skiller sig ud på den ene eller anden måde. Præcis, som hvis der kom en ny dreng eller pige i klassen i folkeskolen. Det er lidt ubehageligt indimellem. Derfor bruger jeg mest tid med de folk, der kom samtidig med eller senere end os - og selvfølgelig Felipe. De er bare nemmere at snakke med og generelt sødere.
Dansk mad, tak!
Jeg er ved at være godt træt af maden her. Alt består af ris, kartofler, pasta og æg. Gerne blandet. Jeg er ret imponeret over, hvordan det kan lykkes dem at lave forskellige retter af forskellige ingredienser, og så smager hver eneste ret alligevel fuldstændig ens hver eneste dag. Det er faktisk meget godt gået. Danmark, jeg savner din mad. Jeg ville give hvad som helst for en omgang julemad, en rugbrød eller bare en caféburger i de her dage :-)
Middagslur med Herbie
Denne uges højdepunkt var min middagslur med min elskede Herbie. Havde haft en lidt hård formiddag og havde virkelig meget hjemve. Jeg forsøger at få besøgt Herbie hver dag, og det hjælper på humøret hver eneste gang. Så jeg gik ned til ham med et par mangoer. Da han havde spist dem og givet masser kys, lagde han sig ned ved mine fødder for at putte. Og jeg lagde hovedet på hans skulder. Der lykkedes det mig faktisk at få en lille mormor i "armene" på Herbie. Det var helt fantastisk, og jeg kom igennem dagen med et smil på læben. Der er en mini Herbie på syv måneder på vej til parken inden længe. Krydser alt hvad der krydses kan for, at han kommer, inden jeg tager herfra. Men det er nok desværre lidt urealistisk. Men så længe jeg har Herbie at besøge og til at muntre mig lidt op, når savnet hjem til bliver lidt for intenst, så er alt fint.
- comments
Sønder Så længe der ikke er rucula i cafe burgeren.. så kan den bare blive hjemme i DK! Hvis det var muligt sendte jeg gerne andesteg ned til dig! :)