Så er det tid til sidste update, inden vi tager væk fra civilisationen og ind junglen.

Onsdag morgen skulle vi med bussen fra Uyuni til Sucre, hvor vi fulgtes med Daniela, Tracy og Ingrid. Vi har hørt meget skidt om busturene i Bolivia, så vi var lidt spændte på, hvad der ventede os, da vi gik hen mod bussen. Vi kom på plads, og alt var fint, indtil fem minutter før afgang. Så blev bussen pludselig proppet op med lokale bolivianere. Heldigvis havde vi booket en siddeplads. En kvinde kom ind med den sødeste, lille baby. Men ungen havde nogen ble på eller noget. Godt hun ikke skulle sidde ved siden af mig. Vi skulle skifte bus i Potosí efter fem timer. Efter de første tre timer var de andre mega pressede, fordi de skulle tisse. Har sjældent set Andreas panikke som lige der.

Tis uden toilet

De fleste af kvinderne var iført deres traditionelle dragter og på busstationen, hvor vi ventede på at komme videre, hev en af konerne lige lidt op i nederdelen og stillede sig til at tisse - ned af benene, midt på åben gade. Det var så ulækkert, og velkommen til Bolivia, siger jeg bare. Efter en lang tur og 10 timer ankom vi til Sucre. Jeg var virkelig lettet over, at busturen var gået så relativt let. Vejene havde været meget blandede, men jeg var ikke utryg på noget tidspunkt, og temperaturen i busserne havde været udholdelige. Ren luksus, når man ser på boliviansk standard. Mit første indtryk af Sucre var godt - byen overraskede mig virkelig. Der var flotte blomster i rundkørslerne og på de forskellige pladser, og det var slet ikke sådan, jeg havde forestillet mig Bolivia.

Verdens bedste drinks

Da vi havde fundet vores hostel og fået os et tiltrængt bad (man er virkelig ulækker og beskidt efter sådan en bustur), ville vi tage ud at spise alle seks. Lars nåede lige at joine os fra sit mine-visit i Potosí og kom med. Super hyggeligt. Vi tog på hen på Joy Café og fik lidt god mad, vin og de mest fantastiske daquiris. Stemningen var høj, og vi var lidt snaldrede, da vi besluttede os for at tage videre. Men byen var helt død, så vi ville lige gå forbi vores hostel og spørge efter et godt sted at spille pool og få lidt bajsere på en onsdag. Vi ventede en evighed på, at blive låst ind af hoveddøren. Vi havde tydeligvis vækket gutten i receptionen, og han var bestemt ikke tilfreds med situationen. Og selvfølgelig ville skæbnen, at Ingrid kom til at knække nøglen i låsen til deres værelse. Fyren havde ikke en ekstranøgle og var totalt i vildrede. Så han endte med at ringe efter manageren - en tyk, gnaven bolivianer, der mødte op i en beskidt t-shirt og et par åbne bukser.

Han rodede alle tingene igennem på kontoret og fandt endelig en ekstra nøgle - men først efter han havde tisset af for åben dør. Så alle var glade, og vi ville tage ud og få flere øl. Men næ nej. Receptionisten sagde bestemt, at han nægtede at lukke os ind igen, hvis vi gik - på trods af, at det var et hostel med 24 timers reception. Så han låste os bogstavelig talt inde på vores hostel ved at låse hoveddøren indefra og tage nøglen med. Vi kunne ikke komme ud, og vi begyndte straks at tænke - hvad så hvis der var brand eller jordskælv? Før han vågner fra sin morfar, ville alle da være døde. Hmmm.. Men vi fik meget sjov ud af situationen - alligevel gik man i seng lidt småskuffet.

Torsdag var en rigtig slappe-dag med et par gåture rundt i byen og lidt tid online efter en lille uge uden den store kontakt til dem derhjemme. Jeg fik opdateret lidt på bloggen og skrevet med min søde kæreste. Tiltrængt og skønt. Vi fik booket en mountainbike tur til næste dag i bjergterrænet omkring Sucre, så vi gik tidligt i seng for at være klar.

På mountainbike i bjergene

Fra morgenstunden blev Andreas, Daniela, Ingrid og jeg kørt op af en bjergside lidt uden for Sucre og herfra startede turen. Den første del var lidt en blandet oplevelse. Først var der en sjov og udfordrende nedkørsel - herefter kørte vi ind i et terræn, der var helt umuligt pga. klipper og sten. Ikke engang guiden kunne køre i det. Og vi måtte holde pause hvert 10. minut, fordi ingen af os kunne få vejret i højderne. Så vi tænkte, at det ville blive en laaang dag. Det var også på denne del af turen, at flere lokale råbte GRINCA efter Daniela og mig, når vi cyklede forbi. Det er et meget nedladende ord, som de lokale bruger om turister. Vi kørte rundt i et meget fattigt område, og det var faktisk lidt ubehageligt. Heldigvis kom vi hurtigt om på en bjergside med fede nedkørsler og mega hårde stigninger.

Den gode Julle var noget presset undervejs, men trøstede mig med, at ingen klarede nogen af stigningerne uden at trække - heller ikke guiden :-) flere gange på turen måtte vi holde tilbage for geder, der krydsede "vejen", eller en fårehyrde med alle sine får. Her stoppede vi for at tage billeder, men guiden advarede os med det samme. Åbenbart er de lokale kendte for at smide sten efter turisterne, hvis der bliver taget billeder af dem eller deres dyr. Også dyrene mister sjælen ved at man tager billeder. Ups - væk med kameraet igen. Efter turen ankom vi til et super dejligt sted, hvor vi skulle have barbecue til frokost. Der var swimmingpool, bordfodbold, volley, pool osv. Da vi bookede turen blev vi fortalt, at stedet ville være "only for you guys". Da vi ankom, var der en hel skole med 100 irriterende unger. "Only for you", min bare røv. Men det er typisk - de lyver altid for os gringos. Det er så irriterende - vi havde jo ikke droppet turen, hvis vi havde vist, at ungerne var der. Så var forventningerne bare mere realistiske. Men det fatter de ikke noget af herovre.

Dog fik vi en super lækker frokost og lidt hygge i solen bagefter. De havde ellerslovet regn hele uden, men nu var der ikke en sky på himlen og vel omkring 30 grader. Mens vi sad der i solen, skulle vi beslutte, om vi ville køres tilbage til Sucre i bil eller køre de 15 km på cykel - opad hele vejen. Vi besluttede os for det sidste. Det var så sygt hårdt, men virkelig sjovt. Vi nåede at cykle 10 km, før vi piger gav op - vi kunne nemlig huske stigningerne på de sidste fem kilometer ind til Sucres centrum. Det kunne Andreas tydeligvis ikke. Han var mega sej og gennemførte, men det krævede adskillige kramper og en masse piveri fra hans side :-) da vi kom tilbage til Sucre, havde vi kørt 42 km (Andreas 47) i bjergterræn i knap 3.000 meters højde. Det var virkelig en fed tur, og jeg var lidt stolt.

Tiltrængt alone time

Efter turen var jeg træt og lidt umulig, fordi jeg havde haft mareridt om natten, og det sad stadig i mig. Så jeg havde bare brug for lidt alone time. Min eftermiddag blev brugt på Julle-time på en café med computeren, hvor jeg fik chattet, svaret på mails og bare stenet lidt. Om aftenen var det en flok meget trætte, unge mennesker, der tog ud at spise for derefter at ryge på hovedet i seng.

Det hårde liv som backpacker

Lørdag fløj de tre andre til Santa Cruz, så Andreas og jeg var igen alene. Vi fik kombineret "morgenmad" og frokost på El Mercado Central - det lokale marked, hvor vi fik en omgang Pollo Milenesa. Jeg var lidt bekymret for maverne. Det var et MEGET lokalt sted, men indtil videre er det gået fint. Ingen problemer endnu. Til dessert fik vi en milkshake med frisk frugt - min med banan og brombær. MMMMM!! Den drømmer jeg stadig om. Det marked havde bare ALT, og var inddelt i "temaer", så man havde et kæmpe område med kød, et med frugt, et med krydderier, bøger osv. osv. Det var vildt spændende at gå rundt der, og jeg ville bare ønske, man kunne købe alt med hjem. Om eftermiddagen fik vi en omgang rygmassage. Som I kan høre, så er det meget hårdt at være backpacker. Skønt, skønt, skønt! Dog var jeg ved at dø, da massøren nærmede sig mine baller, som var så ømme efter de mange timer i sadlen dagen før.

Globryllup

Først på aftenen ville jeg lige nappe et par timer på en internetcafé. Men da jeg fik forbi en af de 11 kirker tæt på vores hostel, så jeg, at der var bryllup. Ihh, hvor blev jeg nysgerrig. Så jeg fik mænget mig ind blandt alle gæsterne for at tage billeder. I Bolivia smider de ikke ris på brudeparret, men derimod små hvide papirflager, som de lægger oven på hovedet af brudeparret og på gæsterne imellem. Ved desværre ikke, hvad det betyder. Jeg blev selvfølgelig hurtigt opdaget, og der gik ikke længe, før jeg også fik smidt en bunke papir i hovedet og måtte op og sige tillykke til brudeparret. Alle var så glade og imødekommende, og det var helt tydeligt, at de forsøgte at give mig et indblik i, hvordan et boliviansk bryllup foregår. Fedt, fedt, fedt! Det var så sjovt. Og jeg havde papirflager i håret, på og under tøjet og alle steder resten af aftenen.

Bueno, bueno

En anden lille hurra-ting er, at mit spanske hele tiden bliver bedre og bedre. Nu kan jeg da formulere flere sætninger, som de rent faktisk forstår. Og i Bolivia taler de langt mere klart, tydeligt og langsomt, end det var tilfældet i Chile og Argentina. Så jeg er fortrøstningsfuld i fht. at klare mig i junglen og på resten af turen. Og automatisk er man begyndt at sige "bueno" efter hver sætning. Vi har mødt flere, der ikke brød sig særligt om Bolivia og slet ikke om bolivianerne, som efter sigende skulle være uhøflige og ikke særlig venlige over for turister. Måske er det bare i Sucre, men det er SLET ikke mit indtryk. Folk her er høflige og smilende - dog mega pågående og mange tigger, fordi de ved, vi har penge. Sucre er en skøn by med søde mennesker, hvis du spørger mig.

Leaving on a jet plane

Vi havde besluttet os for at flyve til Santa Cruz for at undgå busturen dertil fra Sucre. Vejene skulle være forfærdelige og farlige, og det er en 17 timers tur med kun et stop, og uden toilet eller noget i bussen. Ellers tak, når en flybillet kun koster omkring 250 kr.

Vi er lige nået frem til vores hostel - og wow, hvor er Santa Cruz varm og fugtig. Ligger her i sengen, og er ved at dø af varme. Men må hellere vænne mig til det. I morgen skal vi have købt alt muligt, vi mangler til junglen og tirsdag tager vi springet. Vi har valgt at være frivillige i parken Ambue Ari - den ligger i bogstaveligste forstand midt i junglen, hvor der hverken er elektricitet eller varmt vand. Og dermed heller ikke internet, så jeg kan komme i kontakt med jer derhjemme. Vi har vist en fridag om ugen, der bliver tilbragt i nabobyen et stykke væk, men der er højst sandsynligt ikke noget internet. Så jeg aner ikke, hvornår jeg igen er online. Det er en lidt uoverskuelig tanke, men sådan er beslutningen. Det bliver på en eller anden måde fedt bare at komme væk fra alt kontakt med omverdenen og leve helt primitivt. Men hvor bliver det hårdt at undvære kontakten med jer derhjemme, og specielt med Peter. Håber jeg klarer den…

Jeg skriver endnu en update, så snart jeg kan. Til den tid har jeg forhåbentlig gået min første tur med en puma, jaguar eller ocelot. Hav det godt og pas på hinanden derhjemme. Jeg savner jer virkelig!