Hele verden ser meget lysere ud efter en uge i naturen. Jeg har haft spring break i denne uge, hvilket var lige hvad jeg havde brug for. Torsdag d. 24. kom Kyle, min gode ven fra min fotoklasse, og hans bedste ven, Ryan, og hentede Kazumi og jeg, for derefter at køre mod Joshua Tree, en nationalpark (ørken) her i Californien.

Jeg føler virkelig at denne uge har ændret mig som menneske! Det var enormt barskt og vidunderligt smukt på samme tid. Landskabet var helt anderledes end noget jeg nogensinde har set før. Derfor er det også svært at beskrive. Der var ørken så langt øjet rakte men ikke i forstand af bare hvidt sand, som jeg ellers altid har forestillet mig. Sandet var groft og der var de mærkeligste klipper - det lignede at en kæmpe havde taget en masse kæmpe-sten og stablet nogle af dem pænt ovenpå hinanden mens andre bare var blevet kastet kaotisk på jorden. Jorden og klipperne var golde, og flere steder var jorden sprækket. Om dagen var der omkring 40 graders hede fra en kæmpe stor sol og om natten var temperaturen helt nede omkring frysepunktet. Alligevel er det mirakuløst lykkedes nogle få planter at gro. Der var utallige variationer af kaktusser, Joshua træer (heraf navnet på parken) og knastørre buske.

Der var ikke noget mobil signal, ikke noget bad, computer, ur osv. osv. Det var faktisk enormt befriende at være alt det foruden. Vi vidste aldrig hvad klokken var, så vi kiggede på hvor på himlen solen var. Men egentlig betød det ikke rigtig noget, da der ikke var noget vi skulle nå. Dagene gik eenormt langsomt, sommetider føltes det som om tiden helt gik i stå. Intet bevægede sig, verden stod bare stille. Dog kunne man få tiden til at gå med at overskride sine grænser, fx ved at klatre på klippevægge. De gode klatremuligheder er årsagen til, at det udelukkende var rock climbers der camperede derude (og så lige Kazumi og jeg).

Kazumi var død bange for at være derude de første dage, så hun tilbragte det meste af tiden i vores telt. Jeg følte mig ikke helt ligeså malplaceret, da jeg allerede første morgen fandt ud af, at jeg havde en niche i rock climber kulturen, som jeg kunne være med på - yoga. Hver morgen lavede jeg yoga med en del af rock climberne (og Kazumi). Jeg viste dem en masse yoga øvelser, til gengæld viste de mig hvordan man klatrer på en lodret klippevæg. Det overraskede mig, hvor meget de alligevel tænker over konsekvensen ved at falde ned. Ved hvert et tag, tænker de over risikoen for at falde ned. Det kan jeg slet ikke holde ud, så jeg sprang bare ud i det. Derfor er det nok meget godt, at jeg ikke gør det hver dag.

Hjemmefra havde Kyle bildt mig ind, at der ikke er nogle farlige dyr derude. Det er nok den største løgn nogen nogensinde har bildt mig ind! Jeg så kæmpe klapperslanger og mikro "brown recluse spiders", der begge kan slå et menneske ihjel på under 30 min. ved et bid. Jeg så skolopendre og præriehunde, der heller ikke er helt ufarlige. Præriehundene hylede hver eneste dag ved solopgang og solnedgang, hvilket jeg elskede. Man kunne høre at de var helt tæt på, og det gjorde mig altid opmærksom på, at jeg befandt mig i den vilde ørken. Der var også mere venlige dyr, såsom harer, kæmpe-firben og "stink bugs", der udskiller en dunst, hvis den føler sig truet - ligesom stinkdyr. Jeg var helt klart mest bange for den lille brune edderkop, da de er enormt aggressive og svære at få øje på.

En af dagene fik vi den idé at vandre op på det højeste bjerg i nærheden. Stenene var enormt løse, så vi skred hele tiden. Det var på vejen derop, jeg så den lille brune edderkop for første gang. Jeg vidste ikke at den var farlig, så jeg var lige ved at samle den op for at vise den til Kyle, fordi den var så lille, men heldigvis nåede Kyle at stoppe mig. Resten af turen op af bjerget vrimlede det med dem, og jeg var rædselsslagne for at blive bidt, for jeg vidste at der hverken var noget hospital eller mobilsignal i miles omkreds. At der var langt til det nærmeste hospital fandt jeg allerede ud af første dag, da vi kørte igennem en lille by i udkanten af Joshua Tree nationalpark. Jeg så en slags iglo lavet af cement og spurgte Kyle, hvad det var. Han fortalte mig, at solen er så stærk om sommeren i ørkenen, at det er let at blive forbrændt i en sådan grad, at man skal på hospitalet. Men fordi der er så langt til det nærmeste hospital, bliver forbrændte folk lukket derind. Puha, det skal jeg ikke nyde noget af!

Dagen før den sidste dag besluttede vi os for at overskride vores grænser endnu engang - denne gang også Kyles grænse. Fra solopgang til solnedgang var vi helt alene, hver for sig, uden mad. Vi havde aftalt, at vi ville prøve at sidde en hel dag i vores egne tanker uden at sige et ord og med kun vand at drikke. Det var nok det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har udsat mig selv for! Jeg hader at være alene i for lang tid af gangen, og jeg har aldrig prøvet at faste før. Men jeg er glad og stolt over, at jeg gjorde det. Der flyver så mange tanker igennem sit hoved sådan en dag, og man finder ud af mange nye ting om sig selv. Jeg følte mig ekstremt lille, skrøbelig og ubetydelig, som jeg sad der midt ude i ingenting under den store himmel. Jeg var så meget en del af naturen, at jeg nærmest opfattede mig selv som et dyr. Jeg var ikke mere værd en prærieulvene, harerne og alle de andre dyr. Det gik virkelig op for mig, hvor afhængig mennesket er af at være en del af en flok. Alene er man ingenting. Det gik også op for mig, hvor privilegeret jeg er, at jeg er født med tag over hovedet, mad i køleskabet og aldrig behøver være på vagt overfor slanger, edderkopper m.fl.

Livet i naturen er barskt, det ved vi alle, men de færreste har oplevet det på tæt hånd. Jeg er ubeskrivelig glad for, at jeg tilbragte min ferie i Joshua Tree, og nu sætter jeg kæmpe pris på at kunne tage et bad og spise andet end dåsemad og peanutbutter. Det var rart at have Kyle med at spørge til råds, da han er ekspert i naturen. Han har bl.a. boet 4 måneder i Yosemite, en mere nordlig national park i Californien.

Stemningen derude var helt anderledes. Menneskerne fra det "camping-område" vi boede i holdt sammen. Hver aften efter uendelige smukke solnedgange samledes vi omkring bål under en ubeskrivelig stor stjernehimmel og fortalte historier om alt mellem himmel og jord. Jeg savner det allerede.