FELICIA REJSER HJEM PÅ TORSDAG!

Jeg må hellere fortælle hele historien. Felicia havde været syg i over en uge og svarede ikke på nogen af mine opkald, så jeg var ret bekymret for hende. Jeg vidste, at hun havde været ved lægen om mandagen, så onsdag skrev jeg til hende på Facebook, at jeg var meget bekymret for hende, og at hun meget gerne måtte svare og fortælle, hvad lægen havde sagt. Og endelig svarede hun. Hun skrev, at lægen havde sagt, at hun skulle indlægges på hospitalet pga. et slemt tilfælde af angst. Hun var pinlig over at være blevet indlagt, og det var derfor, hun ikke havde svaret på mine og alle andres opkald. Hun fortalte også, at hendes far ville komme fredag, og at han ville tage hende med hjem til Sverige om torsdagen i denne uge.

Jeg var dybt chokeret over denne nyhed, da Felicia er og altid har været et af de mentalt stærkeste mennesker, jeg kender. Jeg vidste godt, at hun havde hjemve, men vidste ikke at det var så slemt. Det var som at blive slået med en hammer oveni hovedet. Det viste sig dog, at angst tilstanden ikke blot var pga. hjemve.

Jeg fik helt lyst til også at tage et fly hjem. Kan slet ikke forestille mig Santa Barbara uden hende, da hun har været min bedste veninde her indtil nu. Jeg fortalte Hannah og Suzanne den dårlige nyhed, og vi blev enige om, at tage hen og besøge hende på hospitalet torsdag, selvom hun først ikke var meget for det.

Besøget på hospitalet var både enormt skræmmende og enormt beroligende. Beroligende fordi Felicia var enormt positiv og var glad for at få et break på hospitalet. Skræmmende fordi den afdeling hun lå på mindede mere om et fængsel end noget andet. Der var ingen vinduer, patienterne havde ikke lov til at gå udenfor og der var ekstremt meget sikkerhedskontrol. For at komme ind på afdelingen skulle vi oplyse en masse personlige detaljer, tjekkes for om vi havde mad eller lignende på os, da dette ikke var lovligt at bringe med ind og træde igennem adskillelige jerndøre der smækkede i efter os. Jeg ville være hunderæd, hvis jeg skulle være sådan et sted, men heldigvis var Felicia som sagt enormt glad for at være der.

Oveni denne uges ragnarok med Felicia har jeg været småsyg og været oppe til alle mine midt eksamener. Jeg tror dog, at alle eksamenerne gik super godt, indtil videre ved jeg bare, at jeg fik A i min foto- og dramaklasse. Jeg er her jo ikke for skolen men for oplevelsen, alligevel har jeg lidt svært ved ikke at gå op i det. Jeg har det bedst med at klare mig godt.

Det er som om, at der har været noget i luften efter Tsunamien i Japan. Der sker så meget både internationalt og lokalt. Shannan er droppet ud af skolen, hendes bedste veninde på min alder er gravid og vil beholde barnet, Felicia rejser hjem, Hannah sagsøger Dave - vores begges landlord , Danmark og USA m.fl. er gået i krig mod Gadaffi m.m. Jeg føler mig som et træ, der bare står i midten af kaos med rødderne plantet i jorden og ser verden brase sammen omkring mig uden at kunne gøre noget.

Nu skal det heller ikke lyde alt for deprimerende det hele, men sommetider går det bare op for en, hvor lidt man egentlig har at sige. Derfor er det vigtigt, at man i det mindste sørger for at holde sig selv rask og glad, og det gør man bedst ved at lytte til sin krop og sit hjerte, og så kan man prøve at hjælpe andre så godt som muligt derefter.