Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle I dejlige mennesker!
I dag er vi glade (det betyder dog ikke at vi ikke har været glade de andre dage). Men i dag er vi ekstra glade, fordi vi har haft sådan en fantastisk dag.
I går aftes var vi henne ved manden med boden der sælger ture (han er tydeligvis bøsse, fandt vi ud af. Han var i gang med at ordne sig med creme, pudder og jeg ved ikke hvad og havde meget løse håndled), hvor vi bestemte os for at købe en snorkle-tur.
Jeg (Tascha) havde mine betænkeligheder omkring det dybe vand, hajer og andre farlige ting, men heldigvis vandt fornuften over mig.
Vi blev hentet tidligt, kl. 08.00 (Ja! Det er altså tidligt for os), og hoppede på den åbne taxi. Skyerne dækkede himlen og det så ud til at blive regnvejr - og ganske rigtigt, halvvejs på køreturen, begyndte det er øse ned. Vi blev plaskvåde og for første gange var vi liiiiige ved at fryse, en lille bitte smule. Heldigvis stoppede regnvejret igen. Egentlig var vi bare glade for at det var overskyet, da vi jo kunne regne ud, at vi skulle ligge med "røven" i vandoverfladen hele dagen (=rød numse).
Vi kom frem til et mere eller mindre øde sted, men det skulle vise sig at være et ganske hyggeligt sted. For på vej ned til båden, gik vi igennem en form for bazar. Det var ligesom nogle små hævede hytter, der lå over vandet, som dannede en form for overdækket gågade. Da vi kom, var der ikke noget vand under os, kun en mudret overflade, men da vi senere tog hjem igen, var der vand. Det var meget specielt, og ret charmerende (desværre fik vi ikke taget nogle billeder).
Da vi nåede til enden af broen, lå der mange halvstore skibe og der var mange mennesker. Vi tænkte "Øv!" og tænkte at vi skulle have taget turen dagen forinden, så det ikke var weekend og dermed ikke så mange thai-turister. Men sådan var det bare. Skibene lå på siden af hinanden, og vi fik af vide, at vi skulle bevæge os over på nummer 2 båd, fra broen af.
Båden blev fyldt helt op. Vi fik en plads nede bagerst, hvor der var rigtig meget motorstøj.
Båden begyndte at sejle mod første snorkle-punkt. Der blev serveret en drink (en eller anden rød væske), og søsyge-piller. Vi sagde "nej tak", da vi ikke havde noget ønske om at falde i søvn, eller at være døsige når vi skulle snorkle. Mange af thai'erne sagde ja tak, og en 20 min efter afgang, sov halvdel af besætningen. Meget morsomt. Jeg er heldigvis en søsyge-pille i mig selv, da jeg falder i søvn, lige så snart jeg bliver vugget lidt ;) Men der var nu ikke noget.
Efter over en times sejllads, med fin udsigt, ankom vi til snorkle-punktet. Vi fik alle udleveret snorkel og alle havde mulighed for at få en redningsvest til at svømme i. Oven i det, kunne vi betale for at bruge svømmeføder.
Jeg tog redningsvesten på, og Jonas brugte selvfølgelig ikke redningsvest (da han er en rigtig vandhund) og vi begge fik svømmeføder. Jonas var hurtigt i det dybe vand, hvor jeg lige skulle ned af badestigen med sommerfugle i maven.
"Plop" sagde det, og hen helt ny verden åbnede sig.
For det første var vandet dejligt varmt, og havde en smuk grønlig farve, på de dybe steder. Redningsvesten var en stor hjælp og straks man tog snorklen på, var der stimer af fisk at se under vandet. Noget af en oplevelse.
Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke kunne finde ud af svømmefødderne, så jeg tog dem af, og fik min søde Jonas til at svømme tilbage med dem.
Vi svømmede lidt rundt sammen, men hurtigt ud af, at Jonas havde brug for lidt mere action er jeg. Jonas svømmede videre, mens jeg selv hægtede mig på en række af sammensatte redningsveste, som en af guiderne trak rundt med. Det viste sig at være en rigtig god idé.
Os der havde hægtet os på, kunne stille og roligt blive trukket igennem vandet (uden at blive væk), mod hovedet under vandet og bagdelen i luften.
Vandet var ganske klart. Jeg tror vi havde en sigtbarhed på omkring 5-7 meter, hvilket var rigeligt.
Det var meget meget smukt.
Koralerne var hvide, blå, lilla, gule og havde alverdens former. Nogle var store, runde og flade, andre lignede gule sandsække. Nogle koraller var levende, mens andre lignede sten. På bunden var der mange søpindsvin - ikke bare nogle små nogle, men nogle kæmpe store nogle, med nåle der har været omkring 10-20 cm lange. Vi var glade for at der var dybt :)
Rundt om os, var der konstant stimer af fisk. De fleste var fra omkring 2 cm til 20 cm. Der var små sorte fisk, der var sølv/sort-stribede fisk, der var fisk med gule og blå striber og der var nogle der skinnede med en masse forskellige farver - og en masse andre. Jonas så på et tidspunkt en stime af sværfisk.
Det fantastiske var, en fiskene, svømmede lige ved siden af os. Jeg prøvede at røre dem, men det kunne man selvfølgelig ikke.
Det var en en helt fantastisk følelse, bare at flyde rundt i vandet, uden at skulle tænke over at blive væk, eller at skulle holde sig over vandet - det sørgerede guiden og redningsvesten for.
Efter en times dykning, svømmede vi tilbage til båden.
Så blev der serveret middagsmad. Vi krydsede fingre for, at det var noget godt mad, for vi var SULTNE! Heldigvis var maden fin. Bestod af ris og nudler og noget suppe med kylling.
Derefter blev vi sejlet over til en lille strand.
Det var sådan, at vi var omkring 3-4 både der nærmest fulgtes ad, så der var rigtig mange mennesker over alt. Både i vandet og på stranden. Men ja, det var okay.
Vi hoppede i vandet fra båden, som kunne komme helt ind til 20 m fra stranden.
Vi svømmede ind til stranden, men gik hurtigt tilbage i vandet. Jeg var blevet helt hook på at snorkle, så jeg svømmede noget mere rundt i vandet, ved siden af båden, mens Jonas havde opdaget, at man kunne springe helt oppe fra toppen af båden og ned i vandet. Det syntes han var skønt.
Efter en time mere, sejlede vi videre.
På denne lille sejltur, fik vi serveret ananas og vandmelon - en lækker lille forfriskning.
Vi ankom til næste snorkel-punkt, en anden lille ø. Vi fortsatte som før - Jonas svømmede selv rundt, og jeg hoppede på en redningsvest-karavane. Her var der lige så smukt som det andet sted.
Ham guiden der træk vores lille "karavane" snakkede hele tiden. Han sagde konstant; "okay, okay", "Welcome to Thailand" og grinede meget. Han snakkede en del til mig, men jeg fattede ikke halvdelen af hvad han sagde. Meget morsomt.
Af og til strøede guiden brød ud mellem os, og fiskene kom endnu tættere på. Nogle gange dykkede han også ned til bunden, og rørte ved nogle af koralerne, som så trak sig sammen.
På et tidspunkt, stoppede vi op, og han pegede ned i vandet. Jeg fik øje på 4 små baby-rokker (eller det tror jeg det var), som stod helt stille i vandet.
Straks fik jeg nerver på, og forestillede mig, at der var en kæmpe rokke-mor lige bagved mig. Men eftersom de andre tog det roligt, inkl. guiden, stoppede min hjertebanken ;)
Efter endnu en times dykning var det op på båden igen.
Vi troede først at dette var sidste stop, men det viste sig, at vi skulle stoppe endnu et sted. Vi var ellers ved at være godt trætte. På denne lille sejltur fik vi serveret ananas og vandmelon, samt en halv majskolbe og 4 kæmpe rejer (MED ØJNE). Hmm. Der sad en thai-dame ved siden af os, der bare havde styr på det der med at pille rejer. Jonas prøvede også, og det gik ganske fint. Da han gik i gang med nummer 2 reje, og brækkede hovedet af, flød der noget brunt snask ud af den, og det hele vendte sig lige en gang i os begge. Ikke flere rejer til os.
Det sidste sted vi stoppede, var tæt på en strand. Båden lagde til på en bro, hvor man så kunne gå ind på land og få noget at drikke og en is. Vi bestemt os for, at vi havde fået nok snorkling for i dag. Så vi gik i land, og spiste en is og så tilbage igen.
Så blev det tid til at tage hjem. Jonas satte sig oppe foran på båden i solen, mens jeg sad på min plads og fik en lille lur.
Da vi kom i land, blev vi ført hen til vores taxa. Vi bestemte os for, at vi ville sidde inden i bilen denne gang, da jeg blev ret køresyg sidste gang, pga. bilos og varme. Vi kaprede en plads sammen med nogle andre thai-piger der bestemt ikke ville side uden for.
Vi fik en lille snak med pigerne, som læste på universitet. Vi snakkede lidt om rejse, at tjene penge, uddannelse osv. Desuden snakkede vi også om situationen i Bangkok.
Pigerne mente ikke, at situationen var særlig god i Bangkok. Siden i går, var det nemlig blevet værre.
Jonas og jeg kiggede på hinanden og tænkte..hmm.
Vi har nemlig bestilt en mini-bus til Bangkok i morgen, kl. 09.30.
Så nu har vi pakket sammen og er klar til at sove. Vi har ikke bestilt noget hotel i Bangkok endnu, så hvis det er helt galt derhenne, så kan vi tage videre efter en overnatning.
Vi er i hvert fald spændte, og på trods af det hele, glæder vi os meget til at se den store by!
Kan I have det godt alle sammen.
Nu vil vi drømme søde drømme om snorkling, koraler og flotte fisk.
De kærligste vand-hilsner
Jonas og Tascha
- comments
Marie Hej I to!! Hvor er det fantastisk at læse om jeres oplevelser - det er så levende beskrevet, at man får de vildeste billeder af det hele - fedt! Det er blevet værre i Bangkok. 22 mennesker blev dræbt i går, fredag...Udenrigsministeriet vil fraråde al indrejse til Thailand, så bliv væk fra Bangkok!!!! Pas på jer selv!! Knus Marie