Profile
Blog
Photos
Videos
Nogle cykler eller loeber en tur for at forbraende kalorier, uden at foele et kick eller et sus. Jeg er paa min rejse blevet bekraeftet i, at jeg er totalt vild med at bruge min krop og blive ved med at bryde graenser for, hvad jeg troede, at jeg var i stand til. Jeg faar simpelthen sendt en massiv dosis adrenalin og endorfiner gennem hele systemet af alt det dejlige adventuresport her i Sydamerika!
3,2,1, JUMP!!
Vi var en smule brugte, da vi stod op dagen efter vores store Machu Picchu tur, og det var ikke ligefrem opmundrende at gaa rundt og forsoege at faa fat paa de af vores ting, som vi glemte i toget mod Cusco aftenen inden. Heldigvis var vores guide fra M.P. til raadighed og gjorde det lidt nemmere, men stadigvaek uden held. Desuden hjalp han os med at faa arrangeret en tur til Action Valley samme dag, hvor det siges, vinden blaeser med adrenalin og endorfiner. Jeg har vist aldrig skreget saa meget af glaede og skraek, som i Action valley! En af de mange vilde aktiviteter, man kunne foretage sig, var bungee-jump, som Marcus og jeg havde gaaet og glaedet os til i lang tid. Naar nu vi havde mulighed for en halv times spaendt koersel fra Cusco at springe ud fra 122 meter ud i frit fald (Sydamerikas hoejeste), var det bestemt ikke en oplevelse, vi ville gaa glip af! Jeg havde hoert fra Marcus, at hvis man ikke inden da troede paa, at man ville kunne faa sig selv til at springe, ville man heller ikke turde, naar man endelig stod der. Jeg var lidt anspaendt ved tanken om at springe ud i ingenting og satse paa, at man ikke bliver kvast mod jorden 4 sekunder senere, men jeg var nogenlunde fast besluttet paa at goere det, fordi jeg vidste, at jeg ville aerge mig noget saa grusomt over ikke at faa den oplevelse. Jeg elsker at klatre i traeer og spaendningen ved at komme hoejt hoejt op, og det vilde vaere en enorm gave at faa lov til at proeve at springe med livet i behold!
Den vilde oplevelse, som vi delte med Justin (D.C.) og Patrick (U.K.) startede med, at vi ved ankomst kunne kigge langt opad, og se et lille bur, der var hejst op hoejt over os. Saa var der pludselig en lille prik med spraellende arme, der sprang ud! Jeg blev en del mere anspaendt af at se folk svinge voldsomt rundt uden nogen form for kontrol, mens vi stod paa graesset og varmede op, til det blev vores tur. Jeg meldte mig gladeligt som den foerste til at springe, da jeg taenkte, at det ville vaere sjovest (og lidt for at faa det overstaaet).
Spaendes fast til elastikken, og saa bare ind i buret, der langsomt hejses hoejere og hoejere op, mens jeg kigger ned med en stoerre og stoerre klump i halsen. Nu hvor det var ved at vaere oppe over, begyndte nervoesiteten virkelig at melde sig. Sikkerhedsmanden, som holdt mig med selskab, forklarede mig, hvordan jeg skulle springe, og den logiske tilgang var beroligende. Alligevel meldte panikken sig, da buret blev aabnet, og jeg blev bedt om at gaa ud paa platformen paa 20 cm. "Come on, go further!", og heldigvis vidste jeg ved mig selv, at jeg simpelthen var NOEDT til at springe, der var ingen anden udvej, og derfro gik jeg med godt svage knae og alle muskler spaendte ud paa platformen og kiggede ned, hvorefter manden hurtigt og uden mulighed for diskussion raabte "Three, two, one, JUMP!!" Jeg sagde det vidst nok i kor med ham, men paa dette tidspunkt gik det hele hurtigt. Pludselig susede det hele omkring mig, der var intet, jeg kunne gribe fat i efter jeg tog skridtet, bare falde og falde, til elastikken pludseligt traekker mig opad i èt stort kaos af nydelse og livsglaede. Til sidst, da elastikken holder op med at skabe sig, haenger jeg med hovedet nedaf, helt forpustet af den luftige rutschetur. Godt oer i hovedet bliver jeg langsomt saenket ned og grebet af folk, der hjaelper mig ud af udstyret, alt imens mine oejne skinner og mit smil koerer ustoppeligt rundt i mit ansigt.
Saadan gaar jeg rundt i en adrenalinrus og filmer de andre, mens de nyder sammen oplevelse, som jeg lige har vaeret igennem. Pludselig hoerer jeg Marcus: "Kan lige saa godt tage den fulde tur ikk?" med sit store gavtyvesmil paa. Han graver i pengekatten efter penge til at lave et slingshot. Mens vi betragtede folk springe ud fra buret, er vi nemlig ogsaa blevet underholdt afgodtfolk, der blev skudt afsted som fra en slangeboesse, fra jorden og 120 meter op i luften paa beskedne tre sekunder. Det ville ogsaa vaere aergerligt at gaa glip af! Pengene raekker heldigvis til os begge (mine Mastercards virker ikke i Sydamerika..), og snart har vi atter iklaedt os habenguttet, klar til affyring. Det vilde ved denne oplevelse var for mig foerst og fremmest manglen paa kontrol af noget som helst. Foer besluttede jeg mig for at springe, hvorefter jeg floej mod jorden, men nu var elastikken spaendt til bristepunktet, og en mand bag mig var den, der alene tog beslutningen for, hvornaar der skulle trykkes paa aftraekkeren. Saa pludselig floej var jeg paa den igen, men hvis jeg foer syntes, at alt gik lynhurtigt, var det her virkelig til at aabne kaeften i èt stort hysterisk "AAAAAAAAAARGHHHH!!!!!" for - det gik sgu staerkt mand! Efter blastoff fortsatte galskaben, og vi blev kastet rundt i luften, saa man virkelig kommer i tanke om, at man er i live og har en krop fyldt med energi, der venter paa at blive fyret af. Resten af dagen kunne intet slaa mig af pinden. Jeg behoevede bare at visualisere oejeblikket, hvor jeg sprang ud, og saa kom det euforiske livsnydersmil frem, som om jeg lige havde fundet ud af, at en pige, jeg vikrlig kunne lide, gengaeldte foelelsen. Det blev en festlig bytur denne fredag aften paa Cuscos diskoteker, Mamma Africa og senere danselystige Temple - mig stadig med smilet klistret paa og med foelelsen af, at livet skal leves her og nu, helt taet paa.
Ikke desto mindre var det en kamp at staa op den efterfoelgende morgen, men jeg havde en tur ud at paraglide, der ventede paa mig! Jeg havde regnet med at vaere den eneste og kunne sove i bussen, men der var kommet flere tilmeldte, saa snakken gik. Vi var to nybegyndere og to erfarne, der floej alene og styrede glideren selv, hvilket specielt en kvinde fra Italien var passioneret omkring. Jeg var godt tilfreds med at flyve sammen med en guide, saa jeg egentlig bare hang der og noed sceneriet under mig udfolde sig, mens vi susede majestaetisk afsted.
Det mest haesblaesende var at gaa fra at gaa mod kanten, saa loebe, og bare lade vinden feje ens foedder vaek fra jorden, saa man haenger der med ingenting under sig, Modsat dagen foer var der nu tid til at suge det hele til sig og nyde vinden i sit stille sind. Til sidst var der sog lidt for meget tid, og en ubehagelig kvalme begyndte at melde sig - en blanding af toemmermaend og syge fra ikke at kunne styre rutcheturen. Jeg har ladet mig hoere, at koeresyge er meget mindre udtalt, naar man sidder foran rattet i bilen, og af denne grund, og fordi det er for fedt at svaeve sammen med vinden i bjergene, ville det vaere fedt at dyrke og kunne flyve selv, men jeg ved samtidig, at der er andre ting, jeg finder mere bjergtagende - det slog i hvert fald ikke fredagens haendelser i Action Valley ;)
- comments
Julie Wooow, det lyder vildt! Tænk at du har gjort det Jakob! :D
helle Tak for fortællingen, Jakob. 3, 2, 1. spring : fantastisk. Er det overhovedet sammenligenligt med at springe i havnen i december? Ikke så underigt, at du som lille var betaget af Tarzan og Robin Hood, hvad natur angår.
Jakob Wuhu! Det er aldrig underligt at vaere betaget af Tarzan og Robin Hood! :D Foerste gang man proever noget af har det med at vaere lidt vildt, foerste gang i havnen var nok naesten lige saa graenseoverskridende - men kun naesten ;)