Profile
Blog
Photos
Videos
Foer vi valgte at forlade Cusco og tage videre til Arequipa, maatte vi lige nyde byens natteliv en sidste gang. Vi havde planlagt det saa smart, at vi bare skulle feste hele natten frem til kl 6.00, hvorefter vores bus saa skulle transportere os gennem bjergpassene, mens vi snorksov. Jeg fik lige en zambuka og en oel for meget, saa jeg sov i hver t fald som en sten i godt 6 timer af turen, men resten af turen havde vi det begge af h til. Det var et helvede, der skuklle udholdes, som en udfordring nu en gang skal, at sidde aller forrest med solen skinnende paa os, uden aircondition af nogen art. Men det var vildt at opleve den golde side af Peru - isaer, da landevejen foerte os over 4700 meter over vandoverfladen, og der ikke var andet end stoev, sten, og pudsigt nok et par soeer hist og her.
Godt brugte ankom vi til Arequipa, Perus stoerste by efter Lima, og forsoegte os med at finde rundt paa egen haand, uden for kortet vel at maerke. Ligesom under vores ankomst til Cusco betoed det, at vi fik gaaet en helt masse rundt med vores kaempe backpacks paa ryggen til ingen verdens nytte, udover at vi saa lidt af byen i solnedgangens skaer. Vi fandt dog efter et par timer ind til centrum, som jeg arkitektonisk fandt meget beundringsvaerdig pga. de mange gamle og relativt store bygninger. Det var et lykkeligt oejeblik, da vi om aftenen havde fundet et godt og billigt hostal, og kunne aabne vores doer ud til en tagtarresse med udsigt over byen og dens mange gadelys og lyde.
Vi havded planlagt at tage direkte videre, men den naeste morgen foelte vi begge, at det kunne vaere helt skoent med en dag i Arequipa til at slappe af og ordne smaating (saasom at skrive blog), foer vi fortsatte med en bustur til Colca Canyon, der er kendt for sine majestaetiske condorer og sublime vandreruter. Marcus, der er temmelig godt hjemme i sit spansk, tog til busterminalen for at aendre den billet, vi havde bestilt, til dagen efter - og med succes. Hermed var der saagar tid til at slappe af paa tarressen i solen, spise "grovkiks" med avokado, og for foerste gang blive lettere solskoldet (solen er ret staerk i hoejderne, fandt jeg ud af). Vi kom i kontakt med nordmanden Martin, vi moedte i Cusco, og tog sammen busturen til Cabanaconde, hvorfra vi skulle bevaege os ned i kloeften den kommende morgen. Paa busturen var jeg ved at gaa helt i selvsving over flyvende tanker omkring min hjemkomst og hvad det naeste aar skal gaa med. Jeg ringede til boernehaven fra Cusco og sagde mit job derhjemme op, saa verden var nu fuld af muligheder og droemme, der skal leves ud. En af droemmene var at forlaenge rejsen i Sydamerika, hvis jeg altsaa kunne faa det paa plads med mit flyselskab. Den gode Marcus opdagede mit fravaer og tankespind, og jeg besluttede efter min opvaagnen at saette min nye MP3 paa maks, hvilket gav mig en ny og fantastik gejst og energi, mens jeg noed bjergene og deres mange terrassemarker.
Aftenen blev brugt paa taget af vores hostal, hvor jeg noed dagens sidste sol i syngende godt humoer med usigt over den lille, forfaldne by og bjergene badet i solstraaler. Derudover diskuterede vi en fandens masse frem og tilbage hvilke(n) rute(r) vi ville tage de naeste par dage, og vi naaede baade at beslutte os og aendre planen flere gange i loebet af aftenen. Det var interessant at se, hvordan Marcus og jeg gravede os helt ned i kort og boeger, mens Martin afslappet laa paa sengen, tilsyneladende uden brug for at have en skarpt opstillet plan - saadan er vi jo saa forskellige. Og jeg kan straks afsloere, at vi endte op med en formidabel rute, som vi aldrig havde set komme, saa vi kunne lige saa godt have sparet os al den energikraevende tankevirksomhed, som dog kan foeles noedvendig, naar vi laver vores ture uden en guide. Men under alle omstaendigheder var det om at gaa til koejs mens tid var, vi skulle nemlig tidligt op og fange et billede af den majestaetiske condor!
"Det er ligesom at fange en pokemon!"
Dagen derpaa startede med 3 timers fuglespotting fra udkigsposten Cruz del Condor med wn super udsyn over kloeften. Afslappende og til tider hektisk, naar den enorme fugl, som inkaerne mente var gudernes sendebud, kom flyvende nede i kloeften, ja og en enkelt gang lige over vores hoveder! Man skulle vaere hurtig og fiks med kameraet for at faa gode billeder kongefuglen - maegtig sjovt, som proevede jeg at fange en pokemon!
Ved middagstid forlod vi Cobanaconde til bens med de smaating vi havde brug for det naeste dogn paa ryggen. Denne vandretur er et godt eksempel paa, at friheden ved at staa for det hele selv for mig forstaerker oplevelsen. Bare det at gaa paa asfaltvej ud af byen og ikke ane, hvor vi skulle dreje fra for at komme korrekt ned i loeften, men tage det paa gefúhlen, fik mig til at spaere oejnene op paa en helt anden maade, end hvis vi havde gaaet i haelene paa en guide. Jeg var rigtig glad for at opdage terraenet paa egen haand, og foer vi vidste af det var vi paa vej ned i kloeften af en stejl, stenet og lettere gold grusvej. Jeg havde dog forventet en ufremkommelig sti paa stejle skraenter og en kloeft, der gik helt ned i dybet, men jeg vil snarere beskrive det som en enormt stor og til tider stejl floddal - men det er altsaa verdens andendybeste kloeft, og vi gik med raske skridt ned til bunden. Det intense nedafbakke fik mine ben til at syre helt enormt hvilket var en speciel oplevelse, men omgivelserne talte ikke til mig i samme grad som frodige Macchu Pichu, nu var det mere en udfordring der skulle overvindes.
"Jo mindre en sti, desto bedre."
Beloenningen kom, da vi naaede den fortryllende og frodige flodseng i bunden af kloeften. Jeg havde paa vejen ned savnet min sublime vandrestav af bambus fra Macchu Pichu, og der var ingen traer paa dette sted mellem en sten og et haardt sted. Men taenk engang om jeg ikke til min forbloeffelse opdagede en vandrestav helt magen til sin forgaenger paa en klippe ved bredden til denne flod i bunden af kloeften, utvivlsomt med udspring fra paradisets have.
Der blev baade sprunget fra 2 og 6 meter fra de raa klipper, og der blev leget/sloges med en hund, som fra starten havde gjort os selskab som vejviser. Der er vilde hunde over det hele, og jeg elsker fundamentalt hunde, men naar en fremmed, vild hund begynder at lege lidt for vildt, bliver det dog mindre sjovt. Anyway, imens vi fortaerede en dejlig frokost bestaaende af broed med sennep og daasetun, fremlagde jeg et forslag om at droppe stien og foelge floden paa klipperne i retning mod dagens destination, "Oasen." Min yndlingssti er en sti, der ikke er der, og klipper er for mig creme de la creme. Vi besluttede at give den spontane, smukke vej et forsoeg, og herfra bar turen i hoej grad praeg af at gaa paa opdagelse i terraenet og proeve at finde en fremkommelig rute i vildnisset. Det var ikke til at sige, hvordan flodsengen ville se ud rundt om naeste hjoerne, og vi naaede ogsaa snart til et punkt, hvor vi ikke kunne fortsaette langs floden pga. kloeftens skraenter. Marcus var dog hurtig til at udse sig en klatrerute op af skraenten, mens Martin havde sine tvivl om skraenten og de loese sten. Jeg stod ved bunden og lyttede til hans tanker, og det var paa nippet til, at at han besluttede at vende om. Der var ikke noget jeg hellere ville end finde min vej op af kloeftens sandede klippeside, og Martin besluttede ogsaa at tage chancen. Det var om at faa fart i rumpeten, da vi passerede et hvepsebo, men det var noget af en lykkefoelelse at komme op og se ned, og fremad se en lille skov af kaktusser, og hov, hvorfor gik der nu heste rundt her i oedemarken? Jeg gik bag de andre, optaget af at tagE billeder, og pludselig hoerte jeg hundeglammen i naerheden og undredes endnu mere. Dte viste sig, at vi havde kaempet os frem til et gammelt aegtepars paradis af en gaard, og vi var totalt i svime over deres formaaen. Manden var halvvejs blind, og damen gav os aebler og en anden frugt, som jeg ikke kender men elskede, og viste os vej paa klipperne ned til deres hjemmelavede bro af pinde over flodens kraftige storem. Det var helt uffatteligt, at de levede der i det smukke ingenmandsland med kloeften over sig, med denne bro og en stejl klatretur gennem bambusskov som deres eneste adgang til andre mennesker. Vores spontane opdagelsestur blev til en af mine yndede stjernestunder, men da vi kom tilbage paa stien var vi lidt baud tidsplanen for at naa Oasen. Jeg var hoej af livsglaede mens vi bevaegede os fremad i et raskt tempo, og folk vi moedte i de smaa landsbyer syntes vist, at vi var godt skoere, for det blev jo moerkt lige om lidt, og der var langt igen. Ingen problem, frem med pandelamperne og det ene ben foran det andet i moerket. Her gik jeg med min nye foelgesvend i haanden til at hjaelpe mig op af de stejle skraaninger og ned af de poroese grusstier, der foerte os til vores maal hen paa aftenen. Det maa have set spoejst ud for hostalets gaester, der var godt i gang med dagens sidste maaltid, da tre pandelamper med vedhaeng kom svaevende ned af bjerget for at slaa sig ned blandt dem og velfortjent splejse om en suppe og spaghetti, der var lidt for dyr (23 kr.) til at fortaere paa egen haand. Her moedte vi bl.a. en hollandsk far og soen, der rejste sammen gennem peru, hvilket vi fandt temmelig cool og inspirerende.
Den golde, grusede og stenede tur op af kloeften dagen derpaa var ligesom vejen ned en oplevelse og en udfordring, der lidt bare skulle overstaas.
Denne fantastiske tur var vores sidste aktivitet i Peru, foer vi tog en masse busser for at komme til Bolivia, som alle, der rejste modsat os, anbefalede ganske varmt, og vi glaedede os til at tage hul paa det naeste kapitel af rejsen. Men det maa I hoere om naeste gang!
- comments