Profile
Blog
Photos
Videos
Macchu Picchu er kun èn af de mange sevaerdigheder fra de gode gamle dage, der er at finde i Cusco og omegn. Byen var inkaernes hovedstad, og vi syntes ikke, at vi kunne forlade omraadet uden videre udforskning. Derfor skaffede Marcus os nogle saerdeles praesentable mountainbikes gennem vores guide Chavo, der lader til at have mange gode bekendskaber i Cusco - og vi var et af dem.
Tidlig soendag morgen begav vi os afsted mod Sacred Valley, der er proppet med forskellige ruiner klar til at blive udforsket. Dagens destination var landsbyen Ollantaytambo 70 km vaek, og da det foerste stykke bare var bebyggelser og opadbakke, tog vi en bus til Chincero (efter en del besvaer for at finde busterminalen , der viste sig at vaere en baggaard) for at starte cykelturen derfra. Min foerste tanke efter 20 meter i god fart paa cyklen var min foerste tanke: "Det her bliver bestemt ikke let." Det var en hekt anden oplevelse end de flade veje i Danmark , hvor der desuden er regelig adgang til ilt. Saa jeg tog den lidt med ro og noed turen gennem bjerglandskabet. Allgevel var jeg temmelig udmattet (men ogsaa i hoejt humoer af alle synsindtrykkende og af at bruge kroppen), da vi drejede vaek fra asfaltvejen og koerte mod nogle maerkvaerdige saltflader, hvor der sjovt nok udvindes salt. Det var noget af et syn, men turen derfra og ned til floden paa en klippefyldt, teknisk udfordrende sti var en stoerre oplevelse. Vi overhaelede behaendigt en gruppe tourister paa gaaben, der maabede en smule over vores nedkoersel, som jeg ogsaa selv fandt noget graenseoverskridende.
Da vi naaede floden, anbefalede vores bog, at vi drejede til hoejre for at tage en bro over paa den anden, mere civilicerede side af floden, men vi syntes, at grusvejen til venstre saa mere interessant ud, og vores valg viste sig ogsaa at give pote med nogle helt unikke oplevelser. Mest af alt var det uvisheden om, hvor vi ville ende henne, der gjorde resten af turen helt faenomenal.
Foerst fraesede vi gennem et beboet omraade med marker og saagar ogsaa elmaster. Efter kort tid bestod vores omgivelser dog mest af buske, og selvfoelgelig den brusende flod og de overvaagende bjerge oppe over dalen. Grusstien blev mere og mere ujaevn, og vores koersel blev vildere og vildere. Til sidst udviklede stien sig mere til end skraaning, og vi maatte skiftevis baere cyklerne over stok og sten, og manoevrere gennem buskadser af alskens kaktus/naaleplanter, der gladeligt gik gennem loebeskoen (av). Efter en kort men intens diskussion besluttede vi ikke at vende om, foer det var helt og aldeles umuligt at komme videre - jeg havde stadig ikke udelukket muligheden for at baere cyklen over ved det naeste og bedste vadested, men det havde nok ikke gaaet i den kraftige stroem.
Det var et lettelsens oejeblik, da vi skimtede en togbro i det fjerne, der foerte os over floden - dog ikke uden en kreativ fotoshoot paa skinnerne, som vi ikke fik fuldgjort paa vejen til Machu Picchu. Den videre koersel var haard for min uhaerdede ryg, der ikke kunne finde en behagelig stilling paa cyklen, og jeg var godt dehydreret, da vi ved 5 tiden naaede byen, hvor vi fandt et fornemt hostel for natten - der var saebe og toiletpapir, hvilket man slet ikke skal tage for givet hernede. Jeg gik til koejs kl. 19, men brugte et par refleksive timer i moerket i samtale med Marcus, foer roen lagde sig over os. Hovedemnet var mit for mit vedkommende ekstremt kraevende arbejde i boernehaven, og min splittelse mellem det og de mange ting, jeg gerne ville udfylde min fritid med. Det havde for mig vaeret et tilbagekommende emne de foerste to uger af rejsen, men det var denne aften, at overvejelserne sluttede, og jeg besluttede at afskrive mig min ellers saerdeles personligt udviklende og livsbekraeftende plads i min gamle boernehave. Jeg havde i laengere tid presset citronen for at naa bare noget af alt det, jeg gerne vil opleve/udoeve i mit sabbataar; musicalkor, privat sangundervisning, diverse kirkekor, styrketraening, vinterbadning og venskaber, plus at der ligger et koerekort og minimum en halv ironman (triathlon) og venter paa mig her til sommer.
Da foerst beslutningen var taget, fik jeg den aabenbaring, at jeg jo saa ville have mulighed for at aendre min hjemrejse dato og rejse en maaned mere end planlagt, og dermed naa alt det jeg gerne ville opleve. For ikke at spilde energi og fokus paa at taenke yderligere over det paa den resterende del af min rejse, besluttede jeg mig for at ringe til min leder i BH og til mit flyselskab straks naar vi kom tilbage til Cusco - men hov, foerst skulle vi jo lige cykle tilbage til Cusco, hvilket ikke var helt ligetil.
Efter en god nats soevn var jeg stadig lidt medtaget i knaeet (og ryggen) fra gaardsdagens strabadser, og besluttede derfor at tage bussen til den berygtede inkaruin, Moray, mens Marcus cyklede via en bjergsti. Inden afgang fandt vi vej op til diverse ruiner paa bjergskraanignerne over byen. God udsigt, og god afsked med den lille by, foer vi forlod den paa hver sin maade.
Busturen gik problemfrit, men det kraevede alligevel noget af mit spansk, og det var en stimulerende udfordring at klare sig selv paa et fremmed sprog i et fremmed land. Paa trods af selvstaendigheden havde jeg en aftale om at moedes ved Moray, saa jeg skyndte mig paa cyklen de sidste 12 km fra busstopstedet op ad bakke, for at moede Marcus og udforske de afsides plateauer, der fyldte dalene, og formentlig var blevet brugt som eksperimentelle marker pga. temperaturforskellene mellem oppe og nede i dalen. Desvaerre var Marcus ikke at finde nogen steder, og min cykelkaede var gaaet noget saa grusomt i udu. Jeg havde hverken penge til at tage en taxa tilbage til bussen eller betale for at se ruinerne (sneg mig istedet hen til kanten for at beskue mesterstykket et kort oejeblik). Jeg forestillede mig, at Marcus enten var styrtet og tilskadekommet, eller havde taget en forkert rute og nu var paa vej mod Cusco. Min mobil havde ingen daekning, og der blev ikke svaret, da jeg ringede fra et venligt mexikansk pars mobil, hvuilket ogsaa foruroligede mig lidt. Jeg kunne ikke vente for evigt, saa jeg besluttede efter at have ventet indtil sidste oejeblik foer det blev moerkt at komme tilbage til bussen og haabe paa at kunne blive koert til Cusco for min sidste skilling paa lommen. Jeg fik efter nogen kamp fikset mountainbiken, saa jeg kunne skynde mig tilbage mod civilisationen og forhaabentlig moede Marcus der.
Det var en dag, der boed paa masser af god motion, smukke omgivelser, traening i spansk og i alene at haandtere det uventede. Og jeg moedte heldigvis ogsaa Marcus tilbage i Cusco. Han var kommet til at trampe afsted paa en forkert vej i bjergene, og havde proevet at skrive til mig. Turen endte altsaa godt, og vi havde begge faaet en fandens masse oplevelser, som jeg ved, at jeg sjaeldent vil glemme. :)
Efter en masse aktive dage noed vi derefter et par rolige stunder i Cusco, foer vi vendte naesen mod Arequipa og den famoese Colca Canyon, verdens anden dybeste kloeft (den dybeste ligger lidt ved siden af), godt 3 kilometer dyb. Vi fik anskaffet os nogle af de ting, der tidligere var mistet/gaaet i stykker, for mig vigtigst af alt mit batteri til mit kamera og min MP3 afspiller. Et mindevaerdigt oejeblik fra disse dage var ved vores hostel Pariwanas bordtennisbord i deres yderst behagelige gaardhave. Her blev Marcus og jeg en af gangen udfordret af en aeldre sydamerikansk kvinde, der var noget saa farlig ved et bordtennisbord, og det kraevede alt fokus at holde hende i stik. Saadan et oejeblik med total naervaer og tilspidset fokus er noget, jeg saetter stor pris paa, og jeg glaeder mig til at komme hjem til bordet i haven! Det var ogsaa i denne stund, at jeg stiftede bekendskab med den sjoveste og cooleste nordmand, Martin, som vi senere hen forenede kraefter med - men mere om det naeste gang!
- comments
helle Kære Jakob. Bordtennisbordet blev foldet ud i går, står nu smuk og blå omgivet af forårsgrøn græs og løv. Weberen er også afprøvet. Så vi er også klar;) Knus Helle