Profile
Blog
Photos
Videos
Paa min herlige Sydamerikatur betages jeg (indtil videre) af 4 forskellige aspekter: Kultur, Natur, Adventure og Backpackerliv. Turen til Machu Picchu var faenomenal paa alle omraader. Komme ind paa livet af lokale mennesker, afproeve deres mad og alkoholspecialiteter, mountainbike, riverrafte, vandre og zipline gennem frodige bjerge, for at ende paa pragtfulde Machupicchu, hvor det summer af forhistorisk storhed. Alt dette oplevede vi paa 4 dage i selskab med to energiske danskere ved navn Andreas og Daniel, og vores hjaelpsomme, humoristiske guide, Chavo.
Lidt slukoerede af den tidlige alarm paa loebeuret, der fungerer som vaekkeur, blev vi mandag morgen hentet paa Milhouse Backpackers Hostel og koerte afsted fra Cusco, og vi var godt spaendte paa de naeste 4 dages udfoldelser. I takt med, at vi bevaegede os hoejere og hoejere op gennem bjergpassenes flotte sceneri, blev haarnalesvingene ogsaa skarpere og skarpere, og da vi naaede toppen paa 4100 meter, var mit hoved godt stegt. Men vi var jo ikke kommet derop for ingenting! Vi steg ud af minibussen og satte os op paa et par jernheste af nogle vaerre mountainbikes. Herfra stod den paa 3 timers nedkoersel til den hyggelige landsby Santa Maria (vi skulle vist ikke have cyklet hele vejen, men det gjorde vi, og det var fedt) i 1200 meter. Det var koldt og taaget paa toppen, saa vi ifoerte os en del toej under alt beskyttelsesudstyret, der fulgte med cyklen. Jeg elsker at cykle, men har sjaeldent koert paa mountainbike, og da aldrig foer i saa skarpe og stejle sving, som dem vi havde koert derop via - saa jeg var glad og spaendt.
Afsted gik det, og hvor var det en fed maade at opleve landskabet, og specielt aendringen i dette. Jeg susede gennem taagen for at faa det smaaligt befrugtede hoejland tydeligere at se. I takt med, at jeg arbejde mig ned af bjerget, blev det varmere, og palmer, lupinbuske og floder (de loeb over vejen, saa man fik sproejtet cyklen og sig selv godt til i forbifarten) herskede i det varme solskin. Den foerste del af ruten var loangtfra anstrengende, for gearene paa cyklen var i udu; de hoejeste og laveste gear var sat ud af spillet, saa jeg kunne ikke traede saa godt til og virkelig faa fart paa. Jeg stoppede for at se, om guiden ikke havde en bedre cykel paa taget af bussen, og heldigvis fik jeg en ny, jeg kunne sprinte ned af bjerget paa, og overhaele de andre grupper, der ogsaa startede deres inca-jungle trek paa dette bjerg. Nu var det ikke saa meget omgivelserne og selve det at vaere paa en mountainbike i 4000 meters hojde i Peru, der optog mig. Nu var det bare derudaf - presse lungerne og laaerene alt hvad de kunne baere, for at se det hele forsvinde bag mig og maerke vinden suse mod mig. hver gang der var et skarpt sving, hvor jeg ikke kunne se, om der kom modkoerende biler, saenkede jeg farten, for derefter at accelerere max og paa faa sekunder vaere tilbage i fuld fart. Efter 20 fantastiske minutter i euforisk tilstand med 40-70 km/t gav cyklen op, og pedalerne hakkede konstant, hvilket mine knae ikke syntes om, saa jeg skiftede cyklen ud til en endnu vaerre og endnu en. Efter at have proevet en 4-5 cykler (altid noget at de havde saa mange at skifte ud med, bare aergerligt at ingen af dem virkede saerlig godt) endte jeg tilbage paa den allerfoerste, og i stedet for at proeve paa at faa den vildeste fart paa, noed jeg istedet den jungle vi nu var kommet ned til i ca. 2 kilometers hoejde. Jeg kunne ikke dy mig og maatte tage kameraet frem og dokumentere nedstigningen paa cyklen - det blev kun svaert at navigere cyklen med kameraet i haanden, naar jeg hoppede fra at stoede paa vejbumb i landsbyerne, jeg fraessede forbi. Paa et tidspunkt moedte jeg Daniel og Andreas, der ogsaa gerne ville have skiftet deres mindre gode cykler ud, og sammen trillede vi resten af vejen til Santa Maria, hvor Marcus havde gaaet og hygget sig i 45 min. foer vi ankom. Nu var det tid til en herlig frokost, hvor vi foelte os godt tilfredse med dagens udfoldelser. Her fik vi ogsaa fortalt, at riverraftingen, der for laenge siden var taget af programmet pga. et doedsfald paa floden, var muligt at lave alligevel. Efter at faa saenket prisen en smule var vi med paa ideen. Jeg naaede knap og nap at styrte paa toilettet med den smule papir jeg fandt i min rygsaek, foer vi skulle afsted med en stoerre gruppe, bl.a. et par argentinere, der var flyttet til Australien, og Pady fra Irland, som vi havnede i baad med og laerte lidt at kende.
Riverraftingen i Santa Maria var en meget anderledes oplevelse end vores foerste riverrafting (dagen inden naer Cusco). Floden her var meget bredere, saa der var faerre klipper at navigere udenom, og istedet for en kraftig stroem var der en kraftig vind og derfor boelger. Det foeltes som at vaere til havs, hvis ikke det var for den praegtige jungle og bjergene, der omgav én. Desuden var det interessant at hoere vores guide fortaelle om, hvordan han som barn var stoedt paa en jaguar i junglen, som er et yderst sjaledent syn, fordi hver enkelt har et enormt territorium, og hvordan han med sin far fangede en fisk paa stoerrelse med en voksen mand!
Andendagen boed paa en laengere vandretur paa 25 km gennem det sublime bjerglandskab. Morgenen startede med at foelge en stoerre grusvej, men vi bevaegede os snart ind paa mindre, stejle stier gennem vilde, lokalt egede kaffe/lime/appelsin/koka/avokado/papaya/mango/ananas/passionsfrugt plantager. Mens vi bevaegede os gennem vildnisset paa intime stier, smagte vi kaffeboenner, passionsfrugt og appelsin, mens fuglene kvidrede i kor. Jeg fik ogsaa gnasket en god time paa nogle toerre kokablade, vi havde faaet af nogle andre danskere i Cusco - det er meget traditionelt hernede og skulle maette og give energi (man laver kokain ud af planten).
Efter nogle timer befandt vi os paa det oprindelige incatrail , der var en del af de 70.000 km "veje", som inkafolket skabte i 1400-tallet, foer de blev overrendt af spanierne. Dette og meget mere fik vi fortalt af vores guide under en pause i skyggen med en helt faenomenal udsigt ud over bjergene, som jeg sjaeldent vil glemme. Jeg stillede mig paa en god klump klippe med lukkede oejne for at dyrke lidt yoga i dette storslaaede oejeblik, men jeg dejsede om af udmattelse fra vandringen, saa jeg maatte udfoere bevaegelserne med aabne oejne - ikke noget problem.
Vi fik en laekker frokost midt i junglen med flodens rislen i baggrunden, men mens vi ventede paa maden maatte jeg lige ud og lave mine egne opdagelser, hvormed jeg selvfoelgelig endte i toppen af et trae midt i det svaert fremkommelige vildnis. Fantastisk at komme uden for de udtraadte stier, men den naeste gruppe, der kom forbi, undrede sig over mot pudsige indfald.
Vi ville gerne gaa i et rimelig godt tempo (og samtidig taeg en fandens masse billeder), saa vi gjorde hvad vi kunne for ikke at blive fanget bag en karavane af mennesker - der var en del grupper paa 20 personer, og paa det tidspunkt var vi alle fire godt tilfredse med at vaere en lille gruppe, der selv kunne bestemme tempo og antal pauser. Desvaerre var jeg stadig maerket af gnavesaar paa haelene, og eftermiddagen foregik i bare taeer. Det var daarlig timing at vi paa dette tidspunkt begav os ud paa mere stenede stier langs den store flod, der loeb i bjergdalen - men jeg noed alligevel oplevelsen og omgivelserne, og knaeet havde det fint med at jeg hoppede og til tider spurtede fra sten til sten, hvilket var vidunderligt at vaere i stand til efter over et aar med skade, hvor jeg ikke kunne loebe. Desuden hjalp det gevaldigt paa vandringen og humoeret, at jeg havde fundet en super svedig vandrestav af tyk bambus.
Efter at blive fragtet over floden 60 meter oppe i luften via et 120 meter langt kabel, siddende paa en lille platform, hvor man kunne holde fast og selvfoelgelig blitze med kameraet saa det sydede, landede vi i nogle formiddable, naturalistiske hot springs med udsigt over bjergene og floden. Det var super laekkert efter dagens strabadser, og hyggeligt at snakke med de mange andre backpackere, der ogsaa sluttede dagen af i dette paradis. Foer aftensmaden (altid suppe og noget med ris og kartofler) tog de andre sig en morfar, mens jeg vaskede toej i en bruser, da vasken ikke var sat fast til roeret, som det var meningen, at vandet skulle liebe ned gennem. Ikke det mest luksurioese hostel kan I nok fornemme, men der var, hvad man havde brug for, og det er for mig bl.a. det, backpackerlivet handler om. At flytte fra sted til sted fra dag til dag, ikke med andet end hvad man kan baere i sin lille skolerygsaek. :) Mange tager en 4 dags udelukkende vandretur til Machu Picchu, og de sovER under aaben himmel, saa jeg var godt tilfreds med vores vaerelse med 4 senge og en stikkontakt - men jeg vil ogsaa campe under de sydamerikanske stjerner, naar lejligheden byder sig.
Tredjedagen boed paa ziplining fra bjerg til bjerg, hvilket var lidt spaendende, nar man kiggede ned - specielt min sidste tur, som var "up side down" som en anden Spider-man haengende i sit net med hovedet nedaf - og ligesom Spider-man skreg jeg ogsaa under min foerste gang, og snurrede rundt saa jeg oplevede 360 grader bjerglanskab paa samme tid!
Til allersidst skulle vi egenhaendigt over en haengebro oven over traetoppene. Man var spaendt fast og kunne derfor godt fjolle lidt med at hoppe og tilte broen af reb og et par braedder, men det var ikke alle, der fandt det morsomt. Jeg var ogsaa en smule utryg ved situationen, da jeg fandt ud af, at vi skulle haegte vores sikkerhedsline af og paa igen flere steder undervejs pga. knuderm, som vores sikring ikke kunne komme forbi. Fed finale paa zipliningen, men det var kin formiddag, og dagen var langtfra ovre. For at naa til indgangen til Machu Picchu skulle vi gaa 2-3 timer langs en togbane gennem frodigt landskab langs floden mellem bjergene. Det var en herlig tur, selvom jeg var begraenset af at gaa i bare taer hvilket ikke altid var lige behageligt, men jeg havde en fest med at loebe paa skinnerne, og jeg var helt euforisk af sceneriet og den gave det var at kunne hoppe rundt uden at blive generet af irriterede knae. Det hele koerte paa skinner, ogsaa da regnen kom med sit indslag paa den sidste del af turen - ikke noget en glad sang ikke kan jage vaek!
Da vi ankom til Aguas Calientes, var vi fokuserede paa at komme over til byens hoptsprings og faa varmen, og selvom det ikke var saa naturalistisk og praeget af backpackere som stedet dagen inden, var det vidunderligt at dyppe sig i det varme bjergvand, mens regnen sillede ned over én.
Om natten ringede uret 4.00. Det var tid til at stille sig i koe til at komme op paa Machu Picchu, og det kune ikke gaa hurtigt nok, som skulle vi have den bedste teltplads paa Roskilde Festival. Enormt traette, men endnu mere forventningsfulde, skyndte vi os afsted mod porten til bjerget. Ifoert vores pandelamper sneg vi os ind paa folk foran os for at overhaele dem og komme forrest i koen, saa vi kunne vaere de foerste til at beskue vidunderet paa toppen. Og forrest kom vi, men intet var sikkert og vist, for vi skulle lige spurte op af nogle tusind trappetrin i en vis fart, for ikke at blive overhaelet - stadigvaek i moerke. Jeg kunne efter lidt tid maerke de ultrahoeje trin syre i laaerene, og jeg havde jo nogle skroebelige knae, jeg skulle passe paa, saa Marcus, Andreas og Daniel forsvandt snart ud af syne paa den snirklede, stejle trappegang forarbejdet af de gode gamle inkaer. Pga. smerte i hoejre knae blev min gang de sidste 20 min. noget skaev, da jeg kun brugte det venstre i moedet med de hoeje trin, og jeg maatte acceptere at blive overhaelet af 2 godtfolk (der havde fundet genveje, vi havde overset paa ruten).Jeg var glad for hvilken gave det var at kunne goere det, som vi gjorde og vaere lige der, hvor vi var, og jeg var stolt over min praestation. Ligeledes var Marcus godt tilfreds med at vaere naaet op som nummer 1 - respekt.
Det var en meget udfordrende optur, men desto stoerre var beloenning af at staa som de foerste ved det klassiske udsigtspunkt, man kender fra billeder paa google. Efter den helt store billedtagning betragtede vi solen staa op og de mystiske skyer danse et stenkast fra hvor vi sad. Vi fik en meget informerende og berigende introduktion til ruinerne af vores guide, der paastod at have vaeret paa stedet 500 gange foer. Hans endeloese tale var til tider traettende (hallo, vi stod op kl 4 og loeb op af et bjerg), men han formaaede at vaekke stenene til live, og det var saerdeles fascinerende at se ruinerne og forestille sig byens puls i sin storhedstid for et halvt aarhundrede siden.
Prikken over i'et var vandre/klatreturen til Huyana Picchu, som Marcus og jeg havde bestilt paa forhaand. Vi skulle efter en laekker medbragt frokost bevaege os yderligere 2-300 meter op til toppen af det bjerg, man altid kan se lige bag selve Machu Picchu. Vi havde hoert, at udsigten skulle vaere helt exeptionel derfra - og den skuffede ikke. Ligesom oplevelsen af M.P. havde det ikke vaeret det samme uden den spektakulaere opstigning til toppen. Jeg har aldrig foer oplevet saa stejle og raa "trin". Det hele blev bare smukkere og smukkere paa vejen op, mens vi hyggesnakkede med bl.a. amerikanere og japanere, og et af samtaleemnerne var min opstigning i bare taeer, og blev af fere tilbudt plastre til mine mange vabelsaar - folk er nu saa soede.
Under de foerste 12 dage af min rejse, har jeg maerket mere til min krop - paa godt og ondt - end det seneste aar i Danmark, og for det er jeg virkelig taknemmelig. Saar, rygforstraekning, skadede knae, oemme muskler, hovedpine af hoejderne her i Andesbjergene, men ogsaa et hjerte bankende for fulde droen, og et smil, der ikke er til at smoere af :D Ikke desto mindre var det skoent at slutte af med 25 min. massage i Aguas Calientes, foer vi drog tilbage til Cusco. Selv en simpel massage er en totalt anderledes oplevelse end i DK. En massage med puls og fart over feltet var os i vente. Jeg havde gaaet og droemt om en massage, men foer vi naaede dertil, stod vi paa gaden (mig stadig i bare taeer) og pruttede om prisen for en halv times massage i denne turistfaelde af en by. Vi fik prisen lidt ned, men tiden blev ogsaa formindsket til 25 min. Til gengaeld fik vi et hurtigt fodbad i isvand, inden vi kom op paa baenken!
I toget paa vejen hjem gennem vildnisset moedte vi et par soede svenske piger, og en kort bytur med dem blev det ogsaa til, da vi naaede Cusco.
De foelgende dage blev lige saa pulserende, hvis ikke mere, og det kan I laese om naeste gang!
- comments
helle kæreste Jakob Hvor er det dejligt og vildt at læse din beskrivelse, "barfods-inka", sejt. Du får da til fulde opfyldt nogle af dine drømme. Mange mange knus og fortsat god energi Helle
Julie Det lyder super skønt! Er glad for at du har det så godt og nyder det! .. Men jeg havde jo nær ikke opdaget dit blogindlæg, du har jo ikke lagt det op på facebook ;-) . Ej, man kan jo ikke huske det hele, hehe. Massevis af tanker og alt det bedste til dig!