Profile
Blog
Photos
Videos
Fredagsbar og dansk hygge
Efter at have siddet ved poolen lidt alene med min computer i fredags - cyklede jeg også ud til studiecenteret - dog nødvendigvis lidt senere end de andre. Det sker ikke ofte, at jeg cykler turen selv og det var næsten ærgerligt, da jeg oplevede noget skørt på vejen. På en lille sidevej ramte jeg pludselig en lydmur bestående af voldsomt høj technofest og noget der mindede om karaoke til "beatet"? Det lød forfærdeligt og volumen var vanvittig høj! Da jeg cyklede forbi indgangen, indikerede et stort billede af et smilende brudepar, at der her var tale om fejring af et bryllup. Menneskene under halvtaget sad ved små, lave plasticborde og kunne jo ikke rigtigt tale sammen grundet "musikken". Jeg regner med at der var øl på bordene.
Da jeg nåede studiecenteret stod den på færdiggørelse af et gruppeprojekt, vi skulle fremlægge. Som de tidligere billeder på bloggen indikerer, så havde jeg arbejdet med forhold for arbejderne på markedet. Vi fik gjort vores planche færdig og så var der tid til lidt hygge på stranden, inden fremlæggelserne gik i gang. Det var rigtigt fint og folk havde været meget kreative. I pausen kunne vi købe kolde øl og gin-tonic. Så der var naturligvis dømt fredagsbar. Efter de sidste fremlæggelser gik størstedel af danskerne + svenskeren og et par af nordmændene på stranden. Her fejrede vi fredagsbaren, som gik vi stadig i gymnasiet. Det var rigtigt hyggeligt og alle nød omgivelserne og de gode samtaler. Pludseligt fik jeg nok og Sara og jeg cyklede hjem. To timer efter mødtes vi en 10 stykker igen for at spise middag. En af gutterne havde på en løbetur fundet en fin, lille flydebåd, hvor de lokale kom - men hvor stolene var høje nok til at indikere, at vestlige mennesker også var velkomne. Vi ankom i højt humør og bestilte en masse retter, som vi delte imellem os. Det var en perfekt måde at prøve noget forskelligt og god mad på. Vi fik lidt øl til maden og hyggede os i et par timer. Derefter var jeg grydeklar og Mette og jeg cyklede hjem, da vi jo også skulle være klar til vores scooter-tur til ruinbyen 'My Son' dagen efter.
Scootere, gamle ruiner og bekendte
Lørdag morgen mødtes vi en 5 stykker som aftalt over morgenmaden. Nogen ville gerne se solopgangen i 'My Son', så de var allerede kørt kl. 5 om morgenen. Det vidste jeg allerede om fredagen, at jeg bestemt ikke skulle. Flere og flere hoppede på 'vores' tur. Omkring kl. 10 havde alle scootere og vi var 10 scootere og 12 mennesker på heldagstur.
Turen gik til 'My Son'. Det er et smukt, grønt område 60 km fra Hoi An. Det minder mest om en park. Her ligger der gamle, nedslidte ruiner… som kan være fine, hvis man er historisk interesseret, men har man set "smukke" ruiner, ligner det mest en nedbanket omgang grimme mursten. Der blev dog bygget i den gamle ruinby fra det 2. århundrede og op til det 16 århundrede, så vidt jeg kunne forstå…
Jeg havde fået en helt ny scooter, så den kunne alt. Det var smadder sjovt - og ikke helt så svært, som jeg havde troet. Vi startede ud med at skulle fylde vores tanke. 4 af os kørte lidt op af vejen til en lille lokal gadesælger, der havde benzin i et rør. Ham ville vi gerne støtte og da han sagde '30' i stedet for '25' pr. liter benzin, brokkede vi os ikke. MEN!! Det viste sig selvfølgelig, at han rippede os totalt. Jeg betalte 90 Dong (da jeg skulle bruge 3 liter), for det der svarede til ½ liter. Det opdagede vi, da vi kørte ned af den trafikerede vej og ikke følte, at vi havde mulighed for at vende om. Det gav bare ingen mening, at manden ville snyde os… Vi hilser på ham hver morgen, når vi cykler i skole. Men nej nej, intet er åbenbart helligt. Vi betalte for benzin, som vi aldrig fik. Derfor måtte vi fylde på igen. Jeg betalte 100 Dong (30 kr) for at leje scooteren… men slap næsten 200 for benzin. Det var en dyr (i vietnamesisk forståelse) lærestreg! Det var smadder ærgerligt, for som sidste blog jo tydeligt indikerer, er jeg bare SÅ træt af at blive snydt! Da vi kom hjem, forsøgte vi at gå op til manden for at klage, men pludseligt forstod han intet af vores engelsk. Jeg kan dog love jer for, at manden ikke fik et 'pænt goddag', da jeg cyklede i skole i morges.
Dét at køre på scooter er jo vildt sjovt! Det er vanvittigt at køre inde i byen… for når det er sindssygt nok at køre på cykel, er det jo fuldstændigt nervepirrende at køre på scooter. Heldigvis slap vi alle ud af byen udelukkende med et par utilfredse dyt i bagagen. Da vi første ramte landevejen, begyndte morskaben. Hér havde jeg en bedre fornemmelse af maskinen og pludseligt var der plads og mulighed for lige at forsøge mig med en 80 km/t - det er vildt, når man ikke har en lukket hjelm på, der skærmer for vinden. Da vi kørte i forskellige tempi, holdte vi pitstops undervejs for at få alle med, så vi alle kunne følges til ' My Son'. Nogen af pigerne kørte ikke så stærkt og en af dem, var derfor blevet tabt i et mindre sving. En lokal mand, havde kørt efter hende, fanget hende og fortalt, at hendes venner faktisk var drejet af længere nede af vejen. Utroligt flinkt! Svinget gav lidt sig selv, så ingen af os havde tænkt, at nogen kunne misse det - da der var skiltet og den 'store' vej drejede. Ellers var vi selvfølgelig stoppet op og havde fået hende med.
Lige da vi nåede til 'My Son', skete det uundgåelige selvfølgelig. En scooter med to piger på styrtede. De havde kørt rundt i rundkørslen i for lavt tempo og skvattede, da vejen var dækket i grus. Føreren fik nogle grimme grus-sår med små sten i. Vi fik hende dog hurtigt op igen og fandt vores førstehjælps-grej frem. En lokal mand stoppede op og tilbød at hjælpe ved at køre hende de 4 km det tog for at få hende til lægen. Vi var dog sikre på, at han var ude efter betaling for at hjælpe og vi blev lidt småirriteret… endnu engang var vores fordomme til grin. Manden arbejdede i en restaurant ved 'My Son'. Det endte med, at vi alle satte os i hans lille, lokale shop for at vente på den tilkaldte læge. Manden skulle hverken have betaling eller yderligere tak. Vores tidligere tanker blev gjort til skamme. Imens vi ventede, ville jeg besøge toilettet. De andre brugte tiden på at lege med de søde hundehvalpe, der kluntet løb rundt blandt stolebenene. De var dog lidt sky overfor mennesker - altså var de ikke så vant til at blive nusset. Jeg blev vist ud bagved. Her skulle jeg åbne en lille port, der holdt kyllinger, gæs og en vandbøffel inde. Jeg skulle gå over pladsen med dyrene rendende om benene for at træde ind i et lille skur af tin. Her fandt jeg et hul i jorden. Jeg må dog sige, at udsigten over marken, som jeg kunne nyde gennem de forholdsvist store huller i tin-væggen, var ganske flot, hehe. Da jeg vendte tilbage til det overdækkede gadekøkken, var lægen allerede på vej. Nogen af de andre havde bestilt frokost og da der ankom to kvinder, var vi sikre på, at det var dem, manden havde fået til at lave maden. Endnu engang tog vi fejl. Den ene kvinde var den tilkaldte læge. Vi drog os alle en form for lettelsens suk over, at vores fordomme blev gjort til skamme. Pigerne blev lappet sammen og vi kunne nu tage et bedre kig på 'My Son'. Det var ikke så imponerende og ingen af os var i humør til ruiner.. Vi endte med at gå en længere tur for derefter at vende tilbage til scooterne - som jo egentligt var dét, vi tog på tur for. 'My Son' var egentligt en undskyldning for at scoote rundt hele dagen. I det mindste kan 'My Son' få et flueben på turistlisten. Dog kan intet måle sig med det fantastiske Machu Picchu i Peru.
Vi kørte hurtigt tilbage mod byen, da det var ved at være sen eftermiddag, og vi ikke ville risikere at skulle scoote rundt i mørket. Specielt i byen! Vi kom heldigvis tilbage til byen uden større uheld end flere sure dyt fra andre scootere og biler. Endnu engang fik vi følelsen af at blive snydt. Da vi startede dagen, skulle jeg betale for 1 liter benzin, der var i min scooters tank. Da vi afleverede scooterne, kunne vi selvfølgelig ikke få penge for de 2 liter i tanken, som vi afleverede. Det er smadder ærgerligt, at man skal føle sig snydt af sine naboer til hotellet. Vi ser jo disse mennesker hver dag! Om ikke andet var det smadder sjovt at køre på scooter og det skal jeg bestemt gøre igen!
En time efter tog vi på Café 43 for at spise. Det er en lokal biks et pænt stykke fra hotellet i en del af byen, vi normalt ikke kommer, men når man har cykler, er det jo intet problem. Her kan man få en lokal øl for 3000 Dong (1 kr.) og lækker mad til fair og fastsatte priser. Jeg havde cyklet og talt med de andre, idet jeg hoppede af cykleen, fik jeg øjenkontakt med en fyr, der umiddelbart virkede bekendt. Jeg kiggede efter og den var god nok. Et par, Julian og Sara, som Maja og jeg havde det virkeligt sjovt med på Filippinerne, sad rigtigt nok over deres middag på Café 43. Det var SÅ tilfældigt og simpelthen genialt. Vi udvekslede lange knus, lange historier og vietnamesiske telefonnumre. Jeg skulle jo gerne hjem, grundet dykning dagen efter - og de er irske, så jeg turde ikke tage en enkelt med dem samme aften, hehe. Jeg havde oplevet deres fest-side i Dumaguete på Filippinerne. De er dog i Hoi An i et par dage, så dem skal jeg bestemt mødes med igen… gerne om eftermiddagen, hehe.
Dykning og solskin
Om søndagen mødtes vi, dykkerne, kl. 8 og cyklede ned mod stranden, for at finde det største og dyreste ressort. Her skulle vi nemlig dykke i pool. Det var det vildeste ressort. De forskellige pools var fyldt til randen af vand, for at få effekten af at poolen var uendelig - da man ikke umiddelbart kunne se kanten. Meget fint. Der var også bygget en kunstig strand ud til havet for at de rige, hvide mennesker kunne ligge og svede på deres fine solsenge, uden at blive blandet med pøblen. Desuden var der ingen mulighed for at komme i selve havet. Den rene pool var tilstrækkelig- ikke det beskidte, ukontrollerede hav. For at give jer en idé om, hvor fancy dette sted var, kan jeg fortælle, at jeg købte 1½ liter vand til 10.000 Dong inde i byen. De, der ikke havde medbragt vand hjemmefra, måtte give 75.000 dong for 1½ liter vand. Det siger lidt om prislejet på dette ressort.
Vi snorklede en smule frem og tilbage i poolen, før vi fik vores våddragter og resten af gearet på. Vi gik 3 piger sammen, der fik undervisning af franske, Sara. Det var ret sjovt at lave de forskellige øvelser under vandet. Det begyndte dog at blive en smule koldt og naturen kaldte desuden også. Vi fik derfor lov til at holde 15 minutters pause fra poolen. Vi brugte tiden på at ligge på stenen ved poolkanten og lade solen varme os op igen. Som tre slanger på varme sten. Det var skønt. Vi dykkede rundt og lærte forskellige teknikker. Det var helt okay. Jeg tror dog først, at jeg virkelig mærker, hvad det vil sige at dykke i næste weekend, hvor vi både lørdag og søndag skal dykke i havet. Da alle dykkerne var ret dygtige, blev vi hurtigere færdige end forventet. Det betød, at vi spiste frokost på en lille restaurant ved havet. God afslutning på dagens dykkertime. Frisk, grillet fisk og en kold øl, er der meget lidt, der kan slå - specielt når solen skinner.
Det bliver en fuldt booket weekend med masser af aktiviteter. Fredag aften har festudvalget nemlig planlagt et vietnamesisk bryllup ude på studiecenteret. Jeg har lovet at hjælpe med at stå i bar og lege lidt DJ.
Uge 5 på studiet - kommende gruppeprojekt
Vi er begyndt at finde grupper til vores kommende gruppeprojekt. Da jeg allerede er blevet stemplet 'feminist' hernede, kan jeg lige så godt tage næste skridt og arbejde med min største interesse hernede: Kønsroller - med specielt fokus på forventninger til og arbejdsopgaver for kvinder. Jeg vil gerne arbejde med det kulturelle, religiøse og måske før og efter 'The American War's kvindebillede. Hvad har forandret sig historisk - finder man et forandret syn på kvinder grundet det? Hvad forventes traditionelt af unge kvinder? Hvilket liv ønsker unge kvinder selv? Ved en løsrivelse fra de traditionelle kvindelige pligter møder kvinderne så støtte eller modstand hos familien? Undertrykkes kvinderne til stadighed helbredsmæssigt, således at der ikke er tilgængelige informationer om varetagelse af deres helbred, sex - kønssygdomme og graviditet? Er det stadig kvinden, der pålægges skyld og skæve blikke, hvis hendes mand (!) smitter hende med en kønssygdom? - hvorfor er det tilfældet og hvor stammer denne tankegang fra? Et religiøst, kommunistisk eller et tredje perspektiv? Er størstedelen af kvinderne stadig underlagt deres mandlige familiemedlemmer/ mænd økonomisk? - er det stadig kvinderne der gør alt husarbejdet: passer børn, arbejder i marken (i udkanten)/ butik mm og laver mad - eller er disse opgaver begyndt at blive fordelt mere ligeligt mellem kønnene? - Og ja, så skal jeg vist passe på med ikke at blive for eurocentrisk i mine udtalelser, udgangspunkter og kulturelle tilgang!
Uha, jeg kunne faktisk blive ved. Vi har fået utroligt mange spændende informationer hernede… Det er jo selvfølgeligt og nødvendigvis en helt anden kultur med en helt anden opfattelse af, hvad der er 'normalen'. I gruppeprojektet har jeg meldt mig på "Gender-gruppen", som min ovenstående tankestrøm stammer fra. Vi har allerede dannet os en sikker gruppe på 3. Vi skal dog være en 4-5 stykker, så vi må se, hvem vi kan få med ombord. Vi må se om resten af gruppen bl.a. er med på krigsaspektet af opgaven - det tror jeg nemlig kunne være spændende at få inkorporeret. Jeg håber, at der hurtigt bliver etableret en fast gruppe, så vi kan komme i gang med at interviewe familier og kvindegrupper til vores feltarbejde. Det kan jo kun blive en enestående mulighed for at få et interessant indblik i en anderledes kultur hos et folk, der virkeligt har været igennem utroligt meget igennem historisk set. Jeg kan virkeligt godt forstå, hvis det vietnamesiske folk er kritiske over for os vestlige. Historisk set er deres land jo blevet okkuperet og/ eller udnyttet af det 'Globale Nord'- som Frankrig og USA - i evigheder. Før det havde Kina overtaget.
Hov… Dét, der pludseligt udviklede sig til en længere - ret rodet - tankestrøm om den vietnamesiske historie, kultur, børnepolitik og kvindesyn. Forhåbentligt et kommende projekt og feltarbejde.
I midten af 1980'erne gennemførte den vietnamesiske regering det økonomiske reformprogram, Doi Moi (renovering). De tidligere landbrugskollektiver blev opløst og det lignede at det ellers så kommunistiske Vietnam rykkede sig nærmere en liberalistisk tilgang til markedsøkonomien, da vietnameserne fik mulighed for at have fri handel. Det interessante er, at efter Sovjetunionens sammenbrud har markedskræfterne i Vietnam fået frit spil og landet har åbnet sig for udenlandske investeringer. Levestandarden i Vietnam er blevet meget højere, efter at landet har åbnet sig for omverdenen
I Vietnam har regering besluttet at en familie, kun må få 2 børn i byerne og tre i landområderne/ den fattige udkant. Hvis ikke reglerne bliver overholdt - specielt i byområderne - pålægger staten, familien med flere børn, økonomiske sanktioner. Det betyder bl.a., at det tredje barn ikke kan komme gratis i 'Primary School', som regeringen ellers tilbyder. Mange vietnamesiske familier har i forvejen ikke mulighed for at sende deres børn i skole grundet få økonomiske midler. Børnene bliver trukket ud af skolen, for at hjælpe med arbejdet hjemme eller fordi der bare ikke er ekstra penge i budgettet til skolen. Dette er med til at holde de familier, der lever fra hånden til munden, fattige, da børnene ikke får mulighed for at hæve deres levestandard ret meget højere end deres forældres. De mødre vi har talt med, bliver altid berørte og stille, når de skal fortælle denne - desværre ofte hørte - historie.
Da vi besøgte landsbyen - som jeg har fortalt om i sidste blog - så vi også flere diplomer uddelt af staten og 'kommunen/ regionsrådet', da denne landsby havde mange indbyggere, der "kun" havde 2 børn. Her ses den kommunistiske ånd tydeligt - priser og udmærkelser for god opførsel i forhold til land og stat. I min optik er kvinder væsentlige i bekæmpelsen af fattigdom - faktisk generelt i den tredje verden. Alt tyder på, at kvinderne arbejder hårdere end mænd og prioriter familiens ve og vel højere end dem selv. Alt imens mange af de historier jeg har hørt og har læst mig til - bl.a. gennem rapporter fra forskellige NGO'er i Asien og Afrika- fortæller en historie om de ugidelige mænd, der ikke vil "nedværdige" sig til "kvindearbejde". At jeg sætter: nedværdige i citationstegn sker grundet min egen meget farvede holdning og anderledes kulturelle baggrund. Det er svært for mig at være objektiv og forstå, hvorfor mændene ikke bare giver en hånd med for at løfte familiens levestandard. Dog ud fra de lokales syn, ville det virkeligt være en falliterklæring for manden og dermed familien. Der er derfor generelt store problemer med at mændene/ fædrene i fattige familier drikker meget - måske grundet deres handlingslammelse? Det siger sig selv, at det er en ond cirkel både socialt og økonomisk for familien. Meget af arbejdet på markedet og alt husholdningsarbejde, såsom børnepasning, indsamling af evt. mad fra marken, tøjvask, rengøring mm, er kvindens ansvar. At kvinden har et "rigtigt" arbejde ved siden af disse pligter betyder nødvendigvis at andre træder til. Desværre, er det ofte pigerne i husholdningen. Jeg vil vende tilbage til det emne lidt længere nede. De konfucianske traditioner sidder stadig dybt i gennemsnitsvietnameseren. Ifølge disse traditioner skal kvinder være stille, høflige, tilbageholdende og tage sig af det hjemlige.
Der er selvfølgelig også stor forskel på 'Udkantsvietnam' og bylivet! Under Vietnam-krigene tog kvinderne sig af det hårde arbejde på markerne, da deres mænd kæmpede på slagmarkerne. I dag har mændene profiteret af de mange nye muligheder, der er kommet i Vietnam, mens kvinderne står tilbage med det hårde og slidsomme arbejde. Derfor er bedre uddannede kvinder en investering i at fremme sundheden og begrænse befolkningstilvæksten. Netop befolkningstilvæksten er en ond cirkel for et fattigt land - dog ofte en nødvendighed for en fattig familie, da der på den måde er flere personer til at arbejde. I Vesten indgår man oftest i et ægteskab grundet kærlighed, og vælger at få et barn man kan dele denne kærlighed med. Derfor spørger man: Hvad kan jeg gøre for dette barn og hvilke ressourcer kan familien stille til rådighed for barnet? Det vestlige barn ses altså som en, der har brug for hjælp - og som har krav på hjælp. Det er vigtigt at forstå, at den vietnamesiske familiestruktur er anderledes. Her er et barn selvfølgeligt elsket - ingen tvivl. Her lyder spørgsmålet dog nærmere: Hvad kan barnet gøre for familien? I Vietnam bliver barnet opdraget til at arbejde for familien. Vietnameserne i dag er langt mere afhængige af deres børn, efter at kollektivernes ansvar for pasningen af de ældre er faldet bort. Det forklarer også, hvorfor det store flertal af vietnamesere holder fast i traditionerne og satser på drengebørn, der kan forsørge familien. Her vil jeg vende tilbage til et emne, jeg forlod længere oppe. Ved 2-barnspolitikken følger problemer, da man med nutidens teknologi hurtigt kan determinere barnets køn og derefter få en abort, hvis kønnet ikke er som ønsket. Abort er ikke tilladt ved lov, men bliver gjort alligevel. Faktisk kan man købe abortinstrumenter på nogen gadeapoteker - og de ser ikke sterile ud. Problemet er, at det traditionelt kun er drengebørn, der kan føre familienavnet videre. Pigebørn ses traditioneltvist som en fremtidig hustru i en anden familie. Altså et barn man opdrager for at en anden familie kan få glæde af hende. Dette skyldes, at pigen flytter ind hos sin mands familie og "tilhører" den efter et ægteskab.
Jeg blev rystet til en forelæsning i den første uge ved den vietnamesiske Mr. Chinch, hvis foredrag handlede om den vietnamesiske kultur. Han fortalte om en klog pige på 13, der blev trukket ud af skolen. Da skolen spurgte moderen hvorfor, svarede hun, at de gerne ville have ekstra arbejdskraft i hjemmet. Familien ville have pigen til at arbejde for deres familie, inden hun blev 'overdraget' til en ny familie, som hun derefter skulle arbejde for. Nogle af pigerne i Vietnam bliver derfor nærmest opfostret, som var de andre familiers døtre. De bliver vækket tidligt om morgenen for at arbejde for familien - hvis de ikke vil, truer forældrene med, at de bliver gift med en dårlig mand - måske en hund. Familiens dreng kan til gengæld sove fra pligterne, da han på en måde er mere familiens barn end pigen. Han kan jo føre familienavnet videre.
Hvis et barn af familien klarer sig godt, sender barnet penge tilbage til familien, så nogle af de yngre søskende kan komme i skole - på den måde hæves levestandarden indenfor familien. Det er vigtigt at familien holder sammen, da der for eksempel ikke er forsikring. Hvis forældrene bliver syge, er det børnene der tager hånd om dem. Jo flere børn, jo flere kommer og besøger dem på deres gamle dage. De, der ikke har børn, bliver set på af samfundet, som nogen der er usædvanlige. I en diskussion, kan man høre argumenter som: "dine forfædre gjorde noget forkert, så nu skal du straffes og lide" - Det er altså en straf, hvis man ikke kan få børn. Mændene får flere koner indtil de får et barn, ellers adopterer de en dreng, så familielinjen kan fortsætte.
Familieplanlægningsstrategien, hvor kun 2 børn anses som godt, fra den vietnamesiske regering har dog ikke været en succes. Gamle traditioner og skikke har dog fået vietnameserne til at ønske sig mindst 3 børn.
Der er selvfølgelig forskel på alle familier og hvilke kulturelle baggrunde, de kommer fra. Det er derfor svært at generalisere over alle familiestrukturer…
Haha, jeg har givet en af de nysgerrige, danske gutter lov til at læse ovenstående tankestrøm: "Det er fint, Ina. Lidt feministisk". Jeg har lovet at tilføje følgende til bloggen: Efter en kortere diskussion blev vi enige om, at 'de dovne mænd' måske er at finde i højere grad i Afrika end lige her i Vietnam. Mændene hjælper faktisk til i højere eller mindre grad - men vi har heller ikke oplevet de meget fattige familier på landet, idet vi jo bor i turistede Hoi An. Hele abort-situationen, hvor de familier der har midler til at betale for scanninger, vælger abort hvis fosteret er en pige, foregår dog. Dette betyder også, at der er et overtal af drengebørn i velhavende familier. Dette betyder igen at flere drengebørn har bedre vilkår for at bevare en fornuftig levestandard.
Ja… det blev en længere udredning. Det er mest disse emner, jeg suger til mig, når folk fortæller. Vi har selvfølgelig også fået undervisning i økonomi og hvad betegnelsen "udvikling" dækker over…. Men… jeg er vel ikke en stemplet sproglig 'feminist' med trang til historiefortælling for ingenting. Jeg håber, I enten får noget ud af ovenstående eller bare har sprunget over… Nu kommer det i hvert fald med i bloggen.
Undervisning
I denne uge har vi en norsk forelæser. Han stammer og det kommer til udtryk i hans mange "iiøøøhh". Det er, hvad det er og er helt acceptabelt… mit problem er bare, at forelæserens tale virkeligt lyder mere norsk end engelsk. Dette giver mig problemer med at forstå ham…. Derfor har jeg allerede skrevet meget af denne nye blog i et Word-dokument, hehe. Underviserne hernede virker generelt til at tage meget hensyn til, at vi befinder os i Vietnam. Forstået på den måde, at deres powerpoint-slides er meget pædagogiske, hvis det utænkelige skulle ske, at alle de studerende ikke har fået læst alle de opgivne tekster. Det passer os alle ganske glimrende. Lige denne norske professors forelæsninger er en del repetition fra tidligere forelæsere og da jeg derudover ikke kan forstå ham, er jeg ikke fan… Det er der faktisk ikke mange af os, der er. Vi var mange til morgenbordet i dag - men ikke mange til undervisningen. Det var faktisk helt pinligt.
I eftermiddag er vi 4 af de danske piger, der skal mødes og hygge os lidt i byen. Vi bor alle vidt forskellige steder, så det er hyggeligt nok at samles engang imellem. Nordmændene er rigtigt søde, men der er bare noget befriende ved at være sammen med danskere på ens egen alder. I aften tager jeg nogen af nordmændene med på en dejlig restaurant ned til 'elven', som vi kalder den. Det er den brede å, som jeg beskrev en smule i sidste blog. Her skal jeg/ vi mødes med Julian og Sara, som jo var det par Maja og jeg blandt andre mødte på Filippinerne.
I dag d. 8 marts har jeg tid til at lægge dette indlæg ud, inden jeg skal rende de andre i møde. I den forbindelse kan jeg fortælle, at vi piger der skulle mødes nu må indse, at alle skræddere i Hoi An holder lukket for at fejre "kvindedagen"... Wow!
- comments