Profile
Blog
Photos
Videos
Tiden er fløjet af sted, siden sidst jeg havde tid til at sammensmede en blog. Jeg har nok at se til hernede, så dét at skrive en blog, skal nærmest planlægges tidsmæssigt - for at det sker… men det er jo sjovt at have bagefter… og måske for læseren?
Vi har fejret adskillige fødselsdage. En af dem indebar en lækker middag med tilhørende rødvin… derfra røg vi ind på en karaokebar. Til held for de ansatte var væggene lydisoleret… Jeg har taget et par videoer - og det lyder heller ikke godt 5 gang, man hører den. Karaokekulturen hersker virkeligt i Asien… Selv de steder, der ligger langt ude på landet, som jeg har besøgt, kan man altid finde et karaokeanlæg og en asiat, der lige giver et nummer… Fantastisk! Hele kulturen omkring at synge offentligt hernede er anderledes end hjemme. Her bryder folk pludseligt ud i sang for fuld skrue og virker slet ikke forlegne eller stopper, hvis man overrasket kigger på dem. De smiler bare og skruer måske endda op for volumen. "Alle sætter da pris på min fantastiske sangstemme og sangvalg.. også selvom der er helt stille, og folk spiser middag", hehe. Det er faktisk ret sjovt og hyggeligt. Det er en del af "dele-kulturen" her. Der er ikke samme råderum for individet, så folk er enormt gode til at hjælpe hinanden/ folk de ikke kender. Fx oplevede jeg en kvinde, der ikke kunne starte sin scooter, derhjemme ville det være et problem og hun ville nok ringe til nogen, hun kendte for at få hjælp. Hernede er det intet problem… den nærmeste passerende gav hende en hånd. Sådanne små ting, sker konstant - og det er en del af kulturen… Folk der modtager hjælp, siger tak og fortsætter på deres færd. De takker og bøjer ikke i uendelighed. Her er flere mennesker på gaderne - folk hjælper hinanden.
Kickboksning går også fremad. Jeg har dog været et fjols, da jeg skulle lave et venstre hook. Jeg bøjede mit håndled nedad og slog, så hårdt jeg kunne. Det er over 2 uger siden og min hånd gør stadig pokkers ondt. Specielt når jeg skal sætte hår eller tage min rygsæk på over skulderen. Pinligt! Kickboksning er dog virkeligt sjovt og jeg skal bestemt se, om jeg kan finde et godt sted i Aarhus, hvor træningstiderne passer med min hverdag.
Lange weekend: roadchilling to Dalat and back
Onsdag d. 14 marts startede vores lange weekend efter undervisning. Vi var en god håndfuld danskere, der fejrede det med en god omgang frokost og hygge. Efter lige at have været et smut forbi hotelværelset, fortsatte dagen med en gåtur gennem byen, cafétur og om aftenen havde vi en kæmpe grillfest. Her besluttede Gunnar, Andreas, Peter og jeg at hoppe på et tog til Nha Trang tidligt næste morgen. Trine og Kiki ville også gerne med, men efter et scooteruheld, skulle de have deres antibiotika-sprøjter hos lægen. De ville derfor mødes med os i byen Dalat, hvis de fik mulighed for det. Selvom vi kom sent i seng, mødtes vi dog alle fire kl 6.30 næste morgen og tog en taxa mod Da Nang, hvor toget kørte fra. Vi kunne ikke sidde sammen i det "hurtige" tog, så vi valgte de billige sæder - på en træbænk - i det langsomme tog. Det tog 10 timer(!!!). 10 timer på en træbænk i et larmende tog med tre gutter, der snorker. Det var en oplevelse. Selvom der var en smule aircon i togvognen, så var det drønhedt at sidde derinde. Vi fik dog alle tid til at sludre, sove lidt, høre musik, spille kort og observere de lokale. De var enormt dygtige til at udnytte deres plads på træbænkene: nogen lå på måtter på gulvet under bænkene, andre lå på træbænkene og andre sad nærmest på hinanden. Vi fire skandinaviere sad ca. på samme måde alle 10 timer. En nonne var nysgerrig og kunne lidt engelsk, så hende fik vi en sludder med. Drengene ville have noget togmad på et tidspunkt, hvor hun begyndte at råbe "den rigtige pris" til os, så vi ikke blev snydt. Dog var togmanden ikke ude på at snyde os, så der var intet problem. Men idéen var flink - men tydeliggjorde dermed også igen forskellen på lokal- og turistpris.
Vi ankom endelig til Nha Trang, hvilket skulle være en storby. Vi ville dog gerne direkte videre til Dalat. Busstationen kunne dog ikke sende os videre og vi vandrede rundt i byen for at finde et hostel. Vi så pludseligt en kæmpe, oplyst Buddha og begyndte at vandre op ad bakken for at se nærmere på det. Folk bad os dog om at vende tilbage dagen efter… Vandring op og ned ad trapper og bakker gav os hedeslag - heldigvis fandt vi frossen youghurt, der hjalp. Vi fandt et fint værelse og fejrede det med et par kolde øl og politiske diskussioner ved et lokalt gadekøkken. En af gutter fortalte, at han havde mødt en britisk soldat på en anden rejse. Denne soldat havde været i Irak flere gange. Soldaten drog i krig for at beskytte sit kompagni og ikke for en politisk ideologi. Manden fortalte, at han ikke troede, at invaderingen i Irak, havde noget med beskyttelse af lokalbefolkningen at gøre. Han var blandt de første britiske soldater i Irak. Det første de britiske soldater gjorde i Irak var at sikre oliefelterne. De var langt fra Al Quaedas områder - og hjalp stort set ikke lokalbefolkningen. Soldaterne befandt sig aldrig i Al Qaeda område… Han vidste, hvad det gik ud på. Da vi sad på gadekøkkenet, tænkte jeg på noget andet: I Vietnam er det ikke velset, hvis en kvinde drikker alkohol. Det er mændenes domæne. Dog er det okay, hvis en kvinde drikker en øl med nogle mænd, der virker til at acceptere det. I mit tilfælde burde der dog ikke være problemer, da jeg jo ikke ligner en lokal… men jeg tænker da over det, når jeg er væk fra turistområderne.
Kl 6 næste morgen vækkede jeg gutterne og så tog vi op for at se Buddha. Jeg havde endnu en nat sovet elendig, da jeg må have været bange for, at vi sov over os. Vi mødte en mand på vejen, der ville vise os templet. Templet tog imod forældreløse børn og opdragede dem, gav dem skolegang og mad. Templet blev børnenes hjem. Vi fik hele historien og kom ind i templet, hvor vi skulle bede til/ vise respekt for de forskellige Buddha-guder. Det var den vietnamesiske Buddha, Shiva - den hinduistiske 'over'gud - og den 'overordnede' Buddha. Efterfølgende mødte vi den 94-årige overmunk. Han havde stor indflydelse i Asien og havde mødt Dali Lama. Munk gav os et bedearmbånd og ønskede os en god og sikker rejse. Det var et fint øjeblik. Der var intet, vi SKULLE købe eller betale og vi kunne gå op til Buddha, hvis vi ville. Jeg ville dog gerne støtte sagen, da pengene gik til de forældreløse, som boede der. Jeg købte derfor nogle lidt grimme postkort for 200 Dong (60 kr). Det gjorde deres tid og fine gaver til os det værd, følte jeg. Nårh.. men videre med os. Vi vandrede op til den fine Buddha, og man kunne gå ind i statuen. Her var der endnu et helligt tempel, hvor man skulle bede og tænde røgelsespinde, inden man gik ind. Heldigvis havde Gunnar købt en helt bunke røgelsespinde. Jeg fik taget nogle fine billeder af vægdekorationerne, som i kan se i albummet "Roadchilling Dalat". Pludseligt fik vi travlt og måtte løbe til bussen, da vi havde købt billetter aftenen før. Vi fik klemt noget morgenmad ned og blev derefter klemt ind i denne lille mini-van. Det var en sindssyg bustur gennem bjergtoppene, hvor der var skruet helt op for (skrækkelig) musikken. Jeg blev klemt mellem sovende drenge og chaufføren kørte sindssygt hurtigt. Hvis jeg skulle dø i et biluheld hernede, ville det tidspunkt have været et godt bud. Flere gange lå bilen midt ude på vejen rundt i bjergsvingende. Det tog os 2 timer at komme frem - turen står til at tage 4 timer!!! Da vi endeligt nåede Dalat, havde drengene lavt blodsukker. Sultne drenge er dårligt selskab, så det gjaldt om at finde mad ASAP. Vi vandrede rundt længe, og fandt til sidst en fin restaurant i en fin gade. Resultatet var glade drenge + vi fik fat på pigerne, der var på vej til Dalat for at mødes med os. Deres bus tog dog de normale 4 timer, så drengene og jeg gik rundt og sammenlignede hostels og priser. Vi fandt til sidst et fint hostel, pigerne og en iskaffe. Nu skulle der lægges en slagplan for resten af ferien.
Trine og jeg blev væk, da vi gik tilbage mod hostelet… lidt pinligt. Da vi fandt hostelet, havde de andre fundet scootere… vi sprang bagpå og så gik det ellers derudaf. Det var en super god rundtur i Dalat, der gav et godt overblik over byen. Vi fandt et vandfald, hvor en rutsjebane førte ned til vandfaldets bund. Vi kørte til markedet, hvor vi spiste blåbær, købte kaffe et specielt egern har spist og pruttet ud. Vi afsluttede dagen med en dejlig middag med lokal rødvin.
Tidligt næste morgen scootede vi rundt til forskellige rejseselskaber, for at finde ud af, hvordan vi bedst kom tilbage til Hoi An… Vi valgte at hyre en bil, der ville køre os rundt i højlandet og vise os de gode turistting - men lovede at springe de væmmelige og kedelige over - såsom børnehjem, plasticfabrik osv.. sådan at vi havde mere tid til at hike i naturen. Vi fik set et fint "Happy-Buddha-tempel", Elefant-vandfald og stoppede ind et sted for at se en græshoppefarm. Her var der mulighed for at prøve tørrede græshopper. Jeg var virkeligt ikke meget for det, men efter et "du-er-en-tøs-blik" fra en af gutterne, tog jeg mig sammen. Det var slet ikke slemt - det smagte nærmest godt. Dermed kan græshoppe altså blive krydset af på min mad-liste. Om aftenen kom vi frem til Lak Lake - en smuk sø, hvor vi havde fået lov at overnatte i telt. Det var super hyggeligt. Vi fik mad på en lokal bar, hvor det endte i guitar og en smule øl-hygge. Næste morgen kørte vi tidligt igen. Turen gik til minoritetsbyer - som vi havde bedt om. Det var ellers ikke en del af turen… Da vi kom frem til en landsby, var der VIRKELIGT mange turister. Der var elefanter, som turisterne skulle ride på. Heldigvis lå minoritetslandsbyen på den anden side af en sø.. der skulle turisterne ikke over. En lille, virkeligt sød hund fulgte os, og vi fik lov at tage den med - hvis vi selvfølgelig kom tilbage med den igen. Lidt hyggeligt at have en erstatnings-Genie med. Nysgerrige, fjollede hunde og babyer gør bare generelt alle mennesker glade. Vores guide fortalte mig lidt om minoriteterne og regeringen, dog ville han ikke ud med for meget information… han har tidligere været arresteret af regeringen, grundet for meget snak.
Vores tur fortsatte og vi stoppede ind et sted uden at vide, hvad vi gik ind til. Først viste en mand os nogle skorpioner… Pludseligt hev han en kæmpe slange ud af en kasse. Gunnar var sej og fik den om halsen. Det tog han meget køligt. Da de spurgte, om andre ville prøve, fik jeg en decideret hjerneblødning! Jeg sagde "ja" og satte hurtigt mit hår op i en knold - uden at tænke over de videre konsekvenser. Det hele gik så stærkt og jeg havde tænkt, at slange-tingen var det samme som græshoppe-tingen, som jeg jo overlevede. At selve tanken om græshoppen/ slangen var værre end selve det at spise/ holde den. Sådan var det slet ikke! Jeg fik slangen om halsen og husker selv, at jeg stod med lukkede øjne og var skrækslagen for at slangen ville vende dens hoved mod mig - eller at jeg klemte den, så den blev sur. Jeg fik hvisket: "help…" alt imens, jeg forsøgte at slappe af og få min hjertebanken til at dale. Jeg ville jo ikke gøre slangen utilpas eller få slangens ejer til at blive nervøs over, at jeg holdte den. Så jeg forsøgte at vise overskud. Det var umuligt. Jeg kunne slet ikke lide det og slangen blev fjernet, imens jeg flygtede over i et hjørne. Andreas havde optaget det hele og da vi igen sad i sikkerhed i bilen, viste han mig videoen. Det var slet ikke, som jeg huskede det. På videoen griner jeg konstant lidt nervøst, har øjnene åbne… men ser ikke helt tilfreds ud. Dog virker jeg ikke så desperat, som jeg følte mig. Sjovt, som man kan opfatte en situation!
Vi spiste frokost i en lille by. Det var tydeligt at det var søndag, da der var adskillige bryllupper. Et vietnamesisk bryllup starter meget tidligt og slutter kl 20, derfor er fuldskaben slået ind om eftermiddagen. Som tidligere nævnt, er det kun mændene der drikker. Det fik vi også set. En fuld mand på scooter, ville blære sig overfor os, så han forsøgte at stejle på sin scooter. Det havde han slet ikke styr på, så i stedet fik han gasset for meget op og kørte direkte ind i en mur - få centimeter fra hvor Peter stod. Det var helt vanvittigt og kunne være gået helt galt. Manden var for fuld til at forstå situationen og da vi satte os ind i bilen for at køre videre, så vi gennem bagruden at manden fræsede rundt på vejen igen - OG kørte ind i en anden væg IGEN! Det er fuldstændigt vanvittigt. Jeg har desværre hørt MANGE historier om folk, der dør i scooteruheld hernede. En af vores sikkerhedsfolk på hotellet døde i en scooterulykke for en uge siden. 2 af de ansatte på hotellet, jeg har talt med, har mistet deres kærester til scooterulykker. En af dem er stadig helt knust - men da det sker hver dag, tager de det på en måde ikke helt så "tungt", som vi nok ville - da det ikke sker så ofte derhjemme, at man bliver fravristet en person på den måde. Begge, jeg talte med, havde en meget pragmatisk tilgang til det. De var kede af det - men de skulle jo videre og finde en ny kæreste… gerne med det samme. Det hjalp jo ikke at sørge. Der er virkeligt mange ulykker! I går fortalte Line, min roomie, at hun havde taget bussen ud til studycenter. Det regnede meget og lige foran bilen kørte to mænd på 1 scooter ind i en lille dreng på cykel. Det så vildt ud, fortalte hun, og de kørte decideret drengen over. Hans hoved røg dog mellem hjulene, så der ikke skete nogen større skader - men hans krop blev ramt. Dog rejste drengen sig op bagefter - så heldigvis døde ingen. De to mænd på scooteren begyndte dog at slås om, hvem der havde ansvar for uheldet.
Om søndagen besøgte vi også en stor sø… Her ville nogle asiatiske turister, have mig og Trine, der også lyshåret, til at posere med dem på deres billeder. Jeg følte det var tåbeligt, så jeg skyndte mig væk. Trine stod pænt og smilte, imens de stod med armen om hende og søen i baggrunden. Virkeligt fjollet.
Endelig ramte vi vores fine hotel og vi ville ud og finde en trækirke, der skulle være rigtig fin. I stedet førte en høj techno-rytme os til en hærget bygning, hvor der viste sig at være en indendørs rulleskøjtebane. En ung, vietnamesisk pige inviterede os til at være med - og det skulle hun ikke sige 2 gange. Vi hoppede alle i et par rulleskøjter og så fræsede vi ellers rundt på den lille bane. Nogle af de lokale var dog enten meget tilfredse med at vi var der - eller syntes at det var helt ude i skoven. Der var bl.a. en meget underlig, lokal fyr, der prøvede at spænde ben for os. Vi stoppede derfor legen efter 20 minutters tid, ikke mindst fordi vi skulle mødes med vores guide igen lidt derefter. Det var nu meget sjovt. Guiden viste os et fint lille gadekøkken, hvor vi fik lækker Bahn Xeo.. hvilket er en form for frisk forårsrulle (hvilket jeg skal leve af, når jeg kommer hjem også), bare med en ordentlig form for klatkage bagt i olie. Vi gik derefter ned til markedet og gik bare en god tur rundt i byen.
Næste morgen rykkede vi hurtigt videre. Vi så den fine trækirke og købte frugter og brød på markedet, hvorefter vi spiste i bilen. Vi var gode til at holde pitstops om mandagen . Både for at se små landsbyer, men også for at "blive væk i naturen". Vores guide havde en tendens til at sige "okay" til at vi måtte komme ud af bilen og vandre lidt - men så kunne vi kun gå i siden på den highway, vi kørte på. Ikke videre spændende. Vi gik derfor til og drejede om et hjørne og før bilen - som fulgte os lige i røven - var nået rundt om hjørnet, var vi sprunget over et hegn og begyndt en mindre bjergbestigning ind i krattet. Der var en fantastisk udsigt over en gruppe guldgravere nede ved floden. Mens pigerne fik pusten, bevægede drengene og jeg os videre ind i buskadset. Vi fortsatte så langt ind, at to af gutterne fik tæger og mit hår blev viklet ind i en gren med pigge… Det var virkeligt en tur off-road, så vi kom dejligt beskidte og svedige tilbage til bilen. Guiden synes, at det var fint - men brød sig ikke om, at vi var tre, der havde stået ude på spidsen af "bjergtoppen". Vores guide havde dog både været guide for Bear Grylls, manden der laver tv om at overleve i naturen, og Kronprins Frederik - som havde fræset af sted på din mountainbike, således at prinsens bodyguard ikke kunne følge med og firmaet måtte udstyre bodyguarden med en scooter - til stor fornøjelse for prinsen - så vores lille off-road-tur ind i naturen tog guiden meget fint.
Vi havde en god tur med meget transporttid, så selvom man konstant var sammen, så havde jeg en del tid med musik i ørerne og tanker i hjernen.Det var simpelthen så dejligt at komme lidt ud af Hoi An og se noget andet. At opleve Vietnam med andre briller i andre situationer.
Jeg har allerede lagt en slagplan i min hjerne for, hvor jeg skal hen, når jeg har skrevet min eksamen efter studiet.
Jeg savner jer derhjemme, men jeg har det godt.
- comments
Sofie B-uddy Kan ikke sige det nok gange: fedeste blog-updates! PS: det er jo mega unfair af gå efter håret (henvendt til grenen) Savner dig! BUM
Rie Det kan man da igen kalde én på opleveren. Godt du blev filmet og fotograferet med slange og græshoppe - ellers havde vi nok ikke liiiige troet på historien :=). Fik jeg skrevet at jeg synes du er sej? SÅ sej og SÅ savnet - godt vi ses lige om lidt/snart.