Profile
Blog
Photos
Videos
D. 3 maj, fik vi rigtigt nok sovet længe, rigtig kaffe og kom i biffen for at se 'Avengers' i 3D. Filmen var underholdende, men endnu engang måtte jeg grine lidt af vietnamesernes opførsel i biografen. Endnu engang måtte filmen se sig slået af ringende og lysende telefoner i den mørke biografsal - men høje, hjertelige udbrud og høje grin af sjove scener fra filmen dominerede bestemt også. Da brandalarmen pludseligt brød ud i hvinende høje toner, var Henriette og jeg klar til at 'blive evakueret' - hvor det var tydeligt, at de andre i lokalet ikke engang gad tage deres 3D-briller af. Efter 5 (!!!) minutter, fløj en ansat op ad trapperne og fik slukket for bæstet. Ikke at det gjorde en synlig forskel for vietnameserne, men Henriette og jeg kunne da bedre læne os tilbage i sæderne og genoptage filmen.
Cu Chi- tunnelerne ifølge mr. Vinh
Kl 7.15 tjekkede vi ud næste morgen og driblede i kaffebaren for at finde kaffe og frugtsalat til morgenmad - en klart favorit i min bog. Jeg kommer til at savne bare at kunne sætte mig ned og bestille det til morgenmad, uden selv at skulle stå og splitte diverse frugter ad selv. Derefter stod den på nogle noget forvirrende transport-timer.
Vi blev gennet ind i vores bus mod Cu Chi-tunnelerne og skiftede guide ca. 4 gange fra kl 8-14. Vores første guide, Mr. Vinh, var lidt af en spasmager. Han forklarede straks, at han var grim, fordi hans forældre henholdsvis var fra Filippinerne og Vietnam. Før den 'Amerikanske' krig boede hans far i USA. Da krigen begyndte, fik Mr. Vinh, dengang kun en bette knejt, et visum til at bo hos sin far. En vietnamesisk diplomat, der hjalp amerikanerne med at oversætte. Derfra blev Mr. Vinhs livshistorie lidt sløret, da historien ikke helt hang sammen (og Mr. Vinh måske har læst for mange krimier??). I hvert fortalte han en underholdende historie: Mr. Vinhs far blev dræbt i USA, Mr. Vinh ville ikke blive i USA, da han ikke vidste om det var CIA eller andre der havde dræbt faderen - i hvert fald lød det meget dramatisk. Mr. Vinhs familie var stinkende rige, men mistede alt efter krigen. Mr. Vinh selv studerede medicin sammen med sin 'smukke kæreste' (Et term, vietnameserne bruger utroligt ofte for at understrege lykkeværdien i fortællingen - ifølge mig). Desværre, måtte de slutte deres studie, grundet krigen, og Mr. Vinh begyndte at kæmpe på amerikanernes side. Herfra fik historien et twist, da vi nu bevægede os over i flere konspirationsteorier. Pointen var, at Mr. Vinh mistede sin formue, uddannelse og 'smukke kæreste'… men at han - trods mordet på sin far - altså nu kæmpede for amerikanerne. Mr. Vinh proklamerede videre, at mordet på præsident Kennedy var en direkte årsag til de forandringer det ville medføre i Vietnamkrigen, da Kennedy fik meget magt som præsident - da Kennedy var en god mand. Dog var Nixon en værre bisse! Han fortsatte konspirationstanken med at nævne mordet på den svenske Olof Palme, som værende en direkte årsag til forandringer i Vietnam...
Ja, der sad jeg så i bussen og var helt paf…
Hvad var det præcist mr. Vinh mente med alt dette? Hvor kendte mr. Vinh en gammel, svensk statsminister fra? Og hvis mr. Vinh havde boet så længe i USA, hvorfor var hans amerikanske så ikke bedre? - ja altså, lige udover hans: "You understand me? Oooh, f*** mayyn- Bulls***!" - Ja, han var en solstråle, som han stod der i midten af bussen og tronede med sine mørke solbriller og skæve tænder. Manden fortsatte i et andet spor, hvor han pludseligt buldrede ud med, at amerikanerne var taget til Vietnam efter krigen for at finde ham - havde fundet ham i Vietnam og var glade, da mr. Vinh jo stadig havde en militær-pension, han skulle inkassere… Men Mr. Vinh ville ikke have pengene. Det hele lød yderst sandsynligt. Underholdningsfaktoren var dog fantastisk god, synes jeg! Mr. Vinh fortsatte med at fastslå at vietnamesere var de klogeste af alle asiatere - da alle vietnamesere minimum kunne 6 sprog! Det ved alle jo er fakta! De er nemlig specielt gode til engelsk, kan jeg personligt berette… eller… Faktisk brugte Mr. Vinh sine egne argumenter forkert og omvendt, tænkte jeg efterfølgende, da jeg var stået af bussen… men ja ja, det kan jeg udrede en anden gang.
Efter et pitstop måtte jeg sande, at mr. Vinh desværre ikke kom tilbage i bussen. Jeg havde ellers glædet mig til part II. En ny guide fik lavet de sædvanlige krumspring og vi befandt os nu i området. Først blev vi udsat for en gammel propagandavideo, der fortalte hvor listige og snedige vietnameserne havde været under krigen - med deres kløgtige fælder og utrolige tunnelsystem. Desuden så man en kvinde modtage "American killer hero" -medaljen for hendes heltemod. Det var interessant. Man så også hvordan vietnameserne i området, havde været nødsaget til at kæmpe om dagen og ordne rismarkerne om aftenen, for at der skulle være noget at spise - trods diverse bomber, der var placeret i markerne. Videoen nævnte dog intet om dødstal, udhungring eller den afsindige varme, der må have i tunnellerne. Det er fakta at den næststørste dødsårsag hos vietnameserne under krigen var malaria…
Men hvad er Cu Chi-tunnelerne?
Cu Chi tunnelerne blev placeret i området Cu Chi af det vietnamesiske militær under Vietnamkrigen, og var vietcongernes base for operationer for Tet-offensiven i 1968. Tunnelerne blev brugt af Viet Cong guerillaer, som skjulte områder under krigen. Tunellerne tjente også som kommunikations- og forsyningsruter, hospitaler, mad og våben placeringer og beboelse for mange guerillasoldater. Tunnelsystemerne var af stor betydning for vietcongerne i deres modstand mod de amerikanske styrker og hjalp med at opnå ultimativ militær succes. Det tunnelsystem vi så havde 3 lag: 3,6,9 meter. 6m og 9m blev dog kun brugt, hvis amerikanerne bombede. Det skyldtes bl.a. den ekstreme hede, der kom under jorden. Vietcongerne havde dog hverken mad eller vand nok. De måtte pløje i minebefængte rismarker for at samle nok riskorn til et måltid - og det var måske efter en lang dag med kamp. Desuden havde tunnelsystemet kun 1 vandbrønd, der skulle forsyne de 6.000 mennesker, der levede underjordisk. Desuden havde systemet intet toilet, så der måtte vietcongerne går over jorden og ordne deres ting ved et træ eller ved Mekong-floden.
Vi så også nogle af de fælder vietnameserne havde sat op. De var skrækkelige. Mange af dem var designet således, at var man først faldet i, ville diverse spyd og kroge forhindre én i at komme op igen. Det må have været en forfærdelig erkendelse for de amerikanske soldater, der faldt i.
Vietcongerne havde et specielt system for, at de ikke selv gik i fælderne. På et træ, kunne der var skrabt 3 lige linjer ind og en prik over øverste linjer = 3 meter længere fremme er der en fælde og den kommer fra oven.
Nogle af fælderne var også specielt designet til hundene, der blev brugt i kamp. Da hundene kunne snuse sig frem til vietnameserne og disses indgange til tunnellerne, gjorde vietnameserne en ekstra indsats for at komme hundene til livs. Roterende jordflader, der førte direkte ned til sylespidse bambusspyd (jf. mine billeder) var specielt designet til hundene - men en flok løbende soldater kunne da også ende ovenpå hinanden i hullet. Skrækkeligt. Guiden fortalte endvidere hvordan vietnameserne brugte peber og chili ved deres tunnelindgange og lufthuller, for at mislede hundenes lugtesans.
Efter at have gået en tur rundt - blandt hundrede af andre turister - lød det første skud. Jeg var forberedt på, at der ville ligge en skydebane… men ikke på lydene. Jeg sprang op og ned, som havde jeg været en trold i en æske, hver gang der lød skud. "HVORFOR!?!" er min eneste tanke til den tåbelige idé. Hvorfor er nogen så respektløse, at man lader dumme turister affyre en M16 eller andet gejl på en gammel slagmark, hvor horrible ting er foregået…? Desværre, kender vi nok alle svaret: Penge!
Mere transport... Wannabe off-road-tur
Efter endnu 2-3 timer i en bus tilbage til Ho Chi Minh City, havde vi 2 timer til at slappe af før… Ja… før vores næste bus kørte. Vi ville gerne videre til Mekong Deltaet og havde købt busbilletter til byen Ben Tre. Vi havde meeeeget transporttid den dag! Faktisk så meget at begge vore numser gjorde lidt ondt. Men vi fik da begge næsten hørt vores ipods igennem. Vi havde aftalt 'at tage den som det kommer', men havde dog et hostel i bagærmet, som vi ville finde hen til, når vi ramte Ben Tre.
Ved bussen tog en ældre motorbike-mand dog imod os (som de jo altid gør), med et bedre tilbud til hans homestay. Vi accepterede og hoppede på hver vores motorbike med vores rygsække. Vi kørte nok i 20 minutter, før vi nåede frem. Et lille værelse med A/C til 10 dollars. Ganske okay. Manden ville meget gerne have os ud at snakke, så vi tog os sammen og satte os ud og fik en kop te - trods trætheden efter transporten. Han ville selvfølgelig sælger os en tur rundt i Mekongfloden… men da vi simpelthen ER så trætte af diverse turistfælde, vi op til da havde været fanget i, skulle vi overveje det grundigt. Dog så jeg pludseligt, at hvad vi troede havde været 'off-road' og 'local-experience' faldt lidt til jorden idet, dette guesthouse er nævnt i Lonely Planet… og hans ture! Manden brugte laaang tid på at sælge sine ture - men vi ville allerhelst videre til øen Phu Quoc, så vi kunne få slappet ordentligt af. Det endte dog med at Henriette og jeg købte en motorbike- og bådtur gennem Mekong af manden. Han gik modvilligt ned fra 130 dollars til 90 dollars. Det er stadig mange penge - men vi havde sikret os en hel dag på scooter rundt i området, og næste dag med en bådtur til to flydende markeder + overnatning på homestay i Can Tho, aftensmad og busbillet til Rach Gia, hvorfor vi skulle fange færgen til øen, Phu Quoc.
Ruller tungt… Like a BAWS!
Lørdag d. 5 stod vi op kl 5, uvidende om at vi skulle sidde i hjernedødt mange timer på en scooter. Sang på 22 og mr. Tham var vores chauffører. To herlige gutter, der skulle vise sig at være en fornøjelse at være på roadtrip med. Vi sprang op på scooterne og drønede derud af… Vi lavede nogle pitstops for at komme med en færge, se en sø med lotusblomster og se 3 forskellige buddhistiske templer. Solen bragede ned fra himlen og det var nærmest for varmt og krævende at trække vejret. Efter at have inspiceret et par templer fandt vi en hængekøje hver. Det var skønt! Da vi fortsatte derfra var næste stop det homestay, hvor vi skulle overnatte. 3 timer væk, ifølge Song. Derfor sad L.O.C, Busta Rhymes, Adele og jeg bagpå scooteren og nød landskabet, imens mr. Tham - min chauffør - pegede på diverse rismarker og spurgte om jeg ikke skulle have et billede? "Øhm… nej tak, vi gangstere tager ikke billeder af fjollede ting - desuden har jeg allerede 100 billeder af vietnamesere på en rismark - men tak for tanken."
Vi holdte endnu et pitstop, hvilket min numse var taknemlig for. Efter at have fået en nuddelsuppe og en håndfuld druer den dag, var en vietnamesisk iskaffe og 1 liter vand lige dét, der skulle til for at få mig op i gear igen. Desuden hjalp det, at der endnu engang var hængekøjer, vi kunne slænge os i. Jeg bliver simpelthen nødt til at slæbe en dejlig hængekøje med hjem - jeg er blevet afhængig! Så må mine roomies gerne lige føje mig, når jeg kræver at den skal hænge midt i stuen!
På homestay fik jeg mig et tiltrængt skyl og fik læst et par af Bjarne Reuters noveller, før aftensmaden var serveret. Den havde vi glædet os til. Efterfølgende hoppede Henriette, der ikke havde det særligt godt, i seng.
Sang og jeg blev siddende og endte med at forklare hinanden henholdsvis dansk og vietnamesisk politik over et par kolde Tiger-øl. Det var top-hyggeligt og informativt… ikke så meget den vietnamesiske politik, da jeg vidste det meste fra min tidligere undervisning.. og ja, google… men Sangs syn på tingene gav en ny dimension til, hvorfor vietnamesere fx ikke bryder sig om at betale skat og hvordan det vietnamesiske fængselssystem fungerer. Sang selv har studeret engelsk på universitetet for at blive lærer. Nu arbejder han dog som tour-guide for at forbedre sit engelsk. Sådan er skolesystemet så svært hernede - til trods for en master i engelsk, så er Sangs engelskkundskaber ikke gode nok til at føre en samtale - uden at man skal bruge 'små' ord og omformulere i et væk. Vi har det let i Danmark, når det er krævet at vi skal have engelsk fra 4. klasse. I denne globaliserede verden, tænker jeg, at alt andet da er, at gøre børnene en bjørnetjeneste. Der skal selvfølgelig bare være penge i statskassen til at betale for disse engelsklærere - hvilket pt, er et problem i Vietnam. Mange lærere "når ikke igennem" det udbudte pensum og eleverne må betale lærerne for ekstra timer for at nå igennem pensum og evt. for flere timer, der kan forbedre deres indlæring. Det er et korrupt system - da der også har mødt hårde sanktioner fra statens side… men det er mit indtryk, at det til stadighed foregår. Min veninde, Kirsten, er stadig bosiddende i Da Nang. Hun har ofte oplevet hvordan de lokale, hun møder i hverdagen, tilbyder hende penge for at undervise i engelsk. Hun fortalte mig i går, at hun netop er blevet tutor for to vietnamesiske piger - hvor de bare skal tale engelsk. Det må være svært at dygtiggøre sig i engelsk i Vietnam, når det er de vilkår, man arbejder med. Specielt, da man jo gerne skal have fat i en udlænding for at lære den "ægte engelske lyd". Og igen: Har man ikke den indoeuropæiske sprogstamme under huden, gør det igen sproget sværere at lære. - Godt, det var en lille tankestrøm væk fra fortællingen…
Godmorgen, Mekong-flod
Lørdag morgen skulle vi igen op kl 5 for at tage båden 5.30 mod de flydende markeder. En handelsflåde om man vil. Her hejser man den vare op i masten, som man gerne vil sælge. Derefter er det købers marked - hvis man vil købe ananas ser man enten på den overlæssede båd - eller hvilken frugt/ grøntsag, der hænger i bådens mast. Det var helt bevidst, at vi overnattede i Can Tho, og derfor valgte at købe netop denne tur, da man herfra kan opleve de flydende markeder - fra små både. I Vieng Long - som står i alle guidebøger - er der selvfølgelig også et flydende marked - men det er fra større fiskerbåde.
Jeg synes, at det var super hyggeligt at starte dagen på en lille båd og bare lade sig føre frem til markederne -UDEN der var 20 andre turister i nakken af os. Skøn oplevelse og dejligt at få frisk ananas på båden til morgenmad. Frisk 'tropisk' frugt kommer jeg til at savne meget, når jeg drager hjem!
Efter at have set de flydende markeder, sejlede vi tilbage mod vores homestay. Her førte vores bådmand os igennem et mindre 'vandløb', der bestemt ikke var trafikerede. Børn på bredden råbte og vinkede til os og en lille gut, fulgte os et godt stykke vej på sin cykel inde fra bredden. SÅ hyggeligt og fantastisk dejligt at få en følelse af at se noget "ægte" og ikke opstillet til ære for turisterne. Mekong-floden var en dejlig oplevelse.
Tilbage på homestay, måtte vi springe på cyklerne igen for at komme hen til den bus, der skulle føre os til Rach Gia. Vores numser var ikke glade for denne beslutning, men det kunne ikke være anderledes.
3 timers turen gjorde os sultne, men da bussen holdte ind for at folk kunne spise frokost, tiltalte maden os ikke. Da vi nåede frem til busstationen blev vi - som sædvanlig - overfaldet af ulveflokken, The Motorbike Gang! Vi havde forberedt, hvilket hostel vi skulle til og fik presset prisen flot ned. Faktisk fik vi det til mindre en lokalpris, viste det sig, da vi nåede frem til hostellet og en hjælpsom dame, spurgte hvor meget de krævede, at vi betalte. Vi er ved at være hardcore til at hustle - et par gange er det i hvert fald sket... det er nok ikke en konstant, hehe.
Rach Gia - byen uden mad
Efter et par dage uden vældig meget mad, kiggede vi nu rundt i byen efter det. Vi havde fundet frem til en restaurant, der skulle servere andet end vietnamesisk - hvilket vi på dette tidspunkt virkelig havde brug for… men men, som skæbnen ofte vil det, så blev vi taget ved næsen. Restauranten var selvfølgelig lukket. Efter at have spadseret videre rundt i varmen og taget byen i et bedre øjesyn og løbende blive overbegloet og fulgt af de dumme motor-fyre, der åbenlyst ikke har bedre ting at tage sig til (!!!), da fandt vi et lille gadekøkken, der serverede friske forårsruller, som jeg jo om nogen er stor fan af. 3 forårsruller og ½ kilo druer senere, fandt vi os selv liggende i vores seng med aircon på max og Justin Bieber-film i fjernsynet. Andet var vi vist ikke i stand til… Om aftenen fandt vi et lille gadekøkken, hvor vi kunne få kylling (???), tror vi i hvert fald. Endnu engang var det en noget sær oplevelse, da vi fik overvældende meget opmærksomhed… Det var slet ikke noget vi havde overvejet, da vi forlod storbyerne… Mange hvide skal jo sikkert gennem Rach Gia for at komme til trope paradiset, Phu Quoc… men de hvide, kan sikkert finde andre åbne restauranter… åbenbart ikke et af vores talenter.
Vi fik også nok opmærksomhed, da vi vendte snuden tilbage mod hostellet. Folk gloede meget mere end normalt. En ung kvinde jeg smilte til fnyste decideret af mig, hvorefter en ældre kvinde tog fat i min arm og smilte meget intenst. Hvem der bare kunne vide, hvad pokker, der sker i vietnamesiske hjerner… Jeg var i hvert fald kogt og gad ikke tænke mere over det - så vi styrede direkte mod sengen og aircon igen.
Det regnfulde Paradise Hotel - uden drama.
Mandag morgen måtte vi endnu engang stå tidligt op og samle rygsækken op. Vi skulle med båden kl 8 til øen, men skulle selvfølgelig være der lidt før. 2,5 time sad vi og vuggede frem tilbage. Den ene hånd var fyldt med vindruerne til morgenmad, den anden med Lonely Planets Cambodia-bog. Alt imens måtte min Ipod brage løs i min øregang, da vietnamesiske transportmidler stadig er kommunistiske! Hvis en film spiller - som der oftest gør - så følger lyden også vanvittigt højt med… uanset om det er bus eller færge åbenbart. Hvorfor troede færgen, at vi alle var interesseret i at få trommehinderne sprængte af en synkroniseret Jackie Chan-film?
Endelig fremme ved vores allerede-bestemte-hostel/ressort. Vi fandt os en lille bungalow, tættest på vandet uden aircon, men med varmt vand og en blød seng til 15 dollars. Ganske okay deal, synes vi. Specielt da temperaturerne ikke er aircon-nødvendige herude… Blæsten fra vandet er rigeligt.
Resten af dagen brugte vi på at forsøge os med en badetur i bølgen blå. Bølgerne var dog for vanvittige og vi måtte hurtigt fortrække os. Vi brugte resten af dagen på at gå en tur langs vandet, chille, sove middagslur og nyde at lave ingenting. Den aften hyggede vi os gevaldigt med hver vores computer og faldt i søvn om natten til bølgernes brus - velvidende at vi ikke skulle lade et vækkeur diktere morgendagens vækning.
Og det blev nat…
Måske skulle vækkeuret ikke diktere - men det fik Moder Natur så sandelig lov til. Sjældent, er jeg vågnet hernede om natten, fordi det var koldt… men det gjorde jeg i nat. Lidt efter nød mit ansigt godt af de regndråber, der faldt ned gennem vores bungalows tag. Sjask og plask - og et voldsomt spektakel. Jeg fik lige med mig, at klokken var 5, før jeg kastede mig ud af sengen for at finde mit regnslag frem, der kunne få lov at beskytte min rygsæk, computer osv…
Regnen gav dog noget ilt ind i vores bungalow og jeg kunne sove fredeligt videre, indtil nogle dumme vietnameser-gutter, der arbejder på vores hostel/ ressort, valgte at starte en dum jordfræser og skrige i herliggørelse af sig selv lige ude foran vores bungalow… Godt, at kunsten at lave ingenting ikke kræver det store af ens nattesøvn.
Roen sænker sig…
Jeg sidder lige nu med computeren i skødet på en stor strandseng nede ved vandet. Det har regnet meget i dag, men solen titter lidt frem mellem skyerne nu. Det giver et smukt spil i havet… Her er helt roligt - udover bølgernes brusen. Henriette og jeg er blevet enige om, at det faktisk er helt okay, at solen ikke banker ned fra en skyfri himmel. Varmen er her jo stadig. Turisterne mangler - og dermed får vi hele stranden for os selv… Det er lige dét, vi har manglet. Ikke at vi rigtig kan bruge stranden - men en gåtur og lidt soppen i de vilde bølger, kan man altid klare.
Vejrudsigten lover ikke bedre vejr - men det til trods, bliver vi nok hængende på Phu Quoc, Moon ressort et par dage endnu. 'Kunsten at lave ingenting' skal vi gerne mestre til fulde, før vi drager videre. Nattelivet er ikke-eksisterende og slukkede den dumme, ansatte mand snart den plæneklipper igen, så ville roen herske.
Lige nu hygger jeg mig dog gevaldigt med at skrive dette indlæg og nyde solens sidste stråler fra horisonten. Jeg tænker på jer, men jeg har det godt, nu hvor jeg bruger mine sidste dage i Vietnam. Snart starter eventyret i Cambodia, hvilket betyder at mit vietnamesiske telefonnummer bliver ugyldigt.
Jeg glæder mig til at opleve et nyt land - specielt med Cambodias historie. Bjarne Reuter er færdiggjort og jeg vil nu gå i gang med: Loung Ung - First They Killed My Father, omhandlende Pol Pot og de Røde Khemers regime i Cambodia. Jeg tror allerede nu, at den er anbefalelsesværdig, hvis det kunne friste nogen.
- comments