Uf, endnu en forfærdelig laaaaang blog… Lad tankestrømmen flyde:

Tirsdag d. 24 april startede eventyret. Jeg måtte fortsætte med at pakke min ALT for tunge rygsæk færdig – efter at have brugt et par timer aftenen forinden. Det var tydeligt, at det ikke ville gå at slæbe rundt på alt det møg gennem resten af Asien og da jeg var gået hen og blevet helt glad for mine to lærebøger, der til sammen vejede lidt over 3 kg, var beslutningen om at ringe til posthuset egentligt allerede taget. Bo havde lejet en scooter og kørte mig ned til skrædderen, så jeg kunne hente de sidste ting. Idet damen vidste, at jeg skulle med bussen videre samme dag, var det bestilte tøj selvfølgelig blevet rigtigt grimt. Jeg kunne dog ikke gøre så meget, da jeg jo faktisk ikke havde tid til at stå hos hende, hvis jeg også skulle have sendt ting hjem OG nå vores bus til Hué. Jeg fik skrædderen til at ændre lidt på tøjet og drønede derefter selv ud og fandt en motorbike, der kunne køre mig tilbage til hotellet. Her sad en dame fra posthuset allerede klar og imens jeg fik pakket mine 8 kg, fik jeg mig en sludder med hende. Hun var smadder sød – dog ikke så let at forstå. Hun var ca. min alder og inviterede mig hjem til sine forældre. Det ville have været en genial oplevelse – men men men, som skæbnen vil det, så stod jeg jo med benene ude af Hoi An. Typisk, at man får sådanne tilbud – uden lumske mandlige bagtanker – efter 11 uger i byen, nu hvor jeg skulle forlade byen et par timer efter. Den flinke skrædder-dame droppede forbi hotellet med mit grimme tøj, jeg smilte og betalte. Der er sikkert nogle hoteldamer, der kan bruge lidt ekstra tøj, efter jeg har slidt på tøjet i Asien – og lader det blive i Asien.
Bo vendte tilbage til hotellet og vi spiste en hyggelig frokost sammen. Derefter kom Henriette og bussen umiddelbart efter. Jeg var SÅ klar. Andreas nåede frem på sin scooter og jeg fik sagt farvel til drengene, inden Henriette og jeg sprang på bussen mod Hué. Min sidste eksamensopgave, var stort set færdig. Den manglede rettelser og så skulle den bare sendes. Derfor kunne jeg allerede begynde at se frem til 2 måneders backpacking i Asien, hvor første stop altså var Hué. Vi nåede frem til ” Hué Backpacker’s Hostel” om aftenen og fik vores bestilte pladser på et dorm. Vi startede ud med at kigge en smule rundt i byen, men endte med at gå tilbage til party-hostellet og bestille chili og øl. Med maden fulgte en drink, der udelukkende smagte af vodka. Vi vidste godt, at dette hostel havde et rygte for at huse alle festeglade mennesker – men vi vidste ikke, at personalet stod for at drikke folk fulde. Det hele blev dog lidt for meget og vi blev enige om, at fortrække os til vores senge og finde hver vores computer frem, idet vi skulle tidligt op og på tur næste dag.
I løbet af natten væltede den ene fulde fyr efter den anden ind på værelset og bankede ind i alting, før de fandt deres senge. En af gutterne havde sin soveplads i den øverste køje – over min seng. Efter manden endelig havde fundet ud af, at man skulle bruge stigen for at komme op i sengen, og jeg havde bølgede rundt i min seng, som var jeg en af de sidste passagerer på Titanic, inden den sank, faldt gutten endelig i søvn. Han var dog ikke færdig med at være en charmetrold, idet en skøn, harsk snorken og en umiskendelig stank af sprut og dårlig ånde ramte mig. Åh ja, glæden ved at være ædru i et lille rum med fulde mennesker… Note to self: Don’t be sober. (Haha, det sidste var en joke, mor )

Hué City Tour – famøse rockstars

Onsdag startede vi tidligt ud med at tage på Hué City Tour. Vi brød regel nummer ét og blev straffet for det. Regel nummer 1: Fald aldrig i turistfælden! Vi havde ikke haft energi til at tjekke op på, hvad man ikke måtte misse i Hué og havde bare blindt valgt en tur rundt i Hué. Straffen var, at vi blev slæbt rundt til en masse gravsteder, der var drøn gamle… og lige så kedelige, som de lyder. Det var stegende varmt og vi rendte rundt som to bagte kartofler, der ikke kunne få luft nok. Heldigvis kunne vi grine af det og nogle af stederne var da også fine… Det vi kunne grine meget mere af, var hvordan gamle asiatiske mænd fik sneget sig om bag os ved diverse ’sights’, og hvordan et andet fjollehovede stod og tog billeder af manden – sammen med os. Det skete mere end 4 gange – med forskellige mennesker! Alle gange troede billedetageren, at de begge kunne slippe uset af sted med det. – Det er også sket i andre situationer og på andre steder siden! ”Hvorfor?” spørger jeg bare!

Da vi kom tilbage fra turen, havde vi en halv time, inden natbussen til hovedstaden, Hanoi, afgik. Vi hoppede hurtigt i bad og fik bestilt noget take-away mad fra hostellet. Som ALTID viste det sig, at vi jo faktisk ikke havde SÅ travlt, som vi var blevet fortalt. Faktisk sad vi og ventede en time, inden vi kom af sted. Det er en generel tendens i Vietnam. Tidspunkter, løfter og priser er som regel aldrig heeeelt, som man aftaler eller får fortalt.
Endelig kom vi på natbussen og skulle sidde dér i 13 timer – blev vi fortalt… det viste sig selvfølgelig at være 16 timer.

Mit første indtryk af Hanoi var intet mindre end: irriterende og stressende. Jeg kom søvndrukken og lidt forvirret ud af bussen – og i samme sekund sprang ulveflokken, bestående af diverse motorbike-drivers og taxichauffører over mig. De råbte mig direkte ind i hovedet – og et smilende, vietnamesisk: ”Nej tak” eller flinkt ”Nej tak, jeg er ikke interesseret”, betød intet for dem. De råbte bare højere. De var endda så frække, at de begyndte at rive i mig og hive i min taske. Bum, det gad jeg bare ikke…! Jeg gav dem en chance for at trække sig – men de vurderede helt klart situationen forkert. Jeg endte med at rive hovedet af et par stykker og ignoreret resten så groft, at Moder Teressa havde sendt mig direkte i helvedet, hvis hun havde set det (Så jeg krydser fingre for, at hun havde andet at se til lige dér).
Vi fandt en taxa længere nede af gaden og var nu på vej mod ”Hanoi Backpacker’s Hostel”, hvor vi havde fået plads på et ”pige-dorm” – altså ikke flere ildelugtende drenge på værelset . Da vi skulle vente til kl 12 med at tjekke ind, smed vi taskerne på hostellet og gik ud i byen. Her fandt jeg frugtsalat og RIGTIG kaffe til morgenmad. Fantastisk ny start på dagen – ingen råbende mennesker… og som nævnt: RIGTG kaffe. Derefter gik vi lidt rundt i den meget trafikerede storby. Ganske hyggelig. Tilbage på hostellet fik vi os begge et dejligt, langt bad og jeg fik rettet min sidste eksamensopgave og sendt den af sted. GREAT SUCCES. Nu kunne jeg for alvor sige, at jeg HAR SOMMERFERIE!!! Jeg får det bedste af begge verdener. Eventyr i Asien OG den dejlige, danske sommer, hvor mange af de gode mennesker hjemme, faktisk har tid til at holde ferie med mig fra juli og frem… (Medmindre jeg da finder mig et job, hvilket jo nok er nødvendigt. Jeg ved, det er umuligt, men hvis nogen af jer, kan hjælpe mig med at finde et job, er jeg taknemmelig og interesseret. Jeg håber virkeligt bare ikke, at jeg skal tilbage til en kaffebar eller restaurant!!!)

I løbet af dagen fik vi købt billetter til vores videre færd: 2 dage i Halong Bay, 3 dage i Sapa og et fly til Ho Chi Minh City. Idet vi sad på et kontor og bestilte nogle af disse ting, skete der et voldsomt scooteruheld lige udenfor. En mand faldt lige så lang han var ned på cementen og scooteren lå på siden og kørte i tomgang. Manden var helt paralyseret og havde vist slået sig en del. Heldigvis strømmede hjælpende folk til og fik både manden og scooteren væk fra vejen. Det kunne have været farligt, idet scooteren var tæt på at ramme manden igen. Jeg så, at mandens jeans var totalt flosset op ad venstre ben og at de ekstra bukser, han havde på indenunder, også havde fået huller… Puha, så forstår man bedre, hvorfor der er flere turister (der jo ofte kører i shorts), får større ’krigsskader’ efter et scooteruheld.

Om aftenen tog vi i biffen og så ”Mirror Mirror”. Endnu engang valgte vi hyggen frem for byturen. Det var helt okay. Vietnamesere taler bare under film – og tager da også gerne deres højt-ringende mobiler under filmen. Desuden forlader de salen, idet sidste replik er udsagt… de gider ikke engang vente på rulletekster eller på at lyset i salen tændes. Det var smadder hyggeligt med en bif-tur og dét vi begge havde lyst til efter en lang dag.

Så starter den dramatiske del af fortællingen…

Da vi kom ud og skulle finde en taxa tilbage til hostellet, var vi begge i fint humør og fik hurtigt aftalt en fair pris med taxamanden, der kendte til hostellet. Vi hoppede ind… og så gik der lidt tid, før vi opdagede at noget var fuldstændigt galt…

Som den sidste kronologiske blog fortæller (der ikke er skrevet endnu), så prøvede to gutter på en scooter i Hoi An, at skubbe mig af min cykel og stjæle min telefon, da jeg cyklede alene ned ad en landevej og hørte musik fra mobilen. De overraskede mig simpelthen bagfra og manden, der sad bagerst, slog mig djævelsk hårdt over hånden, hvori min mobil var. Heldigvis holdt jeg virkelig godt fast i mobilen og han fik kun revet høretelefonerne med… som han så hurtigt smed fra sig på vejen. I princippet, skete der ikke noget – og jeg faldt heller ikke. Jeg fik et blåt mærke på hånden og en forskrækkelse af de større… og så skal jeg desuden for evigt leve med, hvor tøset mit skrig egentligt er, når det virkeligt gælder, hehe. Siden er jeg dog blevet en smule mistroisk på scootere og ’det gode i mennesket’. Derfor reagerer jeg nok hurtigere på ’ubehagelige ting’ nu, end for bare en måned siden.

Taxachaufføren begyndte at køre væk fra de store veje – og godt nok, havde jeg ikke det bedste overblik over byen – specielt ikke denne del af byen – men jeg blev hurtigt revet ud af min lille, hyggelig biograf-boble og skærpede hurtigt sanserne til, hvad denne mand nu havde gang i. Taxa-chaufføren holdt ind til siden og begyndte at pege på sin mobil og råbe ”card!”… på dette tidspunkt befandt vi os i en lille, mørk gyde ret langt væk fra den store vej. Pludseligt, fik jeg hjertebanken og min hjerne fandt tilbage til den oplevelse, min Marie og jeg havde haft i Bangkok, hvor vi blev ’fanget’ i en taxa, hvor chaufføren pludseligt låste dørene og pludseligt ikke forstod et ord engelsk – heller ikke ”stop”. Bangkok-mandens første stop var langt ude af byen, hvor flere mænd stod med maskingevær. Det var frygtindgydende, da vi ikke anede, hvor vi var eller hvordan vi slap væk… og nu hvor jeg sad i en lille, mørk gyde i Hanoi med en taxachauffør, der havde udgivet sig for at være reel – hvilket han viste sig ikke at være, blev jeg bange og vred. Jeg ringede til vores hostel for at få dem til at forklare taxamanden vejen til hostellet… men hostel-manden lagde bare på!!! Taxamanden gjorde klar til at køre igen – uden nogen adresse. ”Nej!” var det eneste, der gik igennem min hjerne. Jeg steg ud af taxaen med en noget forundret Henriette i hælene. Jeg ville hverken betale eller beskæftige mig mere med dén taxa. Lyver man, får man ingen penge. Slut prut. Det virkede egentligt til at taxamanden accepterede min reaktion, for han ventede lidt, før han kørte væk uden videre bøvl… og vi stod så alene tilbage i gyden, hvor overraskede, sprutlugtende, gamle vietnamesiske mænd fulgte os. Ikke det mest behagelige, jeg har oplevet. Vi kom op til den store vej og fik en ny taxa. Her fik vi også aftalt en fair pris og bilen satte i gang. Men pokkers!!! ENDNU engang viste det sig, at manden IKKE vidste, hvor han egentligt skulle hen. For pokker, hvor er det bare irriterende, at vietnamesiske mænd ikke bare indrømmer, hvis der er noget, de ikke ved! Det ville da gøre det lettere for alle! Jeg var allerede på vagt og en smule bange, da jeg ikke kendte byen… og jeg havde ikke ligefrem tænkt mig at blive ufrivillig organdonor eller andet mystisk på denne aften. Manden stoppede dog ind og fik et par unge fyre til at oversætte vores ”vej-direktion”, så vi i det mindste kunne komme hen til et sted, vi kendte og gå derfra. Da vi tidligere på dagen havde bestilt billetter, havde jeg givet bookeren, vores hostels ’buisness-card’, derfor havde vi intet på os. Det vi lærte var, altid at tage mindst to kort fra vores hostel… så kan vi altid ’finde hjem’ uden at skulle have pulsen på max. Aftenen sluttede dog fint tilbage på hostellet omkring midnat. Her kølede jeg lige ned og kunne jo godt se, at vi ikke havde været i reel fare… det skal vi bare heller ikke ud i. Gamle erfaringer gjorde mig nok bare mere nervøs, end Henriette, der ikke har rejst før, følte sig.

Halong Bay

Tidligt næste morgen skulle vi af sted mod Halong Bay. I løbet af natten var nogle af mine ting desværre forsvundet. Her i blandt mine hovedtelefoner… så det var 3 timer i bus mod Halong uden musik – som jeg er ellers er meget afhængig af hernede. Henriette var dog sød til at tale med mig og ellers fik jeg lige gnavet mig igennem en lille bog. Fantastisk, at have tiden til at læse ”for sjov” igen. Søde Marie havde givet mig ’Doppler’, inden jeg tog af sted. En bog, mine nye norske venner var meget begejstret for, at jeg ejede… og den er faktisk anbefalelsesværdig, hvis det kunne have nogen interesse. Tak, Marie :-).

Egentligt havde Henriette og jeg længe talt om, at vi skulle have været på en ”party-tour” på Halong Bay. En tur, der skulle være vildere end de vildeste ”Ung-Rejs-ture”… men da alt kom til alt, magtede vi det faktisk ikke helt. Så vi havde booket en 2-dages tur på en bedre båd, hvor vi blev fortalt at mange andre unge mennesker, havde booket netop denne tur også. Endnu engang skulle vi ikke have stolet på, hvad sælgeren fortalte os. Vi kom på bådtur med ældre par og med en flok midaldrende franskmænd, der troede de var unge. Der er STOR forskel. Vi valgte mest at holde os for os selv… Det var dejligt, at have nogle stille dage på en båd omgivet af smukke bjerge… Der fik jeg masser af tænketid, og begyndte at få grimme tanker som: ”Åååh, gider jeg virkelig alle disse turister og rejsestress i to måneder mere? Jeg er allerede mættet af oplevelser og jeg har aldrig været væk SÅ længe før…” Det er jeg dog hurtigt kommet over igen– idet vi forlod turistområdet.
Henriette og jeg brugte de to dage på at udforske grotter, sejle rundt i kajak og ellers bare nyde solen, vandet og omgivelserne fra bådens tag. Det var en rolig, men hyggelig tur.
Fredag morgen sagde vi farvel til Halong Bay og sejlede mod land. På køreturen tilbage vandt jeg en siddeplads ved siden af en forvirret, kinesisk dame. På trods af mit køb af en ny bog, omhandlende Vietnamkrigen, kunne jeg ikke undgå hendes spørgsmål uden mine høretelefoner. Jeg fik derfor brugt et par timer af køreturen på at lytte på, hvor meget denne dame var blevet snydt økonomisk og give hende et par rejsetips fra Hoi An-området… og ja, bare generelle tips som: ”Måske skulle du ikke veksle dine penge på dit hotel, hvis du vil have den bedste kurs” og ”Måske skulle du prøve at forhandle en pris, INDEN du køber eller sætter dig ind i en taxa”. Tja… Tiden gik og damen virkede til at blive glad – så det var sikkert fint med en lille snak.

Tilbage i Hanoi

Da vi ramte Hanoi igen havde vi et par timer til at pakke om, før vi skulle med nattoget til Sapa. Vi pakkede hurtigt om og efterlod igen resten af vores ting på et ”bagage-rum” på Hanoi Backpacker’s Hostel. Til min irritation opdagede jeg nu også, at to par sko, jeg havde haft hængende ude på min backpack i en karabinhage, nu også manglede. Sikke nogle dumme backpackere, der stjæler mine sko… De har tydeligvis ikke haft nok at slæbe på selv.
Henriette og jeg brugte derfor det sidste af aftenen på at tøffe rundt i byen, spise til kebab (fjollet, men genialt at finde hernede) til aftensmad, købe nye Converse-sko til mig og kigge på det lokale natmarked, før vi skulle ned mod togstationen.
Lørdag morgen vågnede jeg op i den lille togkabine, hvor vi havde sovet 6 mennesker i 2 køjesenge á tre senge. Vi havde været sent ude med at booke, så vi havde fået senge i den laveste del af økonomiklassen. Det der bliver kaldt ’hardsleepers. Jeg havde virkeligt forventet det værste, men sengene i sig, var ganske ok.

Til gengæld vågnede jeg på den herligste måde. Jeg åbnede øjnene, for derefter at stirre direkte ind i fjæset på en vietnamesisk mand, der lå mindre en meter fra mig og gloede på mig – i hvor lang tid, har jeg ingen mulighed for at vide. Derefter ledte jeg febrilsk for at finde min mobil frem for ikke at vise, hvor flov, jeg var blevet. Her fandt jeg flere ubesvarede opkald fra en fjollet cambodianer, jeg har mødt én gang i byen i Hoi An - og ignoreret lige siden. Dunsen havde dog skiftet vietnamesisk nummer og ringet dagen forinden fra et nummer, jeg jo af gode grunde ikke kendte. Den snedige rad var tilbage i Vietnam og ville lige tjekke op på, om jeg havde samme nummer, da jeg jo ikke havde svaret ham - overhovedet. Ja, det var en akavet samtale. Cambodianeren var i Hanoi (hvilket vi også var) – men jeg fik hurtigt løjet og sagt, at jeg hverken var i Hoi An eller Hanoi.. men i Hué, hvilket vi jo også havde været dagen forinden. Kløgtigt nok move af ham – men ret irriterende for mig. Jeg var kampforvirret. Nårh skidt, men at vågne til en stirrende vietnamesisk mand og en cambodianer, der ikke gider forstå, at vi ikke skal giftes, var en smule belastende og ikke verdens bedste start på dagen.

Goddag smukke Sapa…

Da vi endeligt kom ud af toget, blev vi igen overfaldt af ulveflokken – denne gang i form af buschauffører, der ville køre os til Sapa – for en voldsom overpris, selvfølgelig. Da vi havde en klar aftale med vores bookingbureau om, at vi selv fandt til togstationen og derfra ville blive hentet af en guide, forventede vi klart at ”blive fundet” af rejsebureauet… men nej da, vi var blevet glemt. Toget tog selvfølgelig længere tid, end vi var blevet fortalt… så ja, det burde jo ikke komme som en overraskelse… men endnu engang, blev vi altså lidt overraskede. Vores guide var derfor kørt og vi var blevet efterladt tilbage. Efter en time – og alle de dumme buschauffører – var smuttet til Sapa, forsøgte vi endnu engang at ringe til vores rejsebureau. Good thing we did! Vi var åbenbart blevet rigtigt glemt. Efter to ekstra timers venten fik vi dog en taxa på hotellets regning til Sapa. Ikke den mest ideelle start på dagen eller Sapa-eventyret.
Efter at have ventet længe i hotellets foyer OG have fået morgenmad i form af hotellets frokost bestående af ris og kål (gjorde ikke ligefrem humøret bedre), kunne vi så komme af sted… Eller… igen: Vi blev fortalt, at selvom vores tur egentligt skulle starte kl 9, men vores tog var forsinket… så kunne vi mødes med resten af gruppen kl 13. Vi skulle bare vente. Kl 13, tja… til vores enormt store overraskelse, blev tidspunktet rykket til kl 14… så reelt set, kom vi jo af sted 14.30. Vietnamese-style, når det er ’bedst’. ”Nej, vi vil ikke sige sandheden til dig, for så bliver du bare sur, og det gider vi ikke høre på… så lyver vi bare” – Mega belastende! Hvis de nu bare sagde, at vi skulle af sted 14.30, kunne vi have gået en tur for os selv, i stedet for at spilde så mange timer af vores liv i en dum foyer… Nårh ja, men altså: Vi blev proppet ind i en allerede stoppet minibus og blev så sat af midt på en vej – uden videre forklaring. Der stod vi så og så sikkert ikke videre kvikke ud.

… og så startede Sapa-turen egentligt…

Bum, der var vores guide og efter en rask gåtur gennem Sapas smukke landskab, tja… så var humøret egentligt helt okay igen. Vi fulgtes med en tysker, der også var blevet ”glemt” ved toget og var i samme gruppe som os. Han havde bare taget bussen og var blevet opkrævet en mindre formue. Skidt pyt… nu var vi i gang. Vi skulle sove i homestay, men da det var højsæson, var vi ca. 20 turister i et hus. De fleste blev dog i deres senge, så vi kunne vandre frit rundt i landsbyen og nyde den smukke natur og de lokale menneskers dragter. Tyskeren, Henriette og jeg endte på en lille café/ bar, hvor vi nød et par kolde øl. Humøret steg og steg. Tilbage i vores homestay var det ved at være aftensmadstid. Der mødte vi en flok koreanere, der egentligt var i vores gruppe, men som havde gemt sig i deres senge hele eftermiddagen. De viste sig at være helt okay, og vi fik nogle gode snakke om kultur, politik etc. Det er fantastisk at møde andre unge fra helt andre kontinenter, da det giver et bedre ’billede’ af hvordan ’hele verden’ fungerer – frem for kun at forholde sig til nyheder og bøger… Vi fik dem med ned på caféen til endnu en øl senere på aftenen. Det sjoveste ved asiaterne var deres afhængighed af deres mobil – specielt, da de opdagede at der var WiFi. Alle mine ’fordomme’ blev bekræftet. Da vi skulle have taget et billede og de alle – uden at tænke nærmere over det – stak to fingre i vejret, måtte jeg grine højt. Dét vi ville kalde ”peace-tegnet” på vores breddegrader.

Årgh okay… det bliver jo en vanvittig lang blog – igen igen. Henriette og jeg sidder pt. På vores HOTEL-værelse (Ja, vi har flottet os) i Ho Chi Minh City og har ikke forladt vores værelse, siden vi fik det i formiddags! Vi har haft brug for lidt afslapningstid… puha… tankestrømmen fortsætter – så nu skal jeg fortæller jer, hvorfor vi er trætte, hehe.

… og hun fortæller videre om Sapa…

Næste dag i Sapa vågnede vi op og skulle ud at trekke. En lokal H’mong kvinde, jeg havde talt en del med eftermiddagen forinden, kom forbi vores homestay – helt sikkert for at sælge os sine ting. Men hun accepterede hurtigt, at vi ikke skulle købe, men bare lige snakke lidt. Uden hun vidste det, besluttede jeg mig dog for, at købe én af hendes hjemme-broderede tasker og betale hende overpris (det der svarer til 60 kr). Vi havde talt længe = hun havde brugt meget tid på mig og hun kunne bruge pengene. Hm… jeg kunne bare smadder godt lide hende. Så nu er jeg ejer af en taske lavet af en H’mong-kvinde. Dette folk taler ikke vietnamesisk – men deres eget sprog. Derfor taler de bedre engelsk end vietnamesisk, grundet turisterne der besøger diverse homestays i denne region. At vi begge var bedre til engelsk end vietnamesisk, var én af de ting, kvinden og jeg først grinte af sammen. Efter en smuk trekkingtur gennem landskabet og forbi et vandfald trekkede vi op af bjerget… (Ja, op, op, op af bjerget i den vildeste sol). Her fik vi frokost med gruppen – alt imens de lokale damer overfaldt os som gribbe, da de ville sælge os alle deres random armbånd osv… vores guide kom til slut ud og viftede dem væk – som havde de faktisk været fugle. De vendte dog hurtigt tilbage – mere aggressive, krævende og ’op-i-hovedet-med-produkterne- så-turisterne-til-slut-bliver-irriteret-og-køber-mine-produkter’-tenderende. Endnu engang overraskede min egen flabethed mig… jeg lagde mig simpelthen bare ned over bordet og skjulte mit ansigt… faktisk til stor fornøjelse for de damer, der 2 sekunder forinden, havde stukket ting op i hovedet på mig – og bestemt ikke accepterede et flinkt, smilende ”nej tak” eller at blive ignoreret. Egentligt, klappede de mig bare på ryggen for at sikre sig, at jeg ikke græd og da de så at jeg grinte til dem – grinte de højt tilbage. Derefter var der ligesom en usagt aftale om, at de ikke skulle stikke ting i hovedet på mig – kun på koreanerne. Efter dette lille teaterstykke blev vi kørt tilbage til hotellet og dagen var egentligt slut… Vi fik sagt pænt farvel til vores hyggelige gruppe, der skulle hjem med nattoget. Efter et bad og mini-lur (i en seng med rigtig dyne!!! – åh, hvor jeg savner min dyne!) tog vi en vandretur op igennem markedet og byen.
Næste dag stod igen på lange ventetider i hotellets lobby, en gåtur ned af bjerget til en ”local village”, the Catcat Village, der til vores kæmpe store skuffelse viste sig at være en ”landsby” udelukkende baseret på små boder, der solgte alt muligt ”local stuff”, med de samme skingre stemmer, der skreg ”Hellooow, you buy mee, you buy something” – sikkert til stor fornøjelse for nogle turister, men til stor irritation for Henriette og jeg. Så imens vores nye vandregruppe tøffede rundt, sad vi egentligt bare på et trappetrin og observerede nogle små, lokale drenge, der legede med nogle vandrør. Idet vi sad ned, så jeg pludseligt hvordan affaldet flød i gaderne og hvor beskidt, der egentligt var bag de farvestrålende boder. Puha, det var ækelt! Fattige, beskidte børn - hvis diæt stort set kun består af sukker i forskellige former og som har lært, at de egentligt kan opføre sig som de vil – er bare ikke charmerende… men desværre et resultat af den vilde turisme, der hersker i området. Disse børn vokser op med et forskruet syn på hvide mennesker, som disse rige klumper af kød, der giver dem, hvad de vil have, bare de tigger længe nok. Hvide klumper, som de endvidere kan kaste ting efter, råbe efter eller spytte efter, hvis det er det, de behager. Disse børn bliver sikkert guider eller andet, der er bygget på den samme turisme… ”Øv!”, det var ikke rart at se på disse børn og tænke disse tanker.
Vi fik ikke en ægte landsby at se… men vi fik en god vandretur. Resten af dagen var egentligt fri – men vi fik argumenteret for, at vi skulle ud og lave mere i løbet af eftermiddagen, idet vi ikke fik første halvdel af den første dag med. Dette betød endnu en vandretur op til et virkeligt fint udsigtspunkt over Sapa.

Efter en stopproppet shuttlebus havde kørt os til togstationen fik vi mere vietnamesisk (suk!) aftensmad… (Årgh, kål og ris – stop nu!). Da vi havde 4 timer at slå ihjel, før vi kunne komme på nattoget, begyndte vi at spille kort. Dette gjorde et eller andet ved vietnameserne omkring os. Pludseligt, stod der en 7-8 stk bag mig og fulgte nøje med i, hvordan vi spillede ”500”, hvordan reglerne var, og når de havde fået en fornemmelse for spillet, var de bestemt ikke kede af, at give deres besyv med i, hvordan vi skulle spille vores kort… Det var enormt morsomt. Specielt, da en vietnamesisk familiefar (der lugtede af risvin), nærmest beordrede sin datter ud til os, så hun kunne sidde sammen med mig og spille ’på mit hold’. Meget morsomt, da vi jo forsøgte at være flinke og smilende… og vietnameserne følte sig tilpas hjemme til, at de begyndte at tage for sig af nogle vietnamesiske, majs-snack-ting, Henriette havde købt sig. Så hendes snacks blev lige delt ud på familien. Da tiden var gået og vi skulle hen mod toget, blev vi fulgt meget nøje i, hvordan vi pakkede vores ting sammen, og om der var styr på sagerne. Jeg følte helt, at morfar kiggede med og sikrede sig, at jeg nu ikke glemte min mobil i Esbjerg – endnu engang . Det var meget, meget underligt… og jeg følte mig helt som en lille pige, der virkeligt skulle gøre tingene på en korrekt måde. Så idet vi gik, forsøgte jeg mig pænt med et vink og et ”Tam Biet” (Farvel), til de tronende herrer, der sad for bordenden… det blev der dog ikke reageret videre på.

Åååh nej! Det smitter!!!

Da vi stod og ventede på den lille togstation, blev vi mast fra alle sider. Alligevel var mit humør åbenlyst højt… Dette blev jeg pinligt opmærksom på, idet jeg tog mig selv i, at stå midt i menneskemængden – og ja, synge højt… og forholdsvist længe! Ååååhh… det smitter! Alle de gange jeg har gjort grin med diverse folk, der lige har delt en lille sang højt med os andre – tja, det kan jeg vist godt pakke sammen nu. ”Du ved, du har været i Asien for længe, når du: Synger Albertes danske sange HØJT på en lille, tilproppet togstation” – TJEK! For resten: Hvad er sangtitlen på Albertes børnesang, hvor: ”Jeg vil op til dig, du skal trøste mig”, indgår? Den sang driver mig til vanvid.

Farvel Sapa

Endelig kom vi på toget… Jeg var den heldige vinder af den allerøverste køje – igen på en hardsleeper. Jeg gik ud for at børste tænder og opdagede til min forfærdelse, hvordan toilettet var fyldt med tis og hvordan urinstanken bredte sig… Yes, det betød at min blære bare måtte holde sig de 16 timer, der viste sig at gå, før jeg fandt et ordentligt wc. Tilbage i den mikroskopiske togkabine, kravlede jeg op i min seng under taget. Vi skulle dele kabinen med en familie… der havde en baby (ÅH NEJ!!!) og en bedstemor, der godt nok lige skulle se os an (Endnu mere: ÅH NEJ!!!). Idet vi var meget stille og blev i vores senge – og næsten kun kommunikerede sammen gennem sms, ja, så tror jeg egentligt lige, at bedstemoren kunne overleve at dele rummet med os. Hun virkede dog noget fortørnet, da jeg i væmmelse tog lagnet af min madras… jeg ville dog hellere sove på en ulækker – forholdsvis ren madras, end jeg ville sove på et tydeligvis brugt lagen, hvilket tydeligt var indikerede af diverse ’spor’ i lagnet, såsom mærkelige farver, mistænkelige pletter og lange sorte hår. Vi var selvfølgelig trætte efter alle vandreturene i den hårde sol. En stank af maling bredte sig dog, der holdt mig vågen lidt. Den samme stank, der kommer fra momlernes garage efter de har malet! Og det skulle jeg sove i… og i og med at jeg lå LIGE under togets loft, lå jeg også LIGE under udluftningen. Det blev en nat med masser af kulde, babygråd og panik over, at jeg i søvne havde fjernet min silke-lagenpose fra mit ansigt, så jeg lå direkte ned i den ulækre madras, hvor jeg tidligere havde fundet: møg, sorte hår og andre lækkerier.

Vi var blevet fortalt, at vi ville være fremme i Hanoi kl 5.30, så da mit vækkeur ringede kl 5.15, var jeg allerede vågen, grundet den ellers charmerende baby – der var knap så charmerende i løbet af natten i grædende tilstand. Vi havde et fly til Ho Chi Minh City kl 9.30.. hvor check-in altså var 8.30. Velvidende at det tager en times kørsel fra Hanoi centrum til flypladsen, begyndte stressen at melde sig, da kl. nærmede sig 7 og vi stadig ikke var fremme i Hanoi eller havde nogen form for pålidelig information. Tidspunkter er jo tydeligvis ikke bindende hernede. Lidt over 7 stoppede toget og da gik det op for os, at vi kunne komme ud. Vi måtte igennem så utroligt meget bøvl og iført lange gamacher og langærmet trøje, måtte jeg tonse ud for at finde en taxa, der kunne få os til hostellet og dermed vores bagage – uden at skulle betale en vanvittig turistpris. Stress, stress, stress! Efter en hurtig ”smid-ting-i-tasken-og-løb”-manøvre, fik vi hevet et amerikansk par med ind i en taxa, der kørte mod lufthavnen. Det var billigere for os alle og vi sad alle 4 fuldstændigt most i al vores bagage. Turen tog lidt over 1 time, da vi selvfølgelig lige på denne tur, skulle møde den første reelle taxichauffør, der insisterede på at overholde fartgrænsen. Godt, for ham… men lige i denne situation ikke helt heldig for os. Jeg sad på forsædet most i to tasker, da de pludseligt gik op for taxamanden, at jeg ikke havde sele på. Bum, hvad gør man så? Jamen, han rakte da bare indover og fik most mig mere i selen. Han var en vældig fin fyr. Da jeg kun har lært mig at sige ”jam jam” (rolig rolig = mindre fart) og ikke hurtigere, forsøgte jeg mig med ”NO jam jam” efterfulgt af diverse motorlyde… det bedste var, at taxamanden pludseligt bare på på mig og grinte højt… og ja, jeg var da vist også lidt fjollet. Da min telefon så pludseligt begyndte at ringe, gik der et opgivende suk igennem taxaen. Henriette sad på bagsædet med flere tasker over sig og foretrak at synge med på melodien, hehe. Åh nej – hvor var mobilen proppet hen og kunne den overhovedet findes frem. Vi nåede dog det hele. Vi kom 15 min for sent til check-in. Heldigvis for os – for første gang på backpackerturen – er vietnamesere jo generelt ikke så nøjeregnende med tidspunkter – så vi nåede heldigvis check-in og kom med flyet.

Ho Chi Minh City

Direkte fra toget – direkte i 1 times taxa– direkte på 2 timers fly – direkte med lokalbus fra flypladsen. I og med sidste måltid var kål og ris begyndte vi at mærke hvordan blodsukkeret sank og sank i takt med at varmen steg og steg. Vi kom direkte fra lufthavnens aircondition til 34 grader uden – fuldt læsset med bagage. Masser af de lokale ville tale med os i bussen og buschaufføren var helt fjollet efter at få lov til at hjælpe os. Efter at have set et par gadenavne og rådført os med et kort, var vi forholdsvis sikre på, hvor vi var.. og da flere lokale begyndte at henvende sig til os, kunne vi pænt hoppe af med en undskyldning om, at dette altså var vores stop.
En lille perle af lykke mødte os på samme gadekryds. En lille kaffebar, der tydeligvis havde vestlige aner og dermed RIGTIG kaffe… klokken var på nuværende tidspunkt omkring kl 13, så det var perfekt at starte med "morgenmad" i den nye by, imens vi fik ringet til et udvalgt hotel.

Sushi i storbyen

Efter en aftentur i byen er det tydeligt, at går man et par blokke i den ”rigtige” retning, finder man ’det grå gulds Vietnam’. Her ligger de massive luksushoteller, der minder mere om museer eller gamle paladser, end egentlige hoteller. De omkringliggende butikker hedder: Gucci, Louis, Burberry mm. Her var rart at gå, da de fleste fortove var forholdsvist lige og tiggerne var blevet gennet væk af de mange politimænd, der pludseligt dukkede op i gadebilledet. – Ja, det er egentligt tragisk, at de rige vestålændinge ikke skal ’udsættes’ for de fattige, sådan som resten af byen skal… Hér er der virkeligt grobund for en god diskussion om menneskelig kapital og social kapital! I det hele taget er det skrækkeligt, at jeg er begyndt at opleve tiggerne, som ’irriterende’ – men mit hjerte bløder bare ikke for dem længere. De ER faktisk blevet irriterende med deres mumlen, riven fat i en – hvis de kan komme til det - og forsøgende hundehvalpeøjne. Hvis jeg skulle SE på det hver gang, jeg bevægede mig udenfor en dør, så ville jeg ikke kunne lave andet end at have dårlig samvittighed over de muligheder et dansk statsborgerskab har givet mig ved fødslen. Egentligt, har jeg ikke lyst til at tænke større eksistentielle tanker, når jeg går mig en aftentur… så nu ’ser’ jeg bare ikke de fattige på den måde længere. Puha… det er jo faktisk løgn. De handikappede mennesker, der tydeligvis stadig er ofre for amerikanernes napalm, skærer mig stadig dybt i hjertet – uanset hvor mange jeg ser. Mennesker der har to indadrettede fødder, en deform arm, mangler et ben osv… Det kan ikke være let at komme rundt uden deres trehjulede cykler på disse veje. Øv, hvor burde amerikanerne bare til stadighed stilles mere til ansvar for deres tidligere gerninger og støtte de stadig ramte ofre af krigen! Vietnam har tydeligvis ikke kapital til at hjælpe deres fattige selv!

Nårh, egentligt ville jeg bare fortælle, at Henriette og jeg fandt en japansk sushi-restaurant i det fine kvarter. Vi havde fundet gode anmeldelser fra stedet og var forberedte på, at det kunne være ’danske priser’. Det var bestemt det værd! Aldrig har jeg fået bedre sushi! Wow, det var lige før kokken fik et frieri fra mig!

I morgen, d. 3 maj, skal vi for første gang have ”en dag fri”. Vi skal tøffe rundt i Ho Chi Minh. Drikke kaffe/ iceblends (- western style) alt imens vi sætter en timetabel for vores videre færd, da der er nogle meget specielle ting i Laos, vi meget gerne vil. Man skal dog booke god tid i forvejen. Heriblandt, Gibbon’s experience – hvor man skal bo oppe i trækronerne i forhåbentligt 3 dage – ligesom aber! Planlægningen kræver lidt struktur. Så i morgen går på planlægning, tøffen rundt i byen, RIGTIG kaffe, måske i biffen og i byen om aftenen. Dagen efter skal vi se de spændende Chu Chi-tuneller og forsøger at finde en bus videre om aftenen til Mekong-deltaet. Jeg glæder mig enormt meget til Chu Chi -tunellerne, da det bliver mit første fysiske møde med en vietnamesisk slagmark. vi er begge enige om, at det skal blive en god oplevelse, så vi vil gøre, hvad vi kan for at få en dygtig engelsk guide med os rundt. Desuden tager vi måske et smut forbi det første Cao Dai-tempel. Cao Dai var jo - som nogen måske husker - den religion, jeg har skrevet gruppeeksamen om på studiet. Derfor vil jeg gerne opleve "moder-templet".
Derefter er planen at få oplevet Mekong-deltaet og "det flydende marked"... og bagefter kommer det bedste! Syd for Vietnam ligger der en lille paradisø: Phu Quoc. Der har vi aftalt at chille i en 4-dages tid. Nyde stranden, solen, bøger, hængekøjer osv. Det glæder vi os begge også virkeligt til. Derefter skal vi have fundet en vej ind i Cambodia, der ikke er for turistet og hvor vi stadig kan få udstedt et visum. Jeg glæder mig virkelig til at se et nyt land... Vietnam er fin - men "old news". Specielt de cambodianske 'killing fields' bliver spændende, da jeg pt. er i gang med at læse en bog om Pol Pot-regimet, de røde khemer og killing fields... og det er jo ikke mere end ca. 30 år siden, at det stod skidt til! Wow, hvor ville det være interessant, hvis vi fik en guide, der havde deltaget!!! Jeg glæder mig til at komme længere væk fra den vilde turisme... det er blevet for meget for os begge! Men det hele starter jo nu! - JA!!! Det er SÅ spændende og jeg er GLAD for, at vi har 'god' tid til at rejse rundt!

Nååårh, det var vist rigeligt med opdatering for denne gang! Farvel til jer, utrættelige sjæle, der stadig hænger på – det er imponerende.
Jeg tænker på jer og håber I alle har det godt.