Profile
Blog
Photos
Videos
Så ankom vi til Cambodia og har nu været her i en uge. Vi har oplevet og oplevet… Nu er det blog-tid igen i byen Siem Reap - så jeg lader tankestrømmen råde over mit åbne Word-dokument.
Kære, Cambodia - hvorfor har vi ikke mødt hinanden før?
Vi tilbragte 5 dage i Cambodias hovedstad, Phnom Penh. Vi havde begge glædet os til at komme til Cambodia, da begge har læst op på landets blodige historie. Den vigtigste faktor er måske egentligt, at vi begge har glædet os til at se noget andet end Vietnam. Vores første møde med Cambodia var hovedsagligt overraskende positivt.
Med påmindelser hjemmefra som: "ååh, pas nu på dig selv i Cambodia - det er sådan et fattigt land" i bagagen, havde jeg mest forventet køre ind i et 'smadret' land. En krigszone, der ikke var finanser nok til at rydde op efter. Og ja, vejene er noget støvede og hullede, hvor der mangler cementering - og landet ER fattigt… men men men, måske har jeg været i Asien for længe, da jeg synes, at standarden er ganske okay. Fattige mennesker pryder ikke hvert gadehjørne, al skrald er samlet og ligger ikke spredt for alle vindene. (Hvilke arbejdsvilkår skraldemændene arbejder under, er en helt anden fortælling - det er skrækkeligt!) Det ligner også, at der er veletablerede butikker - selv i de små landsbyer.
I skrivende stund har jeg været en del rundt i landet. Når man forlader storbyerne og kommer ud på de mindre trafikerede veje, ser man alle steder små tin- og træskure, der er banket op 'med hvad der lige var i nærheden'. Fattige mennesker, der sidder hutlet sammen under små overdækninger i ly for sol og regn. Landet er bestemt fattigt - men ikke så sørgeligt, som jeg havde frygtet. De fleste khmerer, jeg har haft en længere samtale med, har haft en fantastisk energi og lyst til at holde samtalen kørende - lidt for længe nogen gange. Landskabet er enormt smukt - der er masser af farver. Bjerge og flade marker komplimenterer hinanden godt. Man kan selvfølgelig argumenter for at samme beskrivelse ville passe på Vietnam… men nej, det er bare ikke det samme. Sammenlignet med vietnamesere er cambodianere, i min optik, et mere hjerteligt, født æstetisk smukkere og mere naturligt folk. Med naturligt mener jeg, at de fx ikke skyr solen som pesten - deres farve er naturlig og smuk. De er hjerteligere i og med, at de er lettere at læse og man dermed ved, hvilet humør personen overfor én er i. Mange er oprigtigt interesseret i os - ikke kun sælgere, der ser os som den nærmeste ATM-maskine. Det er en dejlig følelse. Oprigtig interesse. Vi har flere gange oplevet, hvordan fx sælgere gør en indsats for at få os til at komme et eller andet ubrugeligt. Hvis vi siger 'nej tak', men fx spørger om vej, er de stadig meget opsatte på at hjælpe os og vil gerne høre hvem vi er - det føles som oprigtig interesse - ikke som et sælger-trick! For at sige det på godt dansk: "Der er ikke så meget pis med dem" - og det kan jeg jo bare rigtigt godt lide!
At vejret er så forræderisk er egentligt min eneste klage - indtil nu - fra dette land. Vi er ramlet sammen med regntiden. De sydvestlige monsuner regner ind over os HVER dag indtil videre og efterlader os drivvåde. Det hjælper nærmest ikke at pakke sig ind i diverse regnslag, da vi alligevel bare bliver gennemblødt af den hårde regn - og sved så. Temperaturen er meget lumsk, drilsk og skiftende for tiden. Det kan være trykkende varmt og næsten ramme 40 C om formiddagen, for derefter at gå fra den ene yderlighed til den anden og stå ned i stænger, imens temperaturen dropper 20 C… Så ja, en fin forkølelse har jeg da tilredt mig - den første, hvor mine manglende evner til at styre aircondition-indstillingerne ikke er synderen. Vi tager det som en oplevelse… Selvom vi - tøser, som vi jo må erkende, vi er - er lidt bekymret for den fine, brune farve, der præger vores hud for tiden. Den vil vi meget gerne beholde og måske 'pifte op', inden vi snart drager mod Skandinavien igen. Vi krydser fingre for bedre vejr i Laos! Vores besøg i Phnom Penh var dog mest præget af skyer og regn… Her i Siem Riep, skinner solen faktisk om formiddagen - for derefter at skylle ned en time om eftermiddagen.
"It's better to kill an innocent than let a traitor get away"
Cambodia, et land med en blodige og gyselige fortid, der ikke er til at begribe, når man ser rundt på de imødekommende, smilende mennesker omkring én. Jeg har læst op på landets historie og er blevet grebet af den. Da det er MIN blog, vil jeg tage mig den frihed (og I må bære over med mig) at redegøre for en længere tankestrøm og personlige tanker af emnet:
Mine første, ufrivillige tanker og når jeg møder en cambodianer, er nu blevet en snigende afmåling af personens alder og personlighed:
Hvor gammel er du/ Levede du for under 40 år siden? Har du tydelige ar? Stammer du fra by- eller landområderne? Hvilken økonomisk baggrund har du højest sandsynligt? Hvad er din historie? Hvad har du oplevet? (Ikke engang "har", men) HVEM har du mistet? Har du været vidne til mord eller andre horrible ting? Hvor mange af dine nære har du mistet? Kan du bære byrden af din sorg, eller hvor 'tung' er den?
Disse spørgsmål ligger på tungen i mit møde med et, for mig, nyt menneske. Spørgsmålene vil dog aldrig blive udtalte - men gør dog at jeg sender et ekstra varmt smil i personens retning - udelukkende for at modtage et endnu hjerteligere smil.
Mord, magt og mørkere tider
Når det kommer til Cambodias blodige fortid er det en helt anden snak! Bered jer på en længere historisk svada, som jeg er blevet dybt betaget af og læst alt om, som jeg kunne komme i nærheden af igennem den sidste måned. Here goes…:
Pol Pot, var leder af den kommunistiske oprørsgruppe: De Røde Khmerer. Disse var ansvarlige for op mod 2 millioner døde i Cambodia under deres brutale styre fra 1975 til 1979. Dette svarer til ¼ del af befolkningen!!
Pol Pot blev født i den daværende franske koloni Cambodia under navnet: Saloth Sar. 'Pol Pot' var hans revolutionære navn. Man formoder, at han tog det nye navn for at skjule sin identitet, idet navnet er almindeligt blandt khmererne. 'Khmererne' er forresten ca. de samme, vi kalder cambodianere.
Pol Pots ideologi søgte en tilbagevenden til en økonomisk landbrugsreform. Alle klasseskel skulle derfor fjernes og alle storbyer skulle destrueres. Alle byfolk skulle derfor tvinges ud på landet for at arbejde med traditionelt jordbrug. Henriette og jeg fik støvet en dokumentarfilm om Cambodias historie op på en lille café i Phnom Penh under et heftigt regnskyl. Her forklaredes - på vaskeægte propaganda-retorik - at flytningen af befolkningen fra Phnom Penh til landområderne, skyldtes en bombetrussel fra amerikanerne OG at magthaverne havde regnet med at skulle brødføde 2 millioner flygtninge grundet dette, men at det i realiteten viste sig at være over 3 millioner. Proganda-manden proklamerede endvidere, at man rent administrativt derfor havde valgt at sende folk ud på landet, hvor chancerne for, at flygtningene kunne skaffe deres egen mad, var større. Dermed hjalp man 70% af befolkningen og de sidste 30% af byboerne, der mistede alt ved denne rømning af byen, var en lille pris at betale i det større billede.
17.april 1975 marcherede Pol Pots soldater, De Røde Khemer, altså ind i hovedstanden, Phnom Penh. De beordrede befolkningen til at forlade byen og trække ud mod den 'landlige idyl' i 3 dage, grundet denne amerikanske bombetrussel, og tilføjede endvidere at byboerne bare kunne efterlade alle deres ting og deres hoveddøre ulåste, da soldaterne nok skulle blive og sikre byen. Denne scene udviklede sig hurtigt til lyden af maskinpistoler, der fyrede op mod himlen og unge mænd klædt i sorte pyjamasser, der råbte deres ordrer ud - højere og højere - og hysteriske familier, der i al hast forsøgte at forlade byen med de vigtigste af deres ejendele på ryggen. På under nogle timer, lå den ellers evigt-befolkede storby stort set øde. Byboerne måtte vandre milelangt med håbet om at kunne vende tilbage til deres hjem efter 3 dage. Dette håb forsvandt dog hurtigt…
I 4 år regerede og hærgede De Røde Khmerer landet. For at bibeholde deres magt og udslette de allerede etablerede klasseskel startede de på År 0. 'År 0' symboliserede den udrensning af befolkningen, magthaverne fandt nødvendig for at eliminere den indflydelse og påvirkning udlande havde startet i Cambodia. 'År 0' skulle desuden skabe en lighed i befolkningen, hvor ingen rangerede højere end andre (lige på nær magthaverne og deres vagthunde, selvfølgelig).Byfolket blev af magthaverne opfattet som 'spolerede mennesker', da de havde vænnet sig til udlandenes indflydelse og den luksus og uddannelse, det medbragte. Byfolkene led altså hårdest under Khmerer Rouges hårde herskerhånd, da et 'bymenneske' fik laveste status i det 'klasseløse' samfund. 'De uspolerede mennesker', altså de meget fattige landsbyfolk, der levede af afgrøderne fra marken, led i lige så høj grad af underernæring og for hårdt arbejde… De slemmeste sanktioner, såsom henrettelse grundet mistro, blev de etniske landsbymennesker dog umiddelbart ikke ramt af, hvis de "opførte sig ordentligt og dydigt". Jeg bliver nødt til at nævne, at var man 'etnisk, fattig landbyboer, der levede af sine markers afgrøder', men fx boede på grænsen til Vietnam og flygtede ind til byområderne grundet amerikanernes heftige bombning af Vietnam-/ Cambodia-grænsen under Vietnam-krigen, så anså Khmerer Rouge dem stadig som byboere, da e boede tæt ved byen ved starten af år 0… Der er jo ingen modsigelser i dette foretagende, kan I nok forstå… Denne forvrængede 'ideologi' resulterede i at de mange mennesker, der opfattes som uddannede: altså læger, lærere, advokater.. og bare: de to-sprogede, brille-bærende, "dovne" eller politiske fjender blev henrettet - på mange brutale måder. Dem, der overlevede denne overhængende fare, kæmpede mod sultedøden som resultat af svigt i agrare samfund. Dette skyldtes ikke at risproduktionen i Cambodia dalede i disse år - den steg drastisk. Pol Pot lånte dog penge fra Kina til at betale for våben og kugler til krigen. Cambodia sendte således deres livsgivende ris til Kina som afbetaling for kugler og våben. Der gik rygter om, at var vietcongerne ved at gennembryde Khmer Rouges grænse fra Vietnam, blev de små madrationer, rationeret endnu mere. De nu hårdt underlagte, cambodianske arbejdsslavers rationer af føde mindskedes altså endnu mere, hvilket resulterede i mere død. Alt dette for at holde vietcongerne ude af Cambodia og betale Kina tilbage for køb af våben. Pol Pots slogan: " Det er bedre at dræbe end uskyldig end at lade en landsforræder leve", blev fulgt til punkt og prikke i løbet af de næste 4 år, hvor - igen - ¼-del af befolkningen blev myrdet. Cambodianere myrdede cambodianere.
Nu under 40 år efter, er der sket store ændringer. Vi sad på en café i Phnom Penh, da der pludseligt var utroligt mange ladvogns-biler, der kørte forbi med hvide t-shirts bærende mennesker. Der var en større parade og de fyldte biler fortsatte med at køre forbi under høj musik og menneskene viftede med blå flag, alt det foregik i minimum 15 minutter - SÅ mange biler var der. Jeg skyndte mig op til en mandlig tjener for at få stillet min nysgerrighed. Han forklarede mig venligt, at der snart skulle være et demokratisk valg. Han virkede til at være forbløffet og glad for min oprigtige interesse, da jeg begyndte at stille flere spørgsmål til dette. Mit sidste spørgsmål var: "Er det et kommunistisk parti, der er opstillet og som menneskene jubler for?" Manden skævede til mig, for at være sikker på, at han havde forstået spørgsmålet rigtigt. Derefter tog han sin tid, før han svarede: " Vi har ingen kommunistiske partier i Cambodia - Vi kan godt lide frihed i Cambodia!". Jeg kunne have sparket mig selv over skinnebenet…
Phnom Penh - " S21-museet og Killing Fields". De sørgelige beviser!
Den Tuol Sleng Genocide Museum
Tuol Sleng Genocide Museum er et museum i Phnom Penh, som vi besøgte på vores anden dag i byen. Bygningen er en tidligere Highschool, der blev brugt som det berygtede Security Prison 21 (S-21) af Khmer Rouges kommunistiske regime fra sin magtovertagelse i 1975 til dens fald i 1979. Tuol Sleng betyder "Højdetop af de giftige træer". Det var en mærkelig oplevelse at gå rundt i bygningerne og se 'resterne' fra krigen.
Fra 1975 til 1979 blev det anslået at 17.000 mennesker var fængslet på Tuol Sleng. Andre beviser tyder dog på, at tallet når 20.000 personer. Det virkelige antal er dog ukendt til trods for de mange inskrivninger (og "udskrivninger"), som fangevogterne kreerede. Til enhver tid, holdt fængslet mellem 1.000-1.500 fanger. Fangerne blev gentagne gange tortureret og tvunget til at navngive familiemedlemmer og nære medarbejdere. Derefter blev disse arresteret, tortureret og dræbt. Da vi gik rundt i bygning 2, blev vi konstant konfronteret med massevis af billeder af tidligere fanger. Mænd, kvinder, teenagere og små børn. Alle, hvem man kendte deres skæbner på. Døde! Billederne var stærke - idet man ved mange af 'portrætterne' kunne se enten trods, sorg, frygt eller vrede i deres blik.
Selv om den officielle begrundelse for fangernes anholdelse var "spionage", kan disse fanger være blevet opfattet af de Røde Khmer som potentielle ledere af et kup mod regimet. Fangernes familier blev ofte afhørt og senere myrdet på Choeung Ek aka. The Killing Fields. Pol Pot havde et slogan: "Hvis man vil udrydde ukrudt, må man hive det op ved roden", altså: Hvis man dræbte en person, måtte man dræbe hele familien for at undgå senere hævnopgør.
I 1979 blev fængslet afdækket af den invaderende vietnamesiske hær. I 1980 blev fængslet genåbnet af regeringen i Folkerepublikken Kampuchea som et historisk mindemuseum.
Choeung Ek (The Killing Fields)
Choeung Ek (The Killing Fields) ligger 15 km udenfor Phnom Penhs centrum. Vi fik en tuktuk-mand til at tage os med derud. På Choeung Ek bragte Khmer Rouge fangerne fra Tuol Sleng og andre tortur-fængsler rundt om i landet for at blive myrdet og begrave fangerne i massegrave, der nu er blevet til mindesmærker for de dræbte af det tidligere regime.
Vi fik hovedtelefoner og dermed en engelsktalende guide, der førte os igennem de små stier. Flere steder kunne man stoppe op og betragte en indhegning, hvor regntiden måske havde blotlagt en tand eller en knoglesplint. Massegravene var enorme og fortællingerne, der fulgte, var horrible. Det var en mærkelig oplevelse at gå rundt på marken i strålende solskin, sammen med mange andre stille turister med ansigterne lagt i alvorlige folder. Alle befandt sig i deres egen, lille verden og lyttede koncentreret til fortællingerne.
Specielt, da jeg kom til "the Magic Tree" blev jeg ramt. Træet havde engang haft højtalere siddende på stammen. Herfra spillede høj, cambodiansk musik og denne lyd blandet med en høj lyd fra karburatoren blev brugt til at drukne fangernes sidste døende skrig. Dermed gjorde man ikke det næste hold fanger utrygge og kunne lettere føre dem hen til den visse død. Det er helt hjernedødt forfærdeligt, hvor væmmeligt et menneske, der kan tænke sådan en tanke og udføre den. Disse mennesker, der er blevet henrettet er blevet betragtet som "et job, der skulle udføres på den letteste måde". Menneskelig og social kapital har ikke eksisteret. Massegravene er blevet hurtigt fyldte!
Et sted blev et andet træ brugt til at smadre spædbørns hoveder, for derefter at blive smidt ned i en grav. En udgravning fastslog, at massegraven indeholdte små børn og deres mødre. Mødrene må have set deres babyers hoveder blive smadret, for derefter selv at blive voldtaget, myrdet og smidt i massegraven. Den måde de fleste folk blev dræbt på, var med et voldsomt slag i baghovedet og efterfølgende at få struben skåret over med en machete, så dem der stadig ikke var helt døde, kunne skrige højt! Alt dette udelukkende for at spare Pol Pots dyrebare kugler!
Det var en tankevækkende oplevelse, jeg ikke vil have været foruden… Tanken om, om det var ondskab eller frygt, der kontrollerede dette sted. Skrækken for at fangevogterne selv skulle miste livet og udsætte deres familie og kære for fare. Hvis man betragte det på den måde, giver det måske bedre mening, hvordan disse mennesker kunne blive nedslagtet på SÅ horrible måder. Frygter man for sit eget og sin families liv, kan man ikke tillade sig selv at tænke på de andre mennesker, som man skal henrette - som mennesker. Så ville hverdagen blive alt for ubærlig! Skrækkeligt!
"First they killed my father"
En af de bedste bøger, jeg har læst om borgerkrigen i Cambodia, er Loungs gengivelse af sin egen og familiens oplevelser af krigen. Fortællingen er gribende og krampagtig ærlig. Det er ærlig talt en fortælling meget få europæere rent faktisk kan begribe omfanget af, vil jeg vove at påstå. Følelser som: kærlighed, at miste en nærstående, heltemod, at ville ofre sig selv for sine elskede, egoisme, rædsel, selvhad og at overleve under nye forhold - måske. Følelser som: ægte sult, selvhad (i formen: ens mave tvang én til at stjæle en klump brød fra en gammel, alligevel døende dame = sende hende tidligere i døden), at leve i evig frygt for at få hele sin families identitet afsløret og dermed henrettet, ikke at kunne have venner (da man ikke kunne dele nogle informationer med andre), at vente på sin egen henrettelse og mange andre frygtelige ting - det tror jeg personligt, at de færreste mennesker fra mere velstående lande, kan nikke bekræftende til. Jeg kan personligt ryste på hovedet i forargelse og forsøge at relatere - men jeg vil aldrig kunne forstå. Heldigvis for mig… Vi har det godt i Vesten og tager det meget ofte for givet!
I efterfølgeren til 'How they killed my father", "Lucky Child", beskriver Loung Ung hvordan hun kom til USA som 10-årig flygtning, og hvordan hun forsøger at adaptere sig til sit nye liv. Hvordan tankerne søger tilbage til alle de familiemedlemmer, hun tabte under krigen… og hvordan hun tænker på sine efterladte søskende tilbage i Cambodia, der ikke blev "the Lucky Child" og kom til USA med den ældste broder. Loung beskriver i begge bøger, hvordan en altomsluttende, ustandselig smerte kan løbe igennem hende, hver gang en lille ting minder hende om nogle af de mistede familiemedlemmer - heriblandt begge hendes elskede forældre. Men hvordan deres kærlighed til hende, får hende til at kæmpe videre for egen overlevelse.
Dette er igen en stærk beskrivelse af, hvilke tanker og tab en flygtning må bære på og hvordan vi modtagerlande, ofte gør vores bedste - men bare ikke forstår disse mennesker og de forfærdelige tab, de bærer på. Det er ikke nok at hjælpe flygtningene ind i vores samfund med sprogundervisning og et tag over hovedet!
Derfor har jeg besluttet mig for, at jeg skal være frivillig i Red Barnet, når jeg kommer hjem. I og med jeg "kun" skal have 15 ECTS-point på uni i næste semester, giver det mig mere tid til det, JEG gerne vil. Jeg vil gerne hjælpe. Inden jeg tog ud at rejse, havde jeg forestillet mig, at jeg skulle hjem og være besøgsven for 1-2 ældre personer i Aarhus… og den idé er da heller ikke skudt væk… Mon ikke, der er tid til det hele… Jeg er jo sikkert arbejdsløs henover sommeren alligevel.
Har jeg forandret mig? Hvorfor kan fattige mennesker gøre mig decideret bitter?
Jeg tror, jeg er forandret. Mit hjerte bløder - som altid - for fattige mennesker hernede. Det er bare virkeligt svært at vide, hvornår man hjælper et menneske, der er oprigtigt - og hvornår man bliver snydt. Det har gjort mig en smule bitter. Opdager jeg, at jeg bliver 'snydt', bliver jeg oprigtigt vred - helt ned i maven. Opdager jeg, at mine forudindtaget indtryk og tidligere erfaringer har gjort, at jeg rent faktisk ikke lyttede til en person, der oprigtigt bad mig om hjælp… jamen, så får jeg det virkeligt elendigt. Et eksempel kan findes fra en aften i Siem Reap. Jeg endte endda med at drømme om det om natten.
Floating Village
Henriette og jeg havde været ude på "The Floating Village" hele dagen. Det er fantastisk smukt. Vi blev bare snydt på en måde, der gjorde mig rasende. Da vi ankom derude, skulle den billet, vi havde læst flere steder og forhørt os om max koste 13 $ alt inklusiv. Realiteten sagde 20 $ - og vi kunne hverken prutte om prisen eller få rabat. Det var ikke pengene, det var princippet. Vi nægtede at betale og sagde til vores tuktuk-chauffør at han passende kunne køre os tilbage til byen, da vi nægtede at betale den sum. Dette gav et gib i sælgermanden og vores chauffør. Chaufføren hev os med udenfor og sagde, at hvis vi gav ham 15 $ hver, ville han købe billetterne for os. Vi måtte bare ikke nævne noget for andre turister. Vi tog imod tilbuddet og sad få minutter efter i vores egen båd med egen guide og sejllede ud mod landsbyen.
Det var en smuk landsby på vandet, der har eksisteret siden krigen - altså næsten 40 år. Afhængig af regnsæsonen hives husenes ankere op og husene sejles længere op af floden, hvor regnen ikke er så heftig. Under vores besøg fyldte søen 3.000 km2. I regntiden fylder den 12.000 km2. Det lignede et stille hav, vi sejlede på.
Jeg fik lov til at sejle båden, hvilket var sjovt og stemningen var god. Indtil vi skulle besøge den lokale skole. Vores guide fortalte os, hvor skrækkeligt børnenes liv var. Grundet for lidt og underbetalt arbejde, migrere mange af landsbyens forældre til thailand i 5-6 år for at skaffe penge. Derfor efterlades børnene på skolen, der altså bliver en form for kostskole. Guiden fik det til at lyde som om, at børnene virkelig var stakkels. Han sagde, at hvis vi havde lyst, kunne vi jo tage en gave med til børnene. Han synes dog, at det ville være en dum idé, hvis vi gav dem penge, hvis de tiggede - da det ville opmuntre dem til at tigge i fremtiden. Det gav jo alt sammen god mening, synes vi.
Vi sejlede hen til en købmand for at købe mad til 'de stakkels, efterladte børn' - som billedet var blevet tegnet. Købmanden ville sælge os 50 pakker nudler for 20$. Jeg blev lidt irriteret, da han nærmest bare udstedte ordrer til, hvad vi skulle købe eller ej. Han ville heller ikke sælge os halvdelen. Han fik os begge til at føle, at købte vi ikke mad til de stakkels børn, så var vi virkeligt nogle dårlige mennesker. Jeg blev eddermuggme vred - helt nede fra maven - på dette tidspunkt. Henriette så udviklingen og bad mig om at trække vejret - god idé! Ellers havde jeg skabt en scene. Ingen af os gad være der, så vi stak manden 20 $ og tog kassen med nudler under armen. Da vi sad i båden igen, kunne jeg ænse en storsmilende købmand ud af øjenkrogen - jeg gad ikke engang værdige ham et ægte blik.
Da vi kom frem til skolen, var børnene ikke "stakkels". jeg vil ikke undervurdere situationen - selvfølgelig kunne disse børn have en bedre tilværelse. Faktum var bare, at de mange penge, vi havde betalt "for at hjælpe de stakkels, fattige børn" ikke hjalp dem - udover at de fik nudler… men børnene havde penge og mad nok, lignede det. Guldet faldt tungt i den luskede købmands lommeuld. Det gjorde mig vred. Den følelse han gav mig, hvis jeg "ikke hjalp" sammenlignet med hans væmmelige udnyttelse af situationen - den gjorde mig så vred, at jeg havde lyst til at skrige af ham… Alligevel endte vi jo med at købe nudlerne og håbe på det bedste i mennesket, altså ham - dumt!
Børnene var turistattraktionen. Vi blev noget skuffet, da vi kom frem og en kæmpe båd med asiatiske turister, stod inde i børnenes undervisningslokale og tog billeder af dem og uddelte penge. Vi fandt læreren i al virvaret og stak hende kassen med nudler. Hun så noget forfjamset og forvirret ud, men fik sagt pænt tak. Vi ville meget gerne, meget hurtigt væk fra den flydende skole - specielt da de asiatiske turister nu havde fået øje på vores blonde hår - og begyndte at fotografere os - helt tåbeligt amok og åbenlyst.
Pigen, jeg ikke hjalp!
Efter oplevelsen i landsbyen havde både Henriette og jeg "hjulpet" menneskeheden nok for den dag, syntes vi. Aftenen brugte vi på at tulle rundt i Siem Reap og kigge på et natmarked. Da vi forlod det, sad en mor med sit barn og tiggede penge af os og hendes lidt ældre datter begyndte at følge efter os - som det er sket 1.000 gange før!
Henriette og jeg var blevet råbt ind i hovedet hele aftenen af diverse tjenere, gadesælgere, tuktuk-chauffører og små børn, der ville sælge diverse skrammel… "Heewooo, U bye somsiing, yes. Miiiiis, by somsiiing". Ja, så havde jeg bare ikke mere i mig at give af. Jeg var helt kogt i hjernen og kunne ikke kapere flere råbende, krævende mennesker! Jeg satte tempoet op og lod pigen følge efter Henriette. Tilbage på hostellet (da det er umuligt for os at føre en samtale på gaden, grundet alle de mennesker, der råber af os) fortalte Henriette mig, at den lille pige havde bedt om mad… og efter et "nej", havde hun bedt om 1 $. Hun fik intet. Derefter var hun stoppet op på gaden, trukket sin t-shirt over hovedet og rendt grædende væk… Hun var altså en lille sulten pige, jeg sagtens kunne have købt mad til. Ikke en lille pige, der skulle skaffe penge til sin mor. Henriette siger, at jeg tænker for meget…
Angkor Wat:
Vi lejede et par gamle cykler og begyndte cykelturen, som en mand havde beskrevet for os. Det var dejligt, at vi selv havde kontrollen over vores tid, og at vi ikke skulle lade en fremmede bestemme, hvordan vi skulle bruge vores dag. Det har Henriette og jeg talt om flere gange - ingen af os er gode til at overgive faklen til en fremmede - og så ellers følge efter som var vi en gnu-flok. Vores humør, engagement og entusiasme er bare bedst, når vi tager tingene i vores eget tempo. Derfor har vi besluttet, at der kun er 1 ting tilbage på denne rejse, hvor vi overlader styringen til fremmede. Det bliver på Gibbon's Experience i Laos - her skal vi bo i trætoppe og 'svinge os fra gren til gren' med wire på… Der er det nok en rigtig god idé, at lade de professionelle styre slagets gang, tror vi.
Okay… altså vi cyklede rundt og kørte da også forkert et par gange - men hvor var det dejligt at cykle igen. Vejret var skønt og humøret højt. Vi så flere 'vilde' aber i vejsiden, da var tykke, da de tydeligvis nød godt af turisternes opmærksom. Vi startede med det betagende skønne Angkor Wat og vandrede rundt blandt alle de andre turister. Flotte ruiner, må jeg sige. Hehe, men ruiner er ruiner. Efter en lækker frokost og flere diskussioner med sælgere, der simpelthen ikke ville lade os passere, uden at vi købte noget, ja.. så kunne vi hoppe på cyklerne igen og finde nye ruiner.
På vej ud til en ruin på en ca 6 km cykeltur, blev vi fanget i et pludseligt skybrud. Pludseligt åbnede himlen sig bare og besluttede sig for, at det var på tide, at Henriette og jeg fik os et brusebad. Vi fik købt os nogle regnslag - men de havde en begrænset effekt. Det var egentligt super hyggeligt og jeg kunne næsten ikke stoppe med at grine! Vi havde vejen for os selv og jeg skrålede sange i vildensky, da jeg overbevidste mig selv om, at regnen nok ville dræbe det meste af lyden. Da vi ramte næste ruin, havde himlen lukket sig igen og vi trak vores cykler rundt i en skov i jungle-tilstand. Det var fantastisk smukt og regnen havde skræmt alle turisterne væk - så vi følte, at vi havde det hele for os selv. Det var storslået. Pludseligt bankede solen ned fra himlen igen og det var kun vores regnslag og pytterne på vejen, der bevidnede den tidligere badeanstalt.
Vi afsluttede dagen med en KÆMPE is og cyklede så hjem til hostellet, da det var tidlig aften. Her var der igen strømafbrud, hvilket selvfølgelig ramte, da jeg stod - som Gud har skabt mig - under bruseren fuldstændig indsmurt i sæbe. Skønt skønt skønt… Efter jeg havde fået affedtet mig selv igen, slæbte vi vores computere ned på en lille café for at skrive blog og hygge… Det startede med én øl, der lige pludselig løb i spiral til flere, indtil vi sad og diskuterede livet, opgav at skrive blogge og vaslede ned på "Pub Street" for at se, hvor alle backpackere havde gemt sig. Det er derfor vi i dag gemmer os fra solen - og ikke ligger i en park og nyder vores sidste dag i Cambodia på den måde. Dog er cafélivet også herligt og lige til at holde til.
Sidste dage i Cambodia
Hvor jeg dog er vild med den cambodianske kultur og de indfødtes generelle imødekommenhed. Henriette og jeg hygger os gevaldigt og vi er gode til at minde hinanden på, at SELVFØLGELIG skal vi opleve for fulde gardiner - men vi har jo faktisk ferie… Alt der hedder stress og voldsom planlægning undgår vi som pesten. Det har jeg virkeligt godt af - både at huske, men måske også at genlære. Derfor har jeg lyst til at holde denne stil, når jeg kommer hjem til dansk sommer om lidt. Stress og for meget planlægning skal jeg ikke underlægge mig -igen. Spontaniteten skal sejre!
Jeg savner jer alle sammen og glæder mig virkeligt til at komme hjem til Aarhus. Jeg er mættet af oplevelser - men glæder mig bestemt også til at se Laos… Shoppe et par dage i Bangkok og BUM, så ses vi i Aarhus om lidt! Husk, at bede solen om at blive hos jer, så jeg kan komme direkte hjem til dansk sommer!
- comments