Profile
Blog
Photos
Videos
Da vi købte vores busbilletter til 4.000 Islands i Laos fra Siem Reap i Cambodia, havde tidligere erfaringer lært os, at vi nok skulle beregne et ekstra par timers rejsetid, end de 13 timer billetsælgeren påstod, det ville tage. At det i realiteten ville ende ud med at tage over 30 timer, før vi krydsede Laos' grænse og kom til vores ønskede destination, overrumplede os.
Vi stod op kl. 4.30 onsdag d. 23 maj for at stå klar til vores pick-up til busstationen kl. 5. Jeg er ikke en af de personer, der springer ud af sengen og er frisk som en havørn. For mig skal tingene gerne gå lidt stille om morgenen, så jeg lige kan nå at få øjne - før jeg vågner rigtigt og snakketøjet går i selvsving. Vi stod klar foran vores lille, deciderede-ulækre-men-vi-har-vænnet-os-til-standarden, billige og centrale hostel. Et andet par kom ud og joinede vores lille morgenfest, hvor både Henriette og jeg sad uden øjne på hver vores backpack. Pludseligt gik det op for mig, at jeg ikke havde billetterne - og da det er mig, der altid holder vores billetter og Henriette der læser kortangivelserne (af rigtig mange gode grunde er det blevet fordelingen), begyndte mit hjerte at hamre af sted og jeg vågnede op! Efter en hurtig løbetur til vores lille, mørklagte værelse var vores busbilletter dog sikret. Kun 15 minutter for sent holdt en minibus ind til siden for at samle os op. Jeg fik bakset min alt for store og tunge rygsæk + mini-rygsæk med bøger, computer, kamera osv + minitaske med pung, 2 bøger, ipod, mobil, billetter osv. + mig selv ind af den lille åbning til bussen. Det var et værre bøvl, men nu var vi da i gang. Da alle endeligt var inde og bussen skulle til at køre, ville buschaufføren gerne se vores billetter. Efter at have sagt noget uforståeligt til mig 3 gange og jeg bare nikkende havde medgivet, at det havde han da sikkert ret i, gik det op for mig, at dét manden mente, var at vores billetter ikke var valide til hans bus!!
Ååååh nej, du skal ikke irritere mig, når jeg er SÅ træt. Selvfølgelig, kunne manden ikke tage os med, hvis det var et andet selskab en hans, der havde solgt os billetterne. Jeg fik sagt nogle grimme, danske fraser, der for at opsummere betød, at jeg var lidt træt af, at jeg havde bakset mine tunge tasker ind i bussen til ingen verdens nytte. Jeg smilede til chaufføren og ønskede det andet par en god tur på engelsk. Hurra, for det danske, "pirat"sprog.
Efterladt på fortovet så vi minibussen kører. Da kl. nu var 5.25 og vores informationer fortalte os, at der kun var én bus, der kørte til Laos og det var kl. 5.30 (!!!)- hvilket bl.a. var derfor vi valgte den tidlige afgang - fik jeg en stor klump i maven. Jeg sprang ind til receptionen, hvor jeg vidste at drengen, der arbejdede dér havde et godt øje til os to skandinaviske piger og var på vagt. Sandt nok, han fløj op og forsøgte at ringe til vores rejsebureau og ellers både finde en tuktuk, der kunne tage os til stationen eller sige: "at så måtte vi jo bare blive en dag til". Da jeg havde hørt sidste frase et par gange, blev jeg godt irriteret. Må jeg minde publikum om, at det var tidlig morgen og jeg bestemt ikke følte for at blive hos ham, i Siem Reap eller på det klamme hostel. Min frustration gik ud over den hjælpende gut og nogle forsvarsløse, friske tuktuk-chauffører, som gerne ville tjene en skilling på at køre os. Da rejsebureauet ikke havde åbnet grundet tidspunktet, måtte vi stole på at en købt "pick-up" var inkluderet. Vi valgte derfor at vente, og jeg fik knap så elegant fejede diverse mandfolk omkring os væk med mine sure miner.
Kun 45 minutter forsinket kom en gammel skrotbunke af en bus. Døren kunne ikke lukkes og motoren lød ikke glad - men det var vores pick-up og jeg var så lettet! Minibussen fortsatte rundt til adskillige hoteller og hostels og omkring kl. 6.30 var vi endeligt ved den bus - vi troede - skulle køre os over grænsen. Vi fandt vores sæder og nød godt af den kolde luft, der spredte sig igennem bussen. Heldigvis, havde Henriette og jeg købt to sandwich aftenen forinden, som vi kunne hugge i os. Det hjalp gevaldigt på humøret og jeg kunne grine af vores noget presset start på dagen.
Jeg tog mig en morfar. Da jeg vågnede op, var bussen nu også fuld af lokale, der sad på bussens gulv og havde deres store rissække liggende i midtergangen. Smilende kunne jeg konstatere, at der da ikke var nogen høns med, der kunne lugte og larme… Hybris! Idet tanken forlod mit sind, fandt en lille pige på sædet bag mig frem til mit hår, der stak op i en knold over mit sæde. Den næste halve time kunne jeg 'nyde godt af' små fingre der indimellem lige skulle tromle gennem min knold og hovedbund. "Ja ja", tænkte jeg. I det mindste skriger hun ikke.
Vi havde haft flere pitstops, hvor flere af vores medrejsende havde spist. Da det var ved at være middagstid og vi stoppede ind på en lokal resteplads, købte vi os noget fisk og ris. Jeg tror, jeg nåede at indtage ca. 3 mundfulde, før jeg i rædsel kunne konstatere at vores bus, var ved at bakke væk fra pladsen - til trods for at de "andre hvide mennesker", der havde samme destination som os, stod lidt længere væk og slappede af. Jeg fløj op og styrtede mod bussen. Åbenbart, skulle os med destination mod Laos skifte bus… Tak, for infoen.
Til al held fik jeg bussen stoppet og Henriette og jeg kunne flyve ind og tage vores bøger, oppustelige puder osv. med ud. Jeg fik da også lige hevet min store rygsæk ud af bussens bagagerum. En mindre detalje… Efter at have sikret vores ting og fundet ud af, at de andre rejsende vidste lige så lidt som os, kiggede Henriette og jeg efter vores frokost. Den var som frygtet forsvundet. Jeg gav op og gad ikke til at lave samme stunt igen, hvis næste bus ankom lige idet, vi havde sat os igen. I stedet delte vi en pakke Oreos og spillede '500' indtil den nye bus ankom.
På vej mod bussen gik det op for mig at billetterne endnu engang var væk! Henriette havde fået dem i hånden, idet hun gik først ind i den første bus. Imens jeg havde taget mig en morfar, havde hun stukket dem ned i mit 'sædes lomme' - men glemt at sige det. Da vi hurtigt fløj ind for at samle vores ting, havde jeg ikke set konvolutten, så nu var vores billetter altså på vej et andet sted hen end os. Da vi gik blandt 3 piger og 4 mænd, der alle var hvide og havde samme destination, blev vi anset som en stor gruppe og vi slap heldigvis for at vise billetter - men mine nerver var flossede.
Da klokken nærmede sig 17.30, undrede jeg mig over, at vi havde endnu et pitstop - og ikke stod og udfyldte indrejse- og visumpapirer på grænsen til Laos. Jeg hørte en af de tyske piger forklare til sin veninde, at grænseovergangen lukkede kl. 17, så vi måtte have en overnatning, før vi kunne rejse videre dagen efter. Rigtigt nok - kl ca 19 holdt vi i en lille by. Jeg halvsov, da en schweizisk gut rejste sig op og skreg: "Pas på, det er en politirazzia!". Selvfølgelig, vågnede jeg panisk… I de sidste uger, har jeg læst alt for meget om død og ødelæggelse i Cambodia- specielt over grænseovergangene, så de historier følger helt klart mig og hjælper ikke på mine flossede nerver. Hvad idioten råbte, var jo selvfølgelig ikke sandt. Vi blev dog beordret til at forlade bussen øjeblikkeligt af vores chauffør. Jeg tumlede ud af bussen og fangede mine for tunge tasker igen.
En engelsktalende guide troppede op og forsøgte at forklare os situationen. = vi måtte have en overnatning, grænsen var lukket, vi kunne bo på dette Guesthouse eller andet - det var op til os selv. Denne nye information var næsten umulig at høre, da den åååh-så-charmerende schweizer med de helt røde øjne ikke lavede andet end at råbe "FREE BEER. You lie. FREE BEER!!!" og skubbe til guiden. Jeg tror aldrig, jeg har været så irriteret på et menneske, jeg aldrig har talt med, i mit liv. Han var ALT for modbydelig. Efter at have stillet guiden et par spørgsmål, var det tydeligt, at vi måtte betale for en overnatning og fortsætte dagen efter. Henriette og jeg havde efter over 12 timer i en bus med øredøvende asiatisk karaoke blandet med den dumme schweizers vanvittige irriterende grin fået nok ballade for den dag. Så da de to underlige, schweiziske gutter forsøgte at hive alle med i baren - og drikke de øl, DE mente var gratis - men som personalet ikke helt var enige i, fortrak Henriette og jeg os til værelset og krøb sammen om en film på computeren.
De brænder lortet ned
Senere på aftenen lå vi begge i hver vores senge og læste, da der blev banket hårdt på døren. Guiden og et par af de ansatte kom ind og fablede om nogle pas. Det hele var noget uforståeligt og da det var vanvittigt varmt på værelset, blev vi pludseligt også pinligt bevidste om, at vi ikke havde særlig meget tøj på - specielt, da tre lokale gutter uden engelskkundskaber, bare gik ind på vores værelse og kiggede på os… Vi blev bedt om at følge med, da de manglede vidner og et eller andet med nogle pas.
Da vi kom ned i stueetagen blev det tydeligt, hvad det hele gik ud på. De to schweiziske gutter havde taget stoffer og var begge gået helt ud. Den ene lå halvt ude af hoveddøren og med ansigtet vendt ind mod ankomst-receptionen. Det så helt vanvittigt ud. På deres gang lå der lange baner af sod og en rygsæk og dens indhold lå spredt udover hele gangen.
Schweizerne havde taget stoffer og drukket for meget. Imens, de havde siddet på værelset er der på en måde blevet sat ild til den ene rygsæk, dette har bredt sig til gardinet. Den mest modbydelige af gutterne lå helt kvast på en af sengene - imens den anden jo lå på gulvet foran receptionen. Begge helt livløse og umulige at komme i kontakt med. Da de lokale var bange for, at der ville opstå misforståelser, bad personalet os på tegnsprog om, at samle schweizernes ting og opbevare deres pas og penge til dagen efter. Derefter gik jeg hen for at prikke til den bevidstløse gut, der lå i receptionen. Jeg havde slet ikke lyst til at røre ham, så det blev til et par skub med mine tåspidser før de lokale endte med at slæbe ham ind på værelset.
Jeg var så flov! De lokale så os som én stor gruppe og blev ved med at tiltale gutterne, som "vores venner". En ældre dame, der ejer Guesthouse, så bare til fra sin stol med hovedrystende bevægelser.
Da Henriette og jeg næste morgen sad med hver vores nudelsuppe til morgenmad, så vi pludseligt de to gutter komme gående med hver deres øl i hånden. Den ene var iført en t-shirt, hvor det ene ærme var brændt af af ilden aftenen forinden.
Da bussen kom overhørte jeg den mest væmmelige gut siger, at alt var godt, da han havde stukket personalet 100 $, "så der var da vist ikke noget, de kunne være utilfredse med"… Hold da op, tænkte jeg bare - og håbede på, at de ikke skulle med os efter grænseovergangen.
På trods af vores allerede købte billetter, måtte vi ved grænsen betale for ekstra transport til de små øer. Jeg endte også samlet med at betale omkring 50 $ for mit visum pga. diverse små 'fees', som de skulle nå at indkassere. Igen - det er en smule frustrerende, at være et ATM-maskine i Asien.
Are you serious?
Da jeg endelig kunne slæbe mine tasker over grænseovergangen, henvendte guiden sig til mig, idet jeg troede ville indeholde ny information omkring næste transport. Jeg var presset under min bagages vægt og en smule irriteret over alle de uforudsete "små fees", jeg lige havde måtte betale, derfor blev jeg en smule forvirret, da guiden begyndte: "Hvor er du fra?" "Er du single?" "Hvorfor er du det?" - "Jeg er meget heldig at have dig med i gruppen, det er sjældent, at vi har nogen fra Danmark, der er unge og ligner dig" - "hvor gammel er du?". Jeg var målløs og uforberedt og igen: HVORFOR spørger disse mænd ALTID om min civilstatus før de overhovedet spørger om mit navn? HVIS, de sprøger om mit navn... Måske er det en kulturting, men det er virkeligt sket mange gange efterhånden. Derhjemme ville jeg virkelig synes, at det ville være noget uhøfligt.
Efter to skift med bussen og en længere vandring gennem en lille-bitte flække af en landsby, kom vi til en mindre longboat, der skulle sejle os og taskerne fra den ene sandkant til den næste. Jeg var SÅ træt og det hele blev til mentale billeder.
Det fantastiske, afslappende ø-livVi ramte øen Don Det og i selskab med 3 andre piger, der havde rejst med os siden Siem Reap, fandt vi et billigt, lille bungalow-sted. Her bor vi nu.
Sunset View Hostel har stillet en fin, lille bungalow til vores rådighed. Der er intet andet end en dobbeltseng med en noget bulede og hård madras og så en vifte. Skal man på toilettet, må man løbe 10 meter over en altid våd græsplæne for at berette sin nødtørft i "et hul i jorden". Brusefaciliteterne tæller egentligt også bare rummet ved siden af, hvor man kan tænde for en slange med vand. Det er egentligt super-hyggeligt. Det er dette, der er at rejse! Et finder og ser man ikke hjemme. Jeg har været glad for vores fine hostelværelser i nogen af storbyerne med træk-og-slip-toilet på eget badeværelse - men det kunne også findes hjemme. Derudover har vi en skøn terrasse, der vender snuden lige direkte ud til Mekong-floden. Det er her jeg sidder på en lille plasticstol lige nu. Kl. er 8 om morgen og Henriette sover stadig. Vi skal rejse videre til hovedstaden fra kl 11i dag - 6 i morgen tidlig.
Da vi ankom i går gik vi os en længere tur rundt på øen, hvor lokale og turister bor dør om dør. De steder man kan sove og spise er GuestHouses, så man sidder i familiens hjem og nyder sin kylling og øl. Vi har mødt mange "ægte backpackere" på øen. Folk med dreadlocks og to sæt tøj i deres minirygsæk. Ø-livet er virkeligt afslappende og vi fejrede det den første dag efter gåturen med hver vores bog og en fantastisk udsigt over Mekong-floden.
Living the Good Life
2. dagen havde vi mere energi og lejede et par cykler. Derefter tonsede vi rundt i høj sol mellem de to øer, Don Det og Don Khon. Her så vi et fint vandfald. Hoppede på cyklerne for at se "Dolphin Viewpoints", der var helt udtørrede. Hver gang vi parkerede cyklerne eller krydsede en bro var det som om, der hoppede et lille Laos-menneske frem af busken og opkrævede penge af os. Vi hyggede os dog med at køre på de bitte-små jord-veje omgivet af vandbøfler. Bare det at cykle rundt i stedet for at gå, var dejligt.(Jeg glæder mig til at komme hjem til spinning).
Efter cykelturen var vi gennemblødte og ville gerne ned i Mekong-floden og svømme… men efter en længere ekspedition rundt i området, kunne jeg kun finde en meget stejl bakke omgivet af pigbuske. Men hvor der er vilje er der som bekendt vej. Jeg kravlede ned og stak det ene ben i vandet… da jeg pludselig opdagede de små lus og insekter, der bevægede sig mod mig. Jeg råbte, at Henriette skulle vende om og fløj selv op af floden, som havde det gjaldt mit liv. Det blev et brusebad og derefter bevægede vi os mod et GuestHouse for at få en sen frokost.
Manjana- Manjana… Måske er du betalende kunde, men du forstyrrer mig ligesom lidt…
Vi har nu oplevet flere gange, hvordan vi har sat os ind på en restaurant uden at det tilsyneladende interesserede nogen. Flere gange har jeg måtte gå rundt mellem bordene for at finde menukort til os - men eftersom ingen nogensinde tager vores bestilling, har vi måtte rejse os og gå. Til trods for at der har siddet en gut og spillet guitar eller to tøser har stået og sladret bag baren. Det bliver spændende at se, om det er et produkt af ø-livet eller om det forholder sig på den måde i resten af Laos også. Det er lidt sjovt, hvordan jeg har fået helt fnidder af de mennesker, der har råbt mig ind i hovedet og nærmest halvt trukket mig ind i deres butik for at købe noget… og så til denne 180 graders vending. Man kan vist aldrig finde den perfekte gyldne mellemvej.
I går gik vi længe, før vi endeligt fandt et sted, der ville servere for os om eftermiddagen. Vi startede med en øl og ventede derefter ca. en time på maden. Der skulle lige købes løg, øl, kylling og andet hos en anden købmand - men ikke på samme tid. Vi sad dog godt placeret på gulvet på hver vores madras. Vejret viste igen sit forræderiske ansigt og begyndte at stå ned i stænger, så vi hyggede os fint med et par eftermiddagsøl. Der sad vi i flere timer og nød stilheden, den smukke flod og vores vilde samtaler - som jo altid bliver sjovere efter et par øl. Resten af eftermiddagen blev brugt med en bog i hånden. Da vi skulle finde en let aftensmad, blev vi fanget i regnen og måtte "desværre" blive og drikke nogle øl med nogle virkeligt hardcore-backpackere. At vi ikke bruger make-up og godt kan gå i det samme beskidte tøj i et par dage, er INTET i forhold til denne slags rejsende.
Om det er endnu et produkt af ø-livet eller om det er Laos i en nøddeskal ved jeg ikke, men faktum også, at jeg i de mange måneder, jeg var i Vietnam ikke blev tilbudt stoffer 1 eneste gang. Cambodia, blev vi tilbudt "Weed" 2 gange, men de sidste halvandet døgn jeg har befundet mig på Don Rep, er vi blevet tilbudt "weed" 9 (!!!) gange!! Men mon ikke, det er ø-livet og det manglende politi, der fordrer dette?
Jeg har været meget bevidst omkring ikke at falde i WiFi-fælden, imens vi har været her… Internettet kan jeg altid tjekke i Pakse eller Vientiane… Men man skal huske at leve ø-livet på den helt rigtige måde. Med vores lille bungalow og laid-back-livsstil, så synes jeg, at vi har opnået det mål.
Farvel Don Det og ø-liv
Vi sidder nu i Pakse og jeg er på nettet efter flere dages afslappende fravær. Da vi skulle tilbage til fastlandet, var vi nok 12 stk., der blev smidt i den samme longboat med vores rygsække. Det var lidt af en balanceøvelse, da jeg både skulle få mine to tasker op i båden uden at få våde tæer eller tippe af båden. Det var da heller ikke det helt rigtige valg, at jeg havde valgt at rejse i et par converse-sko. Da vi nåede den anden side, stoppede båden et par meter fra strandkanten og jeg måtte i forfærdelse pille mine sko af, smide min rygsække omkring min torso og tage imod en venlig, hjælpende hånd, der kunne få mig ud af båden og ned i lårhøjt vand, der var god strøm i. Jeg klarede det! Inde på land, måtte vi nu vandre igennem diverse gamle søm, glasskår og passere et kæmp rør. Jeg formåede at få kastet min krop over røret for derefter at trille rundt på benene igen og fortsætte op ad bakken. Hold op, hvor må jeg virkelig ligne en overarbejdet myrer, når jeg kommer vraltende med mine ting. Haha! Med mudder over hele kroppen og sveden dryppende fra alle steder, måtte jeg fint betale min vej frem til nærmeste toilet. Her fik jeg vasket det meste mudder af og kunne vende tilbage til den trygge tilværelse i mine Converse-sko. Heden var voldsom i dag, så da vi kom ind i en minibus, hvor vinduerne kunne åbnes var lykken gjort.
Vi kom til Pakse omkring kl. 16. Herfra fik vi billetter til vores natbus og besked på at være tilbage på busstationen kl. 18, på trods af at bussen først skal forlade stationen kl. 20. Skidt pyt.
Da vi stod af bussen var der ingen glubende ulveflok, der angreb os for at køre os nogen steder. Umiddelbart, virker det til, at det ikke kun er ø-folkene, der tager livet afslappet. Jeg tror, jeg kan lide det! Vi skulle finde noget mad og begyndte at gå ned af en større vej, her stoppede en mand ind til siden og ville mod en mindre betaling køre os til midtbyen og restauranter + WiFi. Det tilbud tog vi imod. Da han viste sig at være en fin fyr, accepterede vi også, at han ville vende tilbage og køre os til stationen her kl. 18.
Nu har jeg nok sagt farvel til Mekong-floden for denne gang. Det var nu fantastisk at se de smukke solnedgange og vågne tidligt op of nyde en solopgang.
Vi tager til Vientiane, for at kunne komme med en lokalbus til en National Park. Her vil vi forsøge at sove i et tårn og forhåbentligt se nogle vilde elefanter. Chancerne er dog under 50% på denne tid af året… men om ikke andet, har vi sovet under åben himmel i en National Park i Laos… det er jo heller ikke så tosset.
Det blev en længere blog - men når først tankerne kører, så dikterer mine fingre bare. Billeder følger…
- comments