Profile
Blog
Photos
Videos
Hoi An, Vietnam
Så kunne jeg endelig få sat lidt tid af til at få skrevet en hurtig blog til læseren derhjemme. Jeg har på fornemmelsen, at det - igen - bliver én af de lange.
Jeg har haft nok at se til, siden jeg ankom til Hoi An, Vietnam. Både grundet det studiemæssige, det sociale selvfølgelig, deltagelse i forskellige arrangementer og aktiviteter + mine nye fritidsinteresser. Der har været meget få ' stille stunder' på værelset og de der har været, har vi været flere om at dele- enten med min søde roomie, norske Line, eller fordi Skype har været tændt. Lige nu har jeg for første gang i denne uge lidt "Ina-tid". Den ene time skal bruges nede ved poolen iført sommerkjole, solcreme og Hollywood-stråhat i selskab med min computer og et tilbageblik på de næsten 4 uger i Hoi An, der allerede er passeret.
Vejret startede dejligt solrigt ud hernede. Det var varmere på Filippinerne, så jeg var ikke ved at dø af hedeslag, som nogen af mine medstuderende, da vi ankom. De sidste 2 uger, har vejret dog ikke været fantastisk. Det har generelt været lidt overskyet og enkelte gange regnet. Det virker dog til at solcremen skal findes frem igen, da solen er begyndt at buldre ned fra oven igen. Det er nu skønt!
"Tiden flyver, når man har det sjovt" indkapsler meget præcist den forgangne måned. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg allerede har været her SÅ længe. Tid er relativt. Det betyder meget, om man backerpacker rundt med fuld skrue eller om man bor fast et sted. Tiden flyver på en måned hurtigere, når hverdagen er sparket ind - men det kender I vel også alle hjemmefra, vil jeg tro.
Hoi An er en utrolig hyggelig by. Fra mit hotel, Hai Yen, er der ca. 5 km til stranden. Det betyder ingenting, når jeg nu har anskaffet mig en hyggelig, rød retrocykel med sofasaddel. Total sej… En cykel man aldrig ville kunne komme over Aarhus' bakker på - men min yndlingscykel alligevel. Så jeg må bare udleve cykeldrømmen hernede og vænne hjem til min lidt hurtigere ræser derhjemme, der rent faktisk har gear. Det er ikke noget de vietnamesiske cykler er rustet med - hvad skulle man dog bruge dem til?
Udover strand er byen også udrustet med en bredere å, hvor fiskerbådene og turistbådene ofte ligger til kaj. Der er fine caféer ned til vandet, hvor man kan sidde og nyde den utroligt fine udsigt. I kan evt. se på nogle af billeder på bloggen. Når mørket er faldet på er byen, ifølge mig, mest hyggelig. Rislamperne bliver tændt og viser vej i mørket. Det slår gadelygterne hjemme til hver en tid! Hvis man går en tur gennem de små gader (jf. billederne), kan man se hvordan de multufarvede og forskelligt farvede lamper kaster glans på gadebilledet. Det er virkeligt fint og hyggeligt.
Vietnam og økonomi
Som udgangspunkt kan jeg godt lide Vietnam - eller jeg kan lide Hoi An... jeg har jo ikke set så meget af Vietnam endnu. Da Hoi An er en virkelig turistet by, kan jeg vel egentligt ikke påstå, at jeg har set meget af det "ægte" Vietnam endnu.
Jeg har vænnet mig til kulturen i Hoi An. Jeg har dog slet ikke vænnet mig til, at man konstant skal sætte spørgsmålstegn ved den pris, man får givet, når man skal købe en vare. Jeg bliver snydt gang på gang - det kunne være værre… men det er frustrerende at have følelsen af, at man bliver rippet. Denne bus' benzin er jo SU og der skulle gerne være benzin nok til resten af backpacker-turen efterfølgende. Det er dog min eneste klage. De lokale er flinke hernede. Man skal gøre sig fortjent til et smil - hvilket er som derhjemme. Folk virker derfor ikke så 'falske' i min verden. De lokale i Hoi An er vant til turister og derfor hvide mennesker - der bliver derfor ikke lagt specielt mærke til mig pga. min hudfarve. Men græsset er altid grønnere, vi hvide branker os selv på stranden for at få kulør og asiaterne skyer solen for at beholde deres bleghed. Flere sælgere (!) bruger derfor stadig: "du er 'mange fine adjektiver'"-sælgertalen, udelukkende for at man ikke prøver at prutte prisen for langt ned - selvom det er en umulig opgave. Deres taktik går på, at blive "venner" med køberen, således at køberen ikke vil forsøge at "fornærme" sælgeren ved at sætte et for stort spørgsmålstegn ved sælgerens pris af en given vare - den taktik falder jeg konstant for. Jeg bryder mig virkeligt ikke om, at skulle blive "uvenner" med de lokale om det der svarer til 20 danske kr… Problemet ligger i, at jeg slet ikke har nogen fornemmelse af prislejet hernede. Jeg aner ikke, hvor meget tingene burde koste og derfor hvor meget jeg bliver snydt - eller om prisen af fair… hvilken den har vist sig at være flere gange efterhånden. Min tidligere teknik når jeg har forhandlet pris, har været at være hård men rigtig flink - og tale længere tid med sælgeren for at opbygge et forhold. I Hoi An virker det til, at man skal være lidt af en hård forhandler, der først får en god pris, hvis sælgeren nærmest bliver vred på en. Ja ja, jeg ved godt, at sælgeren selvfølgelig ikke går med til en pris, hvis der ikke er profit… Jeg kan bare ikke trække på mine tidligere erfaringer for at få en god pris… Jeg skal vist blive lidt hårde i filten. Sælgerne har turistpriser og lokalpriser… Uanset hvor mange gange de siger: "Same same Vietnamese" - så er det bare løgn! Jeg er blevet fanget i den fælde 100 gange og opdager pludseligt, hvad en vietnameser egentligt betaler - eller hvad nogle af mine studiekammerater, der er hårde til at få prisen ned end jeg, betaler... Ååh, hvor kan jeg ærgre mig over det!
Jeg oplevede en lokal dame, jeg faldt i snak med på markedet forleden, der forsøgte at gifte mig bort til nogle af gutterne fra studiet, da jeg var for 'pæn' til at være ugift. Damen var flink - men hvad ville hun sælge? Derefter begyndte hun at ae mit hår, røre ved mit ansigt og give mig massage - det var utroligt akavet… og jeg kunne kun smile venligt for at forøge at slippe ud af situationen. Jeg fik dog hurtigt kommunikeret, at den fyr hun gerne så, jeg giftede mig med, var min bror - dette blev hurtigt oversat til vietnamesisk og damerne i de små boder omkring os fik sig også et godt grin sammen med os, der var taget på markedet sammen. Damen viste sig selvfølgelig at være skrædder og ville meget gerne have mig med hen til hendes shop. Snedig taktik! Generelt er de lokale dog ikke så nærgående… Der er også en stor sprogbarriere, der lægger en dæmper på kommunikationen. De er ikke så gode til engelsk og jeg er bestemt ikke god til vietnamesisk - på trods af et par sprogkurser nu. Det er et svært sprog, hvor man nærmest skal synge en sang for at sige en sætning. Ét ord har flere betydninger afhængig af hvilket toneleje, man bruger. Det er svært at lære - og også at huske simple fraser, da det er så langt fra vores indoeuropæiske sprogstamme.
Jeg har det specielt godt med nogle af danskerne hernede, derudover bor jeg på værelse med en rigtig flink, norsk pige - Line. Vi har det super fint sammen og det er jo perfekt, når vi deler rum. Desuden er der andre flinke, norske piger og gutter på hotellet, så mit norske er ved at være ganske "bra".
Jeg er begyndt at tænke over, at jeg jo skal backpacke efter opholdet her... OG om jeg virkelig "gider" indtil d. 1 juli... der er laaaang tid og jeg har ikke lavet nogen faste rejseplaner med andre endnu. Der er et par planer på tegnebrættet og der er selvfølgelig lang tid til april, men stadig. Jeg gider virkeligt ikke at rejse alene SÅ længe... Jeg ved godt, at jeg selvfølgelig får planer med nogen fra Kulturstudier og også møder nogen på hostels osv... men men men... pengene skal jo også række! Måske er det bedre, at komme hjem og tjene lidt penge engang i juni... pt. er det vist min fornuftige stemmer, der taler... At rejse er jo som bekendt at leve.
Hverdagen og fritidsinteresser
Så er hverdagen er sat ind, med alt hvad det indebærer. Jeg er startet til kickboksning hos en lokal mester 3 gange i ugen. Vi er fire fra studiet, der går sammen. Det er MEGA fantastisk og da jeg er den eneste pige på holdet, føler jeg, at jeg får ekstra goder. Dette betyder - når vi skal lære nye slag eller spark- , at jeg stort set får eneundervisning af mesteren. De tre andre gutter fra mit studie må "nøjes" med de lokale gutter, der hjælper mesteren og selv træner lidt. Vi får undervisning i mesterens stue eller ude på betonet foran hans hus - afhængig af vejret! Jeg er virkelig fan...
Maden hernede kan være noget fedtet og kulhydrat-agtig. Derfor er det dejligt med lidt fysisk aktivitet også.
Jeg er også i gang med at tage dykkercertifikat. Jeg tog min skriftlige, teoretiske eksamen onsdag aften på en lokal bar, hvor musikken spillede og øllet flød. Jeg bestod heldigvis. Dette betyder, at jeg får mit første dyk på søndag - det glæder jeg mig til! Her skal vi øve forskellige strategier i vandet, fx hvordan man får ilt af andre under vandet osv. Dette foregår i en stor pool på et ressort. Senere skal vi også have et dyk i havet. Spændende og gode ting!
I morgen, lørdag, er vi en 8 stykker der lejer en scooter og kører til noget kaldet "My Son", hvilket er nogle gamle ruiner ca. 45 km fra Hoi An. Da vi jo er en del, der skal dykke om søndagen, skulle vi gerne få en hyggelig lørdag og være friske søndag. Derfor skal der fræses på scootere. Jeg har aldrig selv brugt scooter som transportmiddel før, så det skal nok blive rigtigt sjovt! Det håber jeg i hvert fald.
Studiecenteret og studiet
Hver formiddag fra 8.30-11 modtager vi undervisning på det lokale universitet. Lokalerne er bedre end de lokales vietnameres - men vi er selvfølgelig også flere. Vi sidder på slidte stole med et indbygget lille bord foran os - lidt som de møbler forskellige High School-elever bruger i diverse amerikanske serier. Vi skifter mellem forskellige professorer, der er dygtige indenfor hver deres speciale. Det er interessant. I denne uge har vi fået undervisning af hollandske Roy, der virkeligt har brændt for undervisning, dette smitter selvfølgelig. Han har lavet meget feltarbejde i og omkring Laos og det har været meget relevant i forhold til udviklingsstudier, migration, levestandard osv. Denne undervisning - og en del af de tekster, jeg har nået at læse - har virkeligt sat en tankeproces i gang hos mig. Jeg er blevet inspireret!
Efter hver endt undervisning er idéen, at vi alle skal cykle ud til studiecenteret, der ligger ved stranden ca. 5 km. Det er ikke den samme strand, som vi cykler til, hvis vi har fri og starter fra hotellet. Studiecenteret giver os frokost og har Wi-Fi. Her kan man enten sidde i de to store arealer med betonunderlag og tag, under et halvtag eller i små bambushytter bygget længere væk på 1.sal. Jeg hygger mig bedst i bambushytterne med udsigt over havet… men studere bedst længst væk fra stranden, hehe. Det er dog også en fin mulighed at gå ned på stranden og bade, spille volley, sole sig, snakke eller læse. Det er utroligt fine forhold. Det vigtigste er næsten, at toiletterne har træk-og-slip-system, hehe.
Studiecenteret bliver også brugt til sociale påfund. Vi har haft en grillfest derude, hvor der var bål på strand, lækker buffet med grillet kød, høj musik og lyskæder og lyskanoner i mange farver. Skøn aften! Næste fredag afholdes der endnu en fest derude. Her er temaet "Vietnamesisk bryllup", hvor vi alle får tildelt en rolle: brud, fuld onkel, jaloux ekskæreste eller andre sjove ting. Denne fest er naturligvis arrangeret af de studerendes festudvalg.
Jeg har travlt hernede og nok at se til. 30 ECTS på 10 uger skal være sammenpresset og det er jo heldigvisen skriftlig eksamen til slut, så man behøver ikke at læse ALT. Det er i hvert fald min - og mange andres - teori hernede. Det er stort set umuligt at få læst de mange gange krævede 100 sider til hver dag.
Fieldtrip
Vi har været på flere fieldtrips. Jeg har netop lagt billeder op af en landsby, som var et af de steder vi besøgte. Her kommer der lidt information om den tur.
Landsbyen vi besøgte havde 350 indbyggere. Det var to bjerglandsbyer, der var blevet fusioneret til én. Landsbyboerne tilhørte den etniske minoritetsgruppe: 'Khmu'-folket. Deres høvding døde desværre under en uge før, vi havde aftalt at besøge dem. Det betød at det danseshow og store bål, vi egentligt skulle have oplevet, blev aflyst, da det er gammel tradition, at landsbyen skal 'sørge' i et år efter høvdingens død. Dette betyder dog ikke, at landsbyboerne skal være kede af det - de må meget gerne hygge sig. De må bare ikke fejre og danse - derfor blev 'showet' aflyst. Vi brugte vores tur på at forsøge at kommunikere med de lokale - som absolut ikke talte engelsk. Jeg gik dog med en af de lokale, vietnamesere, der har fået et legat til Kulturstudier, rundt. Hun fungerede godt som tolk - noget hun åbenbart har som funktion for at modtage sit legat. Mærkværdigt. Der var dog ikke meget at se i landsbyen og turen var ikke vel planlagt. Så det endte med, at jeg brugte eftermiddagen i den stinkende hede med at spille fodbold med de lokale børn - jeg fik bøllebank! Vi var også flere, der lige tog en slapper inde i hyttens skygge. Det var meget at køre i over 3 timer for at bruge sin eftermiddag således. Men men men… Det var da en hyggelig, social hyttetur, vi alle kom på. Om aftenen fik vi endeligt mad - noget der ikke havde været meget af. Dette kunne tydeligt mærkes på folks energiniveau og lave blodsukker. Der blev serveret grillspyd, stickyrice, risvin og grøntsager. Ganske lækkert. Efter at have fundet en soveplads vendte vi tilbage til 'samlingshytten'. Her spillede en lokal helt fra både The French War" og "The American war" (som den hedder hernede) musik for os. Han havde flere bambusinstrumenter med sig og det løs… tja… anderledes? De forskellige korte melodier havde forskellige emner: en var lavet for at inspirere ungdommen til at gå den rigtige vej - kommunistpartiet, en var for at lokke dyrene frem, en tredje var komponeret til hans tidligere elskerinde i Laos - og nåårh ja, og elskerinden i Cambodia. Lad os bare sige, at det var en oplevelse. Manden var 85, men lignede ikke én, der var en dag over 60. Han var frisk, karismatisk og fuld af spilopper. På et tidspunkt proklamerede vores tolk også, at denne mand havde haft en kæreste i 'hver havn', da han var yngre og ikke var gift endnu. Det kunne vi alle sagtens forestille os. Sikke en gavtyv! Det var fint at se landsbyen og få en fornemmelse for samfundet - men det faglige indhold var ikke højt. Vi var nærmest bare 30 turister, der invaderede landsbyen. Vi havde ikke nok tolke med - hvilket var en skam. Dog var vi alle enige om, at turen i sig selv havde været rigtig hyggelig.
Nu har nogle franskmænd fundet vej til poolen. De skræpper op, som var de en flok forvirrede gæs. Dette ødelægger selvfølgelig min skrive-koncentration. Jeg er dog også sikker på, at hvis du overhovedet har læst så langt ned på bloggen, ikke har noget imod en pause og læse-stop. Derfor var dette alt for nu… Næste gang der sker aktivitet på bloggen, er det forhåbentligt nogle gode billeder fra weekendens aktiviteter og evt. fra kickboksning.
Jeg håber, I alle har det godt derhjemme. Jeg kan forstå, at vejret er begyndt at blive mere interessant. Nyd det!
- comments
Rie Skønne beskrivelser - som at være der selv - næsten. Knus