Profile
Blog
Photos
Videos
Dumaguete:
Cock-fight
Cock-fight kan nu tjekkes af på listen - for aldrig at blive oplevet igennem. Vi var der i hele 5 minutter. Det var bestemt et kulturchok… Hvilket jeg faktisk var forberedt på… men når alt kommer til alt, er Maja og jeg nok ikke meget mere end nogle "pivskid-tøser". Maja og jeg troppede ganske selvsikre op ved kamparenaen og kunne allerede se og høre de mange tilskuere - alle mænd - stå på lægterne og råbe deres 'væddemålsindssats' ind til dommeren. Vi sneg os hurtigt forbi de først lokale mænd, der ikke kiggede skævt, men nærmere undrende på os. Vi gik op af et par lægter for at forbedre vores udsyn, og til al held støder vi pludseligt ind i et par gutter fra hostelet. Jeg fandt en pæl, jeg kunne læne mig lidt op af og et stort kamera, jeg kunne gemme mig bagved. Så var vi ellers officielt til en roosterfight. Det interessante er jo netop, at dette arrangement på ingen måde er til ære for turisterne - det er en gammel, filippinsk tradition. En af Harolds venner havde under en middag forklarede os 'the name of the game'. Mændene der investerer i en kamphane - investerer i en livsstil. De har ca. hanerne i et år, hvor hanerne bliver trænet i kampteknik. Manden sparer med sin hane iført en boksehandske… (I know - har desværre ingen billeder). Derudover skal hanen have "speciel treatment" i form af forskellige behandlinger på en rooster-salon, for sådanne saloner findes faktisk, hvor der er speciel haneshampoo, -balsam, -neglefiling mm. En fattig mand vil i gennemsnit bruge 4 gange så mange penge på sin hane end på sine egne børn. Rygtet gik også, at mange koner ofte så sig vrede og jaloux på kamphanen, da manden oftest gav hanen MEGET mere opmærksomhed og ofrede flere økonomiske midler på den. Og for hvad? På de 5-8 minutter Maja og jeg stod i arenaen, så vi omkring 4 kampe. Det var makabert - anderledes end i Europa - selvom jeg er sikker på, at europæiske slagterier og grisetransporter bedre definerer 'dyreplageri' end disse kampe. I det mindste har hanen haft ét dejligt luksusår som fighter, hvilket så slutter ved en 10-20 sekunders kamp. Alligevel fandt min indre tøs frem til scenen efter at have overværet første hanekamp, og vandet begyndte at fylde mine øjne. Det var ikke lige os… Hanerne blev gejlet op af mænd, der ønskede en sejrsrus og de dertil berettigede penge - og blodet flød. Hvis en hane blev såret, samlede mændene begge haner op igen og forsøgte at gejle dem op, for at gøre det klart for alle, hvilken hane der havde overtaget. Alt dette foregik under larmende tilråb fra mændene på lægterne, der havde væddet penge på én af hanerne. Maja og jeg trak os respektfuldt tilbage og efterlod gutterne fra hostelet alene tilbage. Der gik et par minutter, før nogen af os sagde noget, da vi endelig havde forladt arenaen…
Twin Lakes:
Harold havde fortalt os om Twin Lakes - navnet i sig selv afslører, hvilken udflugt det drejede sig om. Det skulle være et smukt område og Maja og jeg besluttede os for at finde vejen selv. Aftenen forinden havde vi fået Harold til at forklare os vejen derud. Der var tale om en mindre gåtur hen til en lokal bus, som skulle sætte os af udenfor byen, hvor vi efterfølgende skulle finde nogle lokale motorcykelmænd, der kunne bringe os 14 km op af en stejl bakke. Owen, en irlænder der arbejder i Korea, overhørte vores samtale og adspurgte os på sin egen klodsede måde, om han kunne komme med os. Det var selvfølgelig okay - selvom Maja og jeg begge var lidt spændte på hvordan samtalerne ville gå med vores nye ledsager. Næste morgen havde rygtet spredt sig, og der sad 3 friske gutter i fællesrummet og ventede på deres 2 guides til Twin Lakes - en titel vi kun levede op til i form af, at vi havde en idé om, hvilken vej vi skulle. Vi formåede at finde den lille, lokale bus og blive sat af foran en motorcykelbande. Efter lang tids forhandling af pris, satte vi os op på hver vores motorcykel - og vups var vi af sted. Det var en 14 km stejl tur på jord-/grusvej. Det var godt, at vi valgte lokale førere, da det havde været umuligt at komme helskindet op selv. Tyfonen, der hærgede i starten af december 2011, havde ødelagt noget af vejen… Derfor måtte vi undervejs hopper af og gå lidt, idet vi mødte en kæmpe gravemaskine, der var i gang med at rydde vejen. De har ingen sikkerhedsnet på Fili, vejen var smal og gravkoen stor - det er 100% sikkert, at jeg aldrig i mit liv, havde sat mig ind i den maskine. Der lå store klippesten på stien, hvilket også var et resultat af den voldsomme tyfon. Oprydningsarbejdet var dog fint i gang - mere end man kan sige om den sti, vi selv lavede, da vi var på tur ud til vandfaldet. Min fører - en teenager? - forsøgte undervejs at forklare mig brugen af de forskellige marker og ting, vi passerede… Jeg havde dog travlt med at klynge mig til motorcyklen, så jeg udøvede mest den berømte: smile-and-wave-teknik og fremførte teknikken med et kæmpe smil - og så var vi begge vist meget tilfredse. Føreren stoppede ind til et lille hus på vejen - her boede han og jeg fik lov at tage et par billeder. Utrolig flink dreng.
Endelig ankom vi alle 5 til toppen - os piger havde fået to teenagere til førere og de kørte ræs til toppen, så vi måtte vente lidt på de langsomme gutter. Vi hyggede os gevaldigt - og søerne… ja, de var søer. Vi fik en sejltur over til tvillingesøen, da man ikke kunne hike derover (tyfonen havde ødelagt stien). Her badede nogen af gutterne, vi andre hyggede med småfisk i vandet, der 'nippede' i vores hud. Da vi vendte tilbage til den første søs bred, ventede en flink, lokal mand, som jeg havde forsøgt at kommunikere med, inden vi sejlede over til tvillingesøen. Han ventede pænt på os på bredden og havde en masse bananer til os - nogen kogte i solen i en tin-gryde, så de smagte af tørre kartofler. Han ville ikke have betaling på nogen måde… Meget fornemt! Vores chauffører havde ventet på os og den tur, der i fuld fart havde taget 45 minutter op… tog i Maja og mit tilfælde KUN 10 (!!!) minutter ned! Det var en fuldstændig vanvittig tur, hvor jeg kun kunne mærke, at han bremsede ned 2 gange i 2 vilde sving. Teenagedrenge-ræs er vanvittigt i alle lande - specielt, når man sidder bagpå! Jeg måtte dog stole på, at gutten vidste, hvad han havde gang i!
Da vi kom tilbage til Dumaguette tog 4 af os ud for at spise… efterfølgende endte vi på en lokal gadebar til deling af 1 liter lokal øl. Her fandt nogle børn på gaden frem til os - og de bad os ligefrem om at tage billeder af dem… De hyggede sig gevaldigt internt med deres fjollerier, for derefter at se billederne af sig selv. En mor kom pludseligt grinende forbi, grundet drengenes fjollerier og hentede et par af de frivillige klovne, da det var ved at være over deres sengetid… Rigtig hyggelig oplevelse og skønt at det ikke var tiggende gadebørn.
Hvalhajer og bounty-strand
Dejlig bådtur og fantastisk oplevelse. Der var mange unge mennesker fra hostelet på båden og turen ud mod 'hvalhaj-stedet', gik med socialisering og den sædvanlige: "hvem er du-snak". Utroligt mange flinke mennesker - og så var der de amerikanske gutter. Behøver jeg sige mere? Ingen situationsfornemmelse og en studpid og barnlig 'jeg-ejer-hele-verden-attitude'. Som den kvikke læser måske fornemmer, var jeg bestemt ikke fan. Dette førstehåndsindtryk blev bestemt ikke gjort til skamme, da vi hoppede i vandet, for at fange et glimt af hvalhajerne. Hvalhajerne blev desværre fodret af lokale fiskere, og på den måde var begge de hvalhajer vi så passificerede og zombie-agtige. Det er bestemt ikke noget, jeg bryder mig om eller normalvist vil støtte op om. Men men men, den høje moral til side, så ville jeg virkeligt gerne se de store væsner - ligesom de MANGE andre turister, der hoppede i vandet den dag. Jeg ville alligevel, under andre omstændigheder ved fri snorkling på åbent hav, være blevet skrækslagen, hvis en 12 meter kæmpe hval var dukket op på min radar! Her kunne jeg se hvilken båd, hvalen fulgte efter og på den måde placere mig strategisk ift. at få et godt udsyn til hvalen - uden at komme for tæt på. Flere gange blev der råbt: "Hold minimum 3 meters afstand til hvalerne". Det gjorde ikke mig spor! Kæmpe hvaler - lille angst. Vi var mange med snorkler og vi svømmede i røven af hinanden for at komme hen til hvalerne… Dér blev det allerede for meget, synes jeg. Gennem det turistfyldte vand, fik jeg dog flere længere glimt af det kæmpe dyr! Jeg svømmede modsat de andre, da jeg så, at båden vendte og placerede mig nu strategisk, for at hvalen skulle svømme forbi mig i fuld længde… Det var helt perfekt og det var en KÆMPE oplevelse… Desværre havde de amerikanske gutter anskaffet sig et undervandskamera og stadig ingen integritet eller situationsfornemmelse. Det betød, at én af dem snittede mig i forbifarten under vandet og efterlod mig med en svømmefod 7 cm fra mit ansigt og et hidsigt temperament, da det gik op for mig, HVORFOR idioten var SÅ nærgående. Gutterne skulle da lige have billeder til "se-mig-albummet", hvor de rørte ved hvalen OG ' gav en f***finger' til hvalen… Jeg fik nok og hele snorkelturen tilbage til båden, udspillede jeg for mit indre øje, hvordan min kommende verbale skideballe til de stupide mennesker, ville lyde… Solen skinnede dog og resten af menneskene på båden var søde, så jeg glemte lidt at overfuse amerikanerne, da de endelig vendte tilbage fra deres billede-mission. Min eneste - ret dårlige - "hævn" blev, at jeg ikke rigtigt svarede dem, da deres "hvem-er-du-snak" endte hos mig. Wow, så kunne de lære det :-P
Vi besøgte også en fantastisk bounty-strand, som de unge af os svømmede ind til og ellers bare lå i strandkanten og hyggesnakkede i en times tid. Owen tog nogle skønne billeder derfra - bl.a. også af Maja og jeg, der bekræfter, at vi faktisk har været der. Han har dog ikke lige sendt dem til mig endnu - hvis han da overhovedet husker det.
På denne bådtur mødte vi nogle super fine personer og det passede helt perfekt med den grillfest på taget, som hostelet havde planlagt for os.
Gang i gaden
Da vi kom hjem fra bådturen hoppede Maja og jeg op på en lånt cykel og drønede af sted mod det lokale marked, hvor vi købte frisk fisk og grøntsager. Vil man overleve på en cykel på Fili, skal man glemme alle de færdselsregler, man nogensinde har hørt og bare lave 'gnu-effekten'. Drej når de lokale gør, kør når de lokale gør! Alle ser, at man har hvid hud (stupid gringas) og stopper alligevel, hehe. Grillfesten på taget var en kæmpe succes. Der kom rigtigt mange seje backpackere (og amerikanere dukkede aldrig op), så stemningen var høj - vores købte mad lækker. Vi startede med et par øl, der endte i lokal rom og pludseligt var vi 7 stk, der havde hygget os gennem hele aftenen, der skulle på disko-dasko. Det blev en vild aften, hvor vi alle kørte på én tricycle (Jeg måtte sidde udenfor ovenpå hjulet - vanvittigt sjovt), dansede på klubben, fik gratis øl af de lokale og fik den forbandede idé, at en australier, Adam, og jeg da minimum skulle drikke 2 tequilashots hver… Da klubben lukkede (!!!) tog vi en ny tricycle tilbage mod hostelet, hvor det gik op for os, at den ellers rolige tankstation, der havde åbent 24-7 overfor hostelet, nu havde forvandlet sig til en udendørsbar. Folk røg tæt på benzintankene og kastede op i lårtykke stråler, før de kørte væk på deres scootere - lige et sted for os. Man måtte nærmest gå i zigzag for at undgå at træde i brækklatter - skønt sted. Sjove mennesker = sjov aften.
De sidste dage og Animal Rescue Center:
En af vores sidste dage i Dumaguete besøgte Maja og jeg i selskab med en engelsk pige (kendt fra den tidligere nævnte fest) et Animal Rescue Center. Det var slet ikke så behagelig en oplevelse, som vi havde håbet på. Vi vandrede rundt og forsøgte at finde centeret, da en filippinsk mand pludseligt råber: "Iiinaa" og jeg selvfølgelig reagerer… Så går der lidt og så råber han: "Maja". Alright, så vidste vi, at det ikke kun var et heldigt skud i tågen… Manden nærmede sig og tilbød at føre os til indgangen af Zoo. Her var det danske piratsprog dejligt belejligt - dog ikke særligt behjælpeligt. Hverken Maja eller jeg anede hvem manden var… men vi måtte jo være flinke, da han tydeligvis kendte os. Manden spurgte endda, om jeg stadig studerede og hvornår jeg rejste videre osv.. så han har tydeligvis haft noget info. Ingen ved hvorfra.
Vi fandt indgangen og fik ejeren til at vise os rundt… Dyrene havde intet at lave. Dyrenes burer var alt for små… Jeg fik det specielt dårligt, da jeg så aberne og bambi-hjorten. De kedede sig virkeligt og aberne havde ingen plads at bevæge sig på. Krokodillerne blev fodret med kyllingehoveder, da det var billigere end andet kyllingekød og ejeren avlede selv melorme til fuglene og aberne, så han ikke skulle bruge penge fra det ikke-eksisterende budget. Han fortalte, hvordan regeringen 2 år forinden havde lovet centeret 1 million pesos - men hvordan kun 250.000 pesos, var dukket op. De penge gav centeret 2 burer til fuglene og lidt hundemad - altså blev centeret snydt endnu engang. Korruptionen hernede er udtalt og skriger på forandring, men desværre er der ikke noget en menigmand kan stille op, hvis hans dyr skal overleve. Den historie skaffede ham et par ekstra 100 til donation fra os.
Samme dag besøgte Maja og jeg et storcenter for at skaffe vores flybilletter til Manila. I centeret oplevede vi gentagne gange, at folk tog billeder af os… Til slut var de ikke engang diskrete omkring det! De sidste par dage gik det fra at være finurligt og spøjst til decideret irriterende og flabet… Det var også den følelse, vi forlod centeret med - dog med en "smile and wave-tilgang"… De kan jo ikke gøre for, at vi er nogle spændende, hvide aber! Lige så vel, som de fattige lokale ikke kan gøre for, at mit kamera VIL tage billeder af dem…
Om aftenen havde Harold arrangeret en østersaften, hvor der var grillede østers og andre lokale sager. Jeg kan hermed bekende, at jeg har spist grillet kyllingelever, -hjerte og -RUMPE! Hjertet smagte klart bedst! Adam og Freak (hollænder med et navn, der minder om det nævnte), som vi havde haft en sjov bytur med nogle dage forinden, mandede sig op og ville forsøge sig med en (voldsom klam) filippinsk delikatesse. Små kyllinger der endnu ikke er klækket fra ægget, hvor ægget er kogt. Altså et hårdkogt æg, hvor æggeblommen er erstattet af et kyllingefoster! AD!!! De fortalte om den specielle smag og lyden af de små knogler, der blev knust i deres munde. Jeg fik taget et par billeder af begivenheden og kan med hånden på hjertet sige, at ingen kunne få mig til at prøve det nogensinde!!! Senere på aftenen besøgte vi tankstationen igen til et par øl med de lokale… Endnu engang sejlede nogle af de lokale rundt mellem plasticbordene og væltede gerne ind i dem. Flere af dem havde gang i bræk-konkurrencen igen og ellers sov 50% af de resterende lokale henover bordene… De forstår virkeligt at drikke sig i hegnet på Fili!
Vi har brugt meget tid i Dumaguette på forskellige turer udenfor byen og oplevelser i byen. På trods af de lokales nysgerrighed og betagelse, så er det nogen af flinkeste mennesker, jeg længe har mødt på en rejse! Hjælpsomme og interesserede uden at tage skridtet for langt (for det meste!) - de er harmløse og hjælpsomme.
I retrospektiv:
Jeg er gået fint i gang med min hverdag i Hoi An, Vietnam. I mandags modtog jeg en besked fra min far omkring et voldsomt jordskælv på Filippinerne. Det er skrækkeligt, men jeg håber samtidigt også, at der ikke er sket noget forfærdeligt for nogen af de søde, søde mennesker, jeg mødte på min vej! Mange af de lokale arbejder jo ud fra princippet: fra hånden til munden, så hvis deres 'butik' - på hver deres måde - er blevet tilintetgjort af en naturkatastrofe, kan det have katastrofale konsekvenser for deres fremtid… For slet ikke at nævne de mistede menneskeliv, der allerede er blevet optalt. Det er underligt at sidde til forelæsninger i Vietnam, hvor ingen kender til den katastrofe, som jeg var forholdsvist tæt på selv at blive fanget i. For ikke at tale om den store kulturforskel, der adskilles af havet. Vietnam og Filippinerne er utroligt forskellige - det eneste der minder om hinanden, er de lokale folks hårfarve.
- comments
Mia Ina Ina Ina Ina Iiiinaaaa. Tænk sig at der skulle gå helt indtil vinterferien, før jeg gav mig selv lov til at læse dine blogs. Det lyder som den fedeste tur i Filipinerne. Jeg hørte forleden at edderkoppe-kampe skulle være næsten lige så populært som hanekampe. Har du set nogle af dem? Ellers kan jeg kun sige: SKRIV MERE MERE MERE MEREMEREMEREMEREMEREMEREMEREMERE ;-). Hav den fedeste oplevelse. Knus herhjemmefra.