Profile
Blog
Photos
Videos
Dag 1:
Lufthavn og en følelse af: "Hvad pokker, har jeg liiige gang i"? Vi kom ikke til at sidde ved siden af hinanden i flyet, men fandt hurtigt ud af, at vi begge var i søvnunderskud som skulle indhentes OG at Qatar Airways har et drøn smart multimedieapparat, der skulle vise hvad det kunne. Da vi endelig ankom til Doha brugte vi mest de mange timer på at observere de mange forskellige typer i lufthavnen. Der var mange "oliesheik-typer". Fra Doha til Manila fik vi byttet os frem til nogle sæder, hvor vi kunne sidde sammen… Vi sov dog det meste af vejen. Det var nødvendigt, da jeg desværre dermed sad ved siden af en meget snakkelysten, uforståelig svensker... Vi kunne jo ikke flygte nogen steder hen - udover Drømmeland.
Dag 2:
Da vi ankom til Manila gik vi begge målrettet efter at komme ned på øen Negros med det samme. Vi havde brug for lidt afslapningsferie og ikke storbyferie til at starte med. Vi blev hijacked, lige da vi trådte ud af terminalen og flere folk overbeviste os om, at vi skulle ud af lufthavnen - ind på et kontor for at booke nye flybilletter - og så tilbage til en anden terminal… Hvilket vi så gjorde, efter at blive halvt skubbet ind i en stor bil, hvor dørene blev låst som noget af det første. Bummelum… Så gik pengepresseren ellers i gang. Vi var på "kontoret" 5 minutter efter. Turen dertil var rigtig god, da vi fik set en minimal bid af Manila frem for kun at se forskellige lufthavne. Vi fik købt vores billetter til Negros og skulle skynde os til terminalen for ikke at komme alt for sent til check-in. Da vi steg ud af bilen krævede den ellers tidligere flink mand pludseligt 30 dollars for den 10 minutter lange køretur. En tur, vi troede indgik i hele virvaret omkring de nu købte flybilletter. Vi var målløse og prøvede at blive enige med ham om, at det da virkeligt ikke kunne passe. Han var dog lusket og vedholdte sit krav. Da vi var skrupforvirrede og allerede for sent på den til check-in, måtte jeg hoste op med pengene. Han tog imod med et kæmpe smil og flinke ord… Selvfølgelig - vi havde betalt den vildeste timeløn, han sikkert nogensinde havde modtaget - forhåbentligt da.
Vi fik tjekket tasker ind og skulle igennem Security. Da der også her blev krævet penge, begyndte jeg at blive lidt muggen på Manila og dens tilsyneladende griskhed. Heldigvis fandt vi hurtigt humøret igen og fandt vores fly til Negros.
Da vi ankom til byen Barocod på øen Negros var der nogle FLINKE mænd, der tog imod os i terminalen. Vi var hurtige til at spørge ind til prisen, før vi gik med dem nogle steder hen. Man skulle jo nødigt falde for samme trick 2 gange - og specielt ikke i streg. Mændene gav os en bedre pris end forventet og en rigtig flink taxamand kørte os til et hostel, Lonely Planet nævnte, imens han fortalte om Barocod. Det var en helt anden oplevelse end i Manila og det var super hyggeligt. Der indtrådte den rigtige feriefølelse pludseligt. Taxamanden viste os nogle vejafspærringer og fortalte, at det kinesiske nytår blev fejret denne aften… Ja halløj, det kunne vi godt se og høre ved midnatstid
Dag 3:
Næste dag havde vi besluttet os for at kigge lidt rundt i Bacolod og efterfølgende hoppe på den lokale 6 timers bus til Montilla, hvorfra vi kunne komme til den famøse Sugar Beach. Vi startede ud med at købe en friskpresset juice og lidt brød til morgenmad, som vi ville spise på Plaza. Vi endte med at dele morgenmaden med de lokale, beskidte børn, der så ud til at bo på Plaza sammen med de andre fattige mennesker, der lå og sov de mest random steder. Et syn vi godt havde set under en aften gåtur dagen forinden. Et par papkasser til at sove på i vejkanten og en plasticpose med ting - det er alt disse mennesker ejer. Vi lærte også, at det næsten var en umulig opgave, at få lov at gå rundt selv i byen. Alle råber og glor… og cykeltaxaerne var meget interesserede i at tjene en skilling på at køre os… Vi nåede dog ned for enden af en vej, hvor der lå et gammelt, faldefærdigt hus og en del unger legede på nogle kæmpe rør ned til deres "havn". Det viste sig at være lidt af en øjenåbner. Det er utroligt hvor mange på Filippinerne, der egentligt fører den form for livsstil.
Busturen var en sand fornøjelse! Godt nok grinte de lokale folk af min ekstremt tunge taske, da den skulle manøvres ind i den lille, tætpakkede bus. Jeg oksede på - der var jo ikke andet at gøre. Endeligt, fik vi lov til at få vores backpacks ned i bagagerummet og vi fandt pladser på det allerbagerste, lange sæde i bussen. Her fik vi nogle gode rutjsebaneture - i takt med at hullerne i vejen voksede. Da Maja af samme grund spildte juice udover sin hvide skjorte og jeg begyndte at grine, startede vi en grineepidemi. Folk var utroligt venlige. Omgivelserne var betagende smukke og vi endte med at sidde og stirre næsten måbende ud af de åbne døre og vinduer i bussen, for at få alle de smukke naturomgivelser og sjove mennesker med deres små gadebikse med i mentalbilledet.
Da vi var halvvejs på turen steg tyskeren, Andy ind. Han spurgte lidt til vores destination og tur og det var tydeligt at alle bagerst i bussen spidsede ører. Snakken begyndte at gå og flere og flere begyndte at melde sig ind i samtalen - fantastisk! Specielt en pige, Ollie, talte til Maja og jeg. Hun var fascineret af vores hudfarve og kunne slet ikke kapere, at vi var på vej mod Sugar Beach for at spolere den hvide farve til fordel for en brun hud. En ældre herre forsøgte at lære os et par gloser… men gik lidt amok med sin vilde sætninger.. så det endte med at hele bussen grinte - jeg tror bestemte ikke, at det var MED os. Dog var der er fin stemning og billetmanden i bussen var indbegrebet af en joker. Han blev ved med at påstå, at vi skulle til "Sugar Land" og at han selv kom fra Spanien. Endnu engang brød bussen ud i latter… og vi fniste selv med og tænkte: "Ej, gringas…". Det var jo ganske let for os at sidde og diskutere vores ferie, når størstedelen af bussen, måske aldrig selv havde været på "turiststedet"… Da Ollie pludseligt fandt sin lille DVD-boks frem og begyndte at afspille forskellige musikvideoer for Maja og jeg, var stemningen sat. Der skulle være gang i gaden og resten af bussen syntes af være enige med os. Min yndlings sang var: "Teach me how to Dougie" - eller noget i den stil... Totalt sej!
Andy skulle selv til Sugar Beach og havde været der 7 gange før. Da solen var gået ned og alt var bælgravende mørkt, besluttede vi os for at følge ham i blinde. Vi blev sat af i Montilla med billetmandens råbende formaninger om, hvor meget vi skulle betale motorcykelmanden, i baggrunden. Fra da af gik det stærkt. Maja og jeg blev hurtigt placeret i sidevognen til motorcyklen med vores små tasker og de store rygsække på ladet. Andy sad bag på motorcyklen. Motoren begyndte at brøle og så var vi ellers kørende. Vi kørte længe af en lille grusvej og mødte nogle lokale undervejs, der sad og hang ud i vejkanten. Et par af gutterne hoppede op på vores rygsække og klamrede sig fast til taget - nu var vi 6 personer og en ordentlig omgang bagage på den lille maskine.
Pludseligt var vi ved vejs ende… Vi stod nærmest midt ude i en regnskov i et bragende, uhyggeligt mørke og var utroligt glade for, at vi havde mødt Andy. Han kendte rutinen og snart sad vi i en lille paddelbåd på vej over en sø. Lige præcis dér ramte feriefølelsen mig igen. Hvor var det fantastisk at vide, at man for 48 timer siden næsten havde været i Danmark og nu sad man i en lille lokal bambusbåd med fuld oppakning og kunne intet andet end den klare stjernehimmel se.
Da vi kom over søen spurgte de to små drenge, der havde sejlet os over, om vi kunne finde vejen selv derfra… Andy kunne og havde som den eneste også en lommelygte. Min tunge taske tyngede mig, men af sted gik det. Vi vandrede i bare tæer i mørket gennem sandet og pludseligt var der ikke andre steder at gå end dybt ud i havet eller over et ret højt klippefremspring, der spærrede vejen for os. Vi måtte over fremspringet… Der var ikke andre muligheder. Det var fuldstændigt vanvittigt. Jeg sejlede allerede rundt, som den fuldeste matros grundet min tunge oppakning og nu skulle jeg kravle over et klippefremspring, der var glat og sandet - og der var ikke mange steder, man kunne sætte sin fod uden at næste skridt ville være en tand for usikker… alt dette og så i mørke eller med et par stråler fra Andys lommelygte. Jeg var faktisk bange… men hey, nogen gange kommer klippen bare til Muhammed, så vi måtte jo bare adlyde vores nyfundne guide og gemme det der "bange" til en anden dag.
Vi overlevede klippen… men jeg må indrømme, at jeg ikke var langt fra at miste balancen helt, da jeg næsten var halvvejs omkring den. Vi ramte sandet og derfra var der 1 km gang til det ressort, som Andy bestemt mente, var det allerbedste ud af de 8 resort der ligger på Sugar Beach.
- comments
mor Wow, sikke en fantastisk beskrivelse du leverer. Det er nærmest som at være der selv - i perioder trækker jeg næsten ikke vejret pga. spænding. I er heldigvis rejsevante og DU ved " how to navigate in new surroundings", så det gør mig rolig. Skøn, skøn rejsebeskrivelse - og fortsat god tur. Knus
Christie: Hold da helt op piger det lyder så fedt. Og super fede billeder af skildpadderne osv. I'm not jalous! :-) Håber I nyder det. Knus herfra.
mormor mormor hold da op for nogle oplevelser du kommer ud på det er flotte billeder af Jer det er godt du ikke er herhjemme for det er koldt og vi har været ude og skrabe sne hils pigerne pas nu på med de taxaer