KAMPEN OM DET FORSVUNDNE TØJ !!!

Nå, så blev det vist tid til at blogge igen. Der er sket meget siden sidst men lad os starte der hvor Lotte drog mod Hanoi for at møde sin kære mand. Knap nok havde hun forladt mig før uheldene igen begyndte at ramle ned over mig. Jeg troede simpelthen ikke det var muligt, at udsætte mit skrøbelige hjerte og iltre temperament for mere, og indrømmer at min tålmodigheds-kvote allerede på dette tidspunkt var ved at være pænt opbrugt.

Men den allerførste nat i mit eget selskab vågnede jeg op kl. 04 til et oversvømmet værelse med regnen dryppende ned fra loftet, alt elektricitet var gået og der lå jeg så og forsøgte som en anden Noah famlede i mørket at redde både bøger, computer og tøj op i sengen. Måske var timingen trods alt meget hensigtsmæssig, hvis man tager Lottes klædeskabsprincipper, eller manglen på samme J, med i betragtningen, for ville da gerne ha set den kære frk. Krammer forsøge at redde hele sit klædeskab, der har så sagt har "boet" på gulvet de sidste 6 uger.

Lettere omtumlet og hysterisk indtog jeg herefter receptionen- for en ting var da helt sikker i mit hoved, - jeg ville, skulle og kunne ikke spendere de sidste 24 timer i Hoi An blandt rotter, kloak vand og sitrende kontakter, og efter at have gjort det nogenlunde klart for vores stakkels yndlingsreceptionist, blev jeg derfor endnu engang i Vietnamsberetningen opgraderet til et fint værelse i stueplan.

Min allersidste dag i Hoi An handlede primært om at få pakket hele mit liv fra de sidste 6 uger ned i 2 tasker og gøre mig klar til at drage mod Dalat om aftenen.

Men dagen endte som en helvedesdag, der både bød på gråd og tårer og helt ukontrolleret vredes udbryd og hysteriske anfald. De sidste 6 timer af min tid i Hoi An blev de mest dramatiske og jeg har sjældent følt mig så misforstået og uretfærdig behandlet .

Aftenen forinden havde jeg afleveret alt det tøj jeg skulle have med på min videre færden i Vietnam, inkl. næsten alt mit nye skræddertøj, da en venlig sjæl derhjemme, har gjort vigtigheden af dette meget tydeligt for mig, hvis man ikke ønsker at optage diverse indfarvingsstoffer og andet som jeg kender absolut INTET til i kroppen, hvilket for mig er nok til blot at følge indstrukserne uden at stille yderligere spørgsmål. Så selvfølgelig skulle det vaskes og de søde mennesker på hotellet havde højt og helligt lovet mig, at det ville være tilbage til frokost.

Nu kan I jo nok fornemme hvor historien drejer sig hen, og da jeg kom tilbage efter frokost, lå posen med mit vasketøj på mit værelse, hvilket i første omgang fik et stort smil frem på læben, da vietnamesisk tid ikke altid forløber i samme hast som uret tikker. Så begejstret tog jeg mit tøj ud, men til min skræk manglede ikke bare halvdelen - men næsten ALT mit tøj. Vi snakker 8 trøjer og 2 bikinier.

Argggghhh- STRESS. Tankerne drog straks hen mod "kampen om den røde bh", som havde udspillet sig et par uger forinden, hvor Lotte havde mistet sin yndlings bh, og hvor vi i dage måtte kæmpe med at finde frem til den, i den tro, at en lille vietnamesisk vaskekone var blevet forelsket i den frække sag og havde taget den hjem til farmand for at lave et lille poledancing show eller lignende. Til sidst fandt de dog frem til den, men jeg havde jo ikke ligefrem dage til at få mit tøj tilbage - helt nøjagtig var der 5 timer til jeg skulle være i lufthavnen.

Jeg løb ud i receptionen og forsøgte febrilsk at forklare at næsten alt tøjet manglede og receptionisten forsøgte ihærdigt at ringe til vaskeri og housekeeping for at finde frem til mit tøj. Desværre uden held - og herefter udspillede der sig et kaos lignende scenarie hvor hele housekeeping og alle receptionister på hotellet indtog mit værelse og med højlydte vietnamesiske gloser forsøgte at finde mit tøj i min taske som allerede var pakket og i skabet, ja sågar under sengen . Ret frustrerende for en desperat Louise der bare ville have sit tøj igen.

Det viste sig, at housekeeping påstod at de havde talt tøjet inden de lagde det på værelset og at ALT tøjet havde været der, så nu forsøgte de så at tælle sig frem til 8 stykker tøj blandt min gamle garderobe. Det var så lige præcis her omkring at mit temperament accelererede til helt udimensionerede højder, jeg ikke mindes det har været på før og jeg helt desperat smed mit tøj på gulvet for at få dem til at fatte, at jeg godt selv vidste hvad jeg have fået tilbage, og at de ikke bare kunne tage mit gamle tøj og tælle med.

Frustrationen blev kun endnu større, da de kære vietnamesere jo ikke fatter en meter engelsk, men bare siger "yes" helt ude af kontekst og smiler stort. - Lad vær med at smil for helvede, det er jo ikke sjovt det her!!!

På dette tidspunkt stod der nok omkring 15 små vietnamesere på mit værelse og nu var både rengøringsselskabets og hotellets manager også mødt op. Jeg brød fuldstændig sammen og helt hysterisk smed jeg dem alle ud med "just find my f***ing clothes will you".

Men det var åbenbart lettere sagt end gjort. Og da hotellet åbenbart ikke kunne finde frem til det og housekeeping stadig påstod at de havde afleveret alt tøjet, blev det nu til en kamp om hvem der løj, og vægtskålen var en smule ulige fordelt, da den eneste på min side var vores yndlings receptionist, mens alle andre på hotellet stod sammen !!!

Manageren påstod derfor hårdnakket at det var mig der løj eller i hvert fald måtte jeg huske forkert, for eftersom det var blevet afleveret på mit værelse var det jo ikke deres problem - måske jeg bare allerede havde pakket det ned uden at huske det, - yeah right!!!. Det var i hvert fald ikke muligt, at det var deres fejl, for det kunne ikke ske. Nå men tak - det var da en vældig konstruktiv dialog. For at sige det mildt bandede jeg manageren langt væk, og det er mig stadig uforståeligt at hun kan have den position i et servicefag. Men helt grådkvalt måtte jeg gå tilbage til værelset og bare sande at jeg nok aldrig fik det tøj at se igen.

10 min inden afgang sad jeg helt nedslået i receptionen og ventede på min taxa, da housekeeping pludselig kom med en stor pose og lettere slukøret begyndte at tage Louises tøj op fra en pose der var blevet placeret på et andet værelse på hotellet. Jeg kunne slet ikke fatte det, og i første omgang blev jeg mere vred end glad. Så var det jo for fanden ikke mig der løj, og både manager og den stakkels housekeeping pige fik vist en ordentlig tur på kontoret af hotelejeren, der i mellemtiden også var mødt op. Der blev i hvert fald råbt vældig højt og både manager og housekeeping måtte herefter ydmygt komme ud og undskylde mange gange.

I et lettere desperat forsøg forsøgte hotelejeren vist på falderebet at skabe lidt god stemning, hvorfor hun forærede mig et storblomstret chiffontørklæde. Jamen tusind tak da, det er jo lige mig!! Der kom så en noget uholdbar forklaring om, at jeg havde været en fantastisk gæst - Men jeg tror nu stadig at det mest af alt handlede om, at jeg stadig ville anbefale hotellet på tripadvisor og ikke mindst til alle mine rige venner i det danske land… Ved ikke om nogle af jer nu føler jer truffet, men i så fald så skal jeg helt sikkert nok formidle adressen videre!!!

Men alt i alt blev min sidste tid i Hoi An desværre ikke det minde jeg gerne ville have taget med mig - og jeg glæder mig en smule til at komme tilbage og kunne sige ordentlig farvel til de søde mennesker på hotellet , hvilket absolut ikke inkluderer manageren, når jeg lander i Hoi An igen d.2 november. Men det kan godt være at jeg ser mig om efter et andet hotel denne gang.