Så er vi kommet i gang med det egentlige formål for vores nuværende ophold i den midtvietnamesiske fiskerby Hoi An. Indtil nu har det primært stået på strandture, skræddershopping, lokal dinning - og selvfølgelig også en af uundgåelige tarmudrensninger, hvor kroppen vrider sig og spytter væske ud af alle åbninger, for at komme af med noget lidt for lokalt og "levende" man indtog i troen på vietnamesernes kulinariske kunnen og hygiejniske evner - ….. Ved ikke hvordan man kan være så naiv, min tidligere hygiejne beretning taget in mente.

Men heldigvis er det alt sammen ovre nu, og jeg er på toppen igen efter et mindeværdigt besøg på det lokale medical center i Danang, som nok først vil blive uddybet når oplevelsen har sat sig, og man kan se tilbage på de lettere grænseoverskridende oplevelser med et smil J.

I går havde vi så vores ilddåb på STREETS, og hold da op for en dag. Vi var flyvende og kunne slet ikke få armene ned efter 2 timer total formidabel pædagogisk undervisning i topklasse. Det er de sødeste unger, som er topcharmerende, nysgerrige og videbegærlige efter alt hvad vi kan give dem. Indtil i går havde vi kun observeret de andre undervisningstimer, primært engelsk, hvor vi måtte sande at der anvendes radikal andre pædagogiske redskaber end i den danske skole (så som slik), og hvor undervisningen foregår efter væsentlig andre didaktiske overvejelser (hvis de overhovedet overvejer dette element). Men de modtog os og vores undervisningsform med åbne arme og top motiveret for at lære.

Jeg er selvfølgelig også allerede blevet småforelsket i en lille purk, der med charme og gå på mod graver sig lige ind i hjertet på mig. Der er ingen tvivl om han er en af rødderne og en ballademager, men han er simpelthen bare så charmerende at man ikke kan andet end at holde af ham !!!. - Så ja, sandsynligheden for at familien Hornemann bliver forøget når jeg vender hjem tiltager for hver dag, og I kan godt begynde at forholde jer til tanken om en "lillebror" hjemtaget direkte fra det vietnamesiske gadehjørne.

I sidste uge fik vi endelig mulighed for at møde Neal, stifteren af STREETS, dog efter en noget lang og utålmodig ventetid som blev spenderet med et par aggressive gloser og tanker om alternative praktiksteder. Som jeg tidligere har beskrevet er "slow down"ligesom et vilkår man må indordne sig efter i denne lille by, men det fik vi da virkelig at føle denne morgen. Vi måtte sidde 2 timer og vente på Neal var klar til at møde os. Det skal lige her nævnes at mødet var planlagt og tidsbestemt efter mange og lange mails frem ogtilbage med hans sekretær. Så sultne, svimle og lettere aggressive indtog vi kontoret - men ca. der glemte man så også alt det man havde forbandet i ventetiden.

Neal er en super charmerende og meget afslappet person, og bestemt ikke hvad man rent billedligt have forestillet sig. En herre på godt 60, helt skaldet og kunne have et alias som munk eller sektleder (dette skal forståes på en positiv måde, hvis det kan lade sig gøre og blot øge den billedlige forståelse af hans fremtoning). Der er ingen tvivl om, at han virkelig brænder for det han laver og for de børn der går på STREETS. Det var fedt at møde ham og se en, der lever for det arbejde og integrere sig så meget med den vietnamesiske befolkning, for ikke at skabe en kunstig distance, og samtidig nedbryde de kulturelle fordomme. Man kan også se at børnene virkelig holder af ham, men samtidig har en sund respekt for ham.

Samtidig skal jeg da lige fortælle at vi jo, som billederne viser, har flyttet hotel, og er rykket lidt længere ned ad gaden til et Hotel i vestlig standard - hermed forstået: ingen kakerlakker, en swimmingpool hvor også vestlige fuldvoksne mennesker kan svømme i, egen dobbeltseng og ikke mindst er vi sluppet for en hel hær af vietnamesiske murer, der hver morgen indtog hotellet kl. 07 sharp, for at anlægge nye værelser og dertilhørende balkoner, som selvfølgelig var placeret lige udenfor vores vindue. Vi var jo nærmest blevet høreskadet og kunne simpelthen ikke hamle op med denne tortur mere, hvorfor vi velfortjent indlogerede os i noget større og mere komfortable gemakker på the Long Life Hotel. Problemet kan så her blive, på sigt, at vi har det så godt i vores lille "hule" i kælderen med egen gårdhave (en anelse overvurderet meen…)at vi kan få svært ved overhovedet at tage os sammen til at bevæge os udenfor. Man lever i sin egen lille verden hernede, der er så roligt og fredfyldt, og ikke mindst med HBO og STARMOVIES, som bliver flittigt benyttet i aftentimerne…. Må indrømme at jeg her har fundet mig en virkelig, og dette er så nærmere en underdrivelse, virkelig en tv-lover med stort L som roomie… Men det er nu ret hyggeligt, og kan godt forstå at tv kan være vanedannende.

Vi har derfor også navngivet os selv, det mindre vitale og eventyrlystne MORMOR og MORMOR. Dette primært pga af at man bestemt mærker alderen trykke og at prioriteterne er en anelse anderledes end da man var på druktur i Alanya i 80'erne. Mormor og Mormor konceptet er helt sikkert trådt i karakter de sidste par dage og indebærer hyggeaftner med take away (for man gider jo ikke at være sammen med andre mennesker alt for længe af gangen) , OREOS og andre bridgeblandingsagtige slik erstatninger, masser affilm som baggrundsstøj - når ikke dette komunistregime lukker for signalet, og i ny og næ kan der lokkes med en aftentur langs floden (formålet er så klart is - som man virkelig holder af som Mormor og Mormor), men så er det også på med nattøj og herefter indtager jeg så nok førstepladsen, i det jeg ofte ligger og bobler kl 21 og er gået helt kold.

I går blev det så tid til at indtage poolen efter den veloverståede undervisning, hvilket også havde været lidt af et adrenalinsus, hvorfor vi begge følte det som om, vi havde deltaget i et halvmaraton og derefter knaldet hovedet ind i væggen 20-30 gange. Til gengæld var det så ren kærlighed da vi landede i poolen og opdagede massage/boblebad, barstole og ikke mindst nogle helt fantastiske badedyr, som pænt lå i foyeren som vi kunne boltre os lystigt med. Det var så her man så mormor og mormor blive 5 år igen.

Det vi så desværre ikke på nuværende tidspunkt havde opfanget, var at den hel store Aussie familie havde indtaget hotellet, og selvfølgelig havde medbragt ungernes badedyr så de ikke skulle drukne i poolen. Dette stod dog pludselig meget klart, da vi hørte en grådkvalt dreng løbe rundt og skrige på "Ducky, ducky - where is my ducky". Det skal så her forklares at det var Lottes favorit badedyr, tilpasset en 2 årig dreng, men billederne viser at hvor der er vilje er der vej!!!!. Den kære ducky flød jo så rundt ude i poolen nu - og to meget stille piger kiggede pludselig meget koncentrerede i bøgerne og ignorerede alt omkring den familiære krise der havde indtruffet sig på hotellet, indtil Nanny fandt ducky og reddede den på land igen!!! (lettere skulende til de to badenymfer der lå ved poolen og småfnes)

Hermed slutter beretningen for denne gang

Tanker til alle jer derhjemme J fra mig