Til tider kan det godt føles som om, at den stjerne jeg blev født under løb tør for held lige inden jeg kom til verden. I hvert fald har jeg igennem stort set hele min opvækst været "plaget" af uheldige omstændigheder, yderst pinlige episoder, udpræget klodsethed og en væmmelig distræthed - som nogen nok ville mene var ren og skær glemsomhed. Desuden er jeg åbenbart også blevet "blessed" med en meget selektiv syns og høre sans og ikke mindst hukommelse, hvilket til tider kan være meget hensigtsmæssigt, men ofte kun har ført til utallige frustrationer.

Alt i alt har dette påført mig en del fysisk og psykisk smerte gennem årene, for ikke at nævne mine forældres svie og smerte, som har givet dem et evig bekymret sind og en del sår på sjælen.

Er sikker på at min mor aldrig glemmer, hvorledes hun op til flere gange har været nødsaget til at udskifte lås i hjemmet, da mine nøgler på mystisk vis er forsvundet sammen med min pung i en kæmpe teenage-brandert på Boogies. Og hvordan hun flere gange har fået opringninger fra hospitaler eller skadestuer rundt om i landet, da jeg på forunderlig vis endnu engang havde formået at cykle ind i en bil, faldet i søvn mens jeg cyklede, gået ind i et skilt eller lygtepæl eller lignende scenarier. Og jeg er helt sikker på, at der er mange flere historier, der kan tilskrives her, men grunden til min selvransagelse nu, er at det åbenbart ikke er blevet bedre med årene og jeg selv i en alder af 31 stadig er underlagt disse skæbnesvangre vilkår, hvilket jeg også har fået af føle her i Vietnam.

Ja, i skrivende stund, fornemmer man måske en smule bitterhed, men synes helt ærligt, at jeg snart må have taget min tørn og en del mere af kagen. Det er jo ikke fordi, at jeg som en anden Jesus, skal påtage mig hele verdens førnævnte byrder, for at alle andre kan leve i evig tryghed. Og hvis, kunne det da være skønt hvis man så i det mindste blev påskønnet denne indsats og fik en smule sympati fra den resterende befolkning.

De af jer, der har fulgt min blog, husker måske mit 1. lægebesøg i Danang, som var en ret angstprovokerende, grænseoverskridende og yderst ubehagelig oplevelse… Her var både fysisk smerte, ydmygelse og ikke mindst pinlige episoder nok til at fylde bloggen her med detaljerne - Men det var så åbenbart kun begyndelsen, - og når man tænker efter, er det alligevel utrolig, hvad der faktisk er overgået mig på de 6 uger jeg har været i Vietnam. Især når min rejsekompagnon Lotte lever i evig tryghed ½ meter fra mig 24 timer i døgnet, og endnu ikke har fået den mindste skramme eller gjort sig offentligt til grin. Det eneste hun kæmper med er den evige flugt fra myggefrans, som åbenbart kun er fristet af hendes korpus J

Nå men tilbage til min faktiske historie:

De af jer der har fulgt mig gennem mine unge teenageår vil unægtelig huske den morgen, hvor det lykkes mig at få Frode til at knække sammen af grin midt i historietimen, da jeg pludselig sad og ledte efter min fortand, som jeg på uheldigvis havde knækket i forsøget på at spise en bolle og som nu var slugt i en blanding med udblødt dej!!

Jeg tror vi alle husker hvordan jeg så ud - og jeg indrømmer, at Frodes udbrud var helt berettiget.

But here goes the story ones again!!

Præcis samme tand har nu endnu engang været udsat for denne ydmygelse, dog var det blot denne gang en klistret "chupa chup" der var synderen og Frodes rolle blev på bedste vis udspillet af vores receptionist der fnisende knækkede helt sammen bag disken.

Endnu engang er det faktisk muligt at placere en cigaret mellem mine fortænder, og endnu engang har jeg måtte væbne mig med tålmodighed, da jeg først kunne komme til tandlægen næste dag.

Turen gik endnu engang mod Danang, da standarden og sprogkundskaberne ikke rækker langt her i Hoi An. Og endnu engang skulle det vise sig at blive en noget angstprovokerende og ydmyg oplevelse der stod mig i vente på den lokale tandklinik. Dette er i princippet et noget overdrevet ord at bruge for det der mødte mig, for det var i hvert fald ikke der jeg frivilligt ville komme på besøg en anden gang. Tandlæge stolene var bænket side om side i et stort lokale og apparaturer og medikamenter tilhørte vist en svunden tid. Mens man så lå der i stolen, kunne de resterende 100vis af ventende vietnamesere så følge med på 1.parket, og lad mig sige det sådan, at det vist ikke lige var hverdagskost at se en vesterlænding på disse kanter. Jeg var i hvert fald virkelig god underholdning og blev hurtig den ufrivillige pauseklovn, som så mange gange før, og på det tidspunkt er det ikke just fordi man havde lyst til at imødekomme den store undren og fnisen over min tilstedeværelse med et stort tandløst smil…. J

I ventetiden, hvor jeg var placeret på første parket, blev jeg kun mere urolig og angst, da man kun hørte de meget ubehagelige lyde og havde glimrende udsigt til diverse ubehagelige scenarier fra de patienter der allerede lå fastspændt i stolene. Dette var ikke just med til at opmuntrer en i forvejen pæn tandlæge forskrækket vesterlænding til at hoppe op i stolen og overlade sit gebis til en tilfældig vietnameser.

Samtidig faldt mine tanker på den ringe standard af tandsæt, eller manglen på samme, vi indtil nu har set her i Vietnam. Tænderne er jo kastet ind på de fleste, og hvide tænder kan ikke opdrives. Her er skalaen: brun, brunere og med alderen får de så nærmest en blodrød farve, der får tankerne hen mod nogle onde vampyrfilm.

Men op i stolen måtte jeg jo, og da det blev min tur, var jeg heldigvis så træt at det bare skulle overstås. Med munden på vid gab og med diverse primitive og uduelige små redskaber i min mund tilbragte jeg en halv time i den varme stol, uden at have en ide om hvad de foretog sig. Men tanden er da kommet på igen, dog i en noget mere brunlig udgave en før - men tror næsten at det er det hvideste man kan opdrive på disse kanter og jeg er jo ikke just pigen med colgate-smilet i forvejen, så I kan vel selv forestille jer hvordan den vietnamesiske befolknings tandstatus sådan cirka er. Lad mig i hvert fald sige det sådan, - jeg har helt sikkert en aftale med min tandlæge så snart jeg sætter mine ben på dansk jord igen.

Nå men "One down" - men som forventet også "One to go" - Så lægebesøgene stopper ikke her - næ nej.

Efter et par dage at have haft ondt i mit højre øre, hvilket i sidste ende gjorde, at jeg hverken kunne ligge ned eller dreje hovedet ,hvilket gør det pænt kamikazeagtigt at bevæge sig ud i trafikken herovre, måtte jeg bukke under efter at have tilbragt en hel nat søvnløs og i mit meget livlige og fantasifulde sind forestillet mig hvilken larve eller andet kravlende insekt der havde indtaget mit øre og nu var i fuld gang med en familieforøgelse i min øregang. Jeg besluttede mig derfor for, efter en smule overtalelse fra Lotte, som snart må være pænt træt af at have trukket nitten i forhold til rejsekompagnoner, at det nok var tid til endnu et læge besøg.

Denne gang måtte det dog strække sig til det lokale hospital - da jeg var pænt træt af at betale uhørlige priser for at komme til Danang. Så af sted til det lokale sygehus, hvor jeg meget hurtigt blev mødt af en sygeplejerske som straks eskorterede mig ind i et lille værelse, der vist skulle gøre det ud for undersøgelses rum.

Her kunne man så fra sin egen "sengetrone" sidde og kigge ud over "pøblen" (som var alle de lokale vietnamesere), der lå bænket på træsenge og på gulvet i et stor lokale udenfor og vred sig i smerte, mens jeg sad der i en såkaldt seng i mit eget rum.

Der er ingen tvivl om, at jeg var pænt tilfreds med omstændighederne, men det føltes ret grimt at sidde der, mens alle de lokale måtte affinde sig med de helt forfærdelige forhold på den anden side af døren.

Nu skal I jo ikke forestille jer, at jeg ligger i et værelse af vestlig standard - og ved virkelig heller ikke hvor de havde fundet min seng - eller det der var tilbage af den. Den formåede i hvert fald at klappe sammen om mig da jeg forsøgte at ligge mig og da sygeplejersken efterfølgende ville trække mig hen til væggen faldt hele bagpartiet af, og den stakkels pige kæmpede med at holde både bagparti, seng og mig på plads. Heldigvis havde jeg dog, på det tidspunkt, så meget overskud, at jeg ikke kunne andet end at bryde sammen af grin og se det tragisk komiske lidt udefra.

Meget hurtig fik jeg besøg af en doktor, som snakkede meget begrænset engelsk og desuden ikke var yderst meddelsom i hans omgang med mit øre. Der blev flået og revet og først da jeg stak i et ordentlig hyl, stoppede han op og med et "oh, you have a lot of pain, don't you " - Amatør altså, ja but of course jeg har, det er da for helvede derfor jeg ligger her.

Herefter blev der tilkaldt en øre specialist, som med primitive metoder og med toturlignende redskaber, der mest mindede om noget fra 2.verdenskrig, fandt han frem til at jeg havde fået en mega byld i mit øre, eller det er i hvert fald hvad jeg tror jeg har, som åbenbart har medført en inflammation i hele højre side af mit hoved !!! I am just such a lucky girl !

Det er egentlig utrolig og en smule skræmmende, hvor stor tiltro man pludselig får til folk, blot fordi de har påført sig en hvid kittel. I hvert fald fik jeg to mega kanyler indsprøjtet lige i ballen, som jeg endnu ikke har den fjerneste ide om hvad var, men det var i hvert fald effektivt og smerten forsvandt.

Jeg har dog en fornemmelse af, at jeg er blevet pænt dopet med antibiotika og smertestillende og ikke mindst overdoseret en smule, for at opretholde hele Hoi Ans økonomiske udgifter på hospitalet.

I hvert fald har jeg fået en hel medicintaske med hjem med diverse blå, lilla og orange piller som nu skal indtages dagligt de næste dage - og jeg må nok se mig selv omsluttet i en konstant tåge og træthed. I hvert fald faldt jeg omkuld kl. 20.30 i går og har sovet som en sten.

Det har jo så også sat sit præg på min ellers så detaljerede plan for ugens sjove påfund.

Lægen gav mig strenge instrukser på ikke at komme i nærheden af vand - hvilket gør det pænt svært for selv den mest alternative dykker at forsøge at snorkle og da helt umuligt at dykke. Så det er dermed udskudt på ubestemt tid, hvilket jeg forestiller mig faktisk vil falde i god jord hos et par af familiemedlemmerne derhjemme, der måske så nu kan få noget nattesøvn.

Da jeg er fuldstændig dopet og bevæger mig rundt lettere zombieagtigt er et stort indtag af alkohol nok heller ikke den bedste kombination - og da slet ikke når man af bitter erfaring, kender til sine motorikfærdigheder i lettere beruset tilstand. Men uden en god brandert vil det unægtelig være ret udfordrende at danse hip hop på den lokale pub kl. 05 fredag morgen, hvilket ellers har været missionen siden day one.

Mormor & mormor havde derfor planlagt at gi den hele armen og udforske det lokale natteliv, så vi kunne forlade byen med stil - eller i hvert fald sikre os en status som ville gøre en pur ung blond dansk "æbleplukker" svært misundelig.

(Nogen vil her nok også få tankerne hen mod en meget fuld Horne der ihærdigt kæmper for at komme ind bag colamaskinen på SDU, for at finde sin medbragte vodka juice, som kontrolløren pænt havde taget fra en ikke særlig tilfreds Louise, og måske derfor også ånde et lettelsens suk over at dette projekt derfor også er blevet udskudt)

Afslutningsvis kan det jo også lige nævnes, at jeg desuden har formået at ødelægge min telefon, mistet mit Visa kort, glemt min pung og mange andre ejendele diverse steder rundt om I Hoi An. Det er vist ikke helt uberettet at Lotte nu altid forlader ethvert rum efter mig og måske også er ved at være en smule træt af at lede efter forsvundne ting og sager rundt om i byen …. Men hvem skal dog redde mig de næste 3 uger, når rejsen fra på søndag går på enmandshånd!!!!