Så er tiden i Hoi An ved at være ovre og vi har brugt den sidste uge på at afslutte vores forløb på Streets og sige farvel til alle de fantastiske mennesker vi har mødt her. Det er lidt trist at tænke, at lige om lidt rives teltpælene op, mormor & mormor rejser hver til sit og tiden i Hoi An eksisterer kun som et minde.

I skrivende stund er der præcis en uge til at vi forlader fiskerbyen og begiver os ud på nye eventyr og det er med ret blandede og ambivalente følelser man ser frem til de næste 3 uger.

På den ene side glæder jeg mig vildt til at komme ud og udforske andre sider af Vietnam og opleve en masse. Jeg har booket flybillet til Dalat, som er en landsby i højlandet sydpå. Det skulle være et af de mest frodige områder og fyldt med kaffeplantager, bjerge og smuk natur.

Herefter står den på Vietnams fantastiske strande langs kysten i syd, først Than Piet, hvor jeg stadig håber at kunne ankomme sammen med én af de millioner af "easy riders" der tilbyder ture på motorcykel. Turen fra Dalat og til kysten skulle være ubeskrivelig smuk, så den bør næsten opleves - men det er stadig en smule grænseoverskridende at forestille sig lille mig og en vietnamesisk fartgal easyrider på tur gennem Vietnam…. Men nu må vi se hvor langt modet rækker !!!

Fra Than Piet tager jeg med lokal bus til Nha Trang inden turen går tilbage til Hanoi og jeg sætter mig på flyet til Kastrup. Afrejse fra Hoi An betyder altså også, at jeg snart vender hjem til lille DK og alle jer jeg savner stort, og jeg glæder mig virkelig til at komme hjem og få min dagligdag tilbage i lille Odense og se jer alle igen.

Samtidig med at hjemveen begynder at melde sig har jeg bare slet ikke lyst til at tage væk herfra. Jeg kunne sagtens rive ½ år ud af kalenderen og blive her i Hoi An og bruge endnu mere tid med vores fantastiske børn på Streets. Vi er faldet så godt til og kommet ind under huden på mange af de lokale.

- Vi har vores yndlingsskrædder - der laver ALT hvad hjertet begærer med et "EASY TIGER" udbrud der til tider giver en lyst til at svinge en kindhest lige tilbage i synet på hende. Vi har vores yndlings kiosk - der i øjeblikket tjener hele hans månedsløn på Oreos og Werthers, og vi har vores yndlings cafe/konditor, hvor de nu kender os så godt, at posen med de daglige frokost boller allerede er pakket inden vi træder ind af døren.

På hotellet har vi vores yndlings receptionist , der sørger for os hver eneste dag og gør ALT for at efterkomme vores til tider lidt bizarre ønsker , og nede ved floden er vores yndlings italienske isbutik - som laver den mest vanedannede og uimodståligt fristende is. Man må ikke glemme vores …. Måske "yndling" ikke passer så godt ind her, men vores lokale landsby tosse som vi hver dag med stor iver har forsøgt at undgå. Dette kræver måske en forklaring, eller nærmere en visuel dokumentation for at man kan forstå vores angst for en landsbytosse- meen manden eller skelettet der vandrer rundt i byen dag og nat er virkelig skræmmende og får ens tanker hen mod den ondeste gyser med melodien fra JAWS lurende i baghovedet. Han er desuden ret utilregnelig og dukker altid op når man mindst venter det. Men han er altså bare en del af Hoi An og han bliver nok også hængende som et minde i lang tid

Det lykkedes os endeligt at forevige Landsby tossen i et rent kodakmoment i går, efter vi i mange dage på afstand havde forsøgt at få ham i kassen, - Men i bedste stil fangede Lotte ham midt i et af sine udbrud- dog fik hun selv et efterfølgende angstanfald, da han kom virkelig tæt på. Men billedet siger vist mere end ord, så tjek det opdaterede fotoalbum, og I vil ikke være i tvivl om hvem landsbytossen er.

Alt i alt kender vi nu byen ud og ind - og det er virkelig noget mormor og mormor sætter stor pris på!!! ….

Vores afslutning med klassen på Streets var en fantastisk dag. Vi havde lovet at vi skulle hygge og havde indkøbt rigelige mængder af frugt, slik og Oreos (måske en smule modstridende med vores undervisningsområde) - men selv en fanatisk ernærings ekspert må jo til tider give efter, især når man ved hvor meget de kære børn sætter pris på det.

Timen tog dog en lidt uforberedt drejning, da eleverne fandt to buketter frem fra tasken med hjemmelavede blomster til os - det var så her, man så de ellers så professionelle lærer blive bløde i knæene, synke en ekstra klump og kæmpe for at holde tårerne tilbage.

I går tog vi så hele klassen med ud til en gang rundbold i en noget alternativ udgave. Efter at have forsøgt at finde et bat i flere dage, skaffede vores fantastiske receptionist os et stol ben, som faktisk gjorde det vældig ud for et bat - der blev i hvert fald tyret et par bolde .

Det blev godt nok noget af en prøve at forklare eleverne reglerne, hvilket vi ikke lige havde forstillet os var såå svært igen. Jeg mener, man slår til en bold, løber til nærmeste kegle, det andet hold griber bolden og kaster den tilbage til opgiveren….???!!&(¤. Men dette blev forstået på mange forskellige og alternative måder, hvilket resulterede i et noget kaosagtigt scenarie, hvor nogle af børnene lettere impulsivt begyndte at tonse af sted, pigen der greb bolden ude i marken begyndte selv at løbe rundt i ring, og forvirringen var komplet. Men selv om rundbolden nok ikke lige blev udført efter dansk standard, havde vi en mega sjov dag og eleverne gav den fuld skrue og gik virkelig op i det. Til tider var vi lidt angste, da også bat, sko og andre dele fløj rundt mellem børnene i bar iver.

Bagefter tog vi dem med over til en "sugar cane", som bare er topklasse i deres verden. Sukkerør der presses til en hvinende sød drik, der i vores hoved smager helt forfærdeligt. Men hvis de er glade så... Og alt i alt havde vi endnu en af de helt uforglemmelige dage her i Hoi An.

Næste uge kommer så til at stå i turisternes tegn, og der er meget vi skal nå at indhente så Louises planlægnings gen er trådt i karakter og vi får en stram tidsplan at følge. Der skal snorkles og dykkes, der skal ses på templer og pagoder (mest af alt fordi det virkelig ville pinligt at komme hjem uden et eneste billeder af noget kulturhistorie), vi skal til Hue og se den gamle kongeby og vi skal til Danang og spise frokost hos vores tolk og hele hendes familie.

Jeg glæder mig til snart at komme hjem og kunne berette endnu mere - men én ting MÅ jeg tilføje. Næste gang i tænker på at rejse, så tag til Hoi An…..