Så blev det tid til den ugentlige up date - Der er som altid sket en masse, men det der fylder mest er pt. STREETS og al den tid der går ,ed panlægning af undervisningen, de didaktiske overvejelser , og ikke mindst at finde materieler og afsætte en halv dag til print og kopiering, da det ikke just sker i helt samme tempo, som derhjemme . Heldigvis vejer hvert øjeblik med børnene op for alt dette - og vi elsker stadig at undervise.

Vi har også været til middag hos drengene, hvilket blev eksekveret sidste lørdag i bedste Vietnam style. Det var en super hyggelig aften og fedt at se hvordan de handler på det lokale marked (selvom man føler sig en smule snydt, når man indser hvor meget overpris vi betaler), og at få lov at lave klassisk hot/sour fish soup med dem, selv om engelskgloserne ikke ligefrem flød som honning på de kære, men noget generte drenge. Men så er det godt at man bare kan tage lidt fagter og et stort smil i brug.

Da vi satte os til bords var det dog en smule svært at koncentrere sig om smagen i den ellers så lækre suppe vi havde fremstillet. Maden blev anrettet på små fade og i små skåle, og så så man ellers lige de søde drenge begynde at kaste/slupre maden i sig med spisepinde. Vietnamese style inkluderer altså en obligatorisk smasken og slupren, og ellers komplet tavshed, på nær noget ubeskriveligt ringe baggrunds musik i form af lokal gennemtrængende pop på den lokale tv station, og ren pindespisning efter alle de vietnamesiske regler (som åbenbart også indebærer at din mad er min mad J ). Dette fik vi på alle måde at føle, da drengene begyndte at grave dybt tallerkner og skåle for at samle små ubeskrivelige ting op, som de så fodrede os med - med deres pinde vel og mærke L …. Det var tydeligt at de virkelig ville treate os, men vi havde svært ved at abstrahere fra tanker om baciller og diverse ekskrementer og andre små herligheder der blev kombineret med den mad vi skulle spise.

Men smilende blev vi enige om, at bide det i os og smile sødt hver gang vi fik en lille anretning serveret og glemme alt om hvilke spyt og andre små levende væsener vi indtog.

Efter maden var der spas og lir - og drengene løsnede virkelig op og blev kække som jægere der lugter byttet lige om hjørnet … Og da vi kørte hjem en times tid senere, var det med store smil på læben - og det er helt sikkert en af de oplevelser vi husker og haft stor betydning herovre.

En af knap så mindeværdige oplevelser er så til gengæld vores daglige cykel mareridt, der gerne starter i det øjeblik vi forlader hotellet for at afhente de cykler, som er inkluderet i hotelopholdet, hos den nærtliggende skrædder. Dette er noget der virkelig kan gøre en dårlig dag til et mareridt og holde en fra overhovedet at krybe ud af sengen - for hold nu op for nogle amatører der er ansat som cykeludlejere… Og så er vi ikke engang nået til standarden på det de kalder cykler.

Dagligt har vi en diskussion, eller rettere en monolog da deres engelske er begrænset til "yes yes - noooo" selvom de ikke fatter et ord, og som i situationen kan være nok så provokerende i sig selv. Men denne monolog/diskussion handler om hvorvidt det faktisk er muligt at cykle uden pedal, eller hvor let det lige er at sætte sig op på en cykel uden dæk for at cykle de obligatoriske 5 km til stranden. Lås til cyklerne er også en ren tilfældighed, hvilket ikke er så betryggende når man har set hvilke typer der lurer rundt ude ved stranden. Samtidig skal man være taknemmelig hvis man får en cykel der bare er lidt højere en 0, 80 cm og ikke skal tage knæene i brug for at nå til stranden inden solen går ned…. Godt nok er de små de kære guks, men sååå små er der jo ingen i verden der er.

Det ultimative klimaks skete så i går efter i mange dage at være punkteret hver gang vi nåede til stranden. Lotte har helt sikkert taget sin del af de uheldige cykelture i starten, men retfærdigheden sker jo altid fyldest - og jeg må sige at det er blevet indhentet i løbet af weekenden….. 2 dage i træk punkteret - næste dag lød jeg som en skrothandler der spillede på blikdåser indtil min såkaldte cykel endelig gav op og kæden faldt af - og selvfølgelig in the middle of no where - Men så er det jo meget bevendt at man husker hvordan farmand lappede cykler "the old style" - og 1,2, 3 så var cyklen vendt, og kæden på igen…. Det var så her jeg gerne ville have set min fars stolte smil og et fortjent klap på skulderen, men det var nu også et rent Morten Korch øjeblik, da det hele lykkes og Lottes og mit smil og forundrende øjne mødtes i et lettelsens suk og ren hengivenhed over at se en ende på helvedes dagen.

Resten af dagen blev så tilbragt i vores andet hjem, aka Beach resortet, og lykkelig vendte vi tilbage til byen og treatede os med det bedste contemporary Vietnamese fusion mad vi længe har smagt … Så holder Vietnam igen - og tænk at kunne indtage 3 retter, helt uden en snært af hverken koriander eller fishsauce, - lykken tilsmiler os skam også herovre J. Nogen ville nok blot mene at det gængse ordsprog "små glæder til små hjerner" leves ud i fuldt flor.