D. 21-25/1-10

Det naeste stop med bussen var Taupo, men det var ikke hvilket som helst stop. Taupo er en lille by, der ligger lige ned til NZ's storste so Lake Taupo med et overfladeareal paa 616 km2, hvilket svarer til det samme areal som Singapore! Selve soen ligger i krateret fra en supervulkan, der brod ud for laenge laenge siden. Det var saa stort et udbrud, at det er skrevet ned baade i Kina og Europa, der ikke saa solen i tre dogn pga. alt det, der blev skudt op i luften, og man finder henvisninger til det i Biblen.

Vi havde set frem til dette stop i meget lang tid, da vi allerede i Franz Josef bestemte os for, at vi ville tage ud paa Tongariro Crossing, der skulle vaere helt fantastisk. Det er en heldags vandretur, der starter med, at man bliver hentet paa sit hostel kl. 6.00 om morgenen af en shuttle bus, der saa korer en ud til starten af hiken. Derfor skulle vi bare have aftenen til at gaa, og saa op naeste morgen kl. 5.45 for at ringe og faa bekraeftet, om turen blev til noget, eller om den blev aflyst pga. for meget mudder paa ruten. Saa d. 22 kom vi op, og fandt hurtigt ud af turen var blevet aflyst, fordi det havde staaet ned hele natten, og det derfor var alt for farligt at begive sig ud paa ruten. Slukoret og sovnige var det saa bare tilbage i seng. Stoffer fik dog ikke mere end nogle timer, fordi han maatte op og foretage endnu et opkald. Han havde bestemt sig for at tage ud og skydive! Saa kl. 9 blev han hentet, og saa var det det bare at glaede sig til et +50 sekunders langt frit fald mod jorden. Han havde bestilt 12000 fod, men da de kom op i luften i flyet, var der for mange skyer der, saa de blev nodt til at gaa op til 15000 fod. Derved fik han 3000 fod ekstra gratis (ca. 10 sekunders frit fald), saa det er jo ikke daarligt. Han kom ned, og var vild med det! Imens havde Kimo og Guul flyttet alle tingene lidt laengere ned ad gaden, fordi der ikke var plads paa kiwis foretrukne hostel. Naar man rejser med Kiwi, er man sikret den forste nat, men da der i ojeblikket kommer omkring fire fulde kiwibusser til byen, kan det vaere svaert at faa mere end en nat. Derfor tog vi ned til YHA, hvor vi fik et otte personers dorm et par naetter mere. Vi delte vaerelse med to danske piger Gry og Mette, der foreslog, om vi ikke skulle lave en omgang lasagne sammen om aftenen. Og det kunne vi da ikke sige nej til, naar vi ikke rigtig har faaet andet end mad lavet paa pande eller i gryde, da meget faa hostels har ovn. Saa det er bare at udnytte det, naar der endelig er en. Det viste sig, at der ogsaa var to andre danske gutter paa hostlet, og det endte med at vi alle syv fik lagsagne og shake'n'bake kage til aftensmad. Ellers stod aftenen paa kortspil, guitar og en gut fra Holland Tim joinede os.

Der var ikke behov for at gaa tidligt i seng, da hiken allerede om eftermiddagen var aflyst for den naeste dag, da det havde regnet hele dagen, og der skulle komme endnu mere regn om natten. Om morgenen d. 23 tjekkede de to danske piger derfor ud, og der gik ikke meget mere end en halv times tid, saa kom der to nye danske piger ind af doren! Det vrimler simpelthen med danskere hernede! Og det er faktisk lidt irriterende. Vi er jo ikke taget helt om paa den anden side af kloden for at mode danskere, dem har vi nok af derhjemme. Faktisk har vi paa hele turen forsogt lidt at undgaa danskere, fordi vi vil bare hellere mode folk fra andre lande og faa brugt vores engelske. Derfor snakkede vi faktisk ikke rigtig med de to piger til at starte med.

D. 23 endte med at blive en rigtig flot dag, saa den blev brugt til at gaa rundt i Taupo og bare slappe af. Der blev kobt nogle boger, laest, sover lidt og tjekket lidt haandboldrasultater paa nettet. Om aftenen spillede vi kort med Tim fra aftenen for, da han ogsaa ville give hiken chancen en gang mere, og hurtigt blev det til endnu en hyggelig aften. Som det jo nok fremgaar af vores blog, har vi modt en masse mennesker hernede, og mange af dem, vi virkelig har kunnet med, har faktisk vaeret hollaendere. Selvom vi forsoger at vaere aabne over for alle, er der virkelig bare nogle kulturer man kan med og andre, man slet ikke kan holde ud. F.eks. har vi faaet et meget daarligt indtryk af britter og franskmaend, der hhv. ALTID skal vaere saa larmende, opfore sig taabeligt og rende rundt i store grupper kun bestaaende af britter, fordi der bare er saa mange af dem. Og saa er der franskmaendene, der altid foler sig saa overlegne, og som igen altid render i store grupper af franskmaend, hvilket hojst sandsynligt skyldes, de naesten alle taler et fuldstaendigt uforstaaeligt engelsk! Modsat dem har vi tilgengaeld faaet et super godt indtryk af hollaendere, tyskere og skandinavere, som vi har modt en del af. Det er nok, fordi vores kulturer minder om hinanden, men der har vi virkelig modt nogle hyggelige mennesker.

D. 24 var det saa tidligt op igen for at ringe og hore ad, om det var en go go! Og langt om laenge lykkedes det! Derfor stod vi paa shuttle bussen kl. 6 sammen med Tim, Sine og Britta (de to piger fra vores vaerelse). Vi blev kort ud til starten af hiken og havde derfra lige under otte timer til, vi ville blive hentet ved enden af turen. Paa de otte timer skulle vi naa at gaa 19.4 km, der er over vulkanerne Ngauruhoe og Mt Tongariro, hvor de fleste nok har set den forste, da den agerer Mt Doom i Ringenes Herre (det bjerg Frodo og Sam smider ringen i til sidst). Til at starte med var det rigtig godt vejr, men da vi begav os op ad, endte det med, at vi gik midt i en sky! Saa der var ikke god en udsigt, og det begyndte at regne og blaese voldsomt. Men trods det daarlige vejr, var det en fantasktisk tur. Det skyldes nok, at det var saa anderledes end alt det, vi er vant til derhjemme, og som vi har set her indtil nu, genkendelsens glaede, fordi de har ikke aendret paa meget, da de filmede slutscenen til Rigenes Herre, og saa var det bare nogle hyggelige mennesker, vi gik med. Der var plads til massere af sjov, spass, grin og alle var altid friske paa en lille chokoladepause. Det meste af hiken var ordentlige stier og trapper, saa det var ikke saa svaert at gaa der, men da vi kom op mod det hojeste punkt, der ca. er i 1900 m's hojde, blev det langt mere off road! Ruten var bare afmaerket med en stang i jorden en gang i mellem, og der var ikke en direkte sti. Det vildeste var dog nedstigningen fra toppen, da det forste lange stykke var meget stejlt og bare var lose sten og lava sten i alle storrelser. Derfor gled vi bare nedad, og pga. regnen var det blevet endnu mere glat. Det gav lidt action, men det var ogsaa en sjov oplevelse og gav isaer et godt grin til de andre, da Guul, som den traenede maskine han nu en gang (ikke) er, faldt saa lang han var! Heldigvis gjorde alle de lose smaa sten, at det slet ikke gjorde ondt, saa det var bare op igen fuldstaendig sat til med mudder, men det fik regnen hurtigt fjernet igen, saa lidt smart er det jo med alt det regnvejr! Og saa 6 timer og 15 min senere var vi fremme ved den parkeringsplads, hvor hiken sluttede. Men da der var to andre med bussen, var vi nodt til at vente paa dem. Saa vi havde lige 1.5 time, der skulle slaaes ihjel. Vejret var heldigvis klaret op, saa efter at have torret kortene i solen, sad vi og slappede af og provede at glemme vores omme muskler. Da vi kom tilbage til hostlet aftalte vi, at det var forbudt at ligge sig ned, for vi alle havde vaeret i Pak'n'save for at kobe Tui til senere, fordi hvis vi forst laa ned, var der ingen af os, der kom op igen. Der blev kobt ind til senere, badet, slappet af, snakket og saa drog vi ud sammen med Tim for at kobe en chinabox til aftensmad. Samme koncept som derhjemme ud over, det her var rigtig wok! Hvor man faar en frisklavet wok i en box, og slipper derfor for al frituren, de ellers putter i derhjemme. Tilbage paa hostel satte vi os saa sammen om vores ol, musik og et kortspil, og hurtigt var der mange andre fra hostlet, der joinede. Saa den tredje hyggelige og meget socialt aften i Taupo i traek: hvor er det bare livet at vaere backpacker! Men naeste morgen...den var grum...

...der var det nemlig op for at pakke backpacken, sige farvel til de nye bekendtskaber og saa videre med kiwibussen til Auckland. Men det var stadig med smil paa laeben, fordi det havde vaeret nogle rigtig hyggelige dage i Taupo, der virkelig havde vaeret i bedste backpackerstil med massere af nye mennesker og sociale arrangementer, men som ogsaa havde budt paa en stor naturoplevelse. Det er virkelig noget, som vi kommer til at savne, naar vi kommer hjem. Alle er bare saa aabne, interesserede og glade! Det er saa let at mode nye mennesker, og det er simpelthen saa laekkert, man kan mode en fuldstaendig fremmed ved en 16-18 tiden, og saa ligepludselig laver man mad sammen, spiser sammen, fester natten lang sammen, og bare har det sjovt. Moder endnu flere folk, snakker lidt med dem, og naeste dag sker det hele igen et nyt sted med nye mennesker. Eller at man bare kommer paa den samme bus, gaar naesten 20 km sammen, og saa finder man sammen om aftenen om et kortspil og et par oller. Det er nogle gange bare saa befriende og aabent, sammenlignet med DK, der hurtigt bliver saa lukket og fyldt med normer, der "skal" folges. Med fare for at det lyder for klicheagtigt, er det rart at vaere vaek fra Janteloven!
Men der er jo ogsaa bagsiden af medaljen, fordi mange af de "venskaber" man indgaar, er jo selvfolgelig overfladiske, da man ikke rigtig kommer til at kende personen helt og mere 90 % af gangene, ser man jo aldrig personerne igen. Og saa er der jo ogsaa nogle aftener, hvor man ikke orker at mode nye mennesker og have den samme snak om, "hvor er du fra?", "hvor har du vaeret?", "hvor skal du hen eftaerfolgende?" osv... Men der er det jo bare godt ikke at rejse alene og saa have to gode venner med sig, som man efterhaanden kender saa godt, at man ikke behover sporger om noget, da man kender svaret paa forhaand og bare kan sidde og snakke om ingenting og slappe af uden at skulle vaere paa dupperne hele tiden.

Alt for nu

Kimo, Stoffer og Guul