Profile
Blog
Photos
Videos
D. 3-11/2-10
Vi blev hentet paa vores hostel i centrum af Auckland kl. 6 af en airport shuttlebus, og saa var det ellers mod lufthavnen med en 11 timers lang flyvetur i vente. Med egen skærm, et hav af film og fri øl gik turen hurtig, og inden vi nåede at se os om, landede i vi Hong Kong med en tidsforskel på fem timer i forhold til NZ. Efter at have fået fat vores bagage kobte vi et Octopuscard hver. Det er vel nok det smarteste "buskort" i verden, da det er helt integreret i flere dele af deres samfund. Man giver HK$50 i depositum (kurs ca. 7.5), og så tanker man op med f.eks. HK$100 af gangen. Kortet kan derefter bruges i al offentlig transport ligesom det engelske "Oyster card", men det har bare endnu flere funktioner og finesser. Det kan nemlig også bruges som betalingskort i et hav af butikker såsom samtlige 7-eleven butikker, McD, bagere og ligefrem vending machines. Der er ikke nogen kode på kortet, så samtidig med det er gør det hele nemmere, da man slipper for at have et hav af mønter på sig, og butikkerne slipper for at ligge inde med så mange penge, så speeder det også hele betalingen op. Hver gang man brugte kortet, stod der på et display, hvor meget man betalte, og hvor meget der var tilbage på kortet. Depositumet på HK$50 har to funktioner: for det første gør det, at man passer bedre på sit kort og for det andet, gør det, at det er muligt at gå i minus på kortet. Man kan gå i minus en gang, og så er det blokeret indtil, at det bliver fyldt op igen. Så på den måde undgår man den største svaghed, kortet umiddelbart har: ingen kode => det kan stjæles! Men da der som regel ikke er mere end en HK$100 på kortet (svarende til 75 kr), og man passer på sit kort, da der er de HK$50 depositum på, gør det til et genialt koncept, der forhåbentlig bliver indført i DK hurtigst muligt...
Og nu vi er ved Octopuscardet kan vi ligeså godt forsætte med at fortælle om deres offentlige transportsystem, der uden tvivl er det bedste eller blandt de bedste i hele verden! Betalingen er utrolig nem, da man jo bare bruger Octopuscardet, men der er mere end det. Fordi systemet det fungerer bare. Det er en blanding af busser, sporvogne og metro, hvilket gør man kan komme rundt over det hele. Busserne kører overalt, og er SÅ billige. Bl.a. tog vi lufthavnsbussen til og fra hostlet, og den bustur på 45 minutter kostede HK$33 svarende til 25 kr. Sporvognene kører fra den ene ende af Hong Kong til den anden langs med vandet og koster $2 ligegyldigt, om du skal til endestationen eller bare et stop. Og så er der metroen, der dækker hele Hong Kong området ved hjælp af en 5-6 linier med stop spredt godt ud over det hele. Det er simpelthen det letteste system at finde ud af, især fordi de har så få linier, men også fordi der er skilte overalt. Det hele virker så nyt, moderne og med en høj standard, så det er ikke et sted man føler sig utryg. Samtidig kører togene konstant! Under rush hour kører der på de største stationer metro hvert 65. sekund! Så det er et velfungerende og moderne system, der for at gøre det endnu mere perfekt er billigt! Så der var rig mulighed for at komme rundt i byen.
Men vi tog bussen fra lufthavnen ind til Kowloon, hvor vi havde bestilt plads på et hostel. Det viste sig, at hostlet lå på den mest travle handelsgade i Hong Kong, hvilket gjorde, at der var SÅ mange mennesker, og det er ikke nemt at rende rundt blandt dem med en stor backpack på ryggen. Vi fandt bygning, kæmpede os op på 7. sal, og endte ved intet mindre end Jacky Chans hostel! Der fik vi vores eget lille værelse med en suite og 14" tv. Vi havde snakkket med nogle forskellige, der havde været i Hong Kong og havde især hørt om sengelus! Men heldigvis var rummet dejlig rent og uden sengelus (om det var, fordi madrasserne var så hårde, at selv sengelus ikke gad være der, det vides ikke, men det kunne meget vel være grunden, da et gulv nærmest er lige så blødt!)
Hurtig begav vi os ud i HK's virvar for at finde noget aftensmad, og vi fik da, hvad vi var kommet til HK for - det virkelig anderledes i forhold til det, som vi havde prøvet før. Kaos og mennesker over alt! Butikkerne i HK åbner først kl. 11 om formiddagen, men så holder de også åbent til langt ud på natten, så det er der, hvor folk tager ud for at handle. Vi boede på Argyle Street, der som sagt er HK's mest travle handelsgade. Det er ikke på selve Hongkong øen, men i Kowloon, der mere er der, hvor den almene hongkongkineser bor, mens øen mere bare er enorme bygninger, hoteller, virksomheders hovedkvarterer, et uanet antal fashionable shoppingcentre med Burburry, Gucci osv. Men i Kowloon er det helt anderledes. Her er der også butikker overalt, men det er mere en stor blanding. Der er 7-eleven overalt, og man kan nærmest altid se minimum to butikker lige meget, hvor man er henne. Det samme gælder for McD, der simpelthen ligger på enhver gade, mens de i parkerne har små isskurer, hvor man kun kan få McFlurry, Sundaeice og frozen coke med shoft ice på toppen og enten chokolade, karamel eller bær sauce - KLAMT!
D. 4/2 brugte vi på bare at gå rundt i Kowloon for at få et indtryk af byen og opleve stemningen. Bl.a. var vi nede ved Victoria Harbour, hvor vi kunne se over til Hong Kong ø'en med de mange skyskrabere og lysreklamer. Vi var nede at gå på Hong Kongs svar på "Walk of Fame", hvor der er en masse stjerner i vejen med de største kinesiske skuespillere herunder Jackie Chan og Bruce Lee. Her var vi så udsatte for noget af en velkomst til byen, da tre kinesiske skolepiger spørger, og de må tage billeder af os. Først ser de Kimo, og som de skal til at tage et billede af den ene af dem og ham, ser de Staff. Så skal den store jo med på billedet, og pludselig ser de en endnu større europæer, og så bliver der rigtig taget billeder med adskillelige kameraer og peacetegnet bliver vist på bedste asiatiske vis.
D. 5/2 var vi så klar til at begive os over på selve Hong Kong øen, og det var da noget af et mekka! Der var SÅ mange mennesker over alt, og de gik alle i Gucci, Burberry, LV, og det værste ved det hele var, at der simpelthen var så mange "ægte" forretninger med de mærkevarer, at vi er bange for, at det hele var ægte. Men vi gik rundt blandt de mange mennesker og lagde nakken tilbage for at se til toppen på den ene skyskraber efter den anden. Der er meget lidt kulturelt at se på i Hong Kong, men ind i mellem er der et lille tempel, man kan komme ind og kigge i. Vi havde tænkt os at gå ind i det ældste tempel i HK, men det var desværre lukket pga. en religiøs ceremoni. Hvilket nok var meget godt, da vi senere fik at vide, at det var det sted i HK, hvor man havde målt den højeste forureningsfaktor pga. al røgelsen, så det skulle være svært at se særlig meget derinde. Og når man tænker på, hvor meget smog der var rundt i byen, har det ikke været sundt at være i et lille lukket rum med mere forurening end ude i den "friske" luft.
Da vi kom tilbage på værelset, så vi lidt tunkastning og andet godt asiatisk tv. Om aftenen tog vi så ned til Victoria Harbour, der er vandet mellem Kowloon og HK'øen, hvor der var "Symfoni of Lights". Det skulle være verdens største lysshow, hvor mange af skyskraberne er gået sammen og har installeret kæmpe lys- og laserkanoner samt lysshows på bygningerne, der så blinker og lyser op i samspil til musik, der bliver spillet udvalgte steder. Det var da meget sjovt at se, men det var simpelthen ikke stort nok til, at det passede de enorme rammer, som det var skabt i. Der var da sikkert mange lys, og det er da helt sikkert også et kæmpe arbejde at få det til at fungere, men i forhold til, at det skulle lyse denne kæmpe havn op, var det ikke videre interessant. Men det var en gratis oplevelse, og det kan man jo kun være fan af, når man er backpacker.
D. 6/2 havde vi så bestilt en vandretur uden for HK hos en dansker, der har slået sig ned i HK. Vi skulle op på "Dragens ryg", der er en forhøjning uden for HK, og hvorfra der skulle være en fantastisk udsigt over byen. Og det havde der da helt sikkert også været, men det var så dårligt vejr, at vi bare gik rundt i en sky, og kunne næsten ikke se stien foran os. Så det var ret skuffende, men det var alligevel rart at komme væk fra storbyens stress, jag og den forlorne stemning, der hurtigt opstår i et så kapitalistisk samfund, hvor kun penge regere. Samtidig var det også meget sjovt at møde en, der både kendte til, hvad vi var vant til hjemmefra, og det helt nye storbyliv. Derfor var han god til at fortælle om både de store men også de små ting, der er så forskellige i de to veredner. Bl.a. fortalte han om, hvordan de boede, hvor mange der boede i de forskellige bygning, og tallene var helt vilde! I de store skyskrabere, der så slidte og forfaldne ud, kunne der jo bo lige så mange mennesker på en etage, som der gør i en middelstor dansk provinsby, og der er RIGTIG mange etager i de bygninger.
Om aftenen var vi på marked, hvor der var div. fake ting og sager. Der blev ikke købt det helt store, da vi ville vente til den sidste dag, så vi lige kunne få et overblik over prisniveauet. En ting kom dog med hjem: Guul investerede i et "fake Kung fu Panda unospil" og fik pruttet prisen ned på hele 15 kr! Hamrende lækkert.
D. 7/2 regnede det i Hong Kong! Det stod simpelthen bare ned i stænger, men det gør jo ikke, at indbyggerne skifter deres i forvejen upraktiske modetøj ud med noget, der ligefrem kunne holde vandet væk fra kroppen. Nej de bliver i det samme tøj og med håret sat op på de mest besynderlige måder, render de rundt under en ene kæmpe paraply efter den anden. Man skulle tro, at de var bange for at krympe i vandet, fordi selvom de gik under de enorme paraplyer, skulle de alligevel gå under den smule halvtag, som der var. Det gjorde bare, at det var endnu mere ufremkommeligt, da der nu blev endnu mere trængt på fortovet. Samtidig var der så mange paraplyer, at de ikke kunne gå så tæt, så derfor var der faktisk paraplyer i flere lag, og det var simpelthen livsfarligt at gå på gaden, hvis man iflg. europæisk standard bare havde en lille smule mandshøjde. Derfor blev dagen brugt til at gå rundt i området nær hostel for at kigge på sko. Det skulle ikke være så svært at finde ud af, men udvalget var et eller andet sted så stort, at man slet ikke kunne vælge. Og så var det alligevel ikke, fordi på trods af der var over 50 sports skobutikker på et par gader i nærheden af hinanden, var der selvfølgelig mange sko, men alle butikkerne havde stort set de samme sko til de samme priser. Og så var der SÅ mange mennesker i alle butikkerne, at man ikke bare kunne kigge ind og se: "her har de det samme som den anden butik". Nej, man skulle kæmpe sig rundt blandt massevis af masende og slentrende kunder, der ikke havde i sinde af give bare en lille smule plads. Til middag gav vi så Kina chancen på madfronten, fordi de tidligere steder havde godt nok ikke set spændende ud, så det var tit blevet til noget fra et vestligt køkken. Og Kina fejlede på det groveste! Det var simpelthen ikke spiseligt, og derfor blev det da også til McD, da der skulle holdes "valentinehygge" på værelset med Titanic i tv.
Vi kunne dog ikke nå at se filmen færdig, da vi skulle tidligt op næste dag. Der havde vi nemlig bestilt plads på en bar, hvor vi skulle se årets Super Bowl. Det var en fantastisk kamp med all day breakfast og bloody mary, der dog blev skiftet ud med en øl i stedet. Det var en stor oplevelse at se kampen på en bar i stedet for i en stue, og så var det på et lidt mere humant tidspunkt af døgnet, da den først startede lokal tid kl. 7 om morgenen. På vejen hen til baren om morgenen var det da også startet godt, da en - lad os kalde hende hærget dame, gav os tilbudet "together!".
Efter kampen tog vi ud til - hold nu fast: "Kinas største udendørs siddende bronze Buddha", hvor vi først skulle op med en lang svævebane før, at vi kom til statuen. Vejret var vi ikke så heldige med, men det var noget af et syn at se den.
Om aftenen var vi igen på asiatisk restaurant, hvor Staff kom med følgende betragtning: "Jeg kan godt forstå, der er så mange McD'er, det smager sgu bedre!", hvilket et eller andet sted er en ret tragisk konstatering.
D. 9/2 var stor shoppedag. Først tog vi ud til "the Peak", der er en udsigtspost over byen, hvor der selvfølgelig er blevet bygget to shoppingcentre - hvad skal man da ellers lave et sted, hvor man kan se ud over hele byen? Ja, i HK shopper man da! Igen var der skyet, så det var ikke den store udsigt, vi fik ud af det, men det var alligevel et spændende sted at komme hen. For at komme derop tager man en sporvogn, der virkelig kører op ad nogle stigninger, der føles, som er de 90 grader. På vej ned, var vi ude for en sjov oplevelse, som især Staff og Kimo morede sig over. Nogle skolepiger sidder inde i toget, og vi kunne da godt se, at der blev peget lidt og fniset, således der blev flashet "togskinner". Og så kan vi høre den ene udbryde, mens hun peger på Guul "Why would I check out a 25 year old".
Efter det blev der ellers handlet, og der blev bl.a. købt fem par Converse til hele 140 kr stykket med hjem. Og så fandt vi lige ved siden af vores hostel noget så fantastisk, som en god kinesisk restaurant! Det var så lækkert og vildt billigt, at vi måtte derind flere gange. Og endnu vildere lyder det jo, da det faktisk gjorde, at det blev en dag i HK, hvor Stoffer og Guul ikke var på McD, da isspisning jo ikke tæller!
D. 10/2 var vores sidste dag i HK, og den blev brugt på bare at slentre rundt i byen og nyde, at det faktisk for første gang var godt vejr for alvor. Ellers blev der pakket, da vi den næste dag kl. 5.45 skulle med lufthavnsbussen for at vende hjem til DK!
D.11/2 var det så hjemad fra en fantastisk tur. Vi skulle flyve de 13.5 timer til London, hvor vi så skulle mellemlande for at komme til KBH! Derfra tog vi så toget til Odense, og oplevede vores første forsinkelse på hele rejsen - nemlig da DSB strandede på Sprogø! Tankevækkende, at man kan rejse verden rundt i fire måneder, og så kommer det første transportproblem på noget så eksotisk som Sprogø!
Efter lidt tid fortsatte toget, og vi var tilbage på Fyn for første gang i fire måneder. På banegården i Odense stod familierne og vennerne og ventede på os med Dannebrog og højt humør. Vi var alle tre meget trætte, men hvor var det dog godt at se dem alle igen. Tusinde tak til alle jer, der var kommer derop for at sige velkommen hjem!
Det var så alt for denne gang. Efter præcis fire måneders rejse, kan vi nu afslutte denne blog, der forhåbentlig har afspejlet og beskrevet bare lidt af alle de oplevelser, som vi har haft. Det har været et fantastisk tur, der uden tøven kan kaldes et eventyr. Det har været intet mindre end en dannelsesrejse, der har givet os alle tre så ufatteligt meget. Vi har snakket med folk fra samtlige kontinenter, været os selv i flere måneder, prøvet og flyttet egne grænser, og frem for alt har vi alle tre fået nogle venskaber, der har været meget igennem, men som har været og forhåbentlig vil forblive fantastiske.
Så tak for turen gutter, det har været en fornøjelse!
Kimo, Stoffer og Guul
- comments