At koere fra hoejsletterne og ned i dalen, hvori La Paz ligger er et fantastisk syn. Pludselig ligger den der - kaempe stor, og mange af husene ser ud som om, de kravler op ad siderne af dalen. Bagved byen kan man paa en solskinsdag, som det var, da vi ankom, se bjerget Illimani med sne paa toppen. Virkelig flot!

Vi skulle vaere i La Paz i to dage for at se paa byen og fejre Sct. Patricks Day sammen med alle irerne. Den foerste dag brugte vi paa sightseeing og shopping i de mange smaa gader. Gaderne i La Paz er stejle, saa det var nemt at tabe pusten i den tynde luft, og man skulle tage det stille og roligt. Der var faktisk flere paa vores hostel, som var hoejdesyge og maatte ligge med ilt!

La Paz vrimler med liv og paa alle gader og gadehjoerner saelger de alt mellem himmel og jord. Et sted, som de kalder hekse-markedet, var der en masse butikker med forskellige urter og remedier mod alverdens sygdomme og problemer. De solgte ogsaa lamafostre, som, hvis man bygger et nyt hus, efter sigende giver held og lykke, hvis man begraver dem under fundamantet til huset. Lidt saert!! I andre gader ssolgte de vaerktoej, ledninger, toiletter osv. og det hele stod paa fortorvet uden for butikkerne! saa er det jo ogsaa meget nemmere at se udvalget eller...!? Og alt sammen side om side med smaa boder, der saelger foedselsdagskort, toejdyr, kuglepenne, toerklaeder, slik, broed, frugt osv. osv. osv. Hvis man manglede noget, var det i hvert fald meget nemt at finde! Vi var ogsaa et smut paa et lille Coca museum, for at laere lidt mere om coca bladene, og hvorfor de alle sammen render rundt med en klump af dem i siden af munden! Der var nu ikke saa meget, vi ikke havde faaet at vide i forvejen.

Om eftermiddagen tog vi saa en tur i verdens nok mest maerkelige turistattraktion - et faengsel, som ligger midt i byen. Vi havde faaet at vide af andre backpackere, at man bare skulle gaa lidt rundt paa torvet foran faengslet, saa ville man blive kontaktet af en eller anden fra faengslet, som kunne faa en ind. Der skete bare ingenting, selvom vi gik rundt og rundt i parken. Ved siden af faengslet var der en demonstration - dem er der flere af om dagen i La Paz - saa der var meget politi og medier, saa vi gaettede paa, at det nok var derfor, vi ikke blev kontaktet. Og rigtig nok..pludselig kom der en mand forbi os og sagde, at vi skulle komme forbi senere naar demonstrationen var ovre. Saa det gjorde vi saa, og der gik ikke mere end ti minutter, foer vi fandt en mand, som viste os praecis hvilket hjoerne, vi skulle staa paa for at blive hentet ind i faengslet. Det var alt sammen meget syrealistisk! Vi blev foert igennem en jernport ind i faengselsgaarden, hvor en masse af fangerne holdt til. Et stort virvar. Derinde moedte vi vores guide - en indsat fra Europa, som havde siddet der i 9 maaneder for et forsoeg paa at smugle stoffer ud af landet - og han var ikke den eneste europaeer, der sad derinde. Udover vores guide var der tre indsatte, som fungerede som vores bodygards. Der er nemlig ingen vagter inde i faenglset, kun nogle af de indsatte, som de selv har valgt, til at holde ro og orden. Vi var derinde i et par timer og kom rundt i de otte sektioner, som faengslet bestaar af. Her bor de indsatte rundt om en lille gaard, har faellesrum med TV, hjemmelavede vaegte, poolbord osv. Og alt efter hvor mange penge de har, bor de i mere eller mindre luksurioese celler. Intet er gratis - de skal leje eller koebe deres celler og maa derfor arbejde derinde som kokke, snedkere, frisoerer eller saelge ting eller mad i smaa butikker. Naesten som en hel lille by i byen. Nogle af dem har ogsaa deres koner og boern boende derinde. Et ret haardt liv! Det var spaendende at se, men vi var ogsaa rigtig glade for at komme ud igen, da turen var slut!!

Paa anden dagen var det Sct. Patricks Day, og da baren paa vores hostel var irsk-ejet, var der selvfoelgelig pyntet op og gjort klar til fest - orange, hvidt og selvfoelgelig groent alle steder. Ved ikke, hvad der er med det groenne, men hvis man ikke har groent paa paa Sct Patricks Day, maa andre nive en!!! og ud over det, gaar det vist bare ud paa at drikke oel!! Der var proppet med mennesker i baren, og vi havde det rigtig skaegt. Katinka havde introduceret mig for nogle engelske piger, som hun kendte fra Cuzco, saa dem festede vi med. Da baren lukkede kl. 1 gik turen videre til en lille bar, hvor vi hyggede os med Mojitos - dog med cocablade istedet for mynte! Man er vel i bolivia :)