Mit semester på UW-Madison er ved vejs ende, og eksamenerne veloverståede. Dog skal I ikke snydes for en lille beskrivelse af den uge, som alle UW-Madison elsker at hade: EKSAMENSUGEN!
Eksamensugen betyder bl.a. stilletid på Adams Hall, hvilket indbefatter, at støvsugning og anden støjende aktivitet kun er tilladt mellem 12 og 13, døgnåbent på alle biblioteker og gratis kaffe og Red Bull rundt omkring på Campus. Eksamensugen er a big deal, og alle har utrolig travlt med at berette om, hvor stressede de er. Faktisk så travlt, at man tager sig selv i at tænke, at hvis folk bare brugte halvt så meget tid på at læse, som de bruger på at tale om, hvor meget de burde læse, ville problemet være løst. Men stress er som bekendt dette årtis buzz word, og er man ikke bare lidt stresset, tager man slet ikke sin tilværelse seriøst nok.
På Adams Hall er de også opmærksomme på, at stressniveauet øges betydeligt i eksamensugen, så derfor har man arrangeret indtil flere anti-stress aktiviteter. Min favorit gik under navnet "pet therapy". Det gik i al sin enkelthed (dumhed) ud på, at man kunne få afhjælp for sin stress ved at komme og klappe en masse fremmede hunde mellem 10 og 14 lørdag formiddag. Hvor disse hunde kom fra, skal jeg ikke kunne sige, for jeg valgte ikke at benytte mig af tilbuddet. Jeg er nemlig temmelig overbevist om, at det ville have haft den modsatte effekt på mit stressniveau at skulle hænge ud med en masse fremmede, ildelugtende og savlende hunde. Hold nu op, det er dumt!
Min første eksamen ramte mig på en SØNDAG (så meget for at holde helligdagen i hu i Guds eget land), den anden på en torsdag, og fredag d. 18. maj kl. 12.00 var jeg officielt helt færdig - og det i mere end én forstand.

Efter endt udvekslingsophold er det et krav fra Københavns Universitets side, at man skriver en såkaldt evalueringsrapport, hvor man forventes at beskrive, hvorfor det var money well spent at sende mig tværs over Atlanten i fire måneder. Og denne del af processen skal du, kære læser, sandelig ikke snydes for, så her kommer derfor lidt refleksioner over, hvordan UW-Madison har bidraget til min akademiske formåen. Det lyder måske ikke videre ophidsende, men jeg vil bestræbe mig på ikke at gøre det alt for tørt.
Min tid på UW-Madison har bl.a. vist mig, at jeg er en ørn til at tegne syntaktiske træer, og det være sig både over engelske, irske og tyske sætninger. Syntaktiske træer illustrerer ordstillingen i et givet sprog, og al undervisning i syntaks herovre går ud på at tegne træer. Jeg har aldrig tegnet et syntaktisk træ i mine tre år på KUA.
At jeg ikke er en ørn til generativ semantik, og at logik og matematik bare ikke er mig, har jeg til gengæld også fundet ud. Generativ semantik undersøger, hvordan et sprog koder betydning gennem grammatik og sætningsstrukturer og forsøger at omskrive virkeligt sprog til logiske, matematiske formler. Efter at have taget kurset er jeg fortsat heller ikke helt klar over, hvorfor det er vældig fedt at kunne omskrive sætningen Every child wants to play til formlen ∀x[child(x) →want (x, play(x))]. Men det var stort set, hvad det kursus gik ud på.
At grammatiske køn ikke kun er begrænset til han-, hun-, intet- og fælleskøn, men at nogle sprog har op til 20 forskellige køn, som de bøjer deres navneord efter, er derimod et interessant faktum, som mit morfologikursus har beriget mig med. Kujamaat Jóola er et sprog fra Senegal I Vestafrika, og min grundbog i morfologi brugte dette sprog som case eksempel på en række morfologiske fænomener. Kujamaat Jóola er et eksempel på et sprog, der inddeler og bøjer sine navneord i mange forskellige klasser/køn, alt efter om fænomenet, som ordet repræsenterer, er menneske eller dyr, lavet af træ, ben eller andet naturligt materiale, aflangt eller rundt i sin form, om det er stort eller småt, om det er et konkret eller abstrakt begreb, for bare at nævne nogle stykker.
I mit sidste kursus Language and Social Interaction fik jeg forklaringen på et sprogligt fænomen, som jeg havde svært ved at forstå de første par uger i USA. Hvordan skal man svare, hvis en amerikaner spørger how are you? Ikke som jeg gjorde de første par uger. How are you er nemlig ikke et egentligt spørgsmål herovre, men derimod fungerer det som en hilsen, som man blot skal returnere med fine og how are you?. Og alle siger det til dig, kassedamen i supermarkedet, ekspedienten i tøjbutikken, bekendte du passerer på gaden, og som uforstående skandinav plaprer man løs om sit velbefindende, indtil man finder ud af, at det menneske, som ens udredning var tiltænkt, allerede er gået videre. I Danmark fungerer et spørgsmål som how are you? nemlig ikke som en hilsen, men forstås og fortolkes derimod bogstaveligt som et spørgsmål. På den måde kan det samme lingvistiske udtryk have helt forskellig betydning og funktion, alt efter hvilken kulturel kontekst det anvendes i - og det er da interessant!