Madison after dark

Min kære bror sagde forleden, at han mente, at jeg havde været mere i byen i løbet af mine fire måneder i Madison, end de fem år jeg har boet i København. Og det er vist ikke helt ved siden af. Så derfor kommer her en lille beretning om nattelivet i Midtvesten.

Man skal som bekendt være 21 år for købe og indtage alkohol lovligt i USA, og da ingen herovre tror på, at jeg er en dag over 20, bliver jeg nødt til at rende rundt med mit rødbedefarvet danske pas, når jeg går ud. På et tidspunkt blev jeg træt af at skulle have det med alle steder, så jeg tog en fotokopi, som jeg havde liggende i min pung, og tænkte naivt, at det måtte være id nok sammen med mit studiekort. Jeg bliver trods alt 27 i år! Det var det imidlertid ikke! Allerede ved den første bar, jeg forsøgte at komme ind på, blev jeg afvist af dørmanden, der lignede en, der knap havde passeret teenageårene, med ordene: "Vil du have, at jeg skal tro på, at du er 26? Du går jo stadig i high school."
Det kan godt være, at jeg engang vil sætte pris på, at blive skudt 10 år yngre, men den aften føltes det nu mest som en fornærmelse, og jeg havde mest lyst til at råbe til ham: "Jeg er pushing 30, og du er formentlig yngre end min lillebror!"
Det gjorde jeg imidlertid ikke. I stedet kom vi ud i en lang diskussion om, hvorvidt mit fødselsår virkelig var 1985, men han var hverken til at hugge eller stikke i, så til sidst mistede jeg tålmodigheden, opgav og forlod køen. Jeg har medbragt mit rødbedefarvet pas sidenhen.

Barer er der nok af i Madison. Faktisk så mange, at man undrer sig over, hvordan de kan løbe rundt alle sammen. De har åbent alle ugens dage, så hvis man vil, er det muligt at drikke sig fuld fra mandag til søndag.
Også er det urimeligt billigt, så man har rent faktisk også råd til at være fuld alle ugens dage. Hver bar kører nemlig med forskellige tilbud i løbet af ugen. Om mandagen kan man skyde ugen i gang med 1 liters margaritas for 10 dollar på Moe's, om tirsdagen kan man komme sig efter mandagens udskejelser med øl og bacon on the side på Wando's for 1 dollar, og om torsdagen kan man tylle Long Island Ice Teas for 1,5 dollar på The Plaza. Tilbud er der nok af, så hvis man tørster i Madison, er det bestemt ens egen skyld!

Alkoholpriserne er ikke det eneste, der adskiller det "madisonske" natteliv fra byture i København. Påklædningen blandt de mange festglade studerende er også et helt kapitlet for sig. De amerikanske piger gør ikke meget ud af sig selv til hverdag, og de fleste går til undervisning i joggingtøj, klip klappere og fedtet hår. Men i weekenden, når mørket falder på, går de til gengæld helt over i den anden groft. Nederdele så korte, at de dårligt dækker balderne, tubetoppe, der ikke overlader meget til fantasien, og stilletter så høje, at det er fysisk umuligt at bevæge sig yndefuldt og elegant i dem. Og strømpebukser og jakker er ikke noget, man bruger, selvom det er januar, snevejr og under frysepunktet.
Mens pigerne måske er lige lovlig festklædte, er de amerikanske fyre måske lige en tand for underdressed, når de går ud. Gummisko, kasket og collegesweatshirts er, hvad størstedelen af ungersvendene er iført. Skjorter og pæne sko er åbenbart kun for europæiske fyre og homoseksuelle!

Amerikanerne går generelt meget op i sikkerhed, og dette fornægter sig heller ikke i nattelivet. Og frygten for voldtægt og overfald har derfor være årsag til fænomenerne safe walks og safe rides. Ingen skal føle sig utryg eller gå alene hjem, så derfor kan du ringe og bestille nogen til at komme og følge dig hjem ganske gratis. Lidt den amerikanske udgave af de danske natteravne, i stedet for forældre i gule jakker er det dog bare frivillige studerende i orange sweatshirts, der glædeligt står stand by til at følge folk hjem hele natten alle ugens dage.Jeg har dog ikke endnu ikke gjort brug af det. Min københavnske ånd fornægter sig nemlig ikke, så jeg cykler til og fra byen!