Profile
Blog
Photos
Videos
Ja tiden går jo stærkt når man hygger sig, og pludselig er det to og en halv uge siden jeg sidst har fået skrevet blog.
Vi starter helt tilbage ved d. 23. maj, som efterhånden føles som en evighed siden. Denne onsdag vendte jeg, efter nogle gode uger ved familien i Poughkeepsie, tilbage til familien i South Orange i New Jersey. På vejen sydover slog jeg et smut forbi det kæmpestore outletcenter Woodberry Common hvor der blev shoppet lidt i de mange mærkevarebutikkers overskudslagre. Efter det korte stop på vejen her, var jeg kort efter fremme i South Orange. Dog var det bare lige ind og smide taskerne, før jeg løb ned til stationen og hoppede på toget imod Newark, hvor New York Red Bull skulle ses for sidste gang. På Red Bull Arena tog hjemmeholdet imod Chivas USA. Helhedsindtrykket af selve oplevelsen var meget ala de forrige to gange på stadion, dog var der en pudsig lille oplevelse omkring udeholdets angriber Juan Pablo Angel, som er tidligere New York Red Bullspiller. Før kampen blev han hyldet som en hjemkommen søn med store bannere, og sange om hvor meget de stadig elskede ham. Det er måske i og for sig okay, men da dette fortsatte efter startfløjtet, studsede jeg en kende, de aktive tilskuere brugte fortsat mere tid på at hylde Angel end deres eget hold, og hvad endnu mærkeligere var; at da han så scorede til 0-1, blev der KLAPPET af ham. Noget af en gestus, men lige i overkanten til min smag, det havde man nok aldrig set i Europa. Kampen endte 1-1, og kort efter gik turen tilbage imod South Orange, som jeg nåede tilbage til ved midnatstid. Pga. den sene hjemkomst onsdag, blev torsdag brugt på at sove længe, og ellers være sammen med familien. Fredag var ikke meget mere sindsoprivende, dagens højdepunkt i familien var at børnenes farfar (På indisk kaldet 'Dada') kom på besøg fra Indien. En herre midt i 80'erne der stadig driver egen kirorisk praksisk i New Dehli i Indien, impronerende. Lørdag var det på tide at der igen skulle til at ske lidt, så derfor satte jeg kurs ind imod Manhatten for efterhånden 117 gang under mit ophold her. Lørdagen var starten på Memorialweekend i USA hvor man mindes faldne amerikanske soldater. I den anledning har mange af hærens folk en friweekend, dette kunne ses i bybilledet på Manhatten, hvor mange specielt mange flådefolk kom i matrostøj sammen med familie og børn. I løbet af dagen fik jeg vadet Upper Manhatten omkring Central Park tynd. Efter en dag på Manhattan, hvor stemningen virkelig havde været god, med glade og afslappede mennesker pga. helligdagene, kom jeg tilbage til South Orange. Aftenen blev tilbragt til 'inderfest' ved nogle af Anne Marie og Harpels (Mors kusine og hendes mand) venner, med resten af deres vennekreds, mest indere. Hele aftenen var der højt humør med asiatiske musikrytmer, med for mig, totalt uforståelige tekster. En ting kan i hvert fald siges om indere, de kan feste!
Søndagen blev brugt på at se en lokal fodboldtunering, hvor en af drengenes kammerater deltog, en dag der stod i familiens tegn. Mandag var jeg i den lokale biograf med Dada og se en britisk/indisk film, lidt underligt at bruge det meste af eftermiddagen med en 80-årig gammel mand, men det var nu det selskab der var den dag, og han er bestemt en interessant og rar ældre mand med mange gode historier.
Tirsdag var det ind til Manhatten igen, denne gang med Frihedsgudinden og Ellis Island som dagens destinationer. Derfor begav jeg mig imod Lower Manhatten, og var efter en ca. halvanden time lang gåtur ned af Manhattens gader, endelig fremme, ved den uoverskueligt lange kø, som ledte til bådene med afgang til Frihedsgudinden og Ellis Island. Flere hundrede meter kø ventede foran mig, men der var jo ikke andet for end at stille sig op og vente i den glohede sol. Ventetiden blev heldigvis kortere end først antaget, og jeg kunne gå ombord. Og kort efter forlade båden på den lille ø ud for Manhatten hvor Frihedsgudinden byder sejlende velkommen til USA. Der er ingen tvivl om at Frihedsgudinden er et stort symbol for frihed og er USAs kendetegn som 'mulighederns land', men sandheden er nu at selve statuen er langt fra så stor og majestætisk som det den står for symbolsk. At det meste af fundamentet omkring statuen så var under genopbygning, så man ikke kunne komme helt tæt på, gjorde det ikke bedre. Efter mit korte visit ved Frihedsgudinden gik turen videre med båden til Ellis Island, øen som mange kom til, efter at være blevet budt velkommen af Frihedsgudinden, på deres rejse til USA. Ellis Island var nemlig fra 1892 til 1954 stedet hvor alle immigranter, der ankom fra USAs østlige søside, skulle igennem for at blive registreret og 'tjekket'. Dette tjek bestod bl.a. af immigranternes personlige dokumenter samt både lægeundersøgelser fysisk som mentalt. Besøget på Ellis Island var specielt, og der var gjort utroligt meget ud af at fortælle alt om immigranternes baggrund, hvad der ventede dem i USA og hvilke ting de gik igennem på Ellis Island. Alt dette gjorde oplevelsen meget speciel, og var med til at gøre stedet til lidt af en tidsboble, både på den måde at stedet var så fredsfyldt midt ude på 'næsten' åbent hav, men alligevel så tæt på verdens mest pulserende byliv, men også ved at der skabtes en følelse af at træde ind i en anden tid. Specielt udstillingerne og historierne omkring de ankomne immigranter var rørende, og det blev nemmere at sætte sig ind i deres følelser og tankegang, da de kom igennem disse lokaler. Igennem årene kom der i gennemsnit 2250 immigranter igennem lokalerne på øen hver eneste dag, dette siger meget om hvor stor og konstant immigrationen til USA var.
Tilbage på fastlandet vendte jeg snuden nordpå igen, og travede op imod Upper Town for at komme med toget tilbage til South Orange. På vejen tilbage, var jeg forbi Wall Street området, og den berømte og legendariske New Yorker-diner Katz, som utallige gange er kåret til årets diner. Wall Street området er jeg efterhånden kommet igennem et par gange, og ikke meget ændre sig fra gang til gang, ud over mængden af demonstranter midt på gaden. Fra min første dag i Manhatten da der mindst var 60-100 demonstranter foran hovedbygningen på Wall Street var gruppen nu skrumpet ind til kun en enkelt, noget kunne tyde på at de er ved at give op? Måske er det hele ikke de farlige bankfolks skyld alligevel??
Den kommende dag, havde jeg længe set frem til, da jeg omsider skulle en tur ind og se et rigtigt show på Broadway, et must når man er i New York. Anne Marie havde skaffet billetter til Dada og jeg, til stykket 'A streetcar named desire', et klassisk amerikansk 50'er drama. På plakaten var bl.a. skuespillerne Blair Underwood og Wood Harris, sidstnævnte har bl.a. tidligere været med i storfilmen 'Remember the Titans'. I dag er størstedelen af teatrene på Broadway fyldte med den ene store musical efter den anden, hvilket folk tror også var det oprindelige indhold her. Dog skal man ikke særlig langt tilbage i tiden før musicalsne kom på programmet. Tilbage i Broadways første tid som gade med teaterindustri var det de 'rigtige' stykker der blev præsenteret, derfor havde jeg også valgt et af disse, så oplevelsen måske på denne måde kunne blive mere autentisk. En succes blev det, og da vi forlod teateret var vi bestemt en stor oplevelse rigere, det var fascinerende at se så gode skuespiller performe helt tæt på, hvor deres mimik virkelig kom frem. Ofte sagde deres kropsholdning og mimik mere en de ord der kom ud over scenekanten, hvilket var impronerende at overvære. Efter forestillingen fortsatte vi til Times Square, hvor vi mødtes med Harpel. Sammen med ham indfandt vi os på en fin skotsk pub, som Harpel talte meget varmt for, de skulle eftersigende have en impronerende samling af whiskey, over 3500 forskellige slags. Her kunne jeg ikke være helt tilfreds med mine egne smagsløg, der fortsat bilder mig ind at jeg ikke kan lide whiskey. Derfor nød jeg en vand, imens Dada og Harpel nød en igen eftersigende fremragende whiskey, hvilket prisen på sin egen måde bekræftede da vi forlod stedet senere! Turen hjem foregik noget mere komfortabelt en normalt, da Harpel havde sørget for privatchauffør. Ikke så ringe endda, når planen var at tage med det alt for overfyldte bumletog.
Torsdag blev antallet af husets beboere endnu engang forøget, da Harpels nevø, Gunraj, fra England ankom - efterhånden et multikulturelt hjem, hvis det ikke allerede var det i forvejen:). Straks mente Anne Marie jo at ham og jeg skulle bruge en masse tid sammen, og som det første anbefalede hun os at tage til Brooklyn, hvor der blev afholdt en stor kunst-/musikfestival dagen efter. Det var jeg helt frisk på, da jeg endnu ikke havde været i bydelen Brooklyn, og det eneste jeg sådan set vidste om denne var; at jeg var blevet anbefalet ikke at tage dertil efter mørkets frembrud.
Så dagen efter drog jeg sammen med Gunraj og Dada ind imod Brooklyn. Halvvejs mødtes vi med Harpels fætter, Gurmeet, inde på Manhatten. Herfra tog vi en taxa ud til Brooklyn og festivallen. Det var dog ikke helt det ventede syn der tog sig ud da vi ankom til området. Et lukket pakhus, med begrænsede butikker som det eneste åbne var hvad der mødte os. Ingen forstod helt hvad det var for en festival vi snakkede om når vi spurgte. Alt efter alt blev konklusionen at vi var kørt forgæves, vi blev dog i Brooklyn og fik frokost. Lidt skuffede tog vi tilbage imod Manhatten hvor vi fandt en fin lille bar, hvor vi fik et par øl inden turen gik tilbage til South Orange. Aftenen bød på endnu en 'inderfest', denne gang ved Harpels kusine, der boede i en af nabobyerne. Festen her var noget mere afslappende end sidst, men en ting der gik igen, og som jeg senere har fået at vide er typisk indisk er, at man mødes ved spise tid, men spiser ikke før ved 10-11 tiden, og herefter er det bare om at komme hjem. Lidt specielt når man tænker på hvordan et dansk selskab vil hygge omkring middagsbordet, til oprindelig spisetid. Så da maden endelig kom på bordet, var jeg efterhånden ved at være godt sulten!
Weekenden skulle stå i familiens tegn, derfor drog næsten alle fra South Orange op til resten af familien i Poughkeepsie, hvor børnene her skulle optræde i et lokalt teaterstykke. Børnene optrådte i stykket Askepot, stykket var rigtig fint , og var nu som sådan en forestilling fremført af børn skal være. Dog var dagens højdepunkt en tur over Hudsonfloden ved Poughkeepsie, hvor den gamle jernbanebro er blevet lavet om til en gangbro, så folket nu kan gå over floden og nyde den fantastiske udsigt ud over floden, de nærliggende bjerge og byen. Dagen blev afluttet med en grillaften ved familien i Poughkeepsie, inden turen igen gik sydover. Som skrevet stod weekenden i familiens tegn, og derfor blev søndagen brugt i hjemmet omkring poolen med drengene. Mandag tog jeg sammen med Gunraj ind til Manhatten, her brugte vi det meste af dagen omkring Times Square og på områdets irske bar. Inden da havde vi dog været på besøg på Harpels kontor. Harpel er afdelingsleder i finansverdenen, og besøget her var bestemt impronerende. Så langt øjet rækkede sad der børsmæglere med 8-12 computerskærme hver, og som Harpel kunne fortælle så var det her jo kun en etage ud af 20-25 stykker, som så ligesådan ud! Det blev ikke mindre impronerende, når jeg så kunne sammenligne med Spar Nords lignende afdeling, der kunne sammenlignes med en miniatureudgave af dette.
Aftenen blev sluttet af på en restaurant ved navn SuzieQues, kan vel kaldes familiens stamrestaurant, hvor en typisk amerikansk middag blev indtaget, dvs. at alt var 'fried' og i ALT for store portioner!
På trods af at det blev lidt sent på restauranten den forrige aften, var det tidligt op tirsdag morgen for endnu engang at tage ind til Manhatten, hvor Gunraj og jeg sprang videre på bussen til Philadelphia. Philadelphia er udover at være kendt som navnet på en smørreost, også kendt for sine historiske deltagen i USAs afhængighed af England, og allerbedst kendt for sine "Philly cheesesteaks".
Det var to af grundene til at Philadelphia skulle have et besøg, derfor var det første vi gjorde også at bevæge os imod den ældre bydel, for at få et indblik i de historiske begivenheder der fandt sted her i området. Det var nemlig i Philadelphia at de afgørende dokumenter og beslutninger blev taget i forbindelse med landets afhængighed.
Efter en gåtur på 30-40 min. kom vi frem til Liberty Bell, som om noget er det amerikanske tegn på afhængigheden. Det siges at denne klokke ringede da dokumenterne i sin tid blevet underskrevet af de daværende 13 stater, men der er intet bevis. Som neutral turist har jeg lidt samme holdning til denne som til Frihedsgudinden, symbolværdien er nok større end den egentlige skønhed af attraktionen, men den blev set og billedet blev taget:). Herefter var det bare at gå de 150-200m længere op af gaden hvor Independence Hall flot præsenterede sig. Her så vi først kopier af de føromtalte dokumenter fra 1700-tallet, hvor 'vagten' gjorde meget ud af at fortælle at det altså var 'ægte kopier', et underligt begreb, men men - man diskutere jo ikke med en mand med et gevær:).
Herefter var vi på en lyn-guidet-tur i selve Hall'en hvor det hele foregik, altså forhandlingerne med englænderne, forhandlingerne mellem staterne og selve underskrivningen. En alt for hurtigt gennemgang der bar præg af at der skulle mange turister igennem de små lokaler. En ting der var lidt skræmmende var; at når guiden spurgte omkring historiske ting, var der ingen af de amerikanske turister der kunne svare, hver gang var det en udlændning der kunne svare omkring den amerikanske historie. Ikke at jeg skal gøre mig til et historisk orakel, men tankevækkende hvor lidt de vidste om dem selv og deres land. Herefter var det frokosttid, og der var ingen tvivl hvad der skulle indtages her, vi begav os imod et bestemt center, som vi havde fået anbefalet specielt for deres "Philly Cheesesteak", så kort efter sad vi her og var klar til at gå i krig med de hot dog lignende aflange brød fyldt med steak, pepper, svampe og smeltet ost. Bagefter var vi helt enige om at en af disse må være et must når man kommet til Philadelphia. Efter et propert måltid måtte vi videre på vores færd omkring byens seværdigheder, for ikke at løbe tør for seværdigheder for tidligt smuttede vi indenom en lokal bar, bare for at få stillet den værste tørst. Med disse to behov stillet begav vi os imod Philadelphia Art Museum, det kan måske lyde lidt atypisk for min tur at gå på museum, men det var nu heller ikke på grund af museumskunsten vi tog derhen. Foran museumet er der nemlig en attraktion som langt flere besøger end selve museet. Her er nemlig trappen hvor Rocky Balboa (Sylvester Stallone) træner på op til en af sine utallige kampe (Se billedet). Sammen med mange andre turister blev der filmet løb op af trappen og taget billeder af luftboksning i bedste Rockystil. Efter al den motion var det efterhånden ved at være tid til et pitstop og lidt vådt til halsen, derfor var det mere end heldigt at vi fandt en irsk bar med happy hour på vores vej tilbage imod centrum. Den ene time tog den anden og en øl blev til mange, og pludselig var det spisetid. Endnu en cheesesteak og endnu en bar senere, hoppede vi på bussen tilbage til Manhatten. Efter en lang og oplevelsesrig dag, var vi tilbage i South Orange ved midnatstid.
Da tirsdagen var fuld af aktivitet, blev onsdagen en dag i afslapningens tegn (Måske også pga. en lidt selvforskyldt hovedpine), hvor det mest interessante var et besøg på Sumers (Mors kusines søn) skole, hvor han deltog i et renæssancespil. Om det var fordi familien havde medlidenhed med Gunraj og jeg skal jeg lade være usagt, men aftensmaden blev indtaget på pizzeria. Det hjalp lidt på helbredet.
Torsdag var sidste hele dag ved familien i South Orange, og derfor skulle der siges ordentligt farvel til Manhatten, derfor tog mig og Gunraj afsted omkring middagstid, for endnu en gang at mødes med Gurmeet, og denne gang også hans kone Tamara. Da begge arbejdede da vi ankom, så vi havde lidt ventetid, derfor indfandt vi os på den nærmeste irske pub, her indfandt de begge sig kort efter, sammen brugte vi eftermiddagen og aftenen på de omkringliggende barer og på en meget utraditionel restaurant i Korea Town. Da tiden nærmede sig det sidste tog tilbage til South Orange, faldt snakken på om vi ikke skulle fortsætte i Brooklyn hvor Gurmeet og Tamara boede. Der gik ikke lang tid før alle var enige, og herfra gik turen til Brooklyn, hvor resten af natten blev tilbragt på en stor 'club' der havde alt fra stor koncertscene, restaurant til bowlingbaner. Urviserne løb hurtigt den aften, og før vi var hjemme ved Gurmeet og Tamara var kl. 5-6 om morgenen. Efter en helt fantastisk aften/nat, i New Yorks aften/natteliv, vågnede alle med en dunrende hovedpine. ALT for tidligt var det på metroen, og derefter med toget til South Orange. Her gik der kun et par timer inden Johan (Mors onkel) ankom for at hente mig til Poughkeepsie, hvor den sidste uge skal tilbringes. Her skal der ses en masse EM-fodbold, og bruges tid med familien inden turen går hjemover til DK.
- comments