Profile
Blog
Photos
Videos
Efter ankomsten til Christchurch sent loerdag, var det tid til at finde det paa forhaand bestilte hostel.
Pga. Christchurchs geografiske placering paa kanten af to jordplader, har Christchurch hvert aar flere hundrede jordskaelv. Disse har de sidste par aar vaeret mere vedvarende og stoerre af kraft. De sidste 2 aar er byen derfor blevet ramt af specielt 3 massive jordskaelv, der har oedelagt det meste af den indre by. Hele centrum er derfor spaerret af pga. genopbygning.
Grundet dette er byens kapacitet af overnattende gaester begraenset, da de fleste af byens hoteller og hostels laa i den indre by. Derfor havde vi paa forhaand faaet at vide at der her skulle bestilles vaerelser i god tid.
Efter en 20-25 min. gaatur ankom jeg til hostellet, hostellet der ventede var ikke som mange af de tidligere stereotype hostels jeg har boet paa. Jail House Accomodation er, som navnet antyder, nemlig indrettet i en tidligere faengselsbygning. Saa faengselscellerne er ombygget til vaerelser, dette giver en lidt speciel stemning, da alt er lavet af massivt beton og jern. Det er dog ikke ubehageligt, tvaertimod gav det en speciel atmosfaere hvor hostellet blev en del af oplevelsen.
Tidligt naeste morgen, var det blevet tid til at checke ud, af det specille hostel, og stemle ind i lufthavnen. Naeste stop Hawaii med en mellemlanding paa Fiji. Dagen forinden havde jeg, igennem nogle af de andre passagere paa bussen til Christchurch, hoert om oversvoemmelser paa Fiji, og noget om en lukket lufthavn. Bestemt ikke rare nyheder, saa derfor tog jeg ekstra tideligt ud til lufthavnen for at tage pulsen paa situationen. I lufthavnen ventede et skilt med afgangstider paa mit fly, saa med ro i sindet gik jeg mod en lille cafe for at faa lidt morgenmad. Den ro forsvandt da hurtigt, da jeg i koen til 'check-in' kunne konstatere at monitoren nu skiftede billedet med afgangstiden, til med store fede roede bogstaver at meddele 'Flight cancelled'. Saa var gode raad dyrere, men det maatte flyselskabet jo tage sig af, og hurtigt var der folk omkring os med telefonnumre paa luftselskabet som vi skulle kontakte.
Det loed jo meget enkelt, og efter en times ventetid i telefonkoen, kom jeg igennem til en dame paa Air Pacifics kontor. Det eneste hun kunne sige, var at vi skulle vente til de havde faaet overblik over situationen, og foelge med paa internettet.
Det var saa starten paa den ultimativt vaerste dag paa turen 'so far'. Ventetiden blev brugt sammen med andre rejsende der var i samme situation, og som timerne skred frem kom flere og flere backpackere som jeg havde moedtes med undervejs til lufthavnen. Saa ventetiden blev brugt med baade nye og gamle bekendtskaber fra turen. Langt oppe af eftermiddagen skrev AirPacific saa paa deres hjemmeside at man nu kunne faa omdirigeret sin billet. Saa endnu engang satte vi os ved telefonerne med taalmodighed. Endnu en times venten, blot for at faa at vide at naeste mulighed for Air Pacific var at sende mig afsted naeste soendag, EN UGES VENTEN. Det kunne jeg selvfoelgelig ikke vente paa, saa derfor blev pengene forlangt tilbage. Alt imens dette var undervejs kaempede mor-Inger bravt hjemme i DK for at faa styr paa forsikringsbetingelserne og nye flymuligheder, dog var det soendag, saa intet kunne bekraeftiges fra rejseselskabet. Efter 13 timers i lufthavnen fik jeg endeligt groent lys til at tage ind til byen, og finde overnatning.
Taxachauffoeren virkede ikke soenderligt optimistisk da jeg gav min ordre til at finde overnatning, hans svar var 'prob. no vacation anywhere in town', ikke saerligt opmuntrende, men det lykkedes dog at finde et motel med et enkelt vaerelse tilbage. Prisen var derefter og svarede til 5-6 overnatninger paa et hostel:/. Jeg gik i seng uden at vide hvor lang tid der skulle spenderes i Christchurch, en by i ruiner.
Mandag morgen kom, og efter en god nats soevn var humoeret bedre, maalet var nu at finde et billigere hostel, og ellers bare at faa tiden til at gaa til om aftenen, hvor rejsebureauet aabnede hjemme i DK, saa der kunne findes en loesning.
Det nye hostel blev en gammel kending, nemlig det foeromtalte faengsel. Her lejede jeg en cykel, for at se lidt mere til det af byen der var tilbage. Et af maalene for dagen var bl.a. at finde Christchurchs danske bager, hvor der eftersigende skulle vaere hindbaersnitter, ja ja forestil jer lige en hundehvalp med fraade i mundvigen, det var nok saadan jeg saa ud da jeg stod foran disken. Saa Copenhagen Bakery blev besoegt, og paa tilbagevejen til hostellet blev haaret ogsaa ordnet for soelle 12$, noget af et kup. Paa min tur fik jeg virkelig set hvordan jordskaelvene har oedelagt det meste af byen, og hvordan der knokles for at genopbygge det hele. Christchurch maa simpelthen vaere en hver entreprenoers droem, overalt er der bygge maskiner og kraner. Paa mange huse er der skrevet med spraymaling, f.eks. om huset skal genopbygges, eller andre steder er der skrevet 'We're okay', saa folk kort efter ulykken har kunnet se hvem der har behoevet hjaelp. I Christchurch, siger de selv som en slags joke at de ikke gider at staa op af sengen hvis jordskaelvet ikke er mere en 3.5 paa Richterskalaen.
Klokken var naer spisetid foer jeg vente tilbage til hostellet. Her blev aftenen brugt paa at faa styr paa alt med nye flybilletter, forsiking, aendring af amerikansk visa og nyt hotel paa Hawaii. En ordentligt omgang der til sidst resulterede i at jeg tirsdag nat/morgen endnu engang kunne saette snuden imod Christchurch lufthavn. En hurtig check-in og sikkerhedsgennemgang paa 10 minutter, og saa sad jeg i gaten og ventede - og allerede laengere end sidste gang i lufthavnen.
Kun forstyret af en kort mellemlanding i Auckland, var jeg nu direkte paa vej mod 'paradis' efter at have brugt et par dage i noget naer helvede. Paa flyet til Honolulu kom jeg til at sidde ved siden af en aeldre dame, som hele vejen skulle have hjaelp til sin 'elektriske skaerm', som hun kaldte den, med film, musik, spil osv. Saa jeg blev fuldt beskaeftiget, og havde ikke en chance for at falde i soevn undervejs.
Efter en 9 timers flyvetur ankom jeg sent aften til Honolulu. En sjov detalje er at jeg forlod New Zealand tirsdag morgen, men ankom til Honolulu mandag aften. Saa dette gav mig en ekstra dag. Saa da jeg igen slog oejnene op paa mit hotelvaerelse var det fortsat tirsdag d. 3. april.
Min anden tirsdag i traek skulle bruges paa at se naermere paa omraadet Waikiki, som jeg bor i. Ved ankomsten til hotellet den foregaaende aften var der kulsort, saa jeg vidste ikke helt hvad der ventede mig, men knap havde jeg taget mit foerste skridt ud paa fortorvet foer det stod klart. Et strandmekka ventede mig lige udenfor mit hotel. Overalt var der mennesker langs stranden, og langs den hovedgade der loeb paralelt med denne. I loebet af dagen fik jeg set hvad Waikiki havde at byde paa, mest souvenir- og modebutikker. Omraadet er virkelig kommercielt, her kan man goere alt for penge, flere steder reklamere de bl.a. med at man kan komme paa skydebane og skyde med store haandvaaben og maskingevaer.
Efter bygennemgangen, var turen kommet til stranden, hvor jeg havde aftalt at moedes med en bekendt fra DK af, Katrine, som jeg har gaaet paa bankskole med, som nu er paa hoejskoleophold i Honolulu. Sammen med hende blev eftermiddagen brugt paa stranden. Foerst ved spisetid blev kursen atter sat imod hotellet igen. Om aftenen gik jeg en lang tur langs strandpromenaden, og fik set Waikiki med lys paa. I loebet af dagen, fik jeg ogsaa bestilt ture til Pearl Harbour og til et Luaushow den kommende dag.
Fra morgenstunden onsdag var det afsted med den bestilte bus til Pearl Harbour i udkanten af Honolulu. Pearl Harbour er stedet hvor japanerne under 2. verdenskrig satte hele den amerikanske flaade ud af spil, ved at bombe havnen. Foerst efter dette angreb gik USA ind i 2. verdenskrig som en aktiv part, hvilket havde stor indvirkning paa krigens videre forloeb. Ved Pearl Harbour i dag, er der bl.a. udstillet to af de skibe der blev bombet og senere restaureret, museumer der viser handlingsforloebet og til sidst er der stadig skibsvrag paa bunden af havnen, som man kan sejle rundt om, det mest kendte krigsskibet 'Arizona' (billedet).
Her blev hele formiddagen og starten af eftermiddagen brugt paa at blive lidt klogere paa historien. Det var en helt speciel foelelse at bevaege sig rundt her hvor saa store historiske haendelser havde foregaaet. Lidt som at vaere i en tidskapsel. Taenker man over hvad USAs indtraeden i krigen medbragte, kan bl.a. naevnes - Hitlers fald, opdelingen af Tyskland, atombomberne over Japan, den kolde krig mm.
Herefter blev snuden igen vendt imod Waikiki, og kort efter imod endnu en bustur, denne gang imod det foeromtalte Luau-show.
Efter lidt venten ved opsamlingsstedet, ankom vores bus, og ud hoppede en lidt for overglad pensionisttypeguide med hans mappe under armen, vi alle blev budt velkommen med et Aloha. Fra hans Aloha og saa en time frem stoppede hans talestroem ikke, hele vejen ud imod stranden hvor showet skulle foregaa snakkede han konstant i en lidt for hoejlydt og skrattende mikrofon. Det viste sig hurtigt at mine forventninger om et autentisk maorishow blev skudt til jorden. Der var naermere tale om et amerikansk aede-/drukgilde med underholdning. Endvidere kunne guiden fortaelle at der denne aften ville vaere ca. 800 gaester, heller ikke lige hvad jeg havde regnet med.
Maorierne er den originale stamme der boede paa Hawaii. Maorierne var bl.a. ogsaa de foerste i New Zealand og paa oerne Tonga, Fiji og Samoa. Derfor var aftenens show delt op saa der var smaa shows fra hver maorikultur, selvfoelgelig med mest fra de 'lokale' maorier.
Da vi naaede stranden hvor det hele skulle foregaa, styrtede alle i de forskellige barer, kun for kort efter at finde deres plads og saa videre til den enorme buffet. Her blev man udstyret med en tallerken paa stoerrelse med en bakke - everything is bigger in the US. Jeg lod mig rive med, det erkender jeg blankt, men min tallerkenfuld var intet i forhold til hvad de her amerikanere kunne faa sig til at skovle til sig. Efter at aedegildet var ovre, begyndte showet saa smaat.
Et show som til tider var en bl.a. af original og traditionsrig kultur og dans, og til tider mindede det mest af alt om at vaere til en rockkoncert, hvor publikum blev taget med paa scenen, og publikum blev gejlet op til et niveau der ikke var passende. Saa det hele var et stort mismask. Det skal dog siges at naar dansene og de originale shows var paa, saa levede det op til forventningerne. Saa fik da set rigtig hula hula dans med solbrune dansere i baskskoerter, kokosnoedder og blomsterkranse.
Turen hjem med bus var ikke mindre stoejende, til manges irritation, eller i hvert fald min, valgte vores guide at synge hele vejen tilbage til Waikiki, i bussens skrattende mikrofon, og at sige han havde en tenorstemme, var i hvert fald en overdrivelse af de stoerre.
En time senere med mere eller mindre spraengte trommehinder var jeg tilbage paa hotelvaerelset, til en velfortjent nattesoevn.
Torsdag var det tid til at checke ud af hotellet, da min tid paa Hawaii var ved at rende ud. Heldigvis havde jeg dog resten af dagen i Waikiki, foer min flyver havde afgang senere paa aftenen. Eftermiddagen brugte jeg paa stranden sammen med Katrine, hvor vi bl.a. spiste frokost paa Hard Rock Cafe - en rigtig amerikanerfroskost med store burgere og fritter.
Det var alt jeg naaede i Waikiki - mistede jo som bekendt to dage pga. oversvoemmelserne paa Fiji. To(tre) dage er bestemt ikke nok til at opleve Hawaii, men saadan gaar det engang imellem, indtil videre er det, det eneste bump paa turen hvad angaar aflysninger osv. Nu gaar turen til familien foerst i Poughkeepsie, hvor paasken skal 'fejres', og herefter til South Orange i New Jersey, taet paa New York.
- comments