Profile
Blog
Photos
Videos
Efter mandagens basketballkamp og deraf sene hjemkomst, blev der sovet lidt længe tirsdag morgen. Sportskavalkaden var dog langt fra færdig endnu, aftenen bød nemlig på endnu en sportsevent, nemlig ishockeykamp i NHL. Sådan en kamp har længe stået højt på ønskelisten, så det var med stor glæde at jeg så frem til dette. Som lidt ekstra krydderi på det hele var der tale om en NHL-playoffkamp, hvor de 16 bedste hold i USA/Canada mødes for at spille om Stanley Cup trofæet. Kampen var en af kvartfinalerne i 'East Division' imellem New Jersey Devils og Florida Panthers.
Da det omsider blev sen eftermiddag satte jeg igen næsen imod Prudential Center, som for anden aften i træk skulle danne ramme om aftenens sportsoplevelse. Vejen kendte jeg jo fra dagen før, så det var ikke noget problem at finde hen til den store arena. Et lidt andet syn ventede mig dog denne gang. Til basketballkampen dagen før, havde der været en halvtam stemning udenfor arenaen hvor folk bare ventede på at blive lukket ind, og kun få var kommet i god tid. Denne gang var det et hav af fans klædt i de røde New Jersey Devilstrøjer der mødte mig udenfor. Her blev der afholdt forskellige konkurrencer rundt om de opstilte boder og barer hvor folk hang ud, og nød en øl og en hotdog før kampen skulle igang. Her gik jeg lidt rundt i menneskemylderet for at tage en bid af stemningen.
Ca. 45 min. før kampstart begyndte det at tynde ud i folkemængden, da folk begyndte at indfinde sig i arenaen, jeg fulgte strømmen, og fandt hurtigt min plads højt oppe. Ved bestillingen af billetten havde jeg med vilje booket siddeplads på først række på 2. balkon, min tanke var at der her måtte være godt med benplads, da der ikke kunne sidde en foran til at få mine knæ i nakken. Takket været mit valg var der som sagt ingen der fik mine knæ i nakken, men benpladsen for mit vedkommende var derimod halveret i forhold til dagen forinden. Så hele kampen blev set med knæene godt mast op under hagen - god start!
Kampen kom igang, og publikum var med fra start, hvor de med taktfaste klapsalver og tilråb var med til at bære holdet frem over isen. Om det var det der gjorde at holdet fik en fantastisk start skal jeg lade være usagt, men faktum var at der efter bare 8 minutters spilletid stod 3-0 til hjemmeholdet. Så kunne man godt som neutral fan frygte at begge hold ville slappe lidt af, når der nu var tale om playoff og en serie på bedst af syv, men mine tanker blev gjort til skamme og kort inden periodens ophør reducerede Panthers to gange, så stillingen ved første pause var 3-2 til hjemmeholdet. I anden periode var det Florida, der kom bedst ud på isen, de tog teten og udlignede først Devils føring for kort efter at score til 3-4. Dette gjorde sit til at stemningen i arenaen døde lidt ud i denne periode, men ved 3. periodes start var tilskuerne igen i ryggen af deres hold, og klar til at hjælpe dem med den vigtige udlignende scoring. Scoringen udeblev dog på trods af stort spilovertag og chancer. Derfor kunne Panthers tage tilbage på hotellet i New York og gøre klar til torsdagens kamp, hvor seriens 4. kamp skulle spilles.
Efter kampen var der stor frustration fra hjemmeholdets fans, der næsten havde smagt sejrens sødme efter den fantastiske start de fik på kampen. Efter en lille times transport, var jeg igen tilbage i South Orange - en kæmpe oplevelse rigere. Efter sådan en aften, kunne det nemt kostateres at NHL ishockey bestemt er noget helt andet end at se Frederikshavn WhiteHawks sammen med 800-900 tilskuere.
Efter to dage med fuldt program med basketball og ishockey var det tid til lidt afslapning, så fra onsdagen er der absolut intet at rapportere om.
Efter en god dags afslapning, var der ladet op til en dag med massere af oplevelser. Fra morgenstunden tog jeg toget ind til Manhatten, for at endnu en gang at bruge min dag inde i det store menneskemylder.
På dagens program var et nærmere kig på Frihedsgudinden og Brooklyn Bridge. Først var det tid til den lange gåtur ned igennem Manhattens snorlige gader. På min vej kom jeg lige som sidste gang forbi Ground Zero, denne gang gik jeg derfor den modsatte vej rundt af sidste gang, og kom derfor denne gang helt tæt på opførslen af det nye World Trade Center. Her fik jeg virkelig et indtryk af hvor enorm og majestætisk en bygning der er under opbygning her. Ankommer man til Manhatten vil denne bygning kunne ses fra alle fire verdenshjørner.
Herfra gik turen videre til Battey Park, hvor forskellige både har speciaiiseret sig i at sejle turister ud til Frihedsgudinden. Det var dog ikke det bedste syn der ventede mig her, foran mig stod nemlig den længste kø jeg til dato har set! Derfor opgav jeg hurtigt dette, og gik derfor imod mit alternativ som var færgen til Staten Island, som ligger en del længere ude end Frihedsgudinden. Færgen her til går dog tæt forbi Frihedsgudinden, og derfor optimalt for gode billeder. Som bonus ved denne færge var der ingen kø, og færgen var ganske gratis. Staten Island blev besøgt, men kun nogle få sekunder, det første jeg gjorde her var nemlig at vende snuden om igen, og sætte kursen mod Manhatten, med selv samme færge jeg lige var ankommet med. På tilbagevejen, var der suveræn udsigt over Manhattens skyline fra havsiden. En super fed tur for nogle gode billeder - og så var den som sagt ganske gratis. Efter sejlturen var det igen på tide at bevæge mig op af Manhatten igen, næste mål var Brooklyn Bridge, som denne gang skulle krydses. På vejen hen til denne, gik jeg endnu engang igennem Wall Street-området, og fik et rigtigt godt indblik i den travle atmosfære der er her. Et lidt sjovt indslag, var demonstranterne foran Wall Streets memorial. Her sidder de pænt indhegnet i gitter, og bringer via plancher og bannere deres budskab om verdensøkonomien ud til den forbipasserende menneskemængde. Som nævnt var dagens næste punkt at krydse Brooklyn Bridge. For foden af denne kunne opgaven godt se stor ud, men stigningen var minimal, og gåturen over broen blev overstået uden den store sved på panden. Undervejs på turen over, og ved enden af broen blev udsigten bare bedre og bedre ud over Manhattens skyline. Så på vejen tilbage med front imod denne udsigt, blev der ikke 'javet' så meget med tempoet, og i stedet blev omgivelserne nydt i fulde drag. Efter at Brooklyn Bridge var tilbagelagt, var det tid til at komme tilbage til togstationen, og tilbage til South Orange. Her var jeg ca. 2 timer efter, dagen blev endt i godt selskab med familien. Fredagen var ikke en dag der trak de store overskrifter, eneste udskejelse var en tur i den lokale biograf i South Orange.
Lørdag var der planlagt familieudflugt op til den resterende familie i Poughkeepsie, hvor Nicholas (Mors kusines søn) skulle optræde i et lokalt karateshow, og herefter have overrakt det sorte bælte. Hele showet og ceremonien herefter var der gjort rigtig meget ud af på den lokale karateskole, og pavestolt modtog Nicholas sit nye sorte bælte. Dette skulle selvfølgelig fejres så herefter tog vi alle videre til en japansk hibachirestaurant. Selv havde jeg aldrig været på japansk restaurant før, mens de andre havde været her før og omtalte stedet i varme vendninger.
Selve hibachi-konceptet går ud på at man sidder ved et bord opbygget omkring en stor stegepande, her har man så sin egen kok, der tilbereder maden lige foran en. Vores kok gjorde utroligt meget ud af det og lavede et fantastisk show ud af hans madlavning, ingredienserne blev kastet rundt i luften, imens det sydede og boblede på panden, flere gange blev der flamberet med japansk brændevin, og ind imellem flamberingerne delte han gavmildt ud af de våde vare.
Efter et sjovt, og helt bestemt anderledes restaurantbesøb, sluttede vi aften af ved Johan og Monica (Mors onkel og tante) med dessert. Herefter gik turen igen sydover, og hjem til South Orange.
Søndagen blev brugt på at se Dilsher (Mors anden kusines dreng) spille rugbykamp, på noget der mere end alt andet lignede en slagmark. Resten af dagen blev brugt på afslapning hjemme.
Mandag var det tid til at komme afsted med rygsækken på igen. Her gik turen nemlig sydover til hovedstaden Washington D.C.. Så tidligt mandag morgen tog jeg toget ind til Manhatten, hvorfra min bus havde afgang fra et par timer senere. Efter lidt over 4 timers kørsel var vi fremme i Washington D.C.. Eftermiddagen her blev brugt på indkvartering, og en lille gåtur i området. Det stod hurtigt klart, at mit hostel lå helt perfekt. 10-15 mins. gang og man stod midt i centrum ved alle byens monumenter.
Som hovedstad er Washington byen hvor amerikanerne viser deres respekt til folk som har sat deres aftryk på landets historie, f.eks. krigsveteraner, forkæmpere, tidl. præsidenter osv. Dette er gjort ved at lave adskillelige memorials, til minde om disse. Hele centrum af Washington er derfor pakket med disse memorials.
Derfor var den kommende dag afsat til at få set nærmere på nogle af disse, inden jeg nåede så langt slog jeg et smut forbi Det Hvide Hus for at se om Obama skulle være hjemme. Om han var hjemme fik jeg aldrig rigtig svar på, sammen med de andre nysgerrige turister, blev jeg nemlig henvist til at stå på ca. 300-400m afstand af det hvide hus, hvor man normalt kan komme ca. 50-100m fra. Lidt skuffet over at jeg åbenbart ramte den forkerte dag, med endnu mere afspærring end normalt, begav jeg mig videre til 'The Mall'/centrum hvor de forskellige memorials ligger som perler på en snor. I løbet af de næste par timers tid fik jeg set nærmere på mange af disse, alle stod de hver især frem og fortalte nogle fantastiske historier om modige og tampre personer, som kæmpede for deres land og deres/andres rettigheder. Specielt monumenterne for de tidligere præsidenter Abraham Lincoln og George Washington var storslående og overvældende pga. volumen, hvorimod momumenterne fra Vietnam- og Korea krigen stod mere passivt i baggrunden, men på sin helt egen måde viste stor respekt for de der kæmpede her. Specielt ved momumentet for Vietnamkrigen var det rørende at se pårørende der var rejst hertil for at få et blik af monumentet, hvor alle de dræbte soldaters navne fra krigen er indgraveret, i den over 100m lange sorte marmormur.
Ved Abraham Lincoln Memorial var der endvidere skrevet 'I have a dream' og et par mindeord, på det sted hvor Martin Luther King Jr. i 1963 fremførte sin historiske og ikoniske tale for lighed og jobmuligheder til det amerikanske folk. Uden det skal lyde for teatralsk, så var det på en måde rigtig fedt at stå på et sted hvor én mand var med til at ændre så meget. På vejen videre gik jeg forbi den selv samme Martin Luther King Jr.s nyopførte memorial. Eftermiddagen blev sluttet af på det store 'Air and space museum', inden turen gik videre tilbage til hostellet hvor resten af aftenen blev brugt. Tilbage på værelset var to andre danske gutter flyttet ind, Thomas og Frederik. Dem snakkede jeg en del med, og vi aftalte at bruge noget tid sammen dagen efter.
Onsdag morgen var det igen tidligt ud af fjerene, denne gang for at komme ud til den nationale kirkegård Arlington Cementery. Det kan måske lyde lidt som en dødbider, men er man i Washington D.C. er dette et must, Arlingtonkirkegården er nemlig hjemsted for den tidligere presidentfamilie Kennedys gravsted. Udover at den tidligere president John F. Kennedy her ligger begravet, er det også her at landets afdøde soldater begraves. Så overalt på den enorme kirkegård stikker der små hvide gravsten op af jorden hvor krigsheltene er begravet. Så langt øjet rækker findes disse i alle retninger. Inden turen gik videre fra kirkegården overværede jeg også vagtskiftet ved de ukendte soldaters grav. Vagtskiftet foregik lidt som man ser det foran Amalienborg derhjemme, her er der dog kun tre soldater med i 'forestillingen', meget diciplineret og perfekt udført.
I samme område er Pentagon placeret, hvor det amerikanske forsvarsministerium holder til. Bygningen/stedet er mest kendt for sin udformning som en kæmpe 5-kant, at være verdens største kontorbygning og det faktum at Pentagon også blev ramt af et fly d. 11. september 2001, på samme måde som det skete ved World Trade Center. Her var der dog ikke meget at komme efter, knap var jeg stået ud af metroen før skilte med 'No photos' kunne ses overalt. Oppe fra metroen var der dog ikke den store skuffelse over at der ikke måtte tages billeder, da der intet var at se. Det eneste der mødte mig var en af langsiderne i 5-kanten, og en hulens masse security. Som turist kunne man ikke bare sådan lige komme igennem. Derfor besluttede jeg mig for at vende snuden ind af imod centrum igen. Her mødtes jeg med Thomas og Frederik på en sportsbar for at se Champions League semifinale. En rigtig hyggelig eftermiddag, med en fantastisk og dramatisk kamp med 'tysken' som vinder. Senere på aftenen gik jeg sammen med Thomas og Frederik, samme runde som jeg havde gået dagen tidligere rundt til de forskellige memorials. Da det nu var blevet mørkt var oplevelsen en hel anden, og alle monumenterne stod nu flot lyst op i den mørke nattehimmel. Herfra gik turen direkte tilbage på hostellet, og på hovedet i køjen.
Tordag var sidste 'hele' dag i Washington D.C., dette skulle selvfølgelig udnyttes til at få set de resterende ting der stod på 'to do listen'. Så dagen blev startet tidligt med en rundtur i US Capitol, som kan sammenlignes med det danske Christiansborg. I US Capitol sidder det amerikanske senat, og beslutter hvordan landets love og reglement skal se ud. Dog var jeg ikke så heldig at komme ind i den mere moderne del af bygningerne hvor senatet sidder. Min tur foregik kun i den ældre del hvor politikerne havde siddet til at begynde med for mange år siden. Dog var der her udsyn op til den smukke og berømte kuppel der danner en majestætisk figur i midten af den flotte bygning.
Fra US Capitol hoppede jeg på en af de lokale busser ud til Georgetown, som er den gamle del af Washington. Dette ses tydeligt når man nærmere sig området, gradvist som man kommer tættere på bliver antallet af smukke ældre huse større og større. Idag er området lidt 'turistet', og i mange af de ældre bygninger er der nu modeforretninger og fancy restauranter. Besøget i denne bydel var rigtig hyggeligt, da den lidt ældre stil skabte en helt anden stemning end den der var inde i det travle centrum. Efter lidt 'kiggen' i butikker, både i Georgetown og centrum, satte jeg kurs mod hostellet hvor jeg igen havde aftalt at mødes med Thomas og Frederik, sammen havde vi nemlig bestilt billetter til en NBA kamp senere på aftenen.
Derfor begav vi os ud for at finde et sted at starte aftenen inden kampen. Efter lidt tids søgen lykkedes det os at finde det helt perfekte sted til tre sulte 'gutter' - Vej selv barbecue. Et koncept der helt sikkert holdt, vi alle gik til den og var stopmætte da vi en times tid senere næsten trillede de ca. 300m hen til Verizon Center, hvor aftenens NBA kamp imellem Washinton Wizards og Miami Heats skulle spilles.
En kamp som aldrig blev det helt store sus, da det var den sidste kamp i sæsonen, og ingen af holdene havde noget der skulle afgøres. Washington Wizards var allerede ude af kampen om slutspilspladserne, og Miami allerede videre, derfor var det to hold der ikke gik 100% til den, dog gjorde det også at der til tider var en form for 'showbasket' med massere af gode 'dunks' og risikable driblinger. Kampens resultatet blev en sejr til hjemmeholdet Washington Wizards, som stillede i stærkeste opstilling imod et amputeret Miami Heats mandskab der sparede alle de store stjerner. Stemningen i hallen var meget lig den som jeg oplevede under NBA kampen i New Jersey - Alt går ud på at tilfredsstille tilskuerne, og sporten kommer til tider kun i anden række, f.eks. bevist ved at musikken pumpede løs i samtlige minutter kampen var igang. Pga. kampens ligegyldighed var der en meget mat stemning i den halvtomme hal, hvor flere endda udvanderde halvvejs på trods af en rungende storsejr til hjemmeholdet. En del af kulturen jeg aldrig lære at forstå herovre, så nok min sidste NBA kamp for denne gang, nu er det vist set og oplevet.
Idag fredag er turen så gået tilbage til familien i South Orange. Imorgen står den på endnu et sportsevent når Thierry Henry & co. hjemme på Red Bull Arena tager imod New England Revolution i MLS.
- comments