Profile
Blog
Photos
Videos
MIT ABSOLUT SIDSTE DØGN I GUATEMALA … FOR DENNE GANG!
Hvor er jeg dog glad for, at jeg tog en "mellemlanding" i Antigua!! Og hvor er jeg dog glad for, at jeg ikke skal opholde mig hér i Guatemala City i længere tid: Det er en helt anden verden at komme til "hovedstaden" …
Patricia's Bed & Breakfast er "kun" en station på vejen - hvad enten man kommer til … eller skal fra Guatemala City. Stedet ligger tæt på lufthavnen … måske kun en 5-10 minutter … så … lydmæssigt set … er jeg ikke i tvivl om, at jeg er "på rette sted".
Derudover ligger det i en beskyttet zone. Det betyder, at nabolaget er lukket for folk, der ikke har tilladelse … af sikkerhedsmæssige årsager. Det betyder også, at jeg er afskåret fra at foretage mig "noget som helst". På vejen hertil, skulle vi passere en stærk bevæbnet bom.
Der er ikke mulighed for at gå ud og spise, der er intet at foretage sig … medmindre jeg har lyst til at kigge lidt på villa kvarteret. Og ærlig talt … jeg er på vej hjem og gider alligevel ikke så meget. Jeg fik jo min stroppetur i Antigua, hvor jeg heldigvis havde valgt at lægge en pause!
Dette er mit frivillige fængsel … og når jeg på ét eller andet tidspunkt bliver sulten … er der en stak kataloger med menuer … og så bliver der ringet efter maden!
Jeg har et lille værelse, hvor der akkurat kan stå en seng og min kuffert … som er stor og meget tung. Jeg kommer nok ikke udenom at betale for lidt overvægt; men tæppet er kommet med mig! Og nej … det er ikke et flyvende tæppe. Det vejer godt til og kan næppe lette!
Ved siden af min seng, er der en kande med vand og et glas … og badeværelset ligger lige i nærheden. Mere behøver jeg ikke.
Det var en trist morgenstund: Hader at sige farvel og vi fældede alle en tåre. Men jeg har en god anledning til at skrive nogle breve … på spansk - og holde lidt kontakt med familien via FaceBook - og det er en god ting. På 8 uger, kan man nå at knytte nogle relativt stærke bånd, når man bor under samme tag: 2 vidt forskellige kulturer, der forsøger at kommunikere og "imødekomme" hinanden hver dag!
Tilbage hér er der en kort nattesøvn … jeg skal være i lufthavnen kl. 4:45.
Foran mig ligger der en lang flyvetur … første stop Houston, andet stop New York … inden jeg lander i Kastrup søndag morgen! Krydser fingre for, at turen forløber planmæssigt … og især at min bagage … denne gang … kan få lov til at flyve hele vejen igennem til Kastrup … og ankomme sammen med mig!
Dét, jeg glæder mig til nu, er: At møde min datter i lufthavnen, aflevere lidt "rejsegaver" til mine børnebørn, sætte mig ind bag rattet i min egen bil og køre hjem til "min Jens". Alt er, som det skal være!
Og så har min gode kollega, Linda, lige informeret mig om, at tirsdag … min første arbejdsdag … slutter kl. 12. Perfekt!! Det er bestemt en god nyhed … for jeg kan ikke forestille mig andet end, at jeg sikkert er lidt træt og omtumlet de første par dage!
Og nu er det vist på tide at bestille lidt "kinesisk take away" …
- comments