Profile
Blog
Photos
Videos
OVER SKYERNE OG NED PÅ JORDEN IGEN ... MIT SIDSTE INDLÆG!
Houston … eller skulle jeg måske sige Huge-ton … lufthavn kommer ikke til at stå højt på min "hitliste": Det var her, jeg fik skældt huden fuld … og missede flyet til Guatemala City … i begyndelsen af marts måned.
I dag ... lørdag ... nåede jeg flyet … ét minut før departure time … altså på et hængende hår!
Og hvordan kan dét nu gå til?
Jo, amerikanerne har deres helt eget forhold til sikkerhed. I min optik er det en slags demonstrativ paranoia, som de fleste amerikanere tilsyneladende trives med!
Jeg kom af flyet fra Guatemala … før tid … og stillede mig hurtigt i køen for paskontrol. Kun én ud af 4 til 5 luger var i brug - og kom jeg endelig i kontakt med noget personale … måtte de ikke besvare spørgsmål. Og ALLE skulle have taget fingeraftryk og kigge dybt ind i et kamera … uden briller på.
Forsøgte at gøre opmærksom på, at jeg var i tidnød … og spurgte endda, hvad der ville ske, hvis jeg ikke nåede mit fly: "Så måtte jeg tage den næstkommende mulighed" … tak for kaffe!
Næste stopklods: Min bagage skulle hentes og checkes ind på ny … de stoler åbenbart ikke på andre og vil selv screene al bagagen! Med min store kuffert, min tætpakkede håndbagage og den "overvægt", jeg havde tømt kufferten for i Guatemala … hvor jeg kunne vælge mellem at betale 400 USD eller tømme kufferten for godt 5 kilo (Her kom tæppet frem igen!!) … ilede jeg videre og fik afleveret kufferten på rette sted. Næste kontrol … skoene af, overtøjet af, det elektroniske isenkram ud og mig igennem en screener. "På den anden side" … bremset af en Whisky … oveni købet en god én af slagsen … 15 minutter før take off: Den skulle jeg noget "helt andet med" … som ingen havde informeret mig om! "Hvad" fik jeg ikke fat i … for jeg kunne straks regne ud, at det ville koste "et andet fly" … så jeg nøjedes med at konstatere "what a waste of money and whisky … take it and enjoy it" … og så ilede jeg videre igennem denne "huge-store" lufthavn med skosnørene flagrende omkring hver eneste trin … og sveden haglende ned over panden … og kom lige akkurat indenfor i kabinen, inden dørene blev lukkede.
De blev dog åbnet igen: Ét eller andet var "passeret" længere nede i flyet … i hvert fald blev en kvinde - med følge - fulgt til dørs; mens hun hele vejen igennem og ud af flyet råbte "f***, f***, f***, f*** …" Hun var vred og oprørt! Af én eller anden grund, havde jeg lettere ved at forholde mig til, at hun "kogte over" end de øvrige passagerers reaktion på hende … for jeg var selv ved at nå et kogepunkt … og ikke på grund af varmen: Det føles SÅ provokerende, at der er så lidt personale til så mange mennesker … når man kan SE alle de ubesatte arbejdspladser. Og det føles SÅ provokerende, at det heller ikke er til at få de informationer, man søger!
Den stakkels dame "røg ud" … mens de andre passagerer bifaldt forløbet … "she was completely out of control". Og flere gange over højtalerne, blev selv samme dame "hånet" … "Sorry I called her a lady … og i den dur … så "vi kunne more os over hende"!!
Resten af turen forløb planmæssigt. Røg hurtigt gennem New York transitten. Fremme i Kastrup var jeg så udmattet, at jeg stillede mig ved den forkerte bagage udlevering … og endte med at efterlyse min bagage … indtil en "kvik medarbejder" sporede min bagage på et andet bånd … i Kastrup!
Blev hentet i lufthavnen i dag. Det var dejligt at komme hjem til Cathrine, Christian og mine 2 dejlige børnebørn … og nybagte boller med OST!!!
Det var dejligt at sætte sig bag rattet i min lille gule bil for at komme til Sortsø.
Nu er jeg hjemme igen. Herligt. Nyder det … er lidt træt … og har funderet lidt over, hvad der er passeret i de sidste 8 uger:
Jeg havde sat mig for, at jeg - udover at blive bedre til spansk - ville benytte lejligheden til at "blive blogger" … i det mindste blive lidt fortrolig med bloggens muligheder! Undervejs besluttede jeg mig også for, at jeg måtte se at få taget hul på video mulighederne! Det var i påsken - Semana Santa - at jeg kastede mig over dét - og YouTube. Det hele har været en sjov og god proces!
Turen har på alle måder været meget lærerrig: Jeg har haft fantastisk mange gode oplevelser og jeg har deltaget i et sprogprogram, der er uovertruffent … det faglige niveau er højt, lærerne er dygtige og engagerede, og miljøet er intenst og personligt … jeg har ikke tidligere været indskrevet på en skole med et så højt serviceniveau … hvor der både er tænkt på deltagerne i forhold til at styrke deres faglighed og at de skal have så stort et udbytte som muligt i fritiden i forhold til at få mest muligt ud af et ophold i Guatemala. Det er mit indtryk, at de gør deres yderste for at drage omsorg for alle … og jeg kan næsten ikke forestille mig den person, der ikke føler sig "mødt" og velkommen på skolen!
(Jeg har 2 gange tidligere deltaget i sprogkurser af samme varighed - én gang i Tunesien og én gang på Vestbredden - arabisk - og kurset hér "topper" helt bestemt - også taget i betragtning, at der naturligvis er en meget store forskel på at deltage i en klasse af variabel størrelse og modtage eneundervisning! )
Endelig skal det nævnes, at flere sprogstuderende (mest amerikanere!) har valgt at lære spansk i Guatemala, fordi de taler spansk mere langsomt og tydeligt end i andre spansktalende lande … og det er bestemt en fordel i læreprocessen! Om det er sandt, ved jeg ikke!
Jeg har boet hos en familie, der har taget godt imod mig og som har gjort alt, hvad der stod i deres magt for at give mig oplevelsen af, at jeg havde min helt egen familie i Xela. I 8 uger har jeg været en del af familien … har siddet med til bords … udvekslet stort og småt … modtaget gode råd … blevet fejret, da jeg fyldte år … blevet plejet, da jeg var syg. De har været så uendelig søde, hjælpsomme … og tålmodige, når jeg ikke altid har forstået tingene første gang eller har haft vanskeligt ved at udtrykke mig!
Det var både trist og svært at gå rundt til alle familiemedlemmerne i torsdags for at sige farvel.
Tilbage til "bloggen" …
Det kan ikke undgås, at man engang imellem føler sig både fremmed og ensom, når man "kun" omgiver sig med folk, der taler et sprog, som man ikke selv mestrer særlig godt! Der er også dage, hvor misforståelser bliver særlig tydelige … hvor man ikke har "energien" til at holde hovedet højt!
Tanken om, at så mange har "fulgt med" har været rar. De mange positive tilkendegivelser, jeg har fået undervejs … opmuntringer … deltagende kommentarer og omsorgsfulde tanker … har været "guld".
Jeg har "labbet det i mig" og lunet mig ved det. I har alle været lidt som "mit anker" … et sted, jeg har kunnet vende tilbage til og glædes ved … så derfor … et kæmpe stort tak til jer alle sammen!
Gode oplevelser bliver af én eller anden grund kun bedre af, at blive delt med andre!!
Jeg tror heller ikke, at det er sidste gang, at jeg "tager en lignende tur" … det er værd at spare op til! Mine største (rejse)oplevelser er helt bestemt de rejser, der har bragt mig i en tættere kontakt med andre kulturer over længere perioder.
Man kan rejse langt og mange steder; men de bedste rejser - for mig - er dem, hvor jeg er blevet på ét sted og er rejst "ind" i kulturen. Det er fordybelsen, der fascinerer mig.
Ligesom Gaza og Vestbredden er i mit hjerte - som steder, jeg "føler" - og ikke "kun" ser … har Xela fået et lille hjørne i mit hjerte. Det er lidt, som når man virkelig holder af og kender et andet menneske: Uanset de fysiske træk, ser man alt det smukke og mærker ømheden!
Min rejse er bragt til ende - og ligeså min blog!
Så hermed lukker jeg min første blog; men bestemt ikke den sidste …
Tak til jer alle for godt følgeskab!
- comments
jette Velkommen hjem Ann. jeg tænker på dine ord om kulturmøde og hvor svært det er nr sproget er et andet. jeg arbejder nu frivilligt i AFS med at finde værtsfamilier til unge 16-18 årige der tager et år til et andet land helt alene, bor hos en familie og går i skole der. Det er så vigtigt at det er gode familier de lander i. Men hvor giver det mening...... Velkommen tilbage Knus Jette
Mona Hvid Velkommen hjem, Ann Jeg har været så taknemmelig over at kunne følge dig på turen, har nydt din evne til at skrive, så jeg har været med. Har nydt at føle, at du er tæt på igen!!! og jeg håber sådan, at du fortsætter med at blogge, så jeg fortsat kan være tæt på dig!!! og jeg vil rigtig gerne lære at skrive på sammen åbne og medrivende måde!
Ann Beklager Mona ... Har sluttet rejsebloggen; men skulle måske overveje at lave en 'hverdags-blog'?! Havde muligheden for at sende den til trykning ... Så jeg har den som en bog udgave!