En masse er sket den sidste tid.
Som jeg beskrev er vores største udfordringer stadig den manglende ledelse og struktur. Det er sådan et stort og uoverskueligt problem, at man har lyst til at give op på forhånd. Vores vejleder Evelyn var så chokkeret, at hun ville skaffe os et nyt sted. For at gå rundt i 6 måneder úden at nogen værdsætter os, anerkender os, hjælper os, vejleder os eller i det hele taget ved, hvad vi laver, er så demotiverende og destruerende for vores pædagogiske virke. Vi har haft dette issue op til supervision. Vi har supervision hver søndag. Det går, som vi anvender det, ud på reflektion i strukturerede rammer, det gør, at man ser sine dilemmaer tydeligt og fra flere og nye vinkler, og det hjælper en på vej til at tænke handlings- og løsningsorienteret i stedet for bare at være frustreret og give hele Ghana skylden for problemerne.
Frustrationerne omkring medarbejdere og ledelse blev især tydelige efter sportsdagen. Sportsdagen var en succes - dog med en masse bump på vejen
Aldrig havde jeg troet, der ville være så meget kontorarbejde i en 3. verdenspraktik. Vi har måttet blive hjemme nogle dage for at nå det hele. Planlægning af denne sportsdag har været omfangsrig; først at finde ud af, hvad skal de, hvordan, hvornår og hvorfor ned til mindste detalje, så skrive alt ned i dokumenter på engelsk, udskrivning af diverse dokumenter (og finde et sted man kunne printe i denne by), skaffe ting og materialer til legene, og igen materialer til de ting vi ikke kan skaffe (vi måtte fx selv lave et bat af træ, samt 4 par ski), planlægge og holde staff-meeting. (Noget jeg aldrig har gjort selv),
Men det var det hele værd. Til trods for lærernes næsten fuldstændige mangel på engagement, at Emmanuel og Caphas glimtede ved deres fravær, og at et mylder af børn med blå, grønne, røde og gule bånd om hovedet og krigsmaling i ansigtet, ikke helt kunne acceptere, at vi altså lavede holdene, og i forsøg på at snyde udenom vaskede farven af kinderne og byttede båndet ud med en anden farve, gik det godt. Jeg havde forventet mere fra lærerne, eftersom vi havde et staff-meeting, hvor vi gennemgik hele dagens program, formål, forløb og lærerne og elevernes opgaver på dagen.
Staff-meeting gik okay, til trods for at disse ansatte, i hvert fald i vores øjne, er så tunge at danse med. Når vi stillede et åbent spørgsmål, var der ingen der svarede, da vi spurgte igen lidt mere konkret, kiggede de dårlig på os. En sad og sov hen over bordet, en anden snakkede i mobil. Det var umuligt at finde ud af, om de bare ikke fattede, hvor vi ville hen, om de var ligeglade eller syntes det var et åndssvagt arrangement. Nogle få engagerede sig og stillede spørgsmål og bad os uddybe nogle af tingene. Sådanne lege er svære at forklare og læres bedst gennem deltagelse, men gav omstændighederne og de fysiske rammer, bare ikke mulighed for. Og jeg tror bestemt heller ikke vi havde fået dem til. Et er, at lege lege med børn, som de for i øvrigt heller ikke gør, men lege en leg udelukkende med voksne, ville nok være alt for grænseoverskridende.
Til sportsdagen, kom lærerne en halv til en hel time for sent. Uomklædte. Det gjorde det svært at komme i gang, da de jo skulle stå på de poster børnene skulle rundt til. Og på posterne sad lærerne blot på deres stole, rejste sig dårlig nok da holdene kom til dem, og de havde ingen anelse om, hvordan man igangsætter. Heldigvis havde vi lånt vores studerende hjemmefra, så der var en studerende på hvert team. Uden dem var det aldrig lykkedes.
Børnene fik rigtig meget ud af det. Der var ægte holdånd og team-følelse i luften. Der blev råbt kampråb og heppet, grint enorm meget, og de var virkelig gode at løse de opgaver, vi satte dem for. De fangede hurtigt legen, og var gode til at hjælpe hinanden. Hvis lærerne havde hjulpet til, havde det været perfekt, for meget tid gik med at holde styr på tropperne (ja, både ansatte og brugere). Vi har jo også kun os fire studerende og en frivillig til over 45 børn, og vi er stadig meget nye for dem, da vi jo kun har haft med nurseryet at gøre. Så det var faktisk helt fantastisk så godt det gik, selvom jeg tit bare følte kaos, fordi jeg stod med hele ansvaret alene stort set. Og lærerne kom tit og spurgte om alt muligt, fordi de ikke havde fået spurgt ordentligt på lærermødet, og ikke kunne tænke sig frem til løsningerne selv. Ingen hjalp med at skaffe vand, selvom jeg også havde bedt dem om at løse det problem på mødet. Så jeg måtte trække min gruppe med mig og spørge Cephas, han var heller ikke til meget hjælp. Jeg var godt gal på det tidspunkt, efter at lærerne var ugidelige og uhjælpsomme og nu også Cephas, så jeg tog bare af sted uden at tage den med Cephas, for at købe vand selv fra egen lomme. Jeg var både gal, fordi ingen havde tænkt på at børnene jo skulle have vand. Det er jo en sportsdag, og var i gang det meste af dagen i bagende sol, og vi, de voksne var også ved at kollapse.

Jeg kunne næsten ikke klare at skulle overskue det hele selv, og havde ingen til at hjælpe mig, samtidig med jeg skulle holde styr på mit hold, og være holdleder og igangsætter og være koordinator for alle lege og selve sportsdagen. Selvom vi havde planlagt og planlagt kan man næsten ikke planlægge alt. Det plejer at gå fordi man har flere hænder og flere til at huske hinanden på tingene. Og fordi jeg skulle tage mig af det, missede mit hold en post. Og den selv samme lærer som havde nægtet at hjælpe mig med at skaffe vand, sagde at mit hold så skulle havde nul point, fordi de missede posten. Deres måde at give point var også mærkelig. Det var svært at se hvad de kiggede efter. Men de var generelt strenge, der var ingen der på noget tidspunkt gav 5 som var det højeste. Og mit hold fik tit kun 2 for samarbejde og holdånd, selvom de var virkelig gode til det. Men at børnene kom igennem og de fik lige præcis det ud af det som var tænkt var over al forventning. De fik diplomer og lidt slik, og bedst af alt blev de hyllet af hinanden, der blev råbt holdnavne og piftet. Og de tog vinderrækkefølgen rigtig pænt.

Det er virkelig børnene, der skal have rosen. At se dem den dag var guld værd. At se på dem og så på de voksne, der er omkring dem, kan man ikke se sammenhængen. Det kan man i den hektiske og ustrukturerede hverdag. Men denne dag, som var struktureret, sjov og anderledes, gjorde dem til nogle helt andre børn. Jeg kom lyn hurtigt tættere på dem, og de store og de mellemstore børn var helt vilde med os, og det var sådan en anerkendelse. Jeg har aldrig fået så mange knus, knokles, skulderklap af nogle unger før.

Solstråle historien den dag var David, som virkelig har været en prøvelse for os. Men han profiterede virkelig af strukturerede rammer. Han var på det røde hold og fik ansvaret for kortet, holdet skulle følge, og det ansvar tog han på sig med liv og sjæl. Det fortæller os lidt om vigtigheden i at se og opleve børn i andre rammer, det kan være en øjnåbner. Vi så her vigtigheden i anerkendelse af barnets rolle og funktion, og især at de får en helt konkret funktion i en gruppesammenhæng, gør virkelig at de får ejerfornemmelse over deres egen proces, hvilket giver dem enorm motivation til at løse opgaven og kommer ud op den anden side med en kæmpe succesoplevelse.

Under supervisionen gik refleksionerne på, hvordan vi fremover kan imødekomme et samarbejde, så der bliver et led og en rød tråd mellem lærere, ledelse og studerende/frivillige. Det er en svær proces, primært fordi, jeg personligt har mistet alt respekt for mennesker, som ikke tager opgaven og andvaret for forsvarsløse og omsorgssvigtede børn ordentligt på sig. Hvordan skal jeg være imødekommende over for en lærer, der lige har truet en af mine nursery-børn med slag fra sit spanskrør? Men jeg tænker, det er noget jeg er nødt til at forsøge for børnenes skyld. Men dette dilemma grunder jeg stadig over.

Vi holdt oplæg om kommunikation og forældersamarbejde for Evelyns klasse. Et hundrede elever. Jeg var ved at besvime. Vi stod fire mennesker om en mikrofon med kun vores eget hjemmelavede oplæg (som vi selv oversatte) i hånden og en tavle. Men det gik over alt forventning. De studerende var åbne og imødekommende og stillede gode spørgsmål. De var så taknemmelige. Og virkelig dygtige. Vi satte et rollespil op, hvor to var forældre og to var lærere (nursery teachers), som skulle forestille en forældrekonsultation, hvor problemet var et barn som aldrig lavede lektier. Forældrene var fattige og havde aldrig tid til at hjælpe. De skulle så benytte sig af kommunikationsteknikker; de cirkulære og linære antagelser.
Det var også noget af en succesoplevelse for mig og de andre piger.

Som dagene går, indser vi hvor flygtig og utilregnelige de gode og dårlige dage forkommer. Ungerne kan stadig have dage hvor de splitter nurseryet ad, slår hinanden til plukfisk og er direkte modbydelige.

Andre dage indser man virkelig hvor fantastiske og dejlige de er. Som i fredags hvor vi tog dem til stranden. Der var julelys i deres øjne. De legede sammen, så fint. De var søde og hjælpsomme, lyttede til os, legede med os og havde det skønt.

Nu ser jeg frem til Annette kommer hertil og kan give os noget vejledning sammen med Evelyn om hvad vi kan gøre ved dilemmaerne med ledelse, lærere og hele børnehjemmets struktur. Fonden vokser også, og det giver os gode muligheder for at få dette børnehjem til at blive et godt sted for børn at være.