Profile
Blog
Photos
Videos
Da jeg skrev at disse børn, både heldigvis og desværre er vant til mange forskellige volontører, havde jeg stadig ingen anelse om virkelighedens realiteter. Jeg kiggede i "sign in and out" loggen og regnede mig frem til at 19 forskellige mennesker havde været frivillige på børnehjemmet på blot en måned. Der er intet at sige til, at disse unger er snotforvirrede. Det er næsten det værste du kan udsætte omsorgssvigtede børm for. Flere svigt. Men vi forsøger, vi forsøger. Vi er i øjeblikket fire voksne til nursery'et. Og vi har fået en smule mere struktur på hverdagen. Vi starter med morgensamling. Synger sange. "Old McDonald had a farm", "itsy bitsy spider", "twingle twingle little star", en navnesang (som vi har fundet på, og som de elsker) og bookie-wookie (som de også elsker).
De har små bøger, de skriver bogstaver i, laver små matematikstykker og andre skoleting. Det er nogle af dem ret vilde med, og Erica er faktisk ret dygtig og kan sidde helt koncentreret i lang tid. Ellers elsker de at farvelægge kopi-tegninger. Nogle af børnene er blevet gode til at sove til middag, og Kwabe sov forleden næsten 3 timer. En toårig har brug for og skal have meget søvn, og det er ikke til at vide, hvor meget han sover om natten. Så jeg prøver så vidt muligt, at få ham til at sove så meget han kan i løbet af dagen. Jeg kan også mærke, han har det meget bedre efter en god lang lur. Han råbte og græd slet ikke. Og legede rigtig godt. Det var dejligt at se.
Ud over det, har jeg lært børnene bedre at kende, og det hjælper mig rigtig meget. Og børnene kender mig, og anerkender mig. Det er en fantastisk bekræftelse at blive mødt med glade ansigter. At børn løber ind i ens arme og råber "Amalie, Amalie", på deres søde måde. At de større børn kommer hen og vil snakke, at de spørger, om vi skal lege, at de vil have ens opmærksomhed, når de står og laver tricks med hulahopringen. Det gør alle de hårde tider det hele værd, og det er ufatteligt, at der skal så lidt til, før man får en nyfunden energi, gåpåmod og tro på, man gør en forskel.
Jeg har måske større forståelse for børnenes frustrationer. Jeg kiggede helt tilfældigt i et hæfte på kontoret, og fandt nogle mærkelige kruseduller. Der stod nogle af børnenes navne, og ud for dem stod blandt andet: "father dead, mother mentally ill", eller "Mother and father dead", eller "teenage mother". Jeg vidste jo udmærket at disse børn er her, fordi de ikke kan være derhjemme af forskellige årsager, og nogle af dem gruelige. Men at se den kolde virkelighed på skrift gjorde det pludseligt mere tydeligt og virkeligt, og den ramte mig med en klump i halsen. Det er en barsk baggrund disse børn har, og de får intet hjælp til at bearbejde sorg eller traumer. Jeg ser dem så tit uden voksen, jeg ser aldrig Cephas eller Emmanuel sammen med dem. De kommer ikke engang ud, når vi har gang i en aktivitet med dem. De kommer ikke og ser, hvordan det går ovre i skolen. De sender nogle gange nogle af de lidt større børn over for at tage sig af nursery'et, hvis vi ikke er der. Men de vejleder dem på ingen måde. Og da Camilla og jeg mødte ind en morgen, så vi en af de største piger på omkring 20 år, stå og slå dem med en pind. Igen hev vi fat i Emmanuel, og han kaldte dem ind og sagde, at de ikke skulle slå. Men det giver ingen mening kun at fortælle dem, hvad de ikke skal gøre. Jeg har svært ved at dømme Cephas og Emmanuel, for de har viet deres liv til dette, men de magter vidst ikke opgaven. De udnytter deres ressourcer helt forkert. Jeg forstår det ikke, kun at det gør mig gal. Børnene kalder Cephas for "Daddy", men jeg ser ham ikke være far for dem. Og det er hånden på hjertet også en umulig opgave at agere far for omkring 50 børn. Jeg har ikke lyst til at forlade børnene, når jeg har fri. De kigger på mig med trætte og sørgmodige øjne, rækker hænderne op mod mig, vil bæres og have knus og opmærksomhed. De er underernæret og fejlernæret. De er sultne. Og derfor trætte, lever på underskud og bliver uvenner. Det er en klods om benet for kreativ tænkning, indlæring og empati. I dag kom igen en ny dreng til børnehjemmet. Fifi. Omkring fire-fem år. Sød, stille og utrolig smuk dreng. Han var blevet efterladt af sin mor. Hun havde sat ham hos en barbershop og sagt, hun ville komme hurtigt tilbage, men hun kom aldrig. De har forsøgt at lede efter hende, og leder formodentlig stadig. Lille Fifi var kommet i klammeri med en af de lidt større men også forholdsvis nye drenge. Vi stoppede fejden og spurgte, hvad der var galt. Åbenbart havde Fifi fået fat i noget tandpasta som tilhørte den anden dreng. "I will come to you in the night, and I will cut you in your sleep", stod den store dreng så og sagde til den lille Fifi. Det er ubegribelig, den opførsel de nogle gange har over for hinanden. Jeg stod fuldstændig som lammet og kunne slet ikke fatte, at det skete. Efter hev vi godt fat i drengen og talte med store bogstaver. Om den fes ind, er frustrerende nok aldrig til at vide.
Tirsdag havde vi møde med vores ghanesiske vejleder Evelyn. Vi ville tage nogle af disse problematikker op og høre, hvad hun havde at sige. Om disse forhold er helt normale, om hun har erfaring inde for området, og hvordan man normalt har et nursery i Ghana. Hun bød os som før varmt velkommen, og vi satte os ned, og vi begyndte at fortælle alt. Hun sad helt rolig med et meget alvorligt udtryk i ansigtet, og da vi yderligere forklarede hvordan hverdagen gik, hvordan de altid var alene, hvordan der ingen voksne eller struktur var, himlede hun med øjnene, kiggede vantro på os, og var dybt forarget. Det var så rart at blive bekræftet i at disse forhold er helt uacceptable, selv for ghanesisk standard. Evelyn var rystet. Hun ville straks ringe til Cephas og tage et møde med ham, prøve at få ham til at forstå, at han bliver nødt til at prioritere anderledes. Hun ville selv komme ud på skolen og børnehjemmet for selv at se, hvordan det gik, hvis intet var ændret efter en 8-10 dages tid, ville hun forsøge at finde et andet praktiksted til os. Bum.
Jeg var glad for, hun tog os så alvorligt, og at hun vil gøre så meget for at hjælpe, men tanken om at skulle forlade hjemmet, var som om luften blev slået ud af mig. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle forlade dem allerede. Selvom jeg jo ved, jeg først og fremmest er der for min og min uddannelses skyld og ikke (kun) deres.
Denne weekend havde vi brug for at komme væk. Ud at se noget andet, slappe af og hygge os. Vi tog på sightseeing. Først trotro'en til Shamma (en times kørsel), så en ny tro'tro til Ada (halvanden til to timers kørsel). Trotro'en er ikke et transportmiddel, man burde kører langt i. Man sidder klistret op af hinanden, side om side, med minimal benplads (heldigvis har jeg korte ben, men de lange stativer, Linda og Sara går rundt med, er svære at sidde ordentligt med). Og man bumler frem og tilbage, det er i sin bogstaveligste forstand "a bomby ride".
Fra trotro-stoppet i Ada, tager man en lille båd til Maranatha Beach Camp, som er det lille sted, vi skulle tilbringe et par dage. Smukt, smukt, smukt. Det blødeste, hvideste sand, store flotte kokospalmer over alt, som var malet i de ghanesiske farver; rød, gul og grøn, hængekøjer og små bambushytter, vi sov i om natten. Alt dette med en søbred på den ene side og Atlanterhavet på den anden side. Søens klare vand var 30+ grader varmt og var modsat havet blikstille, og med milliarder af små eremitkrabber på sandbunden. Havet havde så høje bølger, at vi ikke turde gå i.
Vi tog en bådtur rundt på søen med dets små frodige palme-øer, nogle med små luksus lejligheder og flotte hoteller. Vi sejlede forbi det sted, hvor hav og flod møder hinanden, det så helt vildt og fantastisk ud, (mærkeligt at vandene ikke mikser sammen?). Vi sejlede forbi Krokodille-øen, som normalt er beboet af krokodiller, men der var ingen at se. Desværre. Og ja, Jonathan, i Ghana spiser man krokodiller, men kun på rigtig dyre restauranter. Du vil nok ikke blive udsat for stegte edderkopper, men slanger er ikke usædvanligt, samt hunde- eller katte-stuvning, fiske-øjne og fiske-hjerner, og Martin havde engang spist ristede myrer. Da jeg spurgte, om de spiste abehjerne (som jeg har hørt nogle folkefærd gør) gloede de på mig, som om jeg var sindssyg.
For resten havde vi rigtig meget sjov med at sige "aduleij" (hvilket lyder som om, man siger: "er du læge", fra replikken i blinkende lygter). Aduleij betyder monkey-tale. Vi prøvede at lokke Nee til at gå over til nogle danskere og sige "hej, er du læge"? De stod sammen med en ghaneser, som ville opfatte det som "hej abe-hale". Men de turde ikke, de tøsedrenge.
På bådturen, holdt vi ind ved "the rum island". Ja, Sandi, her kommer piraten op i en. Der blev brygget ægte rom. Det bliver udvundet af sugar chains alene. Det får så lov at gære i nogle uger og bliver så kogt op og hældt på flaske (som var gamle vandflasker, ikke særlig piratagtigt, men de har ikke har andet). Ghaneseren som ejede denne produktion, var en gammel men livlig mand, og han fortalte om rommens kraft. "Manpower" kalder han det. Og det skulle åbenbart have god effekt på mandighed og potens. (!?) Den smagte stærkt, men var egentlig god.
Aftenen bød på bål på stranden, afrikanske trommer og afrikansk sang og dans i sandet. Martin var ikke videre imponeret, selvom vi sad med øjne på stilke, og var helt forundret over, at de kunne danse sådan i sandet. En stiv hollænder, som havde budt os velkommen (flere gange), syntes åbenbart selv, han var kongen af Ghana, og sad i sin kæmpebrandert med en rasle i den ene hånden og en dobbelt-øl i den anden og prøvede at følge rytmen, det gik helt galt, hvorefter han ville efterligne deres afrikanske dans stadig med bajeren i hånden, det var et ynkeligt syn, og hold kæft hvor vi grinede.
Natten bød på tordenskrald. Hele himlen var i opbrud. Midt om natten lyste horisonten op ud over vandene, et fantastisk smukt syn. Men mindre fantastisk da lynene var lige over os. At ligge i øsregnvejr i en bambushytte, mens det ene brag efter det andet skræmmer livet af en, gør én helt overbevidst om, at denne nat ville blive ens sidste. Heldigvis vågnede jeg næste morgen, med forventning om at se et bombekratter udenfor, men alt så fuldstændig ud som om, intet var hent. Dette er et mærkeligt land. Et fantastisk land.
- comments
leise Hej smukke pige ;) Det lyder som om har det godt hvor du er og du oplever nogle spændende ting. Håber du kan holde til de hårde tider, der om noget andet må være på et børnehjem. Keep save ;) Håber vi kan skype en dag, hvis du har mulighed for det. kram herfra aussieland
Lene Linderholm Kære Amalie. Endnu en tankevækkende og hjerteskærende blog fra dig, der virkelig gør indtryk på rigtig mange måder. Jeg tænker, du befinder dig i sandt dilemma. Skal du blive og kæmpe videre for de børn, der har så lidt og mangler så meget - eller skal du sige fra overfor det system, der er med til at byde dem noget, der er helt, helt uacceptabelt - men dermed også vende disse børn ryggen? På det spørgsmål findes ikke noget rigtigt eller forkert svar. Men for dig må det handle om at finde frem til, hvad der er muligt for dig. Hvis det er sværest for dig at blive, så forlader du. Hvis det er sværest for dig at forlade, så bliver du. Den beslutning kan kun du træffe. Men du skal vide, at uanset hvilken beslutning, du træffer, så bakker jeg dig op i den. Kys fra Momi - der er mega stolt af dig.
Amalie Christine Tak momi. Det er et svært dilemma, og jeg kan slet ikke finde hoved og hale i det hele. Jeg venter lige nu bare på at Evelyn får snakket med Cephas og ser på om der sker nogle ændringer. Vi skal ud og besøge et nyt sted, og prøve det af i en uges tid. Det gør det lettere at sammenligne.
Lene Linderholm God beslutning. Gør, hvad du finder rigtigt. Så kan det ikke gå helt galt ;-)
Erik Stougaard Kæreste Amalie. Hvor er det godt at I siger fra over for den voldsomme behandling af børnene og jeg håber at vejlederen vil være i stand til at få ændret forholdene. Det vil være svært for jer at skulle starte op et nyt sted specielt nu hvor I kender børnene og har et forhold til dem. Jeg synes I gør det utrolig godt. Jeg tænkte på jer i går da jeg så en udsendelse fra borgerkrigen i Syrien selv om det selvfølgelig ikke kan sammenlignes. Men her var der en fransk læge som var kommet for at hjælpe sårede under vanvittigt primitive forhold. Man bliver altid imponeret når nogen hjælper hvor det nærmest synes håbløst. Godt at I besluttede jer for at holde fri og opleve noget andet. Det er man nødt til. Jeg hørte et foredrag af Flemming Jensen i weekenden på LO skolen i Helsingør og han fortalte blandt andet om hvor vigtigt det er at bevare humøret og bruge humoren da det er den måde man overlever under vanskelige forhold. Jeg tænker meget på dig og håber du holder ud. knus far.
Hanne Rasmussen Din mormor og morfar følger jo også med på din blog og ser på alle billederne.Du skriver et sted ,at det er svært at gå fra de små unger, når jeres dag er forbi. Er der så virkelig ingen til at tage over? Hvem giver dem mad og lægger dem i seng?Hvis de skal klare alt det selv, er det virkelig nogle seje unger. Køber I flere ting til børnene for de penge, I får doneret? Har I opnået nogen forbedringer hvad angår det med at de slår hinanden? Og så tænker jeg på de andre voksne, der underviser på stedet, Har i nogen kontakt med dem? Og hvad synes de om jeres pædagogik? Jeg ved godt, at det tager lang tid at skifte holdning til det med tæv. Det er jo ikke så mange år siden, at det blev afskaffet i Danmark i skolerne og senere i hjemmene. Oge det bliver heller ikke overholdt alle steder. I sydeuropa slår mange også deres børn. Så det er et lang sejt træk. Fint at I siger fra og måske får nogen af dem til at tænke sig om. Jeg håber, at Evelyn får Cephas til at gøre noget. Det vil jo være et frygtlig prstigetab for ham, hvis I flytter. Mange kærlig hilsner mormor
Amalie Christine Kære mormor og morfar, og alle jer andre.. De store problemer vi har er, at børnene, hvor størstedelen ingen familie har, eller ingen rigtig kontakt til dem har, som er omsorgssvigtede, går rundt med ubearbejdede traumer, slet ingen omsorgspersoner har, ud over hinanden, lærerne i skolen og lederen af hele baduljen; Cephas. Lærerne er som bekendt ikke særlig omsorgsfulde, og virker ikke klar over hvad det er for slags børn, de har med at gøre. Meget få virker engageret i deres arbejde som lærere, og kun en enkelt virker direkte venlig og imødekommende over for børnene. Cephas og Emmanuel med alle deres gode visioner og flotte talestrømme, formår ikke at omsætte deres ideer og teorier om et sundt og godt børneliv til praksis. Der er intet system eller struktur over hverdagen, børnene er overladt til dem selv, fra de står op, i skolen og når de har fri fra skole, er der slet intet personale eller faste omsorgspersone, kun de frivillige der engangimellem er der efter skole-tid. De kan ikke finde ud af at administrere alle de gode ressourcer, de har i de frivillige og os, de studerende. Og ja, det er nogle seje unger. Men børn der er omsorgssvigtede og som igen og igen bliver udsat for svigt og som skal klare alt selv, sættes bagud i udvikling. De penge der doneres, prøver vi bedst muligt at sætte i et godt projekt. Vi overvejer stadig, hvad der bedst kan betale sig, og hvad der er mest givende for børnene. Vi oplever hele tiden at de slår hinanden, og også lærerne. Vi oplever at det ikke er nok at rende til Cephas og Emmanuel og klage. De ved simpelthen ikke hvad de skal gøre ved det. Det er så dybt forankret i deres kultur, deres børnesyn, opdragelsesmetode og undervisningsmetode. Og det er en kommunikationsform, som går forud for alt dialog. Det er rigtig svært at bryde. Især når kommunikation og samarbejde mellem os, ledelse og lærere er ikke-eksisterende. Når ledelse og lærer dybest set er ligeglade med vores interventioner, meninger og vores arbejde i det hele taget. De er kun glade når vi skaffer dem fornødenhedder. og det er jo fordi de er så hårdt presset økonomisk at de ikke kan tage sig af den daglige trivsel. Lige nu arbejde vi på at få kommunikation og samarbejde mellem ledelse og ansatte op at kører og arbejde på at få gjort os synlige og skabe os en plads i hierarkiet og indprinte os som en god og vigtig ressource for dem. Det er bar så svært at stå alene. Når ingen vil samarbejde og den fællesforståelse er udestående.
AiLa Bullen skriver:Du fe5r det att vatants i munne pe5 mig! Mums! Man kan ockse5 ske4ra ner sparrisen i 2-3 cm le5nga bitar och blanda med e4ggrf6ra. Har du skinka till se5 drar kalorierna ive4g. Men ack se5 gott. Ve4rt att synda ff6r .