Profile
Blog
Photos
Videos
Vi stod op ved 5-tiden. Vi skulle møde kl. 6. (G@Q%&q#). Ok. Det var noget, vi selv havde valgt. Da vi kom ind på børnehjemmets pigeafdeling, lå lille Kwabe (2 år) på gulvet og sov. Vi hjalp ham i bad. Han havde åbenbart sovet på gangen. (ikke alle børn har en seng). Lille Iman (2 år) lå også og sov, og var svær at vække. Det var lidt svært at finde ud af, hvad morgenrutinen var. Alle kom tilsyneladende i bad om morgenen, og de store piger styrede det med hård hånd (og slåpind). Vi rendte rundt, spurgte hele tiden ind til, hvad systemet var, hvor deres tøj, sko, tandbørste, vaskeklude, spiseskåle var. De grinte ret meget af vores tydelige uvidenhed og forvirring. Og når de svarede os, var det korte svar. De er virkelig ikke vandt til at kommunikere, eller også skal de lige prøve os af. Men vi fik da hjulpet de to små drenge i bad, hjalp dem i tøjet og med at få børstet deres tænder.
Bagefter var der morgenmad. Varmt vand blandet op med noget hvidt stads (aner ikke hvad det er), der blev en slags vælling. Hvert barn har deres egen skål eller kop, som de selv har ansvar for at hente, vaske ren efter brug og passe på. Det er noget af et ansvar at give en toårig. Systemet virker desværre også sådan, at hvis man ikke har en skål eller kop, kan man heller ikke få mad, hvorfor det er svært at få lov at låne af andre. Lille Erica (4 år) havde ingen, eller også havde hun forlagt den. Jeg forhandlede med en af de lidt større piger, for at Erica kunne låne skålen efter hende. Det gik hun med til, kun fordi jeg lovede, at jeg nok skulle sørge for, hun fik den igen. Man fik lidt fornemmelsen af, at enhver mand må klare sig selv. Til gengæld kan de også en masse selv. De er meget selvhjulpne, og er jo også nødt til at være det, da der jo ingen voksne er omkring dem. Lille Kwabe kunne selv vaske sin skål, så den blev helt ren, selv tage tøj og ble af, vaske sig ren, tage ren ble på og tøj på igen.
Vi tog børnene på tur, rundt i området, så på geder og ellers bare hyggede. Det gik godt bortset fra én frustrerende ting; Dis***a græd hele tiden. Jeg har aldrig oplevet et barn græde så længe uden pause, det var umuligt at få hende til at stoppe. Hun ville ikke gå, kun bæres. Vi prøvede alt; sidde med hende, vugge hende, synge for hende, tilbyde hende vand, noget at lege med. Vi snakkede blidt til hende og lidt mere bestemt. Intet hjalp. Da hun ikke ville gå, prøvede vi at sætte hende ned og lade som om, vi gik fra hende, så hun ville følge efter. En kvinde fra området kom forbi, og spurgte hvorfor hun græd hele tiden, vi kunne kun gætte på, hun enten var træt, savnede sin mor, havde ondt eller bare syntes det var svært at være i skole. Kvinden sagde, vi bare skulle slå hende og fandt en gren som lå i vejkanten. Det fik hun selvfølgelig ikke lov til af os. Jeg kunne slet ikke forstå at en fremmed kvinde, som intet havde meget disse børn at gøre, kunne tillade sig at slå den lille Dis***a.
Senere, da Dis***a endelig var stoppet med at græde, fik vi en leg i gang. En boldleg, hvor man kaster til hinanden i rundkreds (en rundkreds er svær at lave). Man siger først sit navn, så hvor gammel man er, så hvad man vil være, når man bliver stor, osv. Så man både varierer indhold og forøger sværhedsgrad, med at huske rækkefølge. Nogle af de lidt større børn var vilde for at være med, og det hjalp på at holde legen i gang, og holde strukturen, og de syntes, det var rigtig sjovt. Især det med at sige hvad man ville være, når man bliver stor. Nogle ville være advokater, nogle politimænd, andre piloter og Mercy sagde noget helt fantastisk: "I wanna be the african future".
Vi tog med drengene i byen. Martin (Perpetuals søn), Nee (som ligner Eddie Murphy på en prik) og Frank (som også hedder Kwami og som er vores handyman i huset). Først var vi på Jubilee, som lå i Accra. Her dansede man og spillede pool. Drengene havde blæret sig hele turen med, hvor gode de var til at spille, og de havde øvet sig meget. Jeg sagde for sjov, at jeg også var rigtig god. Jeg har kun spillet det få gange. De blev rigtig forbavsede, da jeg tævede dem alle sammen. Det kunne de ikke rigtigt have på sig. Og så var vi færdige med pool.
Så stod den på dans. Det er ikke en skrøne at afrikanere har rytme. ALLE afrikanere kan danse. Ingen undtagelser. Små børn stod på gaden og fyrede den max af. De kan virkelig danse. Vi prøvede at kopiere dansen, og Martin lærte os nogle grundtrin. Alle danser specielle danseserier, sammen to og to eller i grupper. Helt fantastisk. Det var så varmt, at vi kun kunne danse et kvarter, hvorefter sveden haglede af os. By-kulturen er heldigvis sådan, at man ikke drikker så meget alkohol men meget vand ind i mellem, så man ikke dehydrerer, og så man heller ikke bliver for fuld. Nu bliver min mor nok lidt bekymret, når jeg siger, at vi kørte med Nee hjem (som havde drukket). Men han var ikke fuld. Derhjemme havde jeg nok ikke gjort det, men man får flyttet nogle grænser hernede, da alt er anderledes. Det samme gjaldt, da Nee kom med pizza til os, og da vi åbnede låget sprang en kakerlak op i hovedet på Sara. Vi spiste pizzaen alligevel. Den smagte fantastisk.
Vi tog på stranden med Gifty næste morgen. Vi legede strandede hvaler i vandkanten og lod bølgerne skubbe os frem og tilbage, så man rullede rundt i sandet. Det var virkelig morsomt, da der virkelig var tryk på bølgerne og understrøm i vandet og Gifty hylede af grin. En stor flok drengede mellem 4 og 13 år havde slået lejr omkring vores håndklæder. De synes åbenbart vi rigtig spændende. Det synes Gifty bestemt ikke om og sagde de skulle gå. Så gik vi hjem, da de ikke rigtig gad flytte sig. På vej hjem holdt Gifty skarpt øje med enhver mand der gik eller kørte forbi. Hun sendte dem advarende blikke og sagde til mig og Linda, "they are looking at your bottoms". Vi grinte, og sagde at sådan gjorde mænd. Og det kunne de ikke gøre for.
Næste aften stod den på dansk aftenskole. "I want to learn danish insults", sagde Perpetual. Så der blev råbt en masse røvhul, skrid, spasser og svin. Mine kinder var helt ømme af at grine så meget. De kunne slet ikke sige røvhul. Det blev til høijhol.
På taget senere gik diskussionen på fuldt drøn om, hvorfor man slår børn i Ghana, og hvorfor vi mener, man ikke bør gøre det. Selvom det er forbudt i Ghana at slå børn, og at landet var et de allerførste til at skrive under på FN's børnekonvention, ser praksis jo som bekendt helt anderledes ud. Det er svært at bryde traditioner - det er klart. Og denne opdragelsesmetode er selvfølgelig nedarvet i kulturen. Der er dog ingen refleksion over alternativer hos denne lille gruppe ghanesere. Vi sad sammen med Nee, Martin og Mawli (Perpetuals anden søn) og hans højgravide kone Patricia. Vi udfordrede dem virkelig på denne metode. Forklaringen var, at det var den eneste måde at lærer barnet, hvad der er rigtig og forkert. Jeg bad først Nee give et eksempel. Hvis barnet bliver ved med at tage noget, det ikke skulle lege med, fx en pakke cigaretter, og det ikke hørte efter, at man sagde nej, bliver man nødt til at slå det, så det ved, der er en konsekvens ved ikke at høre efter. Et andet eksempel var, hvis barnet græder midt i kirkeservicen, forventer folk, man markerer barnets upassende handling ved at slå det. Mawli og Patricia gav eksemplet, hvor to børn leger det, far og mor gør i sengen. Der ville de heller ikke tøve et sekund med at give med stokken. De grinte fjollet, når vi tog til genmæle med vores forklaringer, teorier og handlingsmodeller for, hvorfor man ikke bør slå, at man bør sætte sig i barnets sted og forstå intentionen med handlingen, fordi der altid er intention bag hver handling. Og at man gennem denne forståelse han hjælpe og guide barnet til en hensigtsmæssig adfærd. At børn udvikler sig gennem leg og nysgerrighed, og man bør gå i dialog og snakke om ting, der er svært. At børn har en seksualitet og det er ok at udforske den så længe de ikke forulemper hinanden.
Disse ideologier er meget vestlige og er meget nye i et udviklingsperspektiv også i forhold til Danmark. Det var blot i 1997, det blev lovmæssigt forbudt at slå sine egne børn i DK. Det er en udviklingsproces, og det var ghaneserne helt med på. De sagde, at Ghana også var i udvikling på det punkt. De kunne sammenligne deres situation som børn med den nye generation af børn, og se at forældre ikke kun slår men også taler. Ghana er midt i en enorm økonomisk udvikling, og samfundsmæssigt, forklarede Mawli, er der fokus på økonomi og ikke de sociale forhold endnu. Men det skal nok komme.
- comments
Amalie Christine kan se den sensurere når jeg prøver at skrive den lille piges navn. Hun hedder D-I-S-H-I-T-A
Lene Linderholm Jeg har overhovedet ikke tid til at være sur, med alle de donationer jeg har gang i til jer ;-) I går sendte jeg billedet af den lille dreng i den lasede og beskidte undertrøje til en kvinde i Libero (de der bleer). Straks tilbød hun også at sende nogle t-shirts med. Så godt. Alle dem, jeg har skrevet til, har fået din blog tilsendt og alle har de responderet med "rystende læsning", "det var dog forfærdelige vilkår" eller "sikke dog en mail - den gjorde indtryk". Jeg mangler endnu at høre fra et par stykker og så at få kontaktet flyselskabet og lavet en aftale om, at vi ikke skal betale overvægt, fordi vi medbringer donationer. Skriver senere. Lige nu er der ved at være gang i vikartelefonen. Ak ja - stort land - store problemer - lille land - små problemer ;-)
Lene Linderholm Godt I husker at "lægge hovedet" ind imellem. Ellers bliver I sindsyge. Herfra ikke så meget nyt. Pøls har splat-lort og har konverteres ordre om revne æbler til æbler i sukker og smør stegt på panden. Ja, det skal nok hjælpe. Christ altså! Og så er han også sur over, han ikke må få pomfritter. Så her gælder vist den omvendte: Store børn - små problemer. Små børn - store problemer.
Dhea naww..starkis moj mali..:) Men gf6r som Ilda se4ger att du le4gger upp dom pe5 youtube och sen pe5 bgeogln jag le4ngtar se5 ja kan bf6rja tre4na lite. Simmade idag iaf se5 vi fe5r se ikve4ll ska jag gf6ra lite f6vningar dvs. om jag hittar ngra bra.Vad kul med tennis, vart spelar ni tennis de5? ija bi isto.Pussar och kramar till er alla!<3