Vi tog til markedet for at finde noget til børnene. Vi købte farveblyanter, store kartoner, en malebog, flere børnebøger, markere og noget legetøj, bolde og sjippetorv.

Planen i dag var, at flytte The nursery ud af skolen og ind på børnehjemmets grund. Et stort halvtag på legepladsen kunne være et godt sted at have the nursery, fordi de på den måde kom væk fra de andre store børn, som drillede dem, tog deres ting, kom væk fra larmen, den dårlige akustik, også så de ikke larmede og forstyrrede de andre. Tilmed er stedet en ren dødsfælde med skarpe kanter, farlige trapper, som intet gelænder har, og træstilladser rundt om hele skolen. Vi posterede ideen for Emmanuel, han mente dog ikke, det var nødvendigt. Han ville vidst tænke over det, og i mellemtiden sætte en dør op. Døren var så ikke en dør, men en stor tavle, han lagde på langs så den fyldte halvdelen af døråbningen, så den var besværlig at komme ud og ind ad.

Vi startede med at fastlægge nogle grundregler for the nursery. 1. Be quiet (der var jo en forfærdelig larm konstant). 2. Sit down (børnene rendte rundt og drillede hinanden). 3. Don't hit. (Alle slår hinanden).

For at forstå den ghanesiske læringsvej, skal man have den sorte skole i baghovedet. Læring i skolen er udenadslære, gentagelser, repetition igen og igen. De kan huske og gentage sætninger og ord, men at forstå dem, er svært. De fleste kan sige alfabetet som en remse, genkende ord og bogstaver. De kan sige A like apple, B like banana, C like cat. Men hvordan ordlydene lyder, og hvad det betyder, at sætte bogstaver sammen til ord, kan de ikke. (De er jo også små)De kan genkende ordbilleder og skrive af, men ikke læse eller skrive. Det samme gjaldt med vores regler. De kunne huske at sige "rule no. one: be queit, rule no. two: sit down, rule no. three don't hit". Men at følge dem, var svært. At have en samtale var svært. De er ikke vandt til at lærere taler med dem, kun til dem. De er kun vandt til, at spørgsmål er retoriske. De er aldrig blevet spurgt om, hvad de vil lave. De er ikke vant til at tegne ud fra fantasi, men at tegne efter et billede læreren giver dem.

Vi står ud for en stor udfordring. Læring skal ikke bare være udenadslære, læring skal ikke gå gennem frygt. Disse børn er omsorgssvigtede, deres meget udstående navler bevidner om dette, (det får børn som har grædt meget som spæd og er fejl/underernærede), de har levet på gaden, deres mentalitet bygger på overlevelse. De græder konstant, vil bæres og have knus. De får ikke vand, med mindre vi henter det, de bliver ikke skiftet med mindre vi gør det, og de får ikke middagslur, hvorfor de er trætte og tvære. Da vi kom med blyanter og legetøj, startede et kaos at skænderier og slåskampe. Børnene prøvede så vidt muligt at holde fast på de ting, de havde i hænde, og prøvede at tage ting fra de andre. Det tog lang tid at få dem rolige og få lavet regler om at dele, at mens nogle legede udenfor med bolde, var nogle inden for og legede med små biler og dukker, tegnede eller læste historier. Det var så svært for dem at forstå, at tingene ikke var deres, og at hvis andre legede med det, var det ok, og de kunne lege med det senere.

Vi skal starte helt fra bunden med disse børn og vi har ingen midler eller ressourcer. De har kun os.

Det er hårdt. Vi skal være stærke, være opdragere, rollemodeller, forsørgere og lærere.

Og hold kæft hvor havde jeg ikke lyst til at gå fra dem i dag, for da var de overladt til sig selv.

I morgen følger vi op på at skabe struktur og regler og lege til at hjælpe med kommunikation og samarbejde. At skabe relationer mellem børnene. Lærer dem at lege sammen. Samtidig skal der indgå noget læring om alfabetet, ellers kan de ikke gå videre i første klasse.

Vi vil gerne oprette en fond. En fond til at kunne købe legeting og redskaber. Redskaber til at renoverer skole og hjem, male det i inspirerende og rolige farver, klade- og tegnehæfter til børnene osv.