I Nungua og Teshi, to små byer i Accra oplevede vi ægte fattigdom. Teshi Pre-school ligger i slummen af slummen, i det fattigste område i Accra. Her har forældre næsten ikke råd til at betale for skolen, som koster en dollar om ugen at gå på. Skolen er en kirke egentlig. Så der er skole om dagen og gudstjenester om aftenen. Det er ét stort rum (som ikke er særlig stort), hvor alle børnene er opdelt i fem klasser kun adskilt af en tavle. The nursery som vil svare til en vuggestue-børnehave, var blot et lille rum tilhørende det store, altså uden dør, hvor omkring 30 småbørn i alderen 2-4 var stuvet sammen. Der var ingenting i det rum ud over få tæpper på gulvet og en tavle. Stenvæggene var bare, så der var en enorm dårlig akustik, og farven var grå som gjorde stedet endnu mere deprimerende. Ungerne var beskidte, havde hullet tøj eller intet på, lugtede af urin, var tørstige men glade for at se os og vældig interesserede i os. Lederen af skolen hedder Nee og er vældig flink og meget imødekommende. Han udviste både stor glæde, taknemmelighed, ydmyghed og desperation for at vi kom til hans skole. Og vi kunne se, hvor meget de har brug for hjælp. Han sagde at bare vores tilstedeværelse som europæere vil give stedet noget omtale og population og vil give børnenes forældre noget mere engagement i børnenes skolegang, hvilket er enorm vigtig for børnenes trivsel og læring. Det vil også skabe noget opmærksomhed, som vil hjælpe til flere donationer, og han håber at børnene vil få den selvtillid og stolthed, de har stor mangel på givet deres levevilkår.

New Life Orphanage, mit praktiksted, er startet, opbygget og ledes af Cephas og hans bror Emanuel. Cephas og hans familie bor på børnehjemmet. Og er de primære care-takere. Emmanuel står mest for det finansielle, organisering og noget undervisning. Han er højt uddannet, har bl.a. læst to år i Norge og har en master i psykologi. Han og Cephas har store pædagogiske visioner, som er meget vestlige. De fokuserer bl.a. på hjælp til selv-hjælp, anerkendelse af barnet som aktør i eget liv, som medbestemmer af flokken, dialog som tilgangen til barnets indre verden/problemer og til konfliktløsning børnene imellem, at man absolut ikke slår børn, at man varetager psykisk og fysisk udvikling og deres trivsel generelt. Jeg var meget imponeret over deres holdning og visioner. De tror på børnene. De anerkender dem og hjælper dem til en god og sikker fremtid. De går meget op i at socialisere dem, og udlicitere dem i samfundet. Forældreløse er set meget ned på. Folk vil ikke hjælpe dem, de tror, børnene er forbandede. Andre børn vil kun mobbe dem, og de vil altid være ekskluderet. Derfor har de gjort alt, hvad de kunne for at bygge en skole, som tilhører børnehjemmet, for at de får en fair chance i skolen. De har også investeret i en bus, så de kan tage på ture, da det jo er rigtig vigtig at få dem ud, så de ikke marginaliseres.

Nu lyder det hele jo fantastisk. Det er det i sandhed også, men det er ikke let at få stablet alt dette på benene. Cephas og Emmanuel har været gode til at administrere penge og promovere sig selv, så de har fået mange donationer og frivillige arbejdere. Men der ligger mange ofringer bag. De har viet deres liv til disse børn, og de har ikke mange ting. Vi så børnenes sovekamre, hvor de også var stuvet sammen, med vakkelvorne senge, beskidte vægge og intet plads til tøj og sko (som de nok heller ikke har meget af). De havde kun bordtennis og en lille bane til at spille fodbold, ellers intet at lege eller spille med.
Jeg tror på, at Cephas og Emmanuel taler sandt og agere efter deres tro og visioner. Desværre har deres budskaber ikke nået de 15 meter hen til skolen.

Her ramte kulturchokket mig som lynet. Først var der larmen, så gråden, så synet af spanskrøret. Det blev brugt flittigt. Fuldstændig modsat af hvad Cephas havde sagt. Børnene fik en over nallerne (hele tiden). Og en i rumpen en gang i mellem. Det var ikke til at finde ud af, hvorfor (altså hvad børnene dog havde gjort). De virkede som om, det var for hver en lille ting, de gjorde forkert i skoleøjemed, og i forhold til at adlyde lærernes ordrer. The nursery, som vi blev knyttet til her i dag, var et lille rum med små stole og borde og en tavle, ellers ingen ting, hverken legetøj, skrivehæfter eller noget. Børnene var glade for at se os, tog vores hænder, hang på os, rodede i vores hår, kiggede i tasker, tog armbånd af os. De råbte, skreg, grinede, græd, slog og drillede. De var søde mod os, men ikke altid mod hinanden. De store drillede meget de små og den yngste på to år havde ingen chance. Derfor var han også den mest larmende. Det hele var kaos. Igen så vi de bare grå stenvægge, den dårlige akustik, og ingen dør til at lukke af for larmen. Ingen struktur, ingen sammenhæng, ingen kontekst og ingen lærer. Dette forargede mig næsten ligeså meget som spanskrøret. Hvordan kan en flok 2-5årige bare være overladt til sig selv? Og fra 8-15?

Efter at have set den stramme lærerinde tvinge en grædende 4-årig pige til at stikke hånden ud, så hun kunne slå hende med spanskrøret (flere gange) blev det for meget for mig, og jeg måtte gå og lade tårerne, som havde presset sig på, få frit løb.

Jeg gik direkte ind til Cephas og forlangte en forklaring på, hvorfor de slår med spanskrør. At jeg ikke ville se på det, og ikke ville være i den skole, hvis det skete igen. Han sagde, at han var meget ked af det. Han vidste, det var et problem. Han havde åbenbart haft utallige møder med lærerstablen, men de hører ikke efter, og slår alligevel, når Cephas eller Emmanuel ikke er der. Han indkaldte straks endnu et møde med hele lærerstablen, hvor han holdt en lang tale. Han sagde "I am not happy", flere gange. Han fortalte, hvordan det pinte ham, at han skulle blive ved med at sige det, at dette var sidste gang, ellers ville han fyre dem. Han fortalte dem grunden til, man ikke bør slå. Hvad det gør ved barnet og undervisningen. Han gav dem råd og anvisninger til andre metoder at disciplinere end at slå, han fremhævede det vigtige i kommunikation og dialog. Jeg var igen imponeret over hans veltalenhed og hans pædagogiske viden. Jeg var derimod vred på lærerinden og forarget over lærernes reaktion. Eller mangel på den. De sad, så desorienterede ud, nærmest som om de kedede sig og ikke forstod, hvad der foregik, udviste bare ligegyldighed. Én sad med musik i ørene, en andens tlf. ringede, uden at hun slukkede den. Det hele var så uprofessionelt og direkte uhøfligt. Der var ingen øjenkontakt, ingen kommentarer eller spørgsmål. Stilhed. Jeg havde lyst til at råbe af dem, ruske i dem, få dem til at fatte det, tage spanskrøret ud af hånden på dem og slå dem med den.

Det vil selvfølgelig ikke hjælpe.

Der er noget at tage fat på. Heldigvis er hjernen ikke stået af, men kører på fuld power med ideer. Skal sove nu, så jeg kan genoplade.