Så er jeg tilbage fra ferien, som gik alt for hurtigt. Efter min sidste aflevering havde jeg mid semester break. Alle universiteter hernede holder en lille ferie midt i semestret, men som Macquarie-studerende er man heldig - vi får to uger mens alle andre kun får én. Lad mig sige med det samme, det var tiltrængt. De sidste to uger inden ferien arbejdede jeg på højtryk, og de sidste to nætter fik jeg knap 9 timers søvn tilsammen. Jeg havde tre afleveringer i samme uge, og ulempen ved historie er, at man ikke bare kan sætte sig ned og skrive. Man er nødt til at have alle kilder ved hånden, og det er snarere søgningen efter kilder end selve opgaveskrivningen der er hård.

Når tid er den højeste luksus

Dagen før jeg skulle aflevere min første opgave, var jeg til forelæsning i det kursus som den knyttede sig til.I dette fag har vi en online tutorial som vi skal deltage aktivt i (hvilket jeg endnu ikke har kunne få tid til) i løbet af semestret. Vi er kun to i klassen, da alle andre studerer faget online (kurset handler om koptisk litteratur, så det kan også være grunden til at det er mindre søgt). I pausen talte jeg med min medstuderende, en rar ældre dame, som kun har det ene kursus dette semester. Hun udtrykte dårlig samvittighed over, at hun de sidste to uger ikke havde haft tid til at deltage i online diskussionen, da hun havde haft for travlt med opgaven. Blev ærlig talt lidt chokeret over 1)hun havde dårlig samvittighed over at være fraværende online i to uger, når jeg endnu ikke havde deltaget efter halvanden måned, 2)at hun kunne bruge to uger på vores opgave - det var i mine øjne en ufattelig tidsmæssig luksus, for selv havde jeg brugt knap 3-4 dage, mere var der ikke tid til.

Det højere uddannelsessystem, kort fortalt

Til de der ikke kender det australske universitetssystem, kommer der lige en forklaring her: Stort set alle fag hernede kører tutorials til alle deres kurser. Det er i stedet for den mere danske version, hvor de studerende spørger løs og diskuterer under selve forlæsningen. Det gør man ikke på Macquarie (officielt i hvert fald, de er lidt mere afslappede omkring visse af reglerne på historie), for alle forlæsninger skal optages, da mange studerende læser faget som 'distance', dvs. de følger kurserne online og møder ikke op personligt. Det er meget brugt især blandt masterstuderende, for hernede er der to former for kandidatuddannelse. Masteruddannelsen er ikke nødvendigvis direkte knyttet til ens bacheloruddannelse, og man kan hoppe over på et andet fag i stedet for at tage den lige vej. Fordi uddannelsen kun varer et år, kan man tage f.eks. en dobbelt master. Jeg er stødt på nogle internationale studerende som gør det, men det er mest i forbindelse med fag som 'business' eller 'accounting', begge fag der er så populære at man bliver positivt overrasket når man møder en udlænding der ikke læser et af fagene.

I stedet for en mastergrad kan man efter sin bachelor fortsætte med en 'honours degree'. Honours ligger i forlængelse af ens bachelor, og det er ofte den vej man vælger hvis man vil læse en Ph.d. I modsætning til mastergraden skal man i løbet af sin honours skrive en 'dissertation paper', der så vidt jeg har forstået minder om et speciale. Om det er helt så omfattende er jeg dog ikke klar over.

De fleste af mine medstuderende er enten honours eller master, selvom der også er del del 'undergrads' (bachelorstuderende) på et af mine kurser. Man kan tydeligt skelne mellem master- og honoursstuderende, da de honoursstuderende jeg møder på kurserne oftest er på min alder eller måske lidt yngre, mens de masterstuderende er ret gamle.

En fordom eller to kan man ikke sige sig fri for

Selvom det måske ikke er særlig pænt, har jeg siden min samtale med min ældre medstuderende om hendes to ugers opgaveskrivning haft svært ved at tage mine ældre medstuderende seriøst. Flere af dem er så gamle, at de ser ud til at været gået på pension, og da flere af dem hyppigt nævner de mange rejser de har været på i Europa, har jeg en stærk mistanke om, at de ikke er på arbejdsmarkedet længere. I forhold til hvor meget arbejde der ligger i et fuldt semester, er jeg begyndt at overveje, hvor mange af mine medstuderende der ville overleve det tempo jeg kører i disse måneder. Det virker lidt som om 'Ancient History' er et hyggestudie for pensionister. Lidt groft sagt, og jeg forstår godt at folk på pension med penge gerne vil udfordre deres intellekt nu hvor de ikke arbejder længere, men at tage dem seriøst som studerende, dét har jeg meget svært ved.

Skal så lige siges, at jeg ikke har taget mig mig tid at lære mine medstuderende at kende, føler at afstanden imellem os er for stor, og jeg ved at jeg ikke ville komme til at bruge tid sammen med nogen af dem uden for timerne. Så hvad jeg lufter her på siden er først og fremmest mine egne indtryk, og jeg kan ikke sige mig fri for at have en fordom eller to.

Hård historie

Med hensyn til at tage en mastergrad i historie ved Macquarie, så er jeg begyndt at kunne sætte mig ind i, hvordan de overbebyrdede journaliststuderende på RUC har det. Det er f*ing hårdt, ærlig talt. Jeg har stærk mistanke om at historie er et af de hårdeste studier man kan vælge hernede, hvis man vil læse en mastergrad. Så længe semestret er i gang, er socialt liv og fritid en by i Rusland. Hvilket betyder, at ferie kan have slemme konsekvenser, for når man først har haft et par uger, hvor man slappede helt af, er det pokkers svært at komme ind i den hårde rytme igen.

Jeg forsøger dog, mest fordi jeg skal. I det mindste har jeg klaret mig over al forventning indtil videre. Underviserne har været begejstrede for mine opgaver, og jeg har fået 'High distinction' i to opgaver, hvilket skulle svare til det gamle 13-tal. Og ifølge et par af mine venner er de ikke helt så gavmilde med topkarakterer som amerikanerne har ry for at være. Uanset hvad er det nu rart med et skulderklap.