Som sagt har jeg været i Sydney i lidt over en måned. Kom herned ca. to uger før semesterstart, men allerede d.23.juli startede jeg på et orienteringsforløb. Da jeg fandt min bolig så hurtigt, havde jeg tid til en del sightseeing den første uge. Var selvfølgelig på den obligatoriske tur forbi Operahuset, som er meget pænere på afstand. Tæt på synes jeg ikke det er særlig kønt, men beliggenheden er fantastisk, og det er meget flot set fra søsiden.

Royal Botanic Gardens

Derudover har jeg været en tur i the Royal Botanic Gardens, der ligger lige bagved operaen. Den er kæmpestor og virkelig flot, strækker sig et langt stykke langs Sydney Habour ned mod Woolloomooloo og Art Gallery of NSW (New South Wales) og er en eksotisk (for en europæer) oase midt i storbyen. På samme måde som de forstadsagtige lommer man finder i Inner West-området, bryder den botaniske have med ens billede af Sydney som en dynamisk storby. Med CBD's skyskrabere som malerisk baggrund for træer, planter og kakaduer (som er både meget menneskevante og lavtflyvende, det sidste er noget man lige skal vænne sig til), er kontrasten komplet. Udover eksotiske fugle kan man finde flagermus hængende fra flere af parkens træer, samt træer udstyret med pigge for at forhindre at flagermusene finder sig tilrette på dem. Åbenbart er de truede flagermus skadelige for de sjældne træer, så man forsøger gradvist at få dem til at flytte sig længere og længere væk fra havens træer.

Den botaniske have er et romantisk og malerisk sted, og af den grund er der tilsyneladende flere brudepar der enten tager turen til parken på den store dag for enten at blive fotograferet her eller for rent faktisk at blive viet på stedet. På min vandring gennem parken stødte jeg på et nyligt overstået bryllup, komplet med bryllupsopsætning i form af stole, alter, rosenblade og brudepar med bryllupsgæster. Følte mig pludselig hensat til slutningen på en amerikansk film, selvom alle deltager her var asiatere.

Indvandrer vs. indfødt

I det hele taget møder man mindst lige så mange asiatere som hvide i Sydney, hvoraf mange er indvandrere. Det kan ofte være svært at kende forskel på immigranter, udlændinge og 'rigtige' australiere, især da mange kinesere bruger vestlige navne i stedet for deres oprindelige kinesiske navn, når de flytter til Australien. Men de hvide man møder kan heller ikke automatisk regnes for født i Australien, da landet i allerhøjeste grad er en nation af immigranter, og folk fra hele verden stadig indvandrer hertil. Generelt må jeg gå ud fra folks accent. En tyk australsk accent finder man ikke hos alle 'indfødte', da flere også taler et meget korrekt engelsk, nærmest britisk engelsk. Her må et mere sprogtrænet øre end mit afgøre, hvor folk kommer fra. Hvad angår asiatere taler de fleste der ikke er opvokset her med en tydelig accent, og manges engelsk er knap så godt, hvorved man tydeligt kan høre at de er fra et andet land.

Ikke at folk nationalitet er specielt vigtig hernede, men det kan være lidt småpinligt at spørge en person, hvor han eller hun kommer fra, fordi man pga deres ikke-hvide udseende regner dem for udlændige. For derefter at få svaret, at de da er fra Australien. Lidt som at spørge en person derhjemme med indvandrerbaggrund, hvor de kommer fra, når de er født og opvokset i Danmark.

Hval-sightseeing med søsyge

I løbet af den første gjorde jeg det jeg havde set mest frem til - tog på en whalewatching cruise, en bådtur fra Sydney Habour hvor man kan spotte hvaler, når de i juni-juli svømmer nordpå langs kysten for at føde deres unger. Jeg var meget spændt på at se hvaler for første gang, men turen udviklede sig til et mareridt. Ikke fordi den i sig selv var specielt spændende - vi fandt én hval som vi fulgte i mindst 1 1/2 time, og på et tidspunkt lavede den vist et spring som man ellers kun ser på postkort. Det var i hvert fald hvad jeg fik at vide, for var på det tidspunkt så søsyg at jeg ikke ænsede andet end at have tiltrækkeligt med brækposer til rådighed, og med kun ét ønske: at få fast grund under fødderne så hurtigt som muligt. Jeg var ikke den eneste, for omkring mig sad flere med lidende udtryk, grønne i ansigterne og brækposer i krampagtige greb. Lige så snart vi var sejlet uden for selve havnen, havde bølgerne gjort at det lille skib gyngede så voldsomt som jeg aldrig i mit liv har oplevet det - og indeligt håber aldrig at komme ud for igen. Jeg så selv hvalen flere gange efter den værste søsyge var overstået (læs: efter jeg havde kastet så meget op, at min mavesæk var fuldstændig tømt for indhold) og jeg igen var i stand til at fokusere nogenlunde på mine omgivelser. Efter ca. 3 timers tur og mindst 2 af disse tilbragt i helvede, vendte vi endelig tilbage til havnen. Jeg fik noget mad i mig for at overkomme den resterende kvalme og vaklede derefter tilbage til mit hostel, hvor jeg tilbragte resten af eftermiddagen og aftenen i min seng.

Whalewatching kan herefter kun anbefales til folk med meget stærke maver. Selv har jeg forsvoret nogensinde at bevæge mig ud på en tur igen.

Blue Mountains og Featherdale Wildlife Park

Udover vandringer (og lidt shopping må jeg også indrømme) rundt i Sydney, inklusiv en meget kort tur til Bondi Beach (det er endnu ikke varmt nok til at bade) og Manly, har jeg kun været på én mere turist-agtig tur.

I første uge af august startede mine kurser, og i den første weekend var jeg på en tur til Blue Mountains, en kæmpe nationalpark som ligger uden for Sydney og som sandsynligvis er en af de mest kendte nationalparker i Australien. Den har ikke bjerge i egentlig forstand, snarere dybe dale og slugter. Området kaldes Blue Mountains fordi de mange eukalyptustræer skaber en let blålig dis henover områdets skove.

Turen var arrangeret af den internationale afdeling på Macquarie for de nye internationale studerende. Jeg så ikke voldsomt meget af selve Blue Montains regionen, da vi mest befandt os i en hytte i en af de små byer i området, hvor der blev arrangeret forskellige sportsaktiviteter på stedet som bueskydning, indendørsklatring og mountain biking. Hytten lå dog lige ved et skovområde, så der var en art lejrtursstemning over det, med bål om aftenen (ellers var det alt for koldt at være udenfor. Blue Mountains er flere grader koldere end Sydney, og der kan falde sne her om vinteren), spisning i en fælleshal og køjesenge. Om søndagen var vi på en kort tur i selve nationalparken, en såkaldt 'bushwalking' med en ranger som guide. Vi gik på en asfalteret sti og det varede knap en times tid, så meget vandretur var der ikke over det, men vi fik interessante foredrag om de oprindelige abroginale stammer i området og deres levevis, samt om de forskellige planter og dyr i området. Efter en tur til de berømte klipper kaldet 'De tre søstre' (som I kan se på billedet) tog vi med bus til Featherdale Wildlife Park. Wildlife parks finder man mange steder i Australien, de er en slags mini zoos med australske dyr, hvoraf mange af dyrene er taget ind fordi de er syge eller tilskadekommende.

I Featherdale fik vi forevist forskellige af de mest berømte australske dyr, som vi fik et miniforedrag om og fik lov til at klappe på skift. Jeg har derfor været i nærkontakt med både en dingo, en koala, en wallabi (en kænguruafart) samt en fugl og en reptil som jeg har glemt navnene på, men som var meget forskellige fra hvad man kan se derhjemme. Man kunne også gå ind til nogle af kænguruerne og emuerne og få taget sit billede med eukalyptusgumlende koalaer. Alt i alt en ret spændende oplevelse, og jeg glæder mig til at opleve fx kænguruer ude i naturen.