D. 3 marts tog vi toget til Delhi kl lort om morgenen. Jeg var bestemt ikke spor fornøjet da vækkeuret ringede! Det var jo så hårdt at stå op. Vi havde aftalt med hotelejeren, at der ville komme en autorickshaw og hente os kl 5.00. Han kom ikke.. Jeg gik ud på vejen for at kigge efter en, men det er lidt som om at der ikke rigtig er så meget aktivitet om morgenen. Vi endte med at vække hotelejeren, og han kørte afsted efter autorickshaw-manden. Vi nåede hen på togstationen 10 min før vores togafgang. Stress på! Vi skulle nå igennem security og bagefter finde vores tog i det store menneskemylder. Aaaargh. Ved i hvad? Vi nåede det!

Vi sov begge to det meste af vejen. Da vi begyndte at nærme os Delhi vågnede jeg. Der, i Delhis forstad, så jeg for første gang det, som jeg havde forventet af slummen! Det var så sørgeligt! Jeg havde allermest lyst til at kigge væk, så jeg ikke behøvede at forholde mig til den fattigdom som var lige foran mig, men samtidig kunne jeg heller ikke lade være med at kigge - det er lidt som når man ser en gyser film, og holder hænderne for øjnene, men stadig kigger ud imellem fingrene. Det er skræmmende at nogen mennesker kan være SÅ fattige, og sat i forhold til dem, er jeg jo VIRKELIG rig. Jeg fik ikke lov at sidde og sumpe i mine egne tanker længe, for det var blevet vores tur til at stige af.

Vi fik en taxachauffør til at køre os til et ganske udemærket hotel. Daniel fik forhandlet prisen ned fra 2500 til 800, så det var jo vældig godt! Vi valgte at slappe lidt af og komme til kræfter inden vi ville begive os ud i Delhis hektiske gader.

Vi tog en cykelrickshaw hen til Red Fort. Vi tog ham egentlig fordi han ikke kostede mere end 20Rupees - troede vi. Da vi blev sat af ved Red Fort forlangte manden 200 Rupees. Det endte faktisk med en forholdsvis stor diskussion, for vi havde spurgt ham flere gange om det virkelig kun var 20. Folk begyndte at samle sig omkring os, og jeg foreslog at vi gav ham 100 og så kunne vi gå vores vej(jeg syntes nemlig at det begyndte at blive pinligt, og det var jo ikke voldsomt mange penge for os) Det endte med, at vi gav ham 100 og gik.

Vi gik hen til Red Fort. Køen for at komme ind var uendelig lang, og vi blev derfor enige om blot at gå en tur rundt om fortet. Endnu en gang oplevede vi at Inderne tog billeder af os i det skjulte, og vi besluttede os derfor, at næste gang en Inder tog et billede af os, ville Daniel hive sin telefon frem og jeg ville tage spejlreflekset. Der gik ikke lang tid før det skete - og stakkels Inder. Det var en ung knægt, og han blev helt forlejen da vi hev vores kameraer op og tog billeder af ham. Vi kunne nu ikke lade være med at grine.

Da vi kom ud fra Red Fort, blev vi tilbudt en guidet tur i cykelrickshaw til en sølle pris af 200rupees. Vi takkede ja tak, på én betingelse. Han skulle holde ind forbi Mac D, hvor vi ville have en is. Cykelmanden gjorde som vi bad om, og vi kom tilbage med is(og Daniel med en menu- hvorfor nøjedes?) Sikke et syn. Der sad vi i cykelrickshawen(og der er altså ikke meget plads i sådan een. De er designet til Indere, som er en halv gang min størrelse og MEGET mindre end Daniel)med is og Mac D mad. Vi blev kørt hen til Chandi Chowk marked, som nok er det største markeds område jeg nogensinde har set. Fint delt ind i forskellige kategorier. En lille pige var ved at gå på line, HØJT over jorden, og selvfølgelig uden nogen form for sikkerhed. Vi så et par templer, blev kørt i smalle stræder og til sidst sat af ved moskeen. Desværre var det ved at være solnedgang, og vi fik derfor ikke lov til at komme ind i moskeen. Jeg ville ellers gerne have set den - den var nemlig KÆMPE stor. Men okay, det gik jo nok. Vi fandt et nyt slags transportmiddel - en elscooter. Vi blev kørt tilbage til vores hotel. Vi fandt en god film på tv'et og bestile roomservice. Det lyder nok som om at vi brugte mange timer på at se tv i Indien. Det gjorde vi på en måde også. Vi var egentlig begge nået til et punkt hvor vi var fyldt totalt op, og der skulle ikke meget til at vi følte os brugte. Samtidig er Indien vildt kaotisk, og vi havde brug for at samle energi til at gå ud på gaderne. OG så sendte de vildt mange gode film!

Jeg vil gerne beklage at mit sprog ikke er særlig nuanceret, men jeg har svært ved at finde de danske ord, og det ville blive en værre blanding hvis jeg brugte engelske ord hver gang jeg ikke kunne finde et ordentlig dansk.

Er i godt klar over hvor hyggeligt det er at spise aftensmad på sengen? få det bragt ned på værelset ? Det er jo næsten som at være hjemme ved mor og mormor igen! Det var Daniel som bestilte vores mad, og jeg må indrømme at jeg fik mig et lille grin over det. Inderen i den anden ende af røret forstod intet af det Daniel sagde, og Daniel blev lidt små rød i hovedet af hidsighed et par gange. Det lykkedes ham dog til sidst, og maden var helt perfekt da den endelig kom.

Da vi stod op mandag d. 4 marts, ringede jeg til Rajiv. Han er ægtemand til kvinden som vi mødte i flyet fra Sydafrika. Jeg forklarede at vi havde mødt hans kone, og at hun havde inviteret os på frokost, og spurgte om han havde tid til at ses med os. Det havde han helt bestemt. Han inviterede os til at komme hjem til ham samme dag til middag. Vi blev på hotellet indtil da, så endnu en film og jeg fik skrevet lidt blog. Vi fandt en autorickshaw med en sød, sød chauffør, som ville køre os hele den lange vej. Mændende i Indien spytter konstant, og spyttet er rødt på grund af det tobak de har siddende i kinden. På et tidspunkt holdte vi ved siden af en bus, og buschaufføren spyttede direkte ned foran mig. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at udbrydde - iiiiiiiuuv, hvilket fik vores chauffør til at kigge i bakspejlet - vi fik øjenkontakt, og så begyndte vi at grine. Det var første gang længe at vi havde haft så sød en chauffør. han var virkelig herlig. Vi blev sat af ved Rajiv og blev inviteret indenfor. Ude fra lignede huset noget værre lort, men da vi kom ind - hooooold nu helt K! Det var så flot. Han tilbød en velkomstdrink. Jeg syntes at den smagte af prut, men det så ud til at både Daniel og Rajiv fandt den lækker. Jeg var ihvertfald glad for at der også blev serveret peanuts - de kunne tage den(efter min mening) grimme smag. Rajiv fortalte, at vi skulle hen til en restaurant, hvor man skulle være medlem, for at kunne komme ind. Da vi nåede derhen, ville de først ikke lukke Daniel ind, fordi han havde shorts på, men fordi Rajiv var en god kunde som kom der ofte, tillod de Daniel at komme ind, men KUN hvis han sad inde ved væggen. Restauranten var virkelig også pæn. Rajiv præsenterede os for noget forskelligt mad. Det var vildt hyggeligt at sidde og snakke med ham, og han gav nogle gode råd til hvad vi skulle se. Han betalte og vi gik en tur i området, hvorefter han bestilte en taxa til os og vi tog afsked.

Vi bad vores taxachauffør om at holde ind ved "Qutub Minar", hvilket er et gammelt tårn i Delhi. Hvis jeg husker rigtigt var der tre forskellige herskere som byggede på det. Rundt om tårnet var der en masse ruiner, samt et par "forbudt at spytte skilte"! Tænk sig at de bliver nødt til at sætte skilte op for at fortælle folk at de ikke skal spytte - så bliver der virkelig spyttet meget, hva??

Efter Qutub Minar blev vi kørt til Connaught Place, som er et stort shoppe område i rigtig flot Victoriansk stil. Et levn fra Briternes tid som fyrster. Det var den dyreste taxatur vi overhovedet havde haft i Indien(udover vores tur fra Delhi til Agra) Vi gik ind et sted for at få en kop kaffe. Her faldt vi i snak med et engelsk kærestepar, Emma og Joe, og vi blev enige om at tage ud og spise sammen. Det var vildt hyggeligt, og dejligt med lidt selskab. De fortalte os at de skulle til et tempel, hvor de skulle være i ti dage for at meditere. I de ti dage de skulle være der, måtte de hverken se på eller tale til hinanden. Jeg er ret spændt på at høre fra dem om hvordan det var. Efter at have indtaget et lækkert aftensmåltid på en tagterrasse blev vi enige om at mødes den følgende dag, og sammen tage ud og se Lotus Temple. Vi sagde på gensyn og tog hver til sit.

Vi vågnede til en besked fra Emma. Joe var blevet utrolig syg, højst sandsynligt en madforgiftning og at de derfor ikke kunne komme med. Vi gik en tur ind mod bymidten, så jeg kunne få taget lidt billeder, og for at finde noget morgenmad. Vi blev lokket ind på en restaurant hvor de lige havde malet. Føj hvor blev jeg skidt tilpas. Efter morgenmaden tog vi en autorickshaw ud til Lotus Temple. For sørens da osse, hvor var jeg glad for, at jeg fik overtalt Daniel til at tage med. Lotus Temple er et klart symbol på at man kan samle alle religioner ét sted. Det var så gudesmukt og fredfyldt. Templerne findes over hele verden, men dette er det største og flotteste(hvis man skal tro på guidebogen- og det gør jeg, for det var VIRKELIG smukt). Vi gik en tur ind indenfor. Sikke en klang der kunne skabes i det rum. Selv stilheden kunne man høre. Det var vildt imponerende. For mig er templet et rent kærligheds symbol, forstået på den måde, at det tillader alle trosretninger et sted at bede, at reflektere, at tro. Det har ingen betydning hvad man tror på, alle er velkomne- og det er da kærlighed og åbenhed! Og ved i hvad? Det er vel i bund og grund det som alle religioner prædiker i sidste ende? Næstekærlighed og plads til alle? Det burde ihvertfald være sådan! Det er måske også derfor jeg forstår mig så dårligt på verden? Jeg forstår ikke, at man kan hade hinanden noget så grueligt, bare fordi man ikke tror på det samme navn af en Gud - for en Gud er vel en Gud? Og det kan da for filan være ligegyldigt om budbringeren hed Allah eller Jesus eller noget tredje? Og hvis der fandtes en Gud, hvorfor tillader Han så al den elendighed? Jeg forstår det ikke? Men måske er det bare ikke meningen at jeg skal forstå det? Når nu vi alligevel snakker om religioner, så er der to religioner som jeg finder temmelig interessante. Den Andeanske religion, hvor det er Moder Jord(Batcha Mama) som er i højsæde. Det er da noget man kan tage at føle på. At tilbede jorden, den som giver os mad og et sted at bo. Samtidig er hinduismen også vildt interessant, med alle dens forskellige guder og dens forståelse for mennesket. Sikke et sidespring, og sikke en masse sludder, men nå, nok om det!

Efter Lotus Temple blev vi samlet op af vores chauffør(som havde ventet på os) Han kørte os et smut ind til India Gate - stort og flot monument. Jeg fik taget nogle billeder(på lang afstand - vi var for dovne til at gå hele vejen derind) og Daniel købte is til os alle tre. Chaufføren blev meget glad.

Mange af de mennesker som vi havde mødt inden Delhi, havde alle sagt, at Delhi bare var et stort hul, og at der intet godt var at finde der. Jeg forstår dem da så absolut ikke! Delhi er en perle. Den har så mange ting at byde på, så mange kulturelle steder at besøge. Jeg forstår godt, at hvis man kommer til Delhi som den første by, så bliver man overvældet, for Delhi ER kaotisk, beskidt og ulækker. Men sådan er Indien jo bare! Delhi ER et besøg værd, man skal bare have den rette indstilling og være forberedt!

Vi blev sat af inde i byen hvor jeg gerne ville shoppe lidt ting, og vi skulle også finde et indisk flag. Vi fandt de ting vi skulle bruge, og manglede derfor kun at finde et posthus. Jeg skulle have sendt 5 styks konvolutter afsted, med postkort og breve. Jeg sender alle mine postkort i konvolutter, for på den måde er der større chance for, at de når frem. Samtidig kan jeg også sende flere ad gangen(i én konvolut. Jeg sendte for eksempel omkring 10-11 stykker til min far) for jeg er så heldig, at mine søde forældre gider at dele dem ud for mig. Jeg ved godt, at det ikke er lige så sjovt at få et postkort uden stempel, men jeg ville simpelthen komme til at bruge at for mange penge på frimærker, hvis jeg skulle sende hvert enkelt kort. Jeg håber virkelig, at det har været okay?

Vi fik fat i en autorickshaw. Han var ikke helt glad ved at skulle køre forbi posthuset. Der var bare ikke noget at rafle om. Ville han køre med os, skulle vi et smut forbi posthuset. Jeg lovede selvfølgelig at gøre det hurtigt - hvilket man jo i teorien ikke kan love, og SLET ikke i Indien. Daniel blev ude i rickshawen. Jeg spurgte manden ved skranken om hvilken kø jeg skulle stille mig i, og han pegede hen på en forholdsvis kort kø. Efter at have stået i køen i en HALV TIME, blev det endelig min tur(chaufføren var også kommet ind til mig), og hvad tror i så at jeg fik at vide? At jeg stod i den forkerte kø selvfølgelig !!!!!!! ARRRGH. Jeg blev henvist til en anden skranke - uden kø. JEg fik mine frimærker, og kunne glad putte mine breve i postkassen. Da jeg kom ud til Daniel, fortalte han mig, at vores chauffør var blevet utålmodig, og havde sagt at det ville koste mere - men Daniel havde svaret ham med sin høje røst og lidt vrede i stemmen, at det kunne han godt glemme! Chaufføren gik derefter ind til mig. Det blev vores tur til at vente. For nu skulle rickshawen have benzin på! chaufføren blev ved med at sige at han ville have flere penge, og vi blev ved med at nægte, og bestemt ikek efter at vi måtte holde og vente 20 min på at få benzin på, OG så røg chaufføren mig direkte ind i hovedet. Nej nej..

Vi blev sat af på vores hotel, jeg skyndte mig ind. Jeg er bare ikke god til de der "penge-diskussioner" så det lod jeg Daniel om - han kan godt li det!

Jeg bad om at få en taxa til næste morgen og det blev straks bestilt. Hostellets ejere ville gerne have taget billeder med os, så vi satte os allesammen i sofaen og så blev der ellers taget billeder - både med deres telefoner og mit kamera. Persongalleriet blev udskiftet, og der blev atter taget billeder. Dette skete et par gange og så sagde vi stop og tak. Vores aftensmad indtog vi på hotellets tagtop. Tre indiske drenge var temmelig interesseret i Daniel og inviterede ham på whisky - mig ænsede de absolut ikke. Men sådan var det meget i Delhi. Som kvinde fandt de mig ikke interessant, og jeg må være ærlig og indrømme at jeg nød at slippe lidt af med al opmærksomheden som der er omkring os(fordi vi er hvide) Imens vi sad og spiste skulle de tre unge mænd selvfølgelig have billeder med os, og den ene ringede også op til sin kæreste - Daniel skulle så snakke med hende. Efter maden gik jeg på værelset for at skype med skønne Melle. Daniel gik med de unge mænd ned for at få whisky. Imens jeg skypede med Melle, kom den samme dreng ind to gange, for at spørge efter Daniel, den ene gang gik han endda helt ind på værelset for at tjekke om Daniel var på badeværelset. Jeg prøvede at forklare ham at Daniel ikke var der, og at jeg gerne ville have at han skulle gå. Da Daniel kom tilbage, gik der ikke længe, før en af de unge mænd(ham som havde ringet op til kæresten) kom. Han ville have Daniel til at snakke med kærestens veninde, og så ville han have et billede med mig. Jeg bad ham om at gå, jeg skypede stadig med Melle, og fandt det yderst irriterende at han sådan kom brasende. Han kom ind to gange mere, og så låste vi døren. Sikke en aften!

Onsdag d. 6 marts skulle vi med vores fly til Thailand. Ingen af os havde egentlig lyst til at forlade Indien

Vi fik sagt farvel til hotellets personale og blev kørt til lufthavnen. ALDRIG har vi oplevet så stor sikkerhedsprocedure som i Delhis lufthavn. Vi kom igennem to security-tjek samt kropsvisiteret. Som kvinde kom jeg ind bag et guardin for at blive kropsvisiteret, hvilket er forståeligt, for de tjekkede alle steder. Så vildt jo. De var "værre" end USA. Det troede jeg ikke var muligt??

Daniel købte lækker chokolade i TAXFREE imens jeg bestilte pizzaer til os, for vi havde ikke nået at få morgenmad. Er i helt tossede vi er glade for at vi spiste inden vi steg på flyvet, for ALDRIG har vi fået så dårlig mad som i flyet til Thailand.

Og det er så her vores Indien-eventyr slutter.

Indien har været FANTASTISK - og vi er begge helt vilde med Indien! Det er billigt, kaotisk, ANDERLEDES! Vi grinte hver evig eneste dag, for Inderne er og bliver bare sjove. Vi kan kun varmt anbefale Indien, men hvis i tager afsted, skal i være klar over et par småting. ALDRIG nogensinde har vi oplevet, at et folkefærd prøvede så ihærdigt på at tage røven på os, som de gjorde det i Indien - og ved i hvad, jeg tror det lykkedes for dem temmelig ofte - jeg er heldigvis bare uvidende omkring det, og jeg synes jo, at jeg fik tingene til gode priser.

Det er aldrig rigtig til at vide, hvad Inderne mener(mest mændende) for de nikker og ryster på hovedet på samme tid. De har ingen kø-forståelse, ABSOLUT ingen pli, og de forstår sig SLET IKKE på personligt rum - det findes ikke Indien.

De vil vildt gerne sige hej til én, men er så generte, at de først gør det når de har passeret. Selvom at de er generte, holder det dem ikke fra at stirre - dette gør de MEGET intenst og vedholdende!

Sidst men ikke mindst - som jeg har skrevet så mange gange i bloggen - de behandler os som var vi kendte, og man skal derfor være parate til enten at få taget billeder med dem, eller acceptere at de gør det i det skjulte.

Kan man forene sig med disse ting, er Indien et vidunderligt, foranderligt, spændende og gigantisk land at udforske. Og der er kun en ting tilbage for os at sige! TAG AFSTED ! Det gør vi begge stensikkert igen!

Store knus

Didde