Profile
Blog
Photos
Videos
Vi stod op før fanden fik sko på, for at være klar til vores taxa. Han var en halv time forsinket, og da han endelig kom, skulle vi vente på en anden chauffør. Vi var ved at blive temmelig irriterede. Vi skulle gerne nå til Agra tids nok, til at vi kunne nå at se Taj Mahal. Vi kom endelig afsted. Det er som om, at byerne aldrig stopper i Indien. Der bliver bare ved med at være huse, uanset hvor længe man kører. Det er vanvittigt. Et par gange bad vores chauffør om penge til vejbetaling - vi noterede det pænt ned hver gang, for vi havde aftalt en fast pris(og i en fast pris bør alt være inkluderet). Lige pludselig holdte vores chauffør ind til en slags restaurant - han ville have kaffe. Javel! Vi blev siddende i bilen. (mest af alt som en slags protest) En af tjenerne på stedet kom hen til bilen og spurgte om vi ikke ville have noget. Vi sagde pænt nej tak. Der gik lidt tid, så kom han igen - han ville selvfølgelig gerne have et billede med os. Det skulle han da have lov til. Vi kørte endelig vider mod Agra. I min guidebog fandt jeg området med billige hoteller, og to min. gå-gang fra taj Mahal, og bad vores chauffør om at køre os der hen. I stedet for at køre os til det sted jeg havde bedt om, kørte han os hen til en af sine venner. Jeg blev noget så irriteret - han var for det første kommet for sent, for det andet holdt ind for at få kaffe uden lige at snakke med os om det, og så gad han ikke at køre mig der hen hvor jeg bad om. Det endte med, at vi fandt et andet hotel end hans vens. Da Daniel så ville betale ham(og give ham beløbet minus de penge vi havde lagt ud), blev han sur og tvær. Han var så absolut ikke glad, men det kunne vi ikke tage os af. Vi fik indlogeret os, spiste en hurtig frokost, og så gik vi ellers afsted mod Taj Mahal - væbnet med kamera og Bodil.
Vi havde ikke gået længe før den første cykelrickshaw tilbød sig. Jeg brød mig bestemt ikke om tanken om, at en mand,(halv gang mindre end mig) skulle trampe afsted på en gammel elendig cykel, med os to store mennesker bagpå. Men vupti, oppe bag manden sad Daniel - så hvad kunne jeg gøre?? Jeg fulgte trop og så blev vi ellers kørt til Taj Mahal. Vi aftalte med manden, at han også skulle køre os tilbage til vores hotel. Han ville ikke tage imod vores betaling, men ville vente til han havde kørt os tilbage. Han ville holde og vente på, at vi kom ud. Det syntes jeg bare var for vildt. Vi fandt en guide og tog så elles ind til Taj Mahal. Bodil måtte desværre ikke komme med ind for sikkerhedsvagterne - desværre.
Taj Mahal er ubeskrivelig smuk. Det er så vanvittig. Jeg forstår godt at det tog 22.000 mand 22 år at bygge det. Der er så mange detaljer. Det er VANVITTIGT! Vores guide fortalte, at selvom der kommer et jordskælv, vil det ikke ødelægge Taj Mahal, for det balancerer på en slags bevægelige vandrør. Ret imponerende. Guiden fortalte en hel masse ting, og det er sygt vildt hvad den arkitekt ikke har tænkt på. Det er så stort. Jeg forstår virkelig godt hvorfor de kalder det for et af verdens vidundere - for det er lige præcis hvad det er - et VIDUNDER! Det var så stort - så vildt. Vi gik rundt længe for at nyde synet af det.
Selvfølgelig kunne vi ikke få lov til at gå rundt i "fred". Vi blev fotograferet adskillige gange - både med og uden inderne. En lille pige tog et billede af mig i det skjulte, og jeg spurgte hendes mor om de ville have et ordentlig billede. Det ville de gerne, og det gjodre jo selvfølgelig at endnu flere ville have taget billede. Der var også et par mænd som spurgte efter min facebook. De har ikke meget pli de kære indere. Taj Mahal er SÅ meget et besøg værd. Det er ubeskriveligt smukt.
Da vi nåede hen til ind/ud-gangen, stod der en kæmpe gruppe kinesere - alle med orange kasketter på. Amen for fanden - de er for skøre de kinesere.
Vi var kun lige nået ud fra Taj Mahal, da gadesælgerne begyndte at hive i os - så træls. Vi skyndte os forbi dem, og da vi nåede ned for enden af gaden, stod vores cykelmand parat til at køre med os. Inden vi nåede helt hen til ham, måtte vi forbi den lokale slagter. Den lokale slagter bestod af et rum med et forhæng for. Kødet hang ned fra loftet, med masser af fluer omkring sig, og i 40graders varme - der kom en klam, klam stank derinde fra.
Vi blev samlet op af vores "ven" og så blev vi ellers kørt rundt i Agra. Super hyggeligt, men ikke ligefrem komfortabelt. Vi spiste aftensmad i restauranten under hotellet. Der sad en stor gruppe, og jeg skal da lige love for at de kunne glo på os. Tjenerne fik på skift taget billeder med os, og var super glade. Tænk sig hvis det var lige så let at gøre folk derhjemme glade?
Vi havde fået hjælp af hotelejeren til at bestille busbilletter til Jaipur den følgende morgen, og vi var begge meget spændte på, om han nu rent faktisk havde fået dem bestilt.
Fredag d. 1 marts tog vi bussen fra Agra til Jaipur. Vi fik heldigvis vores busbilletter uden nogen problemer, og belv også kørt helt hen til bussen. Vi shoppede lidt proviant til turen. Vi skulle køre ca. 250-300 km. Bussen var meget speciel. Der var "almindelige" sæder i den ene side, og sovesæder i den anden. Vi var de absolut eneste hvide på bussen, og alle gloede på os som var vi lige faldet ned fra månen. Busturen tog syv lange og stive timer. Vejene i Indien er elendige, og de elendige sæder i busserne gør det ikke spor bedre!
- comments