Profile
Blog
Photos
Videos
Vi ankom til Mumbai sent om natten mellem d. 15 og 16 februar. I flyet havde vi mødt en sød Indisk kvinde - hun gav os en masse gode ideer, og inviterede os til middag hjemme hos hende.
I lufthavnen i Mumbai blev vi mødt af en led varme og en luft af bilos. Det var ikke til at holde ud. Vi skyndte os at få en taxa og blev kørt til hotellet.
Vi sov hele den næste dag, totalt smadrede og udkørte. Jeg formåede dog at få lagt en forespørgsel ud på couchsurfing.
Søndag d. 17 februar tog vi en taxa hjem til et par som jeg havde fundet på couchsurfing - Sandeepa og Chetan. At køre og gå rundt i Indien er temmelig interessant. Det er som om at der ikke er nogen regler tilstede - alle gør som de har lyst til, og der er biler og mennesker over ALT!
Vi ankom til Chetan og Sandeepa.Vi brugte lang tid på at sidde og snakke, og så lavede Sandeepa indisk frokost til os.De hjalp os med at bestille en rundtur i den største slum i Mumbai den følgende dag. Hen mod aften tog vi ind til et område med masser af butikker og marked. Jeg prøvede en ægte bryllupssaree(traditionel indisk kvinde-klæde)
Totalt fedt! De tog os med hen til et af deres yndlings madsteder og introducerede os for lækker indisk mad.
Mandag d. 18 februar skulle vi på tur i den største slum i Mumbai. Vi tog hen til det aftalte mødested. Vi var en gruppe på 8 som blev vist rundt. Det første vi fik at vide var, at der ikke måtte tages billeder. Det ærgede mig selvfølgelig helt vildt, for jeg kunne virkelig have fået nogle fede billeder. Der var ikke så meget slum over det, som jeg havde troet der ville være. Det var selvfølgelig stadig forfærdeligt og ikke spor rart at se på, men bedre end jeg havde frygtet det! ALT hvad der kan genbruges bliver genbrugt i slummen. De har imponerende værksteder - og det var vildt spændende at besøge dem. Der er dog ingen tvivl om at alt hvad der foregår i slummen er yderst sundhedsskadeligt. Det gjorde vildt ondt i mit hjerte, og det strækker sig langt ud over min forståelse, at man som regering, vil tillade og acceptere, at ens borgere lever under så kummerlige forhold. Der er så meget fattigdom, at det faktisk er svært at forholde sig til.
Da turen i slummen var færdig, tog vi en taxa ind til Indien største vaskeri. Her fik vi en privat rundtur.
Jeg siger jer, at det var vildt. De vasker alt tøjet i hænderne. Svinger det ned over stenblokke - ét stykke tøj ad gangen. For helvede det så hårdt ud. Længe leve vores vaskemaskiner.!!! I vaskeriet arbejder over 1000 mennesker. De starter arbejdsdagen inden solen står op, og slutter først når den er på vej ned. Det er selvfølgelig ikke kun vask de laver, de stryger, syer knapper, farver og al verdens andre ting. Mange fabrikker sender deres nyfabrikerede tøj derud, får det vasket og lagt pænt sammen. Tøjet bliver kørt rundt på cykler - ikke noget med en lastbil - nej nej - hvorfor skulle det være nemt?
Efter vaskeriet tog vi en tur ud til Hanging Gardens, som ligger med udsigt over Mumbais strand.Haverne var rigtig fine, og det var hyggeligt at gå rundt der, men føj for helvede hvor så stranden ulækker ud! Aldrig har jeg da set noget så beskidt!
Vi prøvede at finde et specielt kapel,men det lykkedes os aldrig, og vi besluttede derfor at tage en taxa tilbage til Sandeepa og Chetan - klokken var også blevet mange.har
Sandeepa lavede lækker Indisk mad til os, og vi snakkede til langt ud på natten.
De fortalte om hvordan de begge har sagt deres jobs op, så de kan planlægge deres rejse. (De vil også jorden rundt) Både Daniel og jeg var meget forbavsede over at de allerede havde sagt deres job op - især fordi de endnu ikke vidste hvornår de ville tage afsted. Wow!
Jeg vågnede tirsdag morgen og var overspist af myg! Daniel havde selvfølgelig ikke fået et eneste stik - typisk! Jeg blev lidt forskrækket da der kom ind husholderske ind ad døren. Hun begyndte at vaske op(så gav det lige pludselig mening, at Sandeepa ikke ville lade mig tage opvasken aftenen forinden),og derefter lavede hun morgenmad. I min verden er det totalt mystisk, at man vælger at bo på få kvadratmeter, sige sit job op, og samtidig have en husholderske. Det var bare så sært! Vi fik fortalt, at ALLE i Indien har en husholderske. Nå nå.
Daniel og jeg gjorde os klar. Vi tog taxaen ind til den store togstation. Taxaturen tog ca en time og kostede lidt under 20 kr. For fanden hvor vi elsker Indien.
Togstationen var vildt smukt, bygget af englænderne i Victoriansk stil. Jeg elsker sådanne bygninger. Vi var egentlig taget derind for at bestille togbilletter til Goa. Det var bare så forvirrende, og vi var lykkelige da en mand kom og spurgte om vi havde brug for hjælp.Han fulgte os hen til et rejsebureau, som bestilte vores togbilletter for os. Man får ikke billetterne med det samme, men skal vente på en venteliste og så får man først bekraftet billetten aftenen inden man skal afsted. Underligt system - og ikke spor praktisk, for man ved ikke rigtig om man er købt eller solgt!
Mens jeg stod og tog billeder foran togstationen røg Daniel sig en smøg - lige indtil han meget bestemt fik at vide af en Inder, at man altså ikke må ryge på offentlige steder! Jeg kunne ikke lade være med at smile, for hvad er en smøg sammenlignet med al bilosen? Ja jeg spørger bare.
Fra busstationen tog vi ned til India Gateaway. Vi skulle gå igennem en metaldetektor, men det gav ikke rigtig nogen mening, for uanset hvad bippede den, men ingen tog notist af det. Vi grinte og en af vores faste sætninger blev "Indere", imens vi rystede på hovedet i en fælles forståelse - for de Indere de er skisme skøre, og der er ikke meget af det de gør, som giver mening.
Jeg gik hen mod India Gateaway for at tage billeder. Jeg kunne høre en mandestemme kalde "scussse mii Maaaam" Jeg gik ud fra at det var en tigger, så jeg fortsatte med at gå. (Daniel og jeg havde aftalt, at vi ikke ville give tiggerne noget - KUN hvis vi havde mad vi kunne give dem - for hvis vi gav til én, skulle vi give til alle) Så jeg fortsatte med at gå, og begyndte at tage billeder. Jeg blev prikket på skulderen, "scussseee miii Maaaaam - pictureeeee??" Så var det en far, som gerne ville have et billede af mig og hans to sønner. Hvorfor ikke? Jeg satte mig ned ved siden af drengene, og så blev der ellers knipset billeder. Jeg sagde tak og gik tilbage for at tage billeder.
Vi skulle med en båd ud til Elephanta Island, og da vi stod og ventede på at komme med båden, så jeg hvordan en mand prøvede at tage billeder af mig med sin mobiltelefon. Jeg spurgte om han ville have et billede. Han blev overlykkelig! og jeg fortrød! For det var ikke nok kun med ham, der skulle også tages billeder med hans datter, svigerdatter, kone, søn, den anden datter, dem allesammen. Daniel stod rigtig og morede sig - lige indtil der kom en og tog ham i hånden, og så skulle der også tages billeder med ham. De som havde taget billeder med mig, gik over til Daniel, og "Daniels" gik over til mig. Der blev ved med at komme folk som ville have billeder, og til sidst måtte vi sige STOP og gå. ALDRIG havde vi oplevet noget lignende. Normalt er der en enkelt som gerne vil have et billede med os, men så er det også det. Her var det som var vi kendte berømtheder. Hvis jeg en dag bliver så tosset at jeg gerne vil være kendt, så please mind mig om alle billederne i Indien - det skal nok holde mig væk.
Det mest underlige var, at der var mange hvide folk, men de tog "kun" billeder med os. Jeg tror det har noget med Daniels store størrelse, mit hår og vores blå øjne at gøre? Men jeg skal ikke kunne sige det?
Vi kom på båden og undrede os over to mænd som sad og krammede. Vi blev enige om, at de måtte være et par, men kunne på den anden side ikke helt forstå det, for homoseksualitet er ringe set i Indien. Vi tænkte ikke videre over det.
Da vi ankom til Elephanta Island blev vi tilbudt en guide for 600Rupees = ca 60 danske kroner - så hvorfor ikke.
Vores guide, Sam, fortalte os som noget af det første om indiske mænd. At mændende i Indien rører hinanden på lårene, fletter finger,går arm i arm. Hmm. Det betød jo så, at det "bøssepar" vi havde set på båden slet ikke var bøsser, de var bare indere.
Sam tog os op i hulerne - som var tidligere templer. Desværre havde spanierne ødelagt mange af statuerne, således som de har ødelagt så mange andre kulturskatte rundt om i verden.
En mand kom op at skændes med vagterne i den ene hule, og vagterne var tæt på at slå ham - indien er bestemt ikke kedelig, der sker noget hele tiden.
Sam fortalte en masse om de forskellige statuer. En af mine yndlings var af en af guderne sammen med hans kvinde. De bliver altid afbildet så hun står nærmest hans hjerte. Det synes jeg var en smuk tanke. En anden smuk statue var af en gud med mange ansigter - livets ansigter. Så smukt!
Inden vi skulle ned, tog vi en pause. Jeg hev nogle kiks op og begyndte at spise dem. Det skulle jeg aldrig have gjort. En tosset abe angreb mig næsten! Den knurrede voldsomt af mig. Jeg smed min taske og kiksene - til stor morskab for Daniel! Jeg ved ikke hvorfor jeg altid smider min taske når jeg bliver bange, men det gør jeg??
Sam inviterede os ned i hans hus. Jeg havde også lovet at hjælpe ham med hans nye iphone(jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle ham, at den virkede temmelig uægte - den vejede ingenting, og man kunne se lige igennem den. Sam fortalte stolt over hvordan han havde måtte stoppe sit studie og starte med at arbejde, så han kunne betale for sin søster bryllup. Da vi fortalte ham, at vi i Danmark selv betaler for vores bryllupper blev han meget tavs, det kunne han simpelthen ikke forstå. Det var jo en ære at få lov til at betale sin søsters bryllup. (I Indien betaler brudens familie hele brylluppet) Lige så vel som han ikke forstod os, havde vi svært ved at forstå, at han ville droppe sin karriere samt være på randen af fallit for at betale for et bryllup. Familierne lever på en sten, fordi de gemmer alle deres penge til bryllupper! Det er så vanvittigt.
Efter at have set Sams hus, billeder fra hans barndom og fra hans søsters bryllup, begav vi os ned mod molen. Selvfølgelig fik Sam lokket os til at gå med ind og få en enkelt en - på vores regning selvfølgelig. Vi nåede lige præcis den sidste båd. På den ene langside sad en gruppe piger. De fniste og kigged med undrende blikke på os. det lykkedes til sidst en af dem at spørge om et billede, og jeg satte mig pænt over ved siden af dem. De var overlykkelige.
Vi nærmede os molen, og India Gateaway, som var badet i den smukkeste solnedgang. Vi fandt en taxa, og bad den om at køre os til Mac D - det tog under 5min, for Mac D var praktisk talt lige rundt om hjørnet - vi følte os lidt dumme.
Mens vi sad og spiste faldte vi i snak med en gut fra Schweiz - Cyril. Vi fortalte, at vi overvejede at tage en tur ud til Bollywood den følgende dag. Han ville vildt gerne med. Vi fulgte ham hen til hans hostel, således at vi kunne samle ham op næste morgen. På hans hostel snakkede vi med receptionisten om at tage til bollywood, og han foreslog at vi kunne være med i en serie som skulle filmes. Cyril sagde at det vidste han ikke helt, for han var blevet brændt af dem tre gange forinden. Enden blev dog at receptionisten ringede efter agenten. Han kom og kiggede på os, og vi aftale at han ville samle os alle tre op den følgende morgen. Daniel og jeg var dog en smule bekymrede, for der var varslet taxastrejke, og vi skulle ligesom bruge en taxa for at komme ind til Cyril. Nå, det måtte vi tage som det kom.
Vi sagde farvel og tog med en taxa - den mest skøre taxa vi har siddet i til dags dato . Taxachaufføren agerede guide, og holdte ind flere steder, hvor der var ting han syntes vi skulle se. Det var nu meget sjovt, og vi så ting vi ikke ville have lagt mærke til. Flere gange hev han mig ud af taxaen. En af gangene var for at se det absolut dyreste hus i Indien(det havde vidst også været et af de dyreste i verden?) Nå, men huset var højere end nogle af højhusene, og det syge ved det hele var, at der kun bor en mand og alle hans tjenestefolk. Hvis vi skal tro på taxamanden, har manden over 200 mennesker ansat til at holde øje med huset! Det er sygt nok!
Taxaturen tog lidt længere tid end de foregående taxature, men det gjorde ikke så meget. Sammen med taxachaufføren sang jeg Kim Larsen med Kvindemin. Hold nu fast en god griner Daniel og jeg fik os. Og når det så er sagt, så skal taxachaufføren have ros - han var temmelig dygtig
Da vi kom tilbage til Sandeepa og Chetan spurgte de os om vi havde fået noget godt at spise - vi kunne simpelthen ikke få os selv til at fortælle, at vi havde spist på Mac D.
Jeg lavede en liste til dem, over de ting, som jeg virkelig havde været glad for på vores tur, og skrev alle de råd ned jeg kunne komme på. Alt i alt en fantastisk dejlig dag!
Vi stod op tidligt(som i 5.30) onsdag morgen. Vi gjorde os klar og gik ned for at tage en taxa ind til Cyril. Heldigt for os var den frygtede strejke boykottet. Pyha.!
Sammen med Cyril ventede vi på at blive samlet op.
Selvfølgelig var vores pickup for sent på den - så vi frygtede faktisk at vi var blevet brændt af. Vi blev dog endelig samlet op, og kørte afsted for at samle nogle flere op. Daniel og Cyril blev bedt om at hoppe ud af bilen. Ind kom istedet fire piger - to fra sverige og to fra tyskland. Drengene forsvandt. Jeg må indrømme at jeg blev lidt mistænkelig ved det.
Vi endte dog alle det samme sted - på et tv-set i et studie. Daniel og Cyril og en fransk dreng var dog blevet taget med på lokaltoget, hvillket havde været lidt af en oplevelse. Daniel fortalte mig, at folk skubbede hinanden ud imens toget stadig kørte, og at de stod tættere end sild i en tønde. Godt det ikke var mig!
Vi blev først ført ind på settet. Vi skulle være med til at filme et afsnit til en kendt tv-serie(kendt i Indien, selvfølgelig). Det handler om en indisk gut, som er kommet til USA for gøre karierre som danser. I det afsnit som vi skulle være med i, er drengen kommet ind på en club, hvor pigen han er forelsket i også befinder sig. Mere fik vi ikke rigtig fat i.
Vi blev vist rundt og derefter blev der serveret morgenmad til os. Vi ventede time efter time. Der skete intet. Vi fandt ud af, at de var bagud med opstillingen af settet fordi en af arbejderne var faldet ned dagen forinden. De render rundt temmelig højt oppe, og uden nogen som helst form for sikkerhed. Vi fik serveret frokost. Filmningen var stadig ikke begyndt. Da klokken nærmede sig sen eftermiddag, blev vi endelig bedt om at komme ind. Hovedrolleindehaveren var endelig kommet, og vi troede at vi kunne komme i gang med at filme. NEJ. Han skulle selvfølgelig først til at lære den dans han skulle danse! Argh for filan! Det er Indien når det er bedst. Uorganiseret og masser af ventetid. Jeg tror nærmest at vi kunne dansen før han kunne(ikke at vi skulle lære den, men han tog bare så lang tid om at lære den)
Endelig kunne vi komme i gang med at filme - kun en halv dag forsinket. En af managerne kom og spurgte om vi kunne blive længere. Vi aftalte, at vi kunne blive til kl 23. Daniel og jeg skulle jo hjem til Sandeepa og Chetan. Og så skulle vi også op til samme tid den følgende dag, da vi skulle med vores tog.
Vi holdte pause efter pause! En af producerne(en tyk kvinde) råbte konstant og var meget skræmmende. Jeg synes det tog lidt af glæden ved at være med. Hun var bare for styg! Hun råbte mest af Inderne, men også af os - og det er altså bare ikke nemt når vi ikke snakker Hindu.
Det fedeste ved det hele, var helt klart deres røgmaskine, som bestod af en mand og en slags gril. Manden gik rundt med "grillen", og hældte pulver ud over gløderne. Han kom sådan ca. ind på scenen ca hvert 5. min. Til stor underholdning for os. Men okay - jeg kan godt se det smarte i at bruge ham istedet for en røgmaskine - det skaber jo et job. Noget andet sjovt var, at handlingen foregik på en club i USA, men vi var kun 7 hvide mennesker, resten var indere, og INGEN havde tøj eller makeup på som man har på en club.
Da det blev aftensmad-tid, blev vi spurgt om vi kunne blive til kl 02. Daniel og jeg sagde nej! Vi var allerede blevet længere end først aftalt. Det havde også været en sindsyg lang dag OG vi skulle hjem til Chetan og Sandeepa. Den ene manager blev ved med at sige, at han ville miste sit job hvis vi ikke blev. Han blev ved og ved, og prøvede konstant at få os til at få dårlig samvittighed. Jeg blev så vred til sidst. Jeg syntes, at det var vildt uforskammet, at han spillede på min samvittighed! For der var da ikke noget jeg heller ville, end at hjælpe, og jeg syntes bestemt ikke tanken om, at han mistede sit job var sjovt. Men som Daniel sagde, vi havde lavet en aftale, og vi var allerede blevet tre timer længere end først aftalt. Jeg kan godt forstå de ikke fandt det spor fedt at vi gik inden det var færdig(især fordi det skulle sendes næste dag) Vi fik 500rupees som lovet(svarer til ca. 50dk) for 15 timers arbejde. For os var det heldigvis oplevelsen og ikke pengene vi gik efter. Det havde været sørgeligt hvis det havde været pengene. Viblev kørt hjem. Chetan og Sandeepa var allerede gået til køjs, og jeg havde vildt dårlig samvittighed over at skulle vække dem. De var dog vældig glade, og spurgte ivrigt ind til vores dag. Vi gik temmelig hurtig i seng.
Torsdag d. 21 februar stod vi endnu en gang op før fanden fik sko på. Vi fik pakket vores tasker færdig og sagde pænt farvel til vores to værter. Det havde været dejligt at være på besøg samt at få en god start på vores rejse i Indien.
- comments