Profile
Blog
Photos
Videos
Egentlig skulle vi ikke have været i Cape Town allerede.
Meningen var, at vi ville have haft et par dage i Coffee Bay, men i bussen fra Tsitikamma mødte vi to Italienere som vi også havde mødt i bussen til Port Elizabeth(Silvia og Marco) og de to drenge fra Schweiz - Dominic og Thomas. De skulle alle til Cape Town(CT), og vi besluttede os derfor at tage med hele vejen dertil.
Vi ankom til CT sent torsdag aften. Hverken drengene fra Schweiz eller os havde booket et hostel i forvejen. Normalt er det temmelig nemt at få et dorm, men eftersom Red Hot Chili Peppers lige havde spillet i byen, var ALT optaget. Vores buschauffør var ikke spor glad for os. Det tog lang tid før vi fandt et hostel, men vi fandt da et til sidst, med plads til os alle fire! Vi blev indlogeret på to forskellige dorms. Hold nu helt kæft sengene var gode, mega lækre værelser, og forholdsvis billige.
Jeg vågnede tidligt d. 8.Vi havde aftalt, at vi ville hike op og ned ad Table Mountain. Der går godt nok en lift derop, men hey, hvorfor ikke hike når muligheden nu er der?
Vi tog alle fire en taxa ud til Table Mountain og begyndte på den stride opstigning. Solen bagte noget så kraftigt og jeg må indrømme, at jeg syntes, at opstigningen var hård. Der var masser af trin - høje trin, hvilket er hårdt ved mit knæ. Drengene virkede som om, at de gerne ville hurtigt op, så jeg sendte dem afsted, og vi aftalte at mødes på toppen. Jeg kunne gå og nyde naturen, lydene og udsigten i mit eget tempo og uden at have dårlig samvittighed over at de skulle vente.
Da jeg endelig nåede toppen, kunne jeg ikke finde dem til at starte med. Jeg tænkte, at de måtte være gået hen til kabelbanen, og jeg begyndte at gå i den retning. Det er altid dejligt at nå toppen efter en hård opstigning, og jeg bliver stort set altid vildt betaget af udsigten. Jeg må erkende, at Table Mountain absolut ikke er nogen undtagelse. Hold nu fast hvor var der smukt. Desuden elsker jeg følelsen af at have gjort mig fortjent til udsigten ved at have hiket hele vejen. Det gør altså bare, at jeg nyder udsigten lidt ekstra.
Da jeg stod der på toppen, kunne jeg se hvordan hav og himmel gik i ét! Det var fuldstændig umuligt at finde linjen hvor de to skiltes! Så smukt. Når jeg kiggede til den anden side, kunne jeg se hvordan skyerne stille og roligt bevægede sig ind over bjergene. Jeg syntes, at skyerne lignede lakrids-candyfloss.!
Jeg gik lidt videre og stødte ind i Dominic og Thomas. Så manglede vi bare at finde Daniel. Vi gik helt hen til kabelbanen, og alt imens jeg var ved at tage billeder, kom Daniel gående. Vi gik lidt rundt, fik taget lidt billeder, nød udsigten og spiste frokost inden vi begyndte på nedstigningen.
Nedstigningen var SÅ meget værre end opstigningen(på grund af mit knæ). Thomas hoppede fra sten til sten, og jeg gav ham derfor kælenavnet "Gemse" som de der ged-lignene ting i bjergene.
Halvvejs nede stødte vi ind i Rosie og Sebastian - de var på vej op. Det var nu skønt at se dem igen. Vi snakkede lidt med dem og gik så videre.
Endnu en gang tonsede drengene afsted - det kunne de da bare få lov til. Jeg havde absolut ikke nogen hensigt om at ødelægge mit knæ igen, så jeg tog det ganske roligt.
Vi tog en shuttle tilbage til vores hostel. Vi fik handlet lidt mad og drikkelse samt slappet en smule af på hostellet. Halvanden times tid før solnedgang tog vi en taxa ud til Lions Head - et andet bjerg. Vi ville se solnedgangen fra toppen af "hovedet". Vi havde fået at vide, at selve hiket ikke var særlig hårdt. Det var jeg nu ikke spor enig i! Jeg synes det var pænt hårdt, og på den sidste del af opstigningen, skulle vi KLATRE! Absolut ikke noget jeg synes var spor morsomt!
HOLD NU KÆFT hvor var solnedgangen smuk. Den var smuk på en anden måde en solnedgangen i Tsitikamma. Havet var roligt og ikke sprøjtende på samme måde som i Tsitikamma. Solen farvede skyerne, som bevægede sig hen over Table Mountain, lyserøde. Det var bare så flot! Vi sad længe ude på klippeafsatserne og nød synet. Der faldt en fantastisk ro over os alle.
På vej ned, kunne vi nyde synet af CT, som lå henslænget under en lyserød himmel. Og da det blev mørkt(vi nåede ikke ned inden) var CT oplyst noget så smukt. Jeg er virkelig glad for, at jeg ikke nåede ned før det blev mørkt. Thomas og jeg brugte lang tid på at tage billeder, imens Daniel og Dominic tonsede ned.
Thomas og jeg havde begge lommelygter med, så det var ikke noget problem at det var mørkt, det gav bare en helt anden oplevelse. For første gang i mit liv, så jeg en ugle, en rigtig smuk og larmende ugle. Jeg var også lige ved at træde på en lille skorpion. Først troede vi at den var død, for den bevægede sig slet ikke - vi fandt dog ud af, at den var ganske fint levende da Thomas gik tæt på med hovedet. AArgh - løøøb. Daniel og Dominic havde skaffet os en taxa, så da de råbte, at vi skulle skynde os, måtte vi løbe resten af vejen.
Sikke en god dag! Vi spiste lidt mad da vi kom tilbage, og ellers gik vi bare i seng.
Jeg brugte det meste af formiddagen på at skrive postkort, skype, og på at snakke med to af pigerne fra Daniels og mit dorm. Omkring middagstid gjorde jeg mig klar til at tage ind til byen for at gå på museum. Ingen af drengene ville med, de ville hellere til stranden. Jeg tog med en shuttle ind til byen, og med møje og besvær fandt jeg det slot som jeg gerne ville se. Det var et super fint slot. En hest rullede sig i græsset inden den skulle spændes for vognen. Super hyggeligt. Jeg gik videre ind til midten af byen, for at se et gammel Slave Lodge. Det var godt nok vildt rørende og temmelig hårdt at se på. De havde også en afdeling med Apartheid. Hvor er det skræmmende. Tænk sig at man kan behandle andre mennesker på den måde. Det er ikke til at forstå! På museet fortalte de mig, at hvis jeg gik ud ad museet og lidt ned ad vejen, ville jeg kunne se den sten, hvorpå de plejede at aktionere slaverne fra i gamle dage. Den ville jeg ned og se. Jeg ville dog først hen i den nærliggende park. Jeg satte mig på en bænk og nød synet af legende egern og tossede kinsere, som i smug prøvede at tage billeder af smukke sorte kvinder. De sorte kvinder gjorde sig til og råbte efter de stakkels kinesere - til stor morskab for mig. Jeg havde ikke siddet længe før en mand kom og begyndte at snakke til mig. Han ville høre om jeg ville kysse med ham. Jeg sagde pænt nej tak, hvorefter han spurgte om jeg så ville have sex med ham? Jeg blev ret forbløffet over denne direkte måde at tale på, men fik hurtigt sagt NEJ. Jeg rejste mig og gik min vej. Det var den park. Jeg gik hen til aktionsstenen, som lå midt imellem to kørebaner. Imens jeg stod og tog billeder, kunne jeg se, at en ung fyr havde retning mod mig. Jeg skyndte mig at pakke mit kamera ned i tasken. Da den unge mand kom helt hen til mig, spurgte han om mit navn, og om han måtte få mit nummer. Jeg svarede at jeg ikke havde nogen telefon. Han spurgte så om jeg ikke ville have hans nummer, hvortil jeg svarede nej tak. Han sagde "dammit, i just think you are such a beautiful woman, just wanted to hang around and kiss with you". Jeg gik min vej meget HURTIGT! Jeg ved simpelthen ikke hvad det er med de afrikanske mænd?? Men jeg må sige at de er MEGET direkte.
Jeg gik lidt rundt i byen, og kom op til Long St, som er den gade hvor alle festerne foregår - og hvor mange af de fede butikker ligger. Her gik jeg lidt rundt, og stødte ind i Greg, som vi havde mødt i Johannesburg. Det er utrolig så lille verden kan være nogen gange.
Da klokken var ved at blive mange, begav jeg mig afsted for at finde en shuttle, som kunne tage mig tilbage til vores hostel.
Vi havde lavet en aftale med Silvia og Marco om at tage med dem ud at spise. Drengene kom heldigvis hjem kort efter mig. Vi skyndte os alle at bade, og tog derefter ind til Long St hvor vi skulle mødes med de andre. Der var totalt optaget på den restaurant som vi oprindeligt ville havde spist på, så vi måtte finde en anden. Det var nu ikke noget problem, for CT er spækket med cafeer og restauranter. Vi fandt et hyggeligt sted, hvor vi kunne sidde udenfor og spise. Vi hyggede os gevaldigt, og efter maden gik vi videre for at få et par drinks. Trætte tog vi en taxa hjem sammen. Hej seng, dejligt at se dig.
søndag d 10 februar gik turen et smut til Cape of Good Hope, hvilket er det mest syd-vestligste punkt af det afrikanske kontinent.
Hele dagen skulle gå med udflugt, og hvad tror i skete?? Det regnede! SELVFØLGELIG regnede det! Den eneste dag, hvor vi ikke bare kunne vente til næste dag med at lave de planlagte aktiviteter! Nå. På med de positive briller og afsted. Længe leve regnponchoer!
Første stop var ved en kæmpe flok søde pingviner. De er altså bare for kære! Der var ikke så meget aktion over pingvinerne, så vi gik forholdsvis hurtigt tilbage til bussen(og det regnede jo også)
Vores guide havde en temmelig træls stemme, og hun lavede faktisk ikke andet end at tale. Hun fortalte dog en sjov historie om en sort mand, som midt under apartheiden(der var udrejse forbud fra sydafrika for sorte), rejste hele verden rundt. Han boede i Haupt bay ved CT. Han ændrede sit pas, og opdigtede sin egen republik. I hans pas stod der således at han kom fra Republikken Haupt bay. Da der ikke var nogen lufthavne som kendte denne "Republik" lod de ham passere. Først da han efter mange år kom tilbage til Sydafrika, opdagede man, at det var et falsk pas. Passet blev konfiskeret og han blev nægtet et nyt. Han var dog ligeglad med et nyt pas, for som han sagde, så havde han allerede rejst jorden rundt, at han var glad for at være kommet hjem til Sydafrika og at han alligevel ikke havde tænkt sig at rejse mere. Hvor fed en historie er det ikke lige??
Andet stop var i nationalparken, hvor vi skulle på en lille cykeltur - de af os som gad. Der var en del som blev i bussen på grund af regnen, men hey, den skulle ikke slå os ud. Vi cyklede afsted med godt mod - det var dejligt at få brugt nogle af musklerne i benene(jeg må indrømme, at jeg var temmelig øm efter vores hike et par dage forinden).
Og hey - vi så et par strudse. Efter cykelturen var det madtid - DEJLIGT!
Tredje stop var ved et af de ældste fyrtårn i Sydafrika. Havde det ikke været for regnen og skyerne, burde man kunne have set både fyrtårnet og Cape of good Hope. Men det var ikke helt muligt.Da vi holdte på parkeringspladsen ved fyrtårnet, var der to biler foran os. Passagererne i bil 1 havde sindsygt travlt med at grine over en abe som kravlede rundt på bil 2, de grinte og tog masser af billeder. Vi grinte af bil 1, for hvad passagererne i den bil ikke vidste var, at der også sad en abe på deres bil. Aben sad ikke bare på bil 1 - den lagde en kæmpe lort oven på taget! Vi var fuldstændig ødelagte af grin! Karma er en b****!
Vores guide fortalte, at de "normalt" gik fra fyrtårnet og ned til Cape of Good Hope, men at vi, på grund af regnen, ville køre derned i bussen. Nu har vi været der, fået taget et billede. Der var ingen af os som havde lyst til at udforske området - vi var ALT ALT for VÅDE! Desværre! Men, mon ikke jeg kommer tilbage på et tidspunkt? Det er jeg temmelig sikker på at jeg gør!
Efter halvandens times kørsel var vi tilbage ved CT - og hvad tror i mødte os der? Det smukkeste solskinsvejr! Arrrgh!
Tilbage på hostellet, begyndte jeg at sy de sidste flag på min rygsæk. Jeg skypede også længe med min dejlige faster, hvilket var super dejligt! Det er så skøtnt at høre jeres stemmer! Det er virkelig også noget af det jeg glæder mig allermest til - at jeg har muligheden for at gribe knoglen og ringe til jer hvis det lyster mig! Det er bare lidt lettere når vi alle er i samme tidszone.
Daniel smed sin taske og ALLE sine flag foran mig. Jeg vidste udemærket godt hvad det betød på Daniel-sprog. Han ville gerne have hjælp til at sy dem på(eller bare have en anden end ham selv til at gøre det) Jeg sagde at det kostede en lækker middag = STEAK. Han indvilligede.
Jeg brugte temmelig lang tid på at sy hans flag på, for jeg blev ved med at komme til at sy hans tøj fast. Pisse irriterende hvis jeg selv skal sige det. Imens jeg sad der og syede, tog drengene i byen for at gå amok. Jeg havde hverken nået at spise eller være i bad, så jeg blev enig med dem om at jeg blev hjemme(jeg tror også at de havde godt af en mandetur) .
Jeg hyggede mig med at skype, og da jeg var færdig med det, lavede jeg mig en lækker skål salat, couscus og et glas saft. Imens jeg stod og kokkererede, kom Dun, en af de ansatte, ud til mig. Han begyndte at snakke om at han var helt vild efter mig, at han virkeligl gerne ville lære mig bedre at kende, for han var fuldstændig forelsket i mig, og var sikker på, at det var kærlighed ved første blik, at han havde drømt om mig siden vi var kommet til hostellet - og sådan blev han VED og VED!
Jeg stod helt målløs med åben mund og polypper, lige ved at tabe min mad ud af hænderne. Imens han snakkede, kørte min hjerne på rovdrift, for at finde en smutvej ud af det "rod" som jeg stod midt i! Jeg havde absolut ikke lyst til at stå i den situation og fandt det yderst ubehageligt. Jeg var på samme tid vildt smigret, irriteret, flov, ubehageligt til mode og fuldstændig forvirret! Tiden tikkede bare afsted, og det føltes som evigheder siden han havde afsluttet sin "tale", men jeg kunne bare ikke finde ud af hvad jeg skulle svare ham, så i mangel på bedre fik jeg fyret noget af i stil med, "Ja Ja, den er god med dig du! Den hopper jeg ikke på, det siger du stensikkert til alle pigerne som komer her?" og så klappede jeg ham på skulderen og grinte. Da jeg så udtrykket i hans ansigt, kunne jeg godt se at det måske ikke hang sådan sammen. Han fik nærmest tårer i øjnene. Jeg følte mig et kort øjeblik som verdens ondeste person, men kom så i tanke om, at han var den feje - for jeg havde sådan set ikke bedt om at stå i denne ubehagelige situation med en mand som jeg nærmest kun havde udvekslet ti ord med.
Jeg forklarede ham pænt at han var en rar fyr, at jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle sige? At jeg var meget beæret over de ting han fortalte mig, men at det altså ikke helt hang sådan sammen for mig. At han nu måtte undskylde mig, for jeg ville gerne i seng.
Da jeg var kommet ind på værelset, tænkte jeg ved mig selv, at jeg var super glad for at vi skulle skifte hostel den næste dag. Jeg tænkte også meget over forskellen på de afrikanske mænd og mænd i resten af verden. Jeg må sige at de afrikanske går ALL IN! På godt og på ondt.
Da jeg vågnede op af min dejlige søvn, kastede jeg et blik over på Daniels seng, og så en bjørn som var fuldstændig væk i alkohollens drømmeland. Drengene havde været temmelig sent hjemme. Jeg fik pakket alle mine ting, og gik ud i køkkenet for at lave morgenmad. Har jeg overhovedet fortalt, at der var gratis pandekager hver morgen? Totalt guffeluffe!
Jeg skypede længe med min skønne veninde, Nicole. Det var så fantastisk. Vi snakkede i timer(for drengene sov, og jeg kunne ikke forlade hostellet, da vi skulle skifte hostel sammen når de vågnede). Det var så dejligt at snakke med Nicole. Da vi lagde på, skypede min stedfar mig med den mest fantastiske besked.
Han og mor ville komme og besøge Daniel og jeg i Thailand. Vi ville få en hel uge sammen! Jeg blev så over, mega, utrolig, fantastiskk vildt, ukontrolleret, hoppende glad. Der er mange ting jeg savner fra Danmark, men noget af det jeg virkelig savner meget, er at sidde og spise sammen med min familie, sidde og diskutere underlige emner med Jørgen og mor - og så savner jeg mine forældres knus - dem alle sammen! Især min fars bjørneknus. Nå tilbage til sagen!
De kommer på besøg i Thailand, om ca. 6 ugers tid. Det bliver bare så godt. Og jeg må indrømme, at efter de har sagt at de kommer, savner jeg dem bare endnu mere! Jeg glæder mig så voldsomt!
Da drengene ENDELIG stod op gik der alligevel to timers tid før vi kom afsted. Vi tog en taxa ind til Long St, for vi havde ikke lyst til at tage en af de overproppede shuttles med vores store rygsække.
Vi fik os indlogeret, og drengene gik direkte ned efter cola, chips og slik, og så blev der ellers guffet løs i sengen. Jeg gik en tur ind til torvet, hvor jeg købte min første rigtige souvenier. Sælgeren mente helt bestemt, at jeg skulle have lidt mere end "blot" en souvenier, og spurgte mig om jeg nogensinde havde smagt på Afrikas frugt? Jeg spurgte hvad det var for en frugt, og han sagde at det jo selvfølgelig var de afrikanske mænd. Jeg sagde at det havde jeg ikke. Vi diskuterede videre om prisen på min souvenier. Han ville ikke gå med til den pris jeg ville have, men han ville godt gå ned, men så skulle han også have et kys og så skulle jeg gå med på en date(så jeg kunne komme til at smage den Afrikanske frugt) Jeg væmmedes vildt over ham, men morede mig også på en underlig måde. Jeg holdte dog fast på mit bud, og fastslog, at han ikke ville få andet end det! Vi snakkede længe om alverdens ting, og han prøvede virkelig ihærdigt at sælge sig selv og hans kammersjukker, for hvad der skete i sydafrika ville jo blive i sydafrika(han var selv fra Mosambique). Jeg kunne se, at mange af de andre sælgere fulgte med i vores samtale. Jeg holdte fast på mit bud, og tilføjede et knus, hvis han slog til nu, og ellers ville jeg gå min vej. Jeg fik min vilje, og kunne glædeligt gå der fra. Jeg gik lidt rundt i byen. Et photoshoot var ved at blevet skudt af - jeg stod lidt og kiggede. Jeg skal helt bestemt ikke være modefotograf - så meget fandt jeg da ud af. Ellers skete der vidst ikke så meget spændende?
Da jeg kom tilbage på vores hostel, lå drengne lige der hvor jeg havde efterladt dem. Jeg fik dem lokket til at komme i omdrejninger, så vi kunne få lidt mad.
Jeg kunne lige så godt have spist selv, for der var TV på restauranten, og de viste en eller anden fodboldkamp. Der blev stort set ikke udvekslet et ord under maden, men 6 styks øjne var klistret til en firkantet skørm. Vi gik direkte hjem i seng, for vi skulle være friske til næste dag.
Mandag d. 11 februar skulle Daniel, Thomas og jeg op før fanden fik sko på! Vækkeuret ringede kl 4 - der var kulsort udenfor. Da vi kom ned på gaden for at vente på vores shuttle, så jeg folk som var på vej hjem fra byen - kvæstede folk, efter en hård nat med masser af dans, sjov, og hvad der ellers hører til. Jeg tænkte dog ved mig selv, "åh gud, ser jeg mon også SÅ sørgelig ud når jeg er på vej hjem?" Og det gør jeg nu nok temmelig sikkert!
Vi blev samlet op af vores shuttle, og jeg lavede selvfølgelig klassikeren, og prøvede at komme ind fra den "forkerte" side. De kører i venstre side, så det kan til tider godt være lidt forvirrende! Og come on - det var kl lort om morgenen.
I tænker nok "Hvad i alverden er det de skal så tidlig om morgenen?".. Det får i at vide lige om lidt.
Da vi ankom til Gainsbai, skulle vi underskrive en erklæring på, at hvis vi døde, var det vores egen skyld. Vi fik udleveret en orange/gul gummi-regnjakke, og så gik det ellers ned til båden.
Der blev kastet anker, så blev der smidt madding ud, buret sænket ned. Der blev spurgt om hvem der ville ned i buret først. Ingen andre end jeg havde lyst til at starte med. Jeg var den første som blev iført våddragt. Thomas og to andre meldte sig også til at komme ned i buret. Vi blev proppet ned! Der gik et godt stykke tid. Daniel kom også ned i buret. Mere tid passerede. Og så skete det! En KÆMPE, GIGANTISK "Big great white shark", aka verdens største HVIDHAJER, kom svømmende imod os, forbi os, vendte rundt så den havde snuden direkte mod mig, og så åbnede den ellers bare kæften så alle dens mange hvide og SKARPE tænder var lige foran øjnene på mig.
Det var så vildt! Så skræmmende, imponerende, gåsehudsrystende.
Desværre var der hul i min våddragt, så det kolde vand blev ved med at strømme ind, og jeg måtte til sidst gå op. Da jeg havde fået våddragten halvt af angreb en hvidhaj
buret - Daniel var stadig i det. Han kom op ret hurtigt efter angrebet. Vildt oppe og køre - det var jo også for vildt. Totalt sej oplevelse.
Jeg gik i buret en gang til, i håb om at jeg også ville opleve at blive "angrebet". Det skete ikke, men jeg så dog hvidhajen et par gange mere.
Der er vildt mange sælkolonier i området, og det er også derfor at Sydafrika har verdens største bestand af hvidhajer - og de største. Vi skulle jo selvfølgelig også se en af sælkolonierne. Jeg ville så meget hellere have set flere hajer. Inden jeg overhovedet havde fået tøj på igen, begyndte vi at sejle - der stod jeg så, ude på toilettet med bar røv, og havde ikke en chance for at få mit tøj på fordi jeg blev kastet rundt. Jeg måtte svøbe et håndklæde og prøve at undlade at tabe det foran kaptajnen og hans crew. Det var ikke spor nemt, og de måtte gribe mig da vi ramte en stor bølge og jeg praktisk talt blev kastet om kuld. Jeg holdte fast i mit håndklæde. !
Vi sejlede tilbage og blev derefter kørt til CT. Det var Thomas og Dominics sidste aften, så vi havde aftalt at tage ud for at spise rigtig "game mad" Vi tog hen på Mama Africa. Vi fik serveret Krokodille, Kudo, springbok, struds og gamepølse. Krokodillen smagte fantastisk godt - ligeledes gjorde strudsen. Det andet var jeg ikke så vild med. Vi gik på en bar for at fejre den sidste aften sammen. Her skiftedes vi til at banke hinanden i pool og bordfodbold. Det var så super hyggeligt, og ingen af os havde lyst til at vores gode tid sammen i CT skulle slutte, men "all good things comes to an end" Og det var tid for deres tid i CT.
Tirsdag d. 12 februar stod vi alle fire tidligt op så vi kunne nå at få morgenmad sammen inden Thomas og Dominic skulle afsted til lufthavnen.
Vi spiste MEGA lækker morgenmad og hyggede en sidste gang i CT inden vi skulle sige på GENSYN!(vi har nemlig aftalt at mødes i New zealand)
Da drengene tog afsted gik Daniel og jeg tilbage til hostellet og slappede af i lidt tid.
Derefter tog vi ned til Victorias Warf hvor vi fik bestilt billetter til Robben Island efter frokost. Der var så utrolig varmt i CT den dag - ikke en vind rørte på sig. Da vi endelig sad på færgen nød vi i fulde drag at få vinden kastet direkte i hovedet.
Vi blev kørt rundt på Robben Island i bus. Guiden var meget svær at forstå, men jeg fik da fat i, at de havde haft en mand ved navn Robert Sobukwe. Han var ligesom Mr. Mandela politisk fange - men blev behandlet langt dårligere. Robert havde først været fængslet et andet sted, og da tiden for hans løsladelse nærmede sig, lavede den SYdafrikanske regering en lov, som gjorde at de kunne sende Robert direkte tilbage i brummen. De sendte ham til Robben Island, og her havde man bygget et lille fængsel kun til ham. Han var TOTALT isoleret fra alle andre. Av av av.
Vi fik også en rundvisning i fængslerne. Guiden her var en af de tidligere indsatte. Han tog os med rundt og fortalte ivrigt. Han var vildt spændende at høre på. Vi sluttede af med at se Mandelas celle - den så ud ligesom alle de andres.
Jeg synes besøget på Robben Island var spændende, men fængslet og hele historien var ikke nær så skræmmende som Alcatras.
Tilbage på Victorias Warf var det blevet tid til at jeg skulle have den middag som Daniel skyldte mig! Hold nu kæft en god steak! Og den blev bestemt ikke mindre god af at den var gratis og at vi sad med direkte udsigt over vandet.
Vi gik hen i shoppingcenteret efter maden. Her fik jeg en "veninde" for 10 min = jeg fik shoppet makeup for ca 400 danske kroner. AV AV AV - men jeg var glad og følte mig rigtig girly. Så mon ikke at det går?
Jeg startede onsdagen med at tage et smut på "District 6 Museum". Her emmede det af historier fra området og om apartheidsstyrets indgreben i området. Det var utrolig spændende, sørgeligt og det rørte mig dybt ind i hjertet. Det er utroligt at læse om hvordan de blev ved med at tro på en bedre verden, blive ved med at tro på menneskeheden og drømme når man tænker på hvor grimt de blev behandlet. Museet er ikke særlig stort, men jeg brugte nu alligevel temmelig lang tid der. Fra loftet hang der store bannere med påbroderede navne af tidligere beboere fra området.
En af de tidligere beboere har skrevet følgende:
"Hold fast to dreams, for if dreams die, life is a broken-winged bird, that cannot fly" Jeg er bare helt vild med det -. synes det er så rigtigt!
Jeg fandt en shuttle, som kunne køre mig ned til Victorias Warf hvor Daniel og jeg skulle mødes. Vi havde bestilt billetter til "Body Museum" Det museum som kører rundt over hele verden og udstiller ægte kroppe!
Det var så sindsygt interessant. Vildt imponerede! Jeg vil varmt anbefale at tage ind og se det hvis det kommer til Danmark igen! Jeg har stor respekt for de mennesker som har "doneret" sig selv til dette formål og er dem meget taknemmelig, for det giver alle os andre en anderledes og langt mere interessant og virkelighedsnær chance for at lære.
Efter museums besøget satte vi os på en restaurant hvor vi fik frokost. Det endte med at vi også spiste aftensmad der. Vi flyttede os slet ikke. Udsigten var perfekt - ud over Victorias Warf og med table Mountain i baggrunden. Vi spillede kort og drak øl og cider. Livet er jo herligt.
Efter aftensmaden gik vi tilbage til hostellet. Jeg havde en aftale med en gut ved navn Khotso. Jeg havde skrevet til ham på couchsurfing, og det var meningen at jeg skulle bruge de sidste to nætter i CT på hans sofa.
Jeg orkede egentlig ikke rigtig at skulle til at bøvle med at finde vej ud til ham, og slet ikke da vi kom tilbage til hostellet og fandt ud af, at tre sjove englændere var flyttet ind på vores værelse. Men Khotso og jeg havde en aftale, og jeg skrev til ham, at jeg ville tage en taxa hurtigts muligt - han tilbød og hente mig, og det takkede jeg selvfølgelig ja til!
Og ved i hvad? Jeg er så glad for at jeg tod afsted. Khotso er et af de mennesker som har fascineret mig mest på den her rejse. Fra første færd jeg satte mig ind i hans bil klingede vi. Vi snakkede og snakkede. Dybe samtaler, om livet og om verden istedet for de der overflade samtaler som vi har med de fleste andre - hvad hedder du, hvor kommer du fra, hvor har du rejst etc.
Nej Khotso og jeg sad til langt ud på natten og snakkede om al verdens ting, diskuterede malerier, tekster, politik, børn, (han vil ikke selv have børn fordi han ikke vil lave en "kopi" af sig selv - og dette syntes jeg jo var en spændende holding. Vi snakkede om forskellige former for forhold, om kærlighed, følelser, ituslåede hjerter, filosofi og sådan kunne jeg bliver ved. Jeg følte mig så opløftet, lettet, glad og utrolig udmattet da vi endelig gik i seng. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst havde haft en samtale som denne - og slet ikke med en "fremmede" - jeg følte mig bare ikke "fremmede" sammen med ham - det var som om vi havde kendt hinanden i flere år.
Torsdag d. 13 februar, vores sidste dag i CT. Khotso gav mig nøglerne til hans hus, og så kørte han ellers på arbejde. Jeg blev liggende og dovnede den totalt. Tændte for fjernsynet, så en film og dovnede den lidt mere. Gik i bad - et laaaaaaaaaaaaangt bad, tullerede lidt rundt og dovnede den lidt mere. Legede lidt med hans tossede kat.
Derefter gik jeg en tur ud i byen for at finde et sted hvor jeg kunne få flettet mit hår igen. Jeg gik ind en del steder, men syntes at de alle var for dyre. I en af butikkerne spurgte jeg hvorfor det var så dyrt - jeg fik svaret "fordi det her er CT, men også fordi du er TURIST", og så grinede hun ellers. Jeg gik min vej.
Egentlig havde jeg opgivet at få flettet det igen, men spurgte et sidste sted, og her gav de en pris jeg kunne gå med til. Fletningerne blev MEGET bedre end første gang, men det gjorde også tre gange så ondt.
Jeg gik tilbage til shuttlestationen. Her vrimlede det med mennesker og det var bestemt ikke nemt at finde den rette shuttle. En sød pige hjalp mig, og det viste sig at vi skulle samme vej. Vi snakkede om fast og løst og så inviterede hun mig til en fest om aftenen, men jeg afslog da jeg skulle tidligt op, og fordi jeg jo var på vej hjem til Khotso. Inden hun hoppede af fik hun lige fyret af, at hun synes jeg er smuk - hold nu kæft hvor jeg elsker den "frie" afrikanske kultur(når det altså ikke bliver for overdrevet)
Jeg var alene i en times tid inden Khotso kom hjem. Endnu en gang snakkede vi det meste af natten, og jeg nåede næsten ikke at få noget søvn inden jeg blev hentet af en taxi som skulle køre mig hen til Daniel.
Jeg er dybt taknemmelig for at jeg på denne rejse møder mennesker som Khotso! Han inspirerede mig virkelig, hjalp mig til at åbne op for nogle æsker som jeg havde gemt langt væk og sat lås på. Måske det lyder underligt for jer ? Det er det også for mig, for normalt lader jeg ikke folk komme tæt på, men for mig var det også vildt fantastisk. At møde et menneske som ham, så åbent, klog på mennesker, venlig, ikke-dømmende, - jeg følte mig tryg ved ham fra første goddag- jeg kan ikke beskrive det - det var en helt speciel og unik oplevelse, og jeg ser det som en gave at få lov til at møde ham.
Jeg synes ikke at det var sjovt at sige farvel der om morgenen,(det synes jeg jo aldrig), men med Khotso ved jeg, at han på en eller anden måde vil forblive i mit liv, jeg ved at vores veje vil krydses igen - og det er jeg glad for!
Taxaen samlede mig op før fanden fik sko på fredag morgen, og så satte vi kurs mod hostellet for at samle Daniel op. Da jeg løb op efter Daniel, lod jeg de shorts jeg havde haft i hånden, liggende på bilsædet. Da vi kom ned til taxaen, tænkte jeg ikke over at mine shorts var væk? Det var først da vi sad i flyet at jeg skænkede dem en tanke. Daniel og jeg blev enige om, at taxachaufføren måtte have nuppet dem. ??
Vi skulle mellemlande i Johannesburg inden turen gik videre til Indien.
For en gangs skyld var vi begge vemodige over at skulle forlade et sted. Vi glædede os selvføligelig til Indien, men Sydafrika havde bare været så fedt, og vi var begge vilde med at være der!
Jeg er temmelig sikker på at vi begge kommer tilbage til Sydafrika en dag!
- comments